Genskabt

Den 16årige Sikka bliver kørt over og dør på stedet.
Men Aziel, halv engel/halv dæmon, venter på hende i mørket og får Sikka til at aflægge en ed om evig troskab. Derefter bliver hun kastet ind i et hævnspil mellem Aziel og hans bror Brazil, hvor hun er nøglen til Brazils død.
Kan hun gennemføre det, hvis det betyder at hun skal ofre den hun elsker allerhøjest? Eller findes der en gylden genvej?

20Likes
20Kommentarer
2538Visninger
AA

13. Afledning

Da Braziel vendte sig om, så jeg vreden gnistre i hans øjne. Det røde skær om hans vinger blussede op, ligesom de mange mønstre på hans hud. Dæmonblodet var vågnet.

"Menneske, forsvind herfra!" Hans gudestemme hamrede ind i mig, men jeg blev stående. Et forvirret glimt viste sig i hans øjne, før han prøvede igen: "FORSVIND! Ved den kraft der er i mit blod, forsvind og glem!"

Jeg skreg da ordene tordnede igennem mig. Men indeni i mig slog min gudommeligheden ordene væk, som en stor turkis flodbølge der drev den røde energi ud. Jeg sendte tavst taknemmelig bøn til Aziels kræfter - selv om jeg stadig hade ham for at dræbe mig.

"Dine ord preller af på mig Braziel," sagde jeg højt. "Jeg adlyder kun Aziel."

Erkendelsen fór igennem englen, og jeg så noget der lignede frygt i hans blik. Men det varede højest et sekund, før han vrængede håneligt af mig.

"Det er altså dig. Sikka, ikke?"

Jeg nikkede og skævede til Dani. Han var lydløst begyndt at liste hen mod vinduet. Klogt bror, tænkte jeg lettet.

"Og du skal lade min bror gå," sagde jeg vredt, med øjne der låste englens blik fast. "Han skal ikke adlyde dig."

Braziels latter var kold, åh så frygtelig kold. Dæmonblodet var rigtig kommet til sin ret - sikkert efter lang tids dvale.

"Det er forudbestemt at din bror skal tjene mig, ligesom du skulle tjene Aziel. Man kan ikke bekæmpe skæbnen."

Jeg sank en klump, pludselig ikke så kæphøj mere.

"Min bror... han er ikke mere end 11 år," hviskede jeg. "Du må ikke dræbe ham. Han har så langt et liv foran sig."

Godhed og mildhed skyllede ind over Braziel. Han sendte mig et trist smil.

"Undskyld. Jeg kan føle at du elsker ham. Men dette går over jeres forstand, og jeg har brug for ham."

"Hvorfor?" spurgte jeg frustreret. "Hvad skal I bruge os til?"

Braziel rystede på hovedet, stadig med sit triste smil på læberne.

"Når tiden er inde vil I finde ud af det. Men nu må du ikke holde mig hen mere. Daniel og jeg har en ting at gøre op."

Han vendte sig rundt, og stirrede forbløffet på det tomme rum bag sig. Så så han det åbne vindue, med gardiner der blafrede blidt i vinden. Jeg smilede stort da han så på mig igen.

 Dér stivnede smilet, da bølge efter bølge af vred rød energi ramte mig.

"Hvad. Har. Du. Gjort?!" brølede han og knyttede næverne.

Åh-åh.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...