Håbet båret af sorte vinger - Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2012
  • Opdateret: 31 mar. 2012
  • Status: Færdig
Justina er ikke som nogen anden borger i Panem. Hun har en særlig evne, og derudover er hun medlem af en ligeså særlig familie. Men hendes liv er ikke noget særligt...hun er underkastet Snow's magt, men vil hun bukke under eller stille sig op imod hans vilje? Og vil hun få svar på alle sine spørgsmål, eller skal de forevigt forblive uudtalte i hendes tanker? | En Hunger Games fanfiction. Enjoy!

27Likes
84Kommentarer
3451Visninger
AA

8. Pinefuldt offer

Jeg sidder og syer, da jeg får mit syn. Et ligesom det med Haymitch. Det er altså ikke et dårligt syn, men jeg ved heller ikke, om man kan kalde det godt. Men ligesom synerne med Haymitch, føler jeg, under dette syn, den der gnist af håb. Håb for fremtiden.

 

                      En pige, som jeg mener, jeg har set før, vandrer rundt i en frodig skov. I starten går hun bare rundt, men da hun hører en fugl fløjte, begynder hun også selv at gøre det. Fire toner fløjter hun, igen og igen. Og det mærkværdige er, at de sorte fugle, der flyver over hendes hoved, gentager de fire toner.

                     

                      Mit syn slukkes allerede langsomt, og jeg kommer til mig selv igen. I dette syn var der ingen melodi, ingen vers. Jeg tænker på pigen fra synet. Jeg mener virkelig at have set hende før. Da jeg ser fletningen i siden, og hendes grå øjne for mig, kommer jeg pludselig i tanke om, hvem det er. Eller i hvert fald hvor jeg har set hende før.

                      Det var i synet med Haymitch og Effie. Pigen jeg lige har set, var den selv samme pige, som man så på TV’et sammen med den sårede dreng. Og der er dét, der får mig til at forstå hele sammenhængen.

                      Denne pige med fletningen og så den dreng, jeg så hende sidde ved på Haymitch’ TV i synet, må være Haymitch’ sonere. Så langt var jeg nået i mit hoved. Men nu er der noget, der siger mig, at det ikke direkte er Haymitch, der vil være årsagen til en ændring af Panem. Min mavefornemmelse fortæller mig at det er denne pige. Og samtidig hører jeg min indre stemme sige: Det er ikke kun pigen, du skal lægge mærke til. Husk fuglen fra synet.

                      Da det er det eneste, den siger, bliver jeg ret forvirret. For hvorfor skal jeg huske fuglen? Den tanke minder mig om, at det faktisk var den fugl, jeg var, i mit syn om Haymitch og pigen, som han havde allieret sig med. Altså den fugl jeg var, da jeg svævede over pigen, mens hun blev dræbt af en stor lyserød fugl. Måske er der noget særligt ved den fugl.

                      Døren til mit værelse glider op, og to vagter træder ind. Det er selvfølgelig angående mit syn.

                      ”Frøken Snow. De har lige haft et meget kortvarigt syn. Er det korrekt?” spørger den ene vagt, som om de var i tvivl, om jeg faktisk havde haft et syn eller ej. Det var sådan et uskyldigt syn, så jeg burde godt kunne fortælle om det. Alligevel gør jeg det ikke. For jeg ved, at det at synet ikke var forfærdeligt, er alt for mistænkeligt, og så vil de begynde at lave undersøgelser af mig. Måske forhøre mig.

                      ”Ja, det er korrekt. Men det var et meget uklart syn,” lyver jeg. ”Jeg tror, det forestillede en avox, der forsøgte at flygte. Men vedkommende blev fanget og dræbt på stedet. Så I har vel intet at bekymre jer om.” Jeg ved ikke, hvor ordene kommer fra. Jeg lyver med så stor lethed, at det faktisk skræmmer mig.

