Håbet båret af sorte vinger - Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2012
  • Opdateret: 31 mar. 2012
  • Status: Færdig
Justina er ikke som nogen anden borger i Panem. Hun har en særlig evne, og derudover er hun medlem af en ligeså særlig familie. Men hendes liv er ikke noget særligt...hun er underkastet Snow's magt, men vil hun bukke under eller stille sig op imod hans vilje? Og vil hun få svar på alle sine spørgsmål, eller skal de forevigt forblive uudtalte i hendes tanker? | En Hunger Games fanfiction. Enjoy!

27Likes
84Kommentarer
3454Visninger
AA

3. Haymitch Abernathy

Jeg beslutter mig for at stå op ad badet. Der braser helt sikkert vagter ind om lidt, og så har jeg ikke lyst til at stå nøgen igen. Det har jeg prøvet en gang før, og selvom vagterne virkede fuldstændig uberørte af det, fandt jeg det altså som en ret akavet situation. Derfor skynder jeg mig at tørre mig, med den nye ”hurtig-luft-funktion” i brusekabinen, og går ud i selve værelset og hen til det store skab, der er indbygget med spejllåger i væggen. Jeg skyder døren til side og snupper en tilfældig kjole og et sæt undertøj på en bøjle.

Mens jeg står og venter på de sandsynligvis snarligt ankomne vagter, betragter jeg mig selv i spejlet. Jeg ligner en helt anden, end jeg gjorde dengang for blot 5 år siden, hvor jeg blev trukket ved Høstfesten. Først ser jeg hen over min kjole. Tja, den ligner alle mine andre kjoler ret meget. Det er alle lavet med inspiration fra galionen: den smukke grå/hvide fugl. Jeg har en speciel designer her i Capitol, som designer og syr dem til mig. Jeg går ikke i andet. Det er det eneste i mit liv her i Capitol, som kan give mig et godt minde fra min fortid udover mine tanker. Det eneste minde jeg kan tage og føle på.

Denne kjole er lavet af dens halefjer hele vejen ned. Ægte halefjer, men dog fra naturligt døde galonier. Jeg ville aldrig bære fjer fra en galonie, som havde lidt en unaturlig død i form af..Ja altså, at Capitol havde dræbt den blot for at få fjerene. Kjolen er enkel og går mig til midt på lårene. Den har lange ærmer og en dyb udskæring, men det er også det eneste, der er gjort ved den. Ikke engang en smule af det ofte tilsatte sølvdikersid er sprayet på. Det får den sølvagtige farve frem i det grå i fjerene. Men jeg elsker den ligeså meget uden.

Mit blik falder nu på min hud; noget af det der har ændret sig mest drastisk siden dengang. Noget af det jeg hader har ændret sig. Det er måske også derfor, jeg synes, det er sådan en stor forandring.

Min hud ser ganske almindelig ud. Den er ren, pæn og blød som alle andre Capitolborgeres. Men den er også lys. Nærmest hvid. Og det skyldes, at jeg ingen solstråle har set de sidste 3 ½ år. Eller det har jeg, men kun gennem en rude i gangen foran hans kontor. Engang var min hud smuk lysebrun med en gylden glød. Det er forsvundet for længst sammen med min frihed.

Så er der min krop. Den har også gennemgået forandringer, men det er ikke så slemt. Udover at Capitols læger har fjernet alle mine ar fra tidligere, er de eneste ændringer ganske naturlig. Min krop har udviklet sig, fået kvindelige former. Men da jeg i dag også er 20 år, er det en selvfølge, og derfor er det nok den eneste forandring, jeg er helt okay med. Nej, der er også mine fregner. Da jeg var 15, havde jeg flere og mere tydelige. Ikke mange, men flere. Nu er de næsten væk, men de sidder stadig som små irriterende prikker spredt ud over kinderne lige rundt om næsen. Mine fregner har jeg aldrig kunnet lide, så at de er forsvundet er jeg helt okay med.

