Please Don't Leave Me ★ One Direction

Hvis den du elskede gik bort, hvad ville du så gøre? Hvordan ville du reagere? Følg Louis Tomlinson's historie om alle højdepunkterne, nedturene, og ikke mindst om at miste sin eneste ene. Det her er en NOVELLE, som jeg lavede til en dansk time. Den vil derfor kun vare ét kapitel.:) Jeg håber alligevel, at I vil læse den. -GottaBeYou.

14Likes
16Kommentarer
1598Visninger
AA

1. Please Don't Leave Me

„Baby I love you and I'll never let you go, but if I have to, girl, I think that you should know. All the love we made can never be erased, and I promise you that you will never be replaced.“

Jeg slap ballonen, og så den flyve mod den blå himmel. Det store tab føltes som ballonen fløj, og jeg mærkede tårnene presse på. Samtidigt en lettelse. "Vi er stolte af dig, Louis. Det var det rigtige at give slip," sagde Zayn, og lagde en arm om mig. De andre drenge stod bare og kiggede trist. I dag, var det to uger siden min store kærlighed gik bort.

Jeg tænkte tilbage på vores liv sammen. Alle de gode minder, fra før hun blev syg, og jeg skulle holde holde hendes hånd, trøste hende når hun græd. Jeg husker tydeligt hendes grin, og jeg forestillede mig hende spise pizza, som hun elskede. Det så virkeligt sjovt ud, og det mindede mig om de dejlige aftener, hvor vi havde vores specielle "filmaftenener".

Jeg husker da hun ville se The Notebook sammen med mig, og selvom jeg brokkede mig i starten, viste det sig, at den var virkeligt god. Til sidst, begyndte hun at græde, da de døde i hinandens arme, og jeg husker tydeligt hendes ord:"Jeg vil være sammen med dig altid. Jeg vil blive gammel, og have den bedste død i dine arme." Jeg holdt hendes hånd. "Jeg vil også være sammen med dig.. Foraltid." Men kort efter blev hun syg, og døde som nitten årig.

Jeg stod og holdt hendes skrøbelige og afmagrede hånd, da hun indåndede.

Jeg mødte hende for første gang, da hun havde vundet backstage til en af vores koncerter i London. Jeg husker, hendes store smil, og glædes tårerne.

Jeg husker, vores første kys, kram, og den måde hun så på mig. Så fascineret. Senere hen, viste det sig, at jeg var mere fascineret af hende - hun var utroligt stærk, og havde et fantastisk mod som ingen anden. Jeg elskede hende fucking højt.

"Hvad hedder du?" spurgte jeg, og sendte hende et sødt smil. Vores første samtale var i backstage rummet. Hun kiggede rødmende på mig, og rørte genert ved sit hår."Det ved man aldrig," sagde hun, og netop der, vidste jeg, at hun var anerledes. Jeg sendte hende et fjoget smil. "Hvaaad?"

To måneder efter, kunne jeg kalde hende min. Jeg spurgte hende nytårs aften, og hun kastede sig i mine arme, og skreg glad, og sagde ja. Jeg husker lettelsen i min mave.

De kommende måneder, var min lykkeligste tid. At være sammen med hende, gjorde mig virkeligt glad. Men det viste sig, at vores lykke ikke skulle vare længe.

Efter en koncert i Las Vegas, kom vores band, One Direction, ud for en ulykke, hvilket gjorde, at jeg mistede min ene nyre. Da min anden nyre var svag, var det dybt nødvendigt, at jeg skulle have en ny.

Jeg blev efter en uge fløjet hjem til London, og der besøgte de mest betydningsfulde mennesker i mit liv, mig. Min prinsesse, var der hver eneste dag i flere timer efter skole, min familie og mine venner. Fireogtyve dage efter ulykken, fik jeg gode nyheder. Jeg havde fået doneret en nyre, og skulle have opereret den ind. Jeg var virkeligt nervøs, og det gjorde mig ked af det, at hun ikke kunne være der hos mig. Hun havde skrevet, at hun havde fået en ordentlig omgang influenza. Vi var sammen en uge efter, men hun var dog stadig lidt svag.

Efter en koncert, fik jeg en rystende besked, fra hendes mor, som bare fik min verden til at gå i stå. Hun var faldet om i et indkøbscenter, og lå på hospitalet. Jeg skred fra alt jeg var i gang med, og skyndte mig derud.