                      ”Fik du det?” spørger den ene vagt den anden, som nikker og peger på sin M.U.K.A. ”Godt. Og hvad med verset?” spørger han. Jeg havde glemt at tænke på, at jeg jo skal synge et vers for dem! Hvad skal jeg nu sige? Jeg kan da ikke bare lige finde på sådan ét. Eller kan jeg? Det må jeg kunne.

                      ”Ja. Lad mig se. Det lød vist sådan her,” siger jeg og begynder at synge. Jeg aner stadig ikke, hvor ordene kommer fra. Men de kommer, og det er det vigtigste. Og hvis jeg selv skal sige det, lyder det ganske realistisk. Som om det virkelig var noget, der kunne have været i et syn.

 

”Han forsøger at løbe en anden vej

Men her betaler flugt sig ej

Et skud er alt, hvad der skal til

Aldrig åbne øjnene igen han vil”

 

                      ”Perfekt,” vagten nikker, og så går han og den anden vagt ud igen og lader mig være alene med min ufærdige kjole. Jeg fortsætter blot med at brodere galonier ud over den, hvis kroppe jeg senere vil dække med dun fra virkelige galonier.

 

                      De næste par uger er meget ensartede. Jeg får tiden til at gå med at sy. Men meget tid går også med at lyve. For jeg får tonsvis af syner. De omhandler alle pigen med fletningen eller den sorte fugl.

                      Jeg er meget tilfreds med mine løgne. Det lykkes mig endda hver gang at finde på et nyt vers. Og for hver gang, jeg får et nyt syn, spirer håbet en tand ekstra. For det, jeg ser, er alt sammen optakt til et oprør. Det er tydeligt. Et oprør. Et oprør er lige nøjagtig hvad Panem har brug for.

                      På den ene side er jeg lykkelig over at vide, at der vil komme et oprør. På den anden side er jeg bange. For jeg kan jo ikke vide, om det faktisk vil gå godt, eller om det bare vil ende som et forsøg på et oprør, der alt for hurtigt vil mislykkes. Derfor går jeg i nogle uger med meget blandede følelser. Disse blandede følelser bliver straks meget værre, en dag hvor jeg får et syn, der langsomt dræber mit håb. Og det er dét, der får mig til at afsløre mig selv. Kun indirekte – men alligevel.

                      Jeg sidder endnu en gang dybt begravet i mit syarbejde, da jeg får endnu et syn. Det er efterhånden blevet rutine med mine korte syner om pigen med fletningen, som jeg nu ved, hedder Katniss. Det havde jeg ellers glemt.

                     

                      Jeg ser ikke rigtig, hvor jeg befinder mig, men det ligner lidt et hospital. Det er det eneste jeg lægger mærke til ved lokalet, for det drama, der udspiller sig foran mig, optager al min opmærksomhed. Og det tager alt mit håb fra mig.

                      Drengen med det mørkblonde hår, som jeg efterhånden har set en del gange, bevæger sig over mod Katniss. Katniss ser ovenud lykkelig ud og løber hen imod ham. Jeg ser tydeligt blikket i hendes øjne. Hun er virkelig glad; og lettet.

                      Jeg ser bagefter drengens blå øjne. De er forholdsvis udtryksløse. Hvis man graver dybere, kan man dog godt se nogle følelser. Vrede, had, vanvid.

                      Katniss forsøger at omfavne drengen. Der går kun et par sekunder inde i omfavnelsen, før hendes øjne skifter fra lykkelige til chokerede. For drengen omfavner ikke hende. Han forsøger at kvæle hende. Og jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan kun stå og se på, at livet siver ud af pigen, der skulle ændre Panem for altid.

 

                      Jeg er i chok, da den virkelige verden igen toner frem for mig. Hun kan da ikke dø! Og da slet ikke blive dræbt af den dreng, som hun helt sikkert elsker! Ifølge de syn jeg indtil videre har haft, er jeg også helt sikker på, at han elsker hende. Så det giver ingen mening. Men jeg ved, at hvis hun dør, dør oprøret. Et oprør går derfor i gang i mit sind.

