Josefine

Lad os bare sige, at det ikke er alle, der ved hvad de skal stille op, hvis de bliver efterlyst i TV AVISEN.

3Likes
5Kommentarer
704Visninger

1. Josefine

 

Det er fredag og det pisser ned, for at sige det lige ud.

Det gør det ikke bedre, at jeg lige i dette øjeblik skændes med mine morgensure forældre. Diskussionen går på, at jeg er alt for træt, til at komme i skole i dag ifølge dem og trodser deres opfordringer, om at holde en fridag. Der bliver smækket med de få døre der er, og der ryger flere protester ud, end mit åndedrag kan nå at komme op igennem mine luftveje. Jeg hanker op i min skoletaske, styrter ind på mit værelse og smider hurtigt nogle ting i min fundne sportstaske. Min plan viser sig ikke, at være særlig gennemtænkt, for da jeg har ryddet min vindueskarm for ting og hoppet ud af vinduet, lander jeg lige ned i en stor pøl, fyldt med vand og mudder.

Hele haven er oversvømmet og jeg vralter forsigtigt, indtil jeg når ud på fortovet. Derefter sætter jeg i løb. Det er rimelig komisk, når andre folk gør det samme og jeg er sikkert ingen undtagelse i deres øjne, men for mig er det et helvede, at løbe 1 km. til skole – især i dét her vejr. Hvis jeg nu ikke havde været så stædig, ville jeg være løbet tilbage efter min cykel.

Jeg vrider mit våde hår på vej ind i klassen og nikker dumt med hovedet, til dem der hilser på mig. Klassen bliver overdøvet af klokken, der ringer ind til time. Jeg ligner en hængt kat og det lægger Maiken ikke skjul på. Hun trækker mig omgående med ud på pigetoilettet og hiver mit våde hår ind under lufttørren. ”Hvad har du nu lavet?!”, hviner hun og er helt fra den.

Da jeg har forklaret hende det hele, er hun stadig lidt oppe at køre, men det er vist på grund af noget andet. ”Der er en fest i aften!”, forklarer hun og klikker løs på sin mobil. ”Jeg kan godt få dig inviteret med, hvis du vil?”. Dér var den! Nu havde jeg en undskyldning for, ikke at dukke op til aftensmaden hos min sure familie. ”Top!”, siger jeg overrasket og så styrter vi ind til time igen.

Jeg har taget en meget spontan beslutning. Det plejer ellers, at være Maiken der udfører dem.

Hun kan være så spontan, at hvis hun fandt en skildpadde (og den tilhørte Københavns Zoo), ville hun hoppe på det nærmeste tog og aflevere den tilbage.  Hendes forældre derimod, ville være ligeglade – de er på forretningsrejser året rundt og er sjældent hjemme, begge to på én gang. I denne weekend skal Maiken være alene hjemme, og det er sikkert derfor, hun har givet sig selv tilladelse til, at komme med til den fest.                                                                                                     

Da vi har gennemført en hel skoledag med både tysk grammatik, undersøgt vores celler i biologi, et spisefrikvarter og to svedige idrætstimer er skoledagen overstået. Vi tager som aftalt hjem til Maiken og gør os klar.

Mine forældre ved ikke noget, og jeg har ikke tænkt mig, at give dem besked lige foreløbigt – for min skyld, må de meget gerne blive bekymrede for mig. Jeg låner noget mere passende tøj af hende, mens hun danser rundt foran spejlet og putter endnu et kilo makeup på. Hun stopper pludselig op og kører et elevatorblik ned ad mig. Så giver hun ’thumbs up’ og begynder, at gå helt i selvsving med sit nye spejlreflekskamera.

Maiken er ikke kun spontan, men også en smule selvcentreret… og forkælet, men jeg holder nu alligevel af hende. Imellem blitz og højt musik, farer vi pludselig sammen på grund af ringklokken. Jeg hopper hen, for at slukke igen og Maiken afslutter sit photoshoot. Hun tripper forsigtigt ned ad trapperne, på sine smidige fødder og jeg følger hurtigt trop.

Da hun begynder at kravle og vælte sidelæns, bryder vi ud i et mindre grineflip, men så jeg skimter en politiuniform bag ruden og tysser på min grinende veninde.

Politimanden ringer på igen. Mit hjerte galoperer og Maikens forskræmte ansigt gør det ikke bedre. Vi ved ikke, hvad vi skal stille op, og sidder som limet fast til det skinnende trægulv. 

Jeg løber forsigtigt op ad trappen og nu er det Maiken, der følger trop. ”Hvad skal vi gøre?”, piber hun. Selvom jeg har været hjemme ved hende utallige gange, kan jeg ikke længere finde hoved og hale i det store, hvide hus. ”Måske skulle vi bare ignorere ham?”, foreslår jeg. Maiken kigger forvirret på mig. ”Men, hvad hvis han bliver ved med, at stå derude indtil vi lukker op? Festen starter jo om en halv time, og vi skal med toget først!”. ”Hvis han til sidst tror, at der ikke er nogen hjemme, så kører han nok igen.”, siger jeg, så roligt, som jeg nu kan.

”Men, hvad hvis han ved, at vi er herinde?”, spørger hun. ”Hvad hvis vi er efterlyst?”. Jeg synker en usynlig klump. Mine forældre kunne have været bekymret for mig og efterlyst mig. Jeg burde være glad, men i stedet er min krop fyldt med dårlig samvittighed. Klokken ringer endnu engang, og Maiken falder ned i sofaen med et brag. Hun lander ovenpå fjernbetjeningen, så tv’et tænder.

”Den 14-årige Josefine Estelle Bech, forlod i morges sit hjem i Valby, efter et voldsomt skænderi med sine forældre. Hele sjællands politi, leder fortsat efter den såkaldte Josefine, som er 1,70 centimeter høj med mørkebrunt, langt hår. Hun var iført en grå sweatshirt, stramme, lyse denimbukser og grønne converse. Politiet har en formodning om, at hun stadig er i området. Hun har muligvis søgt ind mod centrum af Valby efter skole, fortæller Josefines mor, Veronica Bech. Beboere i området, opfordres til, at kigge efter i carporte, garager, baggårde, trappeopgange, kældre og andre steder, hvor pigen kan have søgt ly.”

Maiken og jeg, sidder som forstenede. ”Din mor overdramatiserer da også alting!”, siger hun med store øjne og et fast greb om fjernbetjeningen. ”Hun kunne da bare have ringet og spurgt, om du var her, men næ nej! Så hellere involvere politiet og hele TV Avisen i sagen.” ”Jeg skulle bare have ringet og fortalt, at jeg var sammen med dig. Det er min egen skyld.”, siger jeg stille.

Dette er simpelthen for pinligt. Hele familien Danmark kigger med derude, og hvis jeg så tropper op, giver mig til kende og alt bliver godt igen, så er jeg jo blevet hurtigere kendt, end dem fra Paradise Hotel. Jeg er i et frygteligt dilemma. Skal jeg gå ned til politimanden eller skal jeg blive her hele aftenen? ”Hvad gør vi, Maiken?”, spørger jeg og banker hovedet ned i en dyr pude, (vistnok fra Japan). 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...