Ud over fregnerne er mit ansigt ikke så forandret. Jeg har samme hjerteformede ansigtsform, samme grønne øjne indrammet af lange sorte vipper, samme fyldige og markerede læber og samme nøddebrune hår. Nu falder det blot længere ned ad min talje, hvor det før stoppede lige under brystet. Og så har jeg det aldrig mere løst. Jeg plejede jo også at have det opsat i en hestehale, men nu er det altid opsat. Også når jeg bader og sover. For de 2 eneste gange jeg bare lod slangekrøllerne falde frit ned over mine skuldre i offentligheden, mærkede jeg mit liv blive taget fra mig. Første gang til Høstfesten, men det var falsk alarm, for jeg overlevede jo hele den episode. Anden gang den nat..den værste nat i mit liv. Jeg skynder mig at dreje tankerne over på noget andet. Jeg ønsker ikke at tænke på den nat. Det er nok, at jeg jævnligt får fortidssyner og flashbacks fra den og udover det også ofte drømmer om den.

Det mine tanker falder på, da jeg automatisk fjernes fra mit livs værste nat, er vagterne. De er endnu ikke kommet. Kan det virkelig være rigtigt? Slipper jeg virkelig så let? Det virker umuligt, men de er normalt meget hurtige til at komme, så jeg tænker, at det umulige er sket og bliver lidt oplivet ved tanken. Men ligeså snart jeg tænker det, går døren til omverdenen selvfølgelig op, og jeg forsøger i en fart, men forgæves, at huske den tale jeg forberedte, om hvorfor jeg sagde, hvad jeg sagde ude på badeværelset.

Nu træder 3 vagter ind, og jeg bliver meget urolig. Så må de synes, at dette er meget alvorligt. Men så træder en 4. vagt ind bag dem. Han har en anden uniform på, den er ikke hvid men grå, så måske er han slet ikke en vagt. Ikke at det gør mig mindre urolig til at starte med. Faktisk gør det mig skrækslagen, og jeg bliver straks bange for, at han skal slæbe mig med til en dyb fangekælder eller noget. Men så falder mit blik på kassen i hans hånd. En værktøjskasse af en art, konkluderer min indre stemme samtidig med mig.

2 af vagterne og manden med værktøjskassen marcherer ind på mit badeværelse, mens den 3. vagt bliver, for tydeligvis at give mig en besked. ”En fejl er sket med en ad mikrofonerne på badeværelset, frøken Snow. Nogen har deaktiveret den ved en fejl, sådan at den ikke kunne aktiveres fra kontrolrummet igen. Vi arbejder nu på dette, og jeg er sikker på, at den er ordnet om et øjeblik. I de 13 minutter den ikke fungerede, fangede vores overvågningskameraer dog, at De sagde noget og derefter slog hånden for munden. Hvis De uden omsvøb kan fortælle os, hvad De sagde, vil der ingenting ske, og De kan blot fortsætte deres dag i fred. Hvis De tøver, vil De blive vist direkte ind til præsidentens kontor, som personligt vil tale med dig om det. Så sig mig, hvad var det De sagde?” spørger vagten mig ganske neutralt på overfladen. Men under overfladen ligger en iskold trussel, for han ved, at det jeg sagde, var noget jeg ikke ønskede, at de hørte. Og samtidig med at lettelse flyder ind over mig over, at de ingenting hørte, bliver jeg også frygtelig bange, for jeg aner ikke, hvad jeg skal sige.

”Det er helt i orden med mikrofonen, og dejligt at I kan reparere den så hurtigt. Jeg må endnu en gang rose Capitols velfungerende systemer,” siger jeg for at få lidt ekstra tid, selvom jeg aldrig før har rost disse ”systemer”. ”Jeg sagde følgende: Jeg savner dig, mere end du aner, min for altid” siger jeg til vagten og ryster bevidst lidt på stemmen, idet jeg ”citerer” det.