                      Et par minutter senere kommer to vagter ind. Jeg forbereder mig på at lyve. Da de spørger til mit syn, svarer jeg: ”Jeg så blot en lille pige fra Distrikt 4 blive skubbet i havet. Hun druknede. Derefter så jeg hendes begravelse, og det var alt sammen virkelig sørgeligt.” En fin løgn. Ligeså troværdig som alle dem jeg tidligere har fortalt. Det var ikke ordene, der afslørede, at det, jeg fortalte, var løgn. Det var måden min stemme skælvede på, måden jeg sagde det på, den klart anderledes betydning bag ordene. Alligevel valgte de at lade mig fremsige verset, før de besluttede, at jeg skulle føres til forhør.

                      ”Verset? Ja, verset. Æhmm..nej. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke sige det. Jeg beklager.” var det eneste, jeg kunne få frem. For jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Ordene ville bare ikke komme til mig. Jeg var fuldstændig tør i halsen og mit hoved tomt for ord. Jeg var alt for oprevet indeni på grund af det syn, jeg lige havde haft, til at kunne lyve ordentligt.

                      Naturligvis blev jeg ført til forhør. Og naturligvis ville jeg ikke fortælle dem noget. De overvejede at sende mig direkte ned i torturkælderen. Men lige inden de skulle til at slæbe mig derned, fik de en anden ordre. En af vagterne talte med nogen, som ikke var til stede i rummet. Jeg går ud fra, at det var igennem en øresnegl og mikrofon, at de kommunikerede. I stedet for at sende mig ned til tortur, blev jeg i stedet ført til hans kontor. Jeg vidste, det var det, allerede inden jeg blev skubbet op og ført ud af døren.

                      Jeg træder ind af døren med bankende hjerte. To vagter står bag mig, og foran mig er den velkendte stol. Velkendt, fordi jeg stadig husker hvordan den drejede sig ved mit første møde med ham. Som vidste stolen, hvad jeg tænkte, vendte den sig rundt, præcis sådan som jeg huskede, og manden, der havde ødelagt mit liv, kom til syne.

                      ”Goddag Justina. Hvor er det dejligt at se dig igen.” hvisler han. Hans øjne er kolde, og det er tydeligt, at han er sarkastisk og ikke mener det. Jeg stirrer bare trodsigt igen.

                      ”Snow.” siger jeg spydigt som hilsen. Jeg gør mig ikke engang den ulejlighed at nikke. Han begynder bare at pille lidt ved den hvide rose i sin brystlomme. Jeg gider ikke lide den her stilhed, jeg skal bare have det overstået. Nok er jeg bange, men jeg har en fornemmelse af, at mit liv alligevel skal slutte snart. Jeg vil derfor have det bedst mulige ud af den her snak. Jeg sætter mig ned i stolen overfor ham. Fordi jeg gør det bare sådan uden videre, ser Snow undrende på mig. Men ikke på en nysgerrig måde. Mere på en chokeret og vred måde. Som om jeg underminerer hans autoritet bare ved at sætte mig ned, uden han har givet mig tilladelse til det.

                      ”Skal de være der under hele samtalen?” spørger jeg og giver et kast med hovedet i vagternes retning. Jeg vil ikke pakke noget ind i denne samtale. Jeg har en fornemmelse af, at han heller ikke vil gøre det.

                      ”Nej. Nej. Gå ud og stil jer foran døren i stedet. Jeg kalder, hvis der er noget.” beordrer han vagterne. De adlyder ham straks uden et ord og marcherer sammen ud af døren.

                      ”Kan de nu høre, hvad vi snakker om?” spørger jeg koldt. Jeg bliver lidt lettet, da han svarer nej. Jeg kan ikke overskue, at en flok vagter skal komme unødvendigt rendende lige nu. Jeg er så ked af det indeni. Jeg føler virkelig, at det hele er slut nu. At det hele har været forgæves. Jeg er rimelig sikker på, at jeg vil dø snart. For jeg nægter at fortælle om synerne om Katniss. Derfor har jeg en sidste mission til mig selv, før jeg nærmest frivilligt lader dem dræbe mig. Jeg vil sikre mig, at alting er i orden med mor og Lief. De skal ikke bøde for mine løgne.