Jeg trådte ind til hende, med en stor buket røde roser. Hun så virkeligt svag ud, og det var et grimt syn. "Hej," sagde jeg, og smilede til hende. "Hej.." sagde hun, og det var tydeligt, at hun var langt svagere end forventet. Jeg satte mig på stolen ved siden af sengen, og tog hendes hånd. "Louis..." sade hun og kiggede bedrøvet på mig. "Jeg er meget syg.." "Så er det godt, at du snart er rask igen," sagde jeg, og smilede opmuntrende. "Nej.. Du forstår ikke." mumlede hun. Mit smil blegnede. "Hvad er der?" spurgte jeg bekymret. "Jeg skal dø, Louis. Jeg skal dø."

I starten troede jeg ikke på hende, men efter at have snakket med nogle læger, gik det langsomt op for mig. De ville ikke fortælle mig, hvad årsagen var, eftersom det var et ønske fra hende selv, hvilket gjorde mig så fortvivlet.

Hun fik to måneder, hvor jeg var ved hende hele tiden. Alle mine koncerter var aflyst, og jeg sad bare på hospitalet hele tiden. Hun var kommet i en rullestol, og når det var godt vejr, tog jeg hende med udenfor, hvor vi kørte ture ved dammen. Vi snakkede, grinede, og når vi var derude, glemte vi, at hun var syg.

Den sidste dag, lå hun bare, og var kun lige tilstede tidlig morgen. "Jeg er bange, Louis," sagde hun svagt. Jeg havde tårer i øjnene, men tog mig til at svare. "Det skal du ikke være.." "Jeg elsker dig.." sagde hun lavt. "Jeg elsker dig. Af hele mit hjerte, det vil jeg altid gøre.." Hun lukkede øjnene og smilede svagt. Derefter, faldt hun i en dyb søvn, og jeg fik aldrig mulighed for at se hendes flotte krystal klare blå øjne mere. Jeg holdt hendes hånd.

Hendes mor, sagde flere gange, at jeg kunne tage hjem og hvile mig lidt, men jeg nægtede. I dag, er jeg glad for, at jeg blev. Klokken fem i syv den syvende marts 2012, indåndede min prinsesse. Mit livs lys. Min inspiration. Jeg var sønderknust.

Hendes begravelse var smuk. Kirken var fuld af hvide blomster. Det så så flot ud. Bagefter begravelsen kom hendes mor hen til mig. "Louis? Der er noget jeg skal give dig.." sagde hendes mor, og rakte mig en hvid kuvert. "Hvad er det, Jane?" spurgte jeg og så undrende på hende. "Noget jeg skulle give dig," "-Fra hende," Jeg kiggede trist på hende. "Har hun skrevet et brev til mig?" "Ja, et meget vigtigt et." svarede hun. Hun gik igen, og jeg fandt en bænk i kirkegården, hvor der ikke var nogen. Jeg åbnede brevet.

Kære Louis, min egen Louis. Når du læser det her, vil jeg være borte. Jeg kan slet ikke forestille mig den smerte du gennemgår lige nu, og jeg ved, at mit savn til dig i himlen, vil være så stærkt, at det vil gøre helt ondt. For det vi havde, da vi begge var på denne jord, var virkeligt. Jeg har aldrig mødt en som dig, og det var også grunden til.. At jeg ofrede mig selv for at du kunne leve. Jeg gav dig min nyre, selvom jeg vidste, at jeg ville dø af det. Men jeg kunne ikke klare at miste dig, det er jeg ikke stærk nok til. Men jeg ved, at du kan klare, at komme videre. Det bliver du nødt til. Åh Louis, du må forgudskyld ikke bebrejde dig selv. Når du savner mig, så kig op på himlen. Om det er nat eller dag. Jeg vil være der. Forevigt og altid. Vi ses snart igen. Jeg elsker dig.

Tårerne væltede ned af mine kinder, da jeg læste det. Så gav det hele mening. Jeg savnede hende ubeskriveligt.

Jeg vendte tilbage fra min tankegang, og den hvide ballon var væk. En tårer faldt ned ad mine kinder. Det var slut. Jeg måtte videre. Det var det hun ønskede. "Jeg elsker dig, Adriana," hviskede jeg, og kiggede sørgeligt op på himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...