”Til hvem? Og hvad skyldes dette?” spørger vagten nøgternt. ”Til min mor. Jeg fik pludselig et flashback, da jeg sad i badet og…jeg savner hende sådan!” hulker jeg. Og selvom det jeg siger, er rent spil for galleriet, kryber savnet, som jeg ofte skubber fra mig, ind under huden på mig. Jeg savner virkelig min mor.

Jeg kan se, at vagten ikke helt tror mig, men da jeg lyder meget overbevisende, på grund af min fantastiske evne til at lyve, må vagten bare ignorere det. Capitol har skam udviklet flere forskellige midler, som kan få folk til at sige sandheden, men selv i Capitols sindssyge system, er det ikke tilladt at bruge uden én eneste form for bevist mistænkelighed over for ”ofret”. ”Nuvel” svarer han bare, og jeg ved, at jeg er sluppet med skrækken i denne omgang. Men jeg må være mere forsigtig med, hvad jeg siger. Det ender bare med, at jeg fortæller om alle mine løgne til alle mikrofonerne.

Efter en kort akavet tavshed mellem vagten og mig, kommer manden i grå uniform og de 2 andre vagter heldigvis ud. ”Undskyld ventetiden,” begynder manden i den grå uniform. ”Jeg måtte montere en helt ny mikrofon, der var problemer med den gamle, der rakte ud over deaktiveringen.” De 2 vagter nikker til mig som farvel, mens vagten jeg lige har talt med, bare drejer om på hælen og næsten marcherer ud sammen med dem. ”Fortsat god dag, frøken” siger manden i den grå uniform til mig, inden han følger dem ud og døren lukkes og låses forsvarligt. Det er usædvanligt at en Capitolvagt taler på den måde til mig, så han har lige ubevidst bekræftet, at han helt sikkert ikke er vagt. Han arbejder nok på Den Teknologiske Afdeling nede ved siden af laboranternes.

Da de alle 4 er væk, sætter jeg lettet på sengen. Jeg klarede det. Hvor heldig kan man lige være, at mikrofonen skulle gå i stykker lige på dette tidspunkt? Held eksisterer normalt ikke i Panem.

Min indre stemme begynder igen at tale. Sikke snaksalig den er her for tiden. Tia, det var ren held. Du må være mere forsigtig! Og begå nu ikke samme fejl som ved synet før Høstfesten. Det er alt, hvad den siger. Det første lød lidt som en skideballe eller en streng advarsel. Men det sidste lød, som om det var meget vigtigt. Og begå nu ikke samme fejl som ved synet før Høstfesten, lyder et ekko af min indre stemme i mit hoved. Hvilken fejl var det, jeg begik der? Jeg kan ikke komme i tanke om det på stedet og beslutter mig derfor, at jeg kan finde ud af det senere.

Jeg sætter mig over på min seng. På trods af at den er købt og betalt af ham, elsker jeg den. Det er en himmelseng med tunge rosa farvede gardiner rundt om. Den har nok 30 forskellige pyntepuder i alle størrelser og former. Men de er alle lilla, hvide eller grå. Og så er den virkelig virkelig blød. Jeg forestiller mig, at den kan sammenlignes med en sky. At de er nogenlunde lige bløde, min madras og skyen.

Mens jeg sidder i mine egne overfladiske tanker – dem skal der jo også være plads til – hører jeg en skratten over mit højtaleranlæg. Ikke det hvor jeg bestiller mad, men det jeg modtager beskeder over. ”Frøken Snow, De skal tænde Deres TV nu. Om et øjeblik vil opsummeringen af dagens underholdning komme. Hvis De modtog denne meddelelse: svar ja og tænd TV’et. Tak for Deres opmærksomhed.” Tak for min opmærksomhed. Som om jeg havde et valg, tænker jeg irriteret, men jeg holder tankerne for mig selv og siger ”ja” klart og tydeligt ud i rummet. Så går jeg hen og tænder for mit enorme TV. Det dukker op ud af væggen og er automatisk indstillet på den rigtige kanal. Det er egentlig åndssvagt, for jeg har kun 2 kanaler at vælge imellem, og på dette tidspunkt viser de begge Dødsspillet, men af en eller anden grund vil de have mig til at se det på en bestemt kanal. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg lærer aldrig at forstå mig på disse mærkelige, snedige og komplet vanvittige mennesker i Capitol.