                      ”Du ved, hvorfor du er her. Justina Jeparlin Snow - du har løjet overfor mine vagter og dermed også mig. Vi ved ikke hvad, men vi ved, at du skjuler noget. Og det fortæller du mig lige nu, hvis det ikke skal blive rigtig grimt.” siger han hårdt og ligeud.

                      ”Hvorfor skulle jeg gøre det? Giv mig én god grund.” siger jeg. Jeg er bange for, at han vil tage mor og Lief op. Hvis han truer dem på livet, har han desværre givet mig to meget gode grunde. Det vil jeg ikke kunne bære. Men han svarer ikke det. Han siger noget, som jeg slet ikke forventede, men som lige pludselig får mig til at forstå meget bedre.

                      ”Fordi jeg har gjort så meget for dig! Jeg har givet dig et fantastisk værelse. Din egen stylist. Ladet din mor og kæreste leve. Jeg lod endda din soner vinde!” råber han vredt.

                      ”Ladet min soner vinde? Hvad snakker du om?” spørger jeg – totalt forvirret. Min soner? Jeg forstår ingenting.

                      ”Ja, troede du virkelig selv, at Waltt og Dicalia kom så langt og uden problemer ved rent held? Det findes ikke i arenaen! Utaknemmelige pigebarn.” fortsætter han rasende.

                      En klokke dæmrer i mit hoved. Det var altså bevidst, at Spilmestrerne lod dem have det så let i Spillet. Men der må have været en grund til det. Et egoistisk formål bag det. De ville aldrig have ladet Wallt vinde bare for min skyld. For at jeg skulle blive glad.

                      ”Jeg forstår. Men hvad var det egentlige formål? Hvorfor lod du Waltt vinde?” spørger jeg bare.

                      ”Nå, du er da ikke helt nem at narre. Selvfølgelig var det ikke bare for din skyld. Men vi kunne ikke så godt bare tage dig uden at give dit distrikt en erstatning, vel? Din mentor døde jo kort efter dit spil. Derfor var vi nødt til at lade din soner vinde.” siger han iskoldt. Jeg skuler ad ham. Men så giver det da endelig mening.

                      ”Men du er her ikke for at få opklaret hele din livshistorie. Det har jeg spildt min kostbare tid med én gang før.” siger han, og jeg ved, at han tænker på den gang, han forklarede mig om mit navn og alt det andet. ”Justina min pige,” pludselig ændrer hans tonefald sig fuldstændigt. Fra vredt og voldsomt til sødt, men giftigt. ”Ved du, hvad der er blevet af din kæreste?” spørger han med en sukkersød stemme.

                      Jeg holder et gisp inde. ”Hvad?” spørger jeg. Helt simpelt. Jeg frygter det værste, hvilket også er helt rigtigt af mig.

                      ”Tjo. I går huggede jeg tungen af ham. Personligt. Nu tjener han mig som avox.” Nu tjener han mig som avox. Ordene svider i mit hjerte. Lief er blevet en avox på grund af mig! Jeg kan slet ikke forestille mig Lief uden evnen til at tale. Han havde fantastiske talegaver. Han kunne bruge ordene på en helt særlig måde, der altid kunne få mig til at føle mig som den heldigste pige på jorden.

                      ”Men du lovede! Du afgav et løfte!” skriger jeg. Jeg er rasende. Hvordan kan han gøre sådan imod min Lief? Det kribler pludselig i mine fingre efter at slå denne uretfærdighedens mand ihjel. Han fortjener ikke bedre. Faktisk ville det være en mild straf i forhold til, hvad han har gjort. Alligevel holder jeg mig fra det. Hans vagter ville bare komme rendende i utide.

