A big mistake - CB & JB

16 årige Sofia er fra Denver men er flyttet til New York med sin familie, fordi hendes mor havde fået job. Hun er faldet okay godt til henne i skolen, men har kun få veninder. Der begynder en ny dreng i klassen som hedder Christian, som kommer fra Atlanta. Hun bliver skudt i ham fra allerførste dag, men hun er kærester med Justin, og hun elsker ham vildt højt.. En dag er hun sammen med Christian og det udvikler sig til mere end venner. Vil hun vælge Christian frem for Justin som er hendes kæreste? Hvis hun vælger Christian, vil Justin så prøve at få hende tilbage? Vil han bruge hårde metoder? Eller vil hun selv vælge efter mærkelige ting der er sket. Eller noget helt femte?
Følg med i "A big mistake"
OBS: Justin er 16, så det passer i historien, Justin og Christian er ikke kendte bare normale mennesker! :-D Nyd min novelle, da det er min første;-)

9Likes
28Kommentarer
2892Visninger
AA

14. Please, forgive me.

Sofias synsvinkel

Justin.. Krammede mig!? Jeg havde været ham "utro" eller det havde jeg, men han rent faktisk trøstede mig. Men det var dejlgit, indtil han trak sig. Vi kiggede ind i hinandens våde øjne, hans var også fulde af vrede, og mine bare fuld af tårer..

"Jeg er altså virkelig ked af.." Sagde jeg indtil Justin afbrød mig, "Det er ikke noget du skal være ked af! Er du klar over hvad du har gjort!?" Sagde Justin, lidt hårdt og jeg vidste at han ikke rigtigt kunne styre sit temperament når han først var igang.

"Justin, jeg ved at det var ondt af mig, men jeg ved ikke hvad der gik af mig, han.. Okay, undskyld jeg siger det men i næste uge score han sikkert en ny" Sagde jeg blidt, han fnes af det sidste men kun et lille øjeblik.. Han smilte stadig, men et meget enkelt et. 

"Justin, jeg ville ønske at det var en film så jeg kunne spole tilbage i tiden, hvor vi havde det godt!" Minderne kom frem igen, og tårene pressede på. "Prøv og hør! Det går ikke at der bare er en helt ny dreng, som du ikke kender, bare rager til sig.. Og desuden var det også dit ansvar at stå fast ved at du havde en kæreste." Fik han indskudt.

Jeg vidste udmærket godt hvad jeg havde gjort og hvor dumt det var af mig, så jeg forstod det godt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, han ville aldrig tilgive mig uanset hvad.

"Jeg kan ikke gøre andet end at opgive, for uanset hvad tilgiver du mig aldrig for det jeg har gjort." Vent! Sagde jeg lige det! Åh nej, nu kan jeg jo lige så godt gå. Jeg kiggede ned og slog mig for for panden. "Måske" Kom det lusket fra Justin, som om han skjulte noget.

Jeg kiggede op og så på ham meget overrasket. Jeg kendte det blik, han havde fundet på en eller anden skør idé! Jeg vidste det. Jeg smilte, og kiggede lidt rundt af ren generthed.

"Kom med ind, det nytter ikke noget at i to står herude og er ved at falde ned på jorden igen." Kom det fra hans mor. Vi kiggede begge på hende, og hun fik noget af et chok da jeg lignede en vaskebjørn og han en lusket, vred tomat. Hans mor fnes og gik ind.

"Vil du med ind?" Spurgte han, og kiggede på mig.. Det kunne jeg vel ligeså godt, så jeg svarede bare med et enkelt, "Ja" og smilte. Vi gik inden for, jeg gik lidt bag Justin, da det var en lille mule akavet.

Vi kom ind og jeg tog mine sko, og jakke af og smed på gulvet. Vi gik ind i stuen hvor han allerede sad ned i en af sofaerne. Jeg satte mig i den anden og kiggede ud på den blå himmel med få skyer.

Da jeg fandt øje på en sky der mindede om et eller andet dyr. En koala? Nej, en abe!? Ligemeget. Jeg kiggede væk og hen på Justin som sad og kiggede ned mod sine hænder, der var helt urolige.

"Undskyld.." Mumlede jeg og holdte blikket på Justin. Han kiggede op, og så hen på mig. "Altså, måske er det bedst hvis vi bare er venner?" Sagde han, og kiggede ned mod hans hænder igen.

Jeg kunne mærke han var nervøs om jeg ville sige nej tak og bare skride, eller sige ja. Jeg kan altid mærke når han er nervøs, ALTID!? Det er virkelig weird!

Jeg løftede den ene mundvige, og holdt stadig blikket. "Ja, hellere end gerne" Jeg løftede den anden mundvige og mine øjne lyste garanteret af glæde. Han kiggede op og fik også et stort smil på læben. "Justin.. Har du tilgivet mig?" Mit blik blev mere fortvivlet.

"Ja.." sagde han og hans smil blev lidt svagere, men han var stadig glad kunne man se. "Venner?" Spurgte jeg ham. og kiggede spørgende men bedende på ham. "Venner." Sagde han og smilede. 

Jeg rejste mig og gik hen og ville give ham hånden. Jeg rakte den frem men blev trukket ned i et kram. "Hvor har jeg dog savnet det her" sagde han og krammede mig lidt hårdere. "Også mig" sagde jeg og smilede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...