Opsummeringen af ”dagens underholdning” er endnu ikke kommet. I øjeblikket ser man bare Gary Flickerman, der interviewer et par stylister. Jeg kan ikke overskue, at jeg, den næste time, er tvunget til at sidde og se børn og unge dræbe hinanden. Ja, det er nemlig Dødsspillet, jeg skal se. Man skulle tro at Capitol, efter at jeg trods alt selv har oplevet det, ville lade mig slippe for at se det. Men nej. Jeg har intet valg. I øjeblikket kører det halvtredsindstyvende Dødsspil. Altså Jubilæumsspillet. De bliver afholdt hvert 25. år. Der twister de så reglerne eller noget. I år har de indsat 48 sonere i Arenaen i stedet for de sædvanlige 24. Altså skal dobbelt så mange mennesker deltage. Dobbelt så mange mennesker skal dø. Jeg hader det. Overalt på jorden. I starten da jeg kom hertil, var det utrolig grænseoverskridende for mig at se Dødsspillene. Siden er jeg blevet bedre til at lukke af, ikke tage tingene til mig, og lade som om det ikke er virkelighed.

Nu starter opsummeringen, som alle folk i distrikterne også ser. Ligesom for mig er det obligatorisk for dem. Dét synes jeg er barskt. At folk skal sidde og se deres bekendte, venner eller familie blive dræbt for åben skærm. Men de har intet valg. Hvis ikke de har TV’et tændt nu, vil det få alvorlige konsekvenser.

Jeg sidder i en zombietilstand, imens jeg ser ambisonere dræbe en ung dreng fra 11, en pige på 16 der falder om ad tørst og en anden pige hugge hendes våben imens. Intet af det rører mig, for jeg lukker det ude ad mit sind. Selvom det virker følelsesløst, er det det bedste. Og det virker også udmærket, og jeg når at se næsten det hele, før der sker noget, som jeg ikke kan ignorere. Jeg ved ikke i starten, hvad det er, der gør denne scene så speciel. Jeg ser en flot dreng med pjusket blondt hår give en lidt yngre pige hånden. Det er tydeligvis en afsked. Når jeg tænker mig om, ved jeg, at de har været allierede. Jeg gætter på, at de er ved at bryde denne alliance. Det ser ud som om, jeg har ret, for pigen vender sig om og løber ind i skoven.

Først da hun sætter sig ned ved et vandløb for at drikke, ved jeg, hvad det er, jeg ser efter. Jeg ved, hvad der vil ske om lidt. En enorm fugl vil dræbe hende. Jeg har set det. I et syn. Også den flotte dreng. Men hvornår? Jeg tænker mig om, og det tager mig, overraskende nok, kun et kort øjeblik at komme i tanke om det. Til Høstfesten! Lige efter mit navn blev trukket op. Jeg besvimede i et kort øjeblik, og i den tid jeg var besvimet, fik jeg et fremtidssyn, der fortalte mig, at dette ville ske. Jeg har haft mange fremtidssyn om sonere i Arenaen, men aldrig før har jeg set et af dem gå i opfyldelse. Så selvom jeg ved, at fuglen kommer ned og dræber hende, er jeg lige ved at skrige. Det skræmmer mig at se hende ligge på den røde jord uden liv igen: denne gang i virkeligheden. Og da hun ligger der, hører jeg ordene fra det gamle vers runge i mit hoved:

 

 

Endnu et lys er slukket nu,

Der er intet lys forude lille du

 

Verset skræmmer mig. Især den sidste linje. Heldigvis vil de folk, der overvåger mig, ikke tage det som noget særligt at jeg spærrer øjnene op og gisper. De vil bare tro, at det udelukkende er en reaktion på Spillet. Så mens jeg sidder og vugger lidt sådan, begynder min indre stemme at sige noget. Nej! Nej det finder jeg mig ikke i! Intet lys forude? Det må der være! Min stemme lyder vred. Jeg forstår den godt. Der kan ikke være ”intet lys forude”. Det kan ikke passe.