                      Han fortsætter ikke med det sukkersøde toneleje. Nu lyder hans stemme iskold. ”Fordi, Justina. Et løfte er som en rose. Hvis det ikke plejes, visner det.” siger han. Han lægger betydelig vægt på de sidste to ord. Men jeg forstår det ikke.

                          ”Hvad mener du?” gisper jeg og føler, at jeg ingen luft har tilbage i mine lunger.

                      ”Jeg mener såmænd bare, at du ikke overholdt din del. Derfor har jeg den fulde ret til at bryde min del af løftet.” hvisler han. Og jeg ved, at det er sandt. Han har nævnt én gang tidligere, at jeg har løjet. Men jeg bekræftede det ikke. Måske kan jeg stadig nå at benægte det og på den måde i det mindste redde min mor. Hvis altså han har i tankerne også at straffe hende.

                      ”Jeg har ikke brudt min del af løftet. Jeg ved ikke, hvad du mener. Jeg har fortalt hver en detalje fra hvert et syn, jeg har haft. Uden omsvøb. Du havde ingen ret til så meget som at røre Lief!” råber jeg.

                      ”Justina, Justina, Justina.” siger han; pludselig ganske rolig. Det er vanvittigt med en mands humørsvingninger. ”Du lyder virkelig overbevisende. Men du har dine evner til at lyve samme sted, som jeg har mine fra. Du er en perfekt løgner, men det samme er jeg. Så lad os ikke lyve for hinanden, vel?” spørger han. I starten tror jeg ikke, at han forventer svar, men han ser alligevel på mig, som om han gør.

                      Okay. Han går lige til sagen og pakker ingenting ind. Det er også sådan, jeg ønsker det. ”Nej. Jeg har løjet. Er du så tilfreds? Men jeg vil aldrig, aldrig nogensinde, fortælle dig om et eneste af de syner, jeg har skjult for dig! Aldrig! Om det så gjaldt mit liv! Om det så gjaldt min mors liv! Aldrig om jeg vil hjælpe dig!” skriger jeg ham ind i hovedet. Nu er han vred. Jeg kan se det på hans øjne. Han kan høre, at jeg ikke er til at tale til fornuft. Han vil tage andre midler i brug end sin stemme. Det udstråler hans øjne tydeligt.

                      Han trykker på en knap på bordet, og de to vagter fra før, træder ind. ”Tag denne pige med ned til lokale 013.” siger han til dem. De tager mig i en arm hver, men jeg løsriver mig.

                      ”Jeg kan godt selv gå!” råber jeg og tramper af sted imellem dem. Vi går ud ad døren og ud på gangen. Men vi er ikke alene, kan jeg høre. Han har åbenbart tænkt sig at gøre mig selskab i lokale 013.

                      Efter vi har gået et par minutter, åbnes en dør for os, som jeg ikke havde set før. Men det er ikke en almindelig dør, ser jeg nu. Det er nemlig en elevator, vi træder ind i. Sådan en har jeg kørt med én gang før. Det var, da jeg skulle herop for første gang.

                      Jeg er meget forundret over, at det tager så lang tid at komme ned på den rigtige etage. Vi må have kørt i mindst 8 minutter før elevatoren endelig stopper. Jeg bliver skubbet ud og mast ind ad døren lige til højre for elevatoren.

                      Jeg gisper ved synet af de mange torturinstrumenter, der er overalt i rummet. De står som almindelige møbler på gulvet og pryder væggene, som var de blot fine tallerkener eller billeder.

                      De næste par timer er mit liv et helvede på jorden. Jeg bliver tortureret på alverdens måder. Men ikke med nogle dødbringende instrumenter så han må virkelig tro på, at jeg vil ende med at fortælle om mine syner. Men jeg vil holde min mund lukket, om det så bliver det sidste, jeg gør.