Jeg fortsætter med at se Spillet og prøver at lave pokerfjæs imens. Det virker. Men alt imens jeg ser ligeglad ud uden på, er der stormvejr indeni mig. For der skal være noget godt forude!

Jeg når kun lige at tænke den tanke, før den flotte dreng fra tidligere dukker op på skærmen. Og med det samme får jeg et syn. Bare et kort og upræcist ét. Måske er det ikke engang et syn, men bare noget jeg forestiller mig. Jeg ved det ikke, men det giver mig håb.

 

Jeg står på en enorm scene. Det er Stjernescenen i Capitol. Ingen kan se eller høre mig. Det kan jeg mærke. Længere henne på scenen står drengen med det blonde pjuskede hår, fra det halvtredsindstyvende Dødsspil, med en krone på hovedet. Han løfter næven op i vejret – et tegn på sejr. Han har vundet Spillet.

 

Det var ikke et normalt syn. Ingen skræmmende melodi, ingen uhyggelige vers, ingen forfærdelige billeder. Jeg har aldrig før haft syn, som ikke handlede om noget frygteligt. Før nu. Og i det samme ved jeg, at det, at den flotte dreng vinder Spillet, kombineret med at jeg lige har haft et nyt slags syn, er en stor ting. Noget der vil forandre verden. Som om det, at han vinder, vil gøre en afgørende forskel i fremtiden. For noget større end en enkeltstående person. Et håb, som aldrig før, vælder op i mig.

”Nummer 87 tak” siger jeg ind i mikrofonen. Et par minutter senere står et stort sølvfad med dampende varm mad på i lugen. Jeg sætter fadet hen på bordet ved siden af den cola, jeg lige har fået op. Jeg er meget åndsfraværende, mens jeg spiser, så på en eller anden måde får jeg hældt al min varme tomatsuppe ned over mig. Jeg farer ud på toilettet og tager kjolen af. Selvom den røde tomatplet på den er enorm, ved jeg, at Capitols højteknologiske vaskemaskiner nok skal kunne klare den sag. Jeg når kun lige at smide kjolen ned i vaske-skakten ved siden af min håndvask, før en avox-pige kommer ind til mig. Da hun ser, at jeg har smidt kjolen til vask, tager hun bare det tøj, jeg smed tidligere og smider derned. Derpå går hun ud ad rummet, mens jeg ser ned ad mine lår. Det ene har klaret frisag, mens det andet er helt rødt og skoldet efter den kogende suppe. Jeg går ud fra, at det ikke er så slemt. Jeg plasker lidt koldt vand på det og står bare sådan en 5 minutter. Så kommer avox-pigen ind igen: denne gang med en ispose ligner det. Hun peger på mit lår og rækker den frem mod mig. Hvor må det være hårdt for hende. Ikke at kunne tale. Jeg har lyst til at snakke med hende. Om alt muligt, bare for at muntre hende op. Men jeg må kun tiltale hende omkring hendes arbejde, så i stedet nøjes jeg med at takke hende og sende hende et lille smil. Hun nikker ydmygt til mig og går ud igen.

Jeg sætter mig opgivende på min seng. Mit lår brænder virkelig, så det er sikkert værre end først antaget. Jeg lægger mig ned med isposen på låret og prøver at koncentrere mig. Så mange ting er faldet på plads for mig i dag. Men nye spørgsmål er også blevet rejst. Hvad så jeg i mit syn i morges? Hvad er det for en fejl, jeg begik ved Høstfesten, som min indre stemme ikke ønsker, at jeg begår igen? På trods af disse to vitale spørgsmål, kan jeg ikke koncentrere mig om at tænke. Mit lår gør simpelthen for ondt. Jeg lever indespærret og kan kun være på mit værelse og badeværelse, og alligevel lykkes det mig at såre mig selv så meget. Jeg må virkelig være verdens mest klodsede kvinde. Eller pige om man vil. Jeg har svært ved selv, at afgøre hvad jeg er. Men med mine erfaringer, må jeg vel være en kvinde. Til sidst bliver det simpelthen for uudholdeligt. Jeg trykker på en knap på mit sengebord. Hvis jeg på nogen måde ønsker hjælp, kan jeg bare trykke der. Jeg har muligheden for at blive opvartet i hoved og røv. Jeg udnytter den bare ikke så meget, som jeg kan. Knappen bliver sjældent rørt, for jeg har det virkelig dårligt med at skulle ulejlige de i forvejen hårdtarbejdende avoxer. Men jeg skal ikke have ”avox-hjælp”, så det er vel okay.