                      Det lykkes mig dog ikke helt at holde munden lukket. Jeg fortæller ikke om mine syner, men skrigene slipper ellers højlydt over mine læber flere gange. Selvom jeg bider mig selv hårdt i dem, hjælper det ikke. At få revet neglene af, brændt hud og hår, få kogt fødderne og stukket iskolde pinde langt ind i ørerne er virkelig smertefuldt. Og alt imens dette sker, står han bare og stirrer tilfredst på mig. Som om dette bare er underholdning. Cirkus er i byen. Hurra.

                      Da jeg endelig får revet den kolde pind ud af min øregang, bliver jeg revet ned og spændt op på et nyt redskab. Mine arme, ben og mave bliver fastholdt af remme på en stor træplade, som jeg ligger på næsten i lodret stilling. Så trykker en vagt på en knap i siden, og mit hoved og mine ben rives langsomt i hver deres retning, kan jeg mærke. Og denne smerte gør så ondt, at jeg til sidst ikke mærker den længere. Det er, da jeg ingenting mere kan føle i min krop, at jeg får et syn.

                     

                      En forfærdelig kamp er i gang. Borgere fra Capitol løber skrigene rundt overalt. Vagter i hvide uniformer løber rundt med våben og skyder på det, der ligner tilfældige mennesker. Andre folk, der bestemt ikke ligner nogle fra Capitol, løber rundt og skyder mere velovervejet. Det skyder kun imod mændene i hvide uniformer.

                      Pludselig skælver jorden under folk og en sprække river jorden fra hinanden. Nede i sprækken er der ingenting. Alt for mange mennesker kan ikke nå væk og bliver revet ned i afgrunden, der ser ud som om, den trækker folk til sig, som var den magnetisk.

                      En mur af børn står foran et enormt hus. Et hus jeg genkender med det samme. Det er det hus, jeg i øjeblikket befinder mig i. Det er hans hus.

                      Børnene skælver og græder. De ser så små, bange og uskyldige ud. Det er det, der gør det så svært at bære, da sølvfaldskærme langsomt daler ned fra himlen imod dem. Det vil sige, det er ikke svært at bære. Det er vidunderligt at se smilet på børnenes ansigter, da de åbner pakkerne. Men det skulle de aldrig have gjort.

                      Hver gang én faldskærm åbnes, dør hundrede børn. Og faldskærmene aktiverer hinanden. De sprænger hvert et barn i småstykker. Og så bliver der stille. Kvinder i noget der ligner sygeplejerskeuniformer strømmer til for at hjælpe, hvis der skulle være nogle børn, der endnu er i live og til at redde. Mit blik når lige at fange et enkelt barn, en lille pige med lyst hår, blandt sygeplejerskerne, inden endnu en faldskærm daler ned og sprænger adskillige sygeplejersker i luften. Inklusive den lille pige. Og af en eller anden grund får netop dette tab mig til at føle mig fuldkommen hul.

                      Der er kun ét ord, der kan beskrive dette rædselsscenarium. Det ord er kaos. For dette er det vildeste kaos, jeg nogensinde har set. Men jeg ved, hvad det er. Dette er oprøret. Og det har helt sikkert kostet mange tusinde mennesker livet. Men det betyder, at håbet stadig er der.

 

                      Jeg kommer til mig selv igen. I hvert fald i hovedet. Jeg ved med det samme, at jeg har haft dette syn før. Jeg ved også hvornår. Det må efterhånden være en måneds tid siden, at jeg havde det. Det er det forsvundne syn. Det er det syn, jeg glemte. Det er jeg helt sikker på.

                      Det var derfor, jeg glemte det. Fordi det var så forfærdeligt. Det var virkelig rædselsfuldt. Men alligevel ser jeg det ikke som en dårlig ting. Måske det gode parti – oprørerne - virkelig kan vinde og vælte ham af ”tronen”. Det håber jeg virkelig.

                      Idet jeg tænker den tanke, viser min hjerne mig glimt af fremtiden. Ikke syner; bare glimt. Det er glimt, der virkelig giver mig håb. Først et glimt af en ny præsident. Derefter et glimt af ham. Død. Til sidst et glimt af en blødende rose.

                      Efter glimtene er gået i sig selv igen, bliver jeg spændt ned. Da jeg selv skal stå op, falder mine ben sammen under mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan ikke mærke dem. Eller mine arme. Eller nogle andre kropsdele fra min nakke og nedefter.

                      ”Hun kan ikke bevæge sig.” siger den ene vagt. Godt observeret, tænker jeg sarkastisk. ”Hun er formegentlig blevet lam.” konstaterer den anden vagt.

                      ”Vi gør det af med hende nu. Sæt hende i den dér.” beordrer hans iskolde stemme, mens han peger på en ganske almindelig stol. Den har bare seler på. Ellers ligner den bare en gammel brun lænestol, lidt ligesom den vi havde stående hjemme i vores stue i det gamle hus i 8, som jeg boede i, før jeg vandt Spillet.

                      Den ene vagt bærer mig hen og placerer mig i stolen. Den anden vagt spænder mine seler, så jeg ikke kan bevæge mig. Ikke at jeg ville kunne løfte en finger alligevel. Min krop må virkelig være blevet lam.

                      De starter min tortur. Men jeg nægter at lade den dræbe mig. Når jeg skal dø, skal det være på mine egne præmisser, og fordi jeg ønsker det. Det skal nok blive i dag. Men jeg vil ikke vise mig svag og lade mig bukke under for dette.

                      En vagt hælder en spand vand ud over mig. Jeg ved ikke, om dette er selve torturen. Måske det er syre, de har hældt ud over mig? Jeg føler i hvert fald intet ved det. Faktisk kan intet andet end mit hoved mærke, at jeg har vand i berøring med min hud. Det må være lammelsen…

                      Men vandet er åbenbart ikke selve torturen, for nu ser jeg en anden mand tage adskillige ledninger frem. De er i den ene ende tilsluttet en kasse fyldt med knapper. Deres anden ende bliver sat fast til mig. Jeg ser min krop skælve, da vagten sender strømmen igennem min krop. Jeg mærker dog intet. For at få mest ud af øjeblikket, smiler jeg triumferende til ham. Han ser bare overhovedet ikke frustreret ud. I stedet smiler han igen til mig: ligeså triumferende. Hvilket frustrerer mig.

                      I næste øjeblik ser jeg Lief blive puffet ind ad døren. Han er skadet. Han bløder fra hovedet og halter på det ene ben. Han river Lief op ved siden af sig og holder en kniv hen foran hans hals. Det er det, der vækker mig.

                      Jeg gør alt, hvad der står i min magt, for at slippe ud af den forbandede stol. Men uanset hvor meget jeg prøver, er det umuligt for mig at rokke mig så meget som en centimeter. Jeg skriger. Skriger uforståelige lyde. Men jeg får også skreget ord. Inden han skærer halsen over på Lief, og Lief falder om på gulvet med et suk, når jeg at skrige, at jeg elsker ham. At jeg altid vil gøre det. Og at jeg håber, han vil vente på mig på den anden side.

                      Og så begynder jeg for alvor at græde. Først løber en enkelt tåre ensomt ned af min kind, men den bliver hurtigt efterfulgt af en ny. De efterlader spor på mine kinder, og jeg kan smage det salte vand på min tunge, da det løber ned i min mund.

                      Flere og flere tårer følger den førstes eksempel og strømmer ned af min kinder. Jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med, at han ser hvor svag, jeg er. Det betyder intet for mig længere. Jeg lader bare mig selv græde. Jeg græder over mit tab af Lief, men også over mit tab af mig selv. Over forvandlingen af mig og ikke at jeg snart vil dø. Jeg beder inderligt til, at min mor vil få et godt liv her på jorden, når jeg er forsvundet.

                      Min gråd fortsætter. Jeg føler det, som danner den en bundløs sø af smertefulde tårer under mig. Og jeg må være druknet i den, for pludselig bliver alting sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...