Et par minutter senere træder en kvinde ind. Hun er vagt, men af højere rang end de andre der var her tidligere. Det kan ses på symbolet over hendes venstre bryst. Hun har ikke meget høj rang, men nok til at kunne give mig tilladelse til at forlade værelset, så længe hun altså ledsager mig. Jeg må da indrømme, at Capitols overvågningseksperter virkelig har fod på, det de laver. De ved præcis, hvem jeg har brug for, når jeg behøver hjælp.

”Jeg formoder, at De har store smerter i det forbrændte lår.” siger kvinden. Ikke som et spørgsmål, men som en konstatering. Jeg nikker, og hun gør tegn til, at jeg skal følge hende. ”Hvis De da kan” tilføjer hun. Måske er det bare mig, men det lyder som om, der er en hånlig snert i hendes stemme. Jeg nægter derfor at bede om hendes hjælp. Den tilfredsstillelse skal hun ikke have.

Jeg går med kvinden ud gennem den dør på mit værelse, som jeg på ingen måde kan benytte uden ledsager fra Capitol. Hun bruger et kort, hun bærer i en kæde om halsen, til at låse den op. Den glider op mod loftet, da den registrer kortets indre chip, og så træder vi ud på den anden side. Ud i verden. Det burde måske være en stor ting for mig, når jeg nu har været indespærret i 3 ½ år, men jeg kommer kun til at gå på ensartede hvide gange, og jeg har jo trods alt været ude nogle gange før. Mens vi går, studerer jeg hende ud ad øjenkrogen. Når altså jeg ikke bruger al min energi på at holde et smertehyl inde. Kvinden ved siden af mig har langt blondt hår. Det er sat op i en knold på hovedet. Hendes uniform er enkel. En hvid heldragt med 2 symboler på. Præsidentens symbol og det der viser hendes rang. Af en Capitol-dame er hun ikke særlig udmajet. Hun har godt nok en smule make-up på, men det er også det. Men vagterne skal jo, trods alt, også se professionelle ud og ikke ligne en flok useriøse duller. Selvom hun ikke har meget mere værdi end sådan én i mine øjne.

Den gang vi går i er helt hvid. Og jeg mener HELT hvid. Der er døre over det hele – det er jeg godt klar over. Men man kan ikke se dem. Så jeg får altså et ordentligt chok, da en dør ved siden ad mig åbner, og 2 vagter træder ud. Jeg laver et lille hop og udstøder et hvin. Vagterne går videre, som var ingenting hændt, men jeg kan høre at kvinden kvæler et fnis. Det er godt det samme. Hun har vel ingen respekt for mig alligevel, og da det er gengældt, er jeg faktisk helt ligeglad med hendes meninger om mig, uanset hvor grimme de måtte være.

Endelig, efter en halv times smertefuld ”vandren”, kommer vi til en dør. Ikke at jeg kan se den, før kvinden med det blonde hår åbner den, men det er vel også lige meget. Jeg er bare glad for at være nået frem.

Da døren glider op, kan jeg se et enormt rum foran mig. Måske er det ligeså stort som Pladsen hjemme i Distrikt 8. Det er også meget hvidt, dog er der tilføjet en del gråt til dette rum også. Jeg følger efter kvinden, som med hastige skridt går hen imod en høj mand. Han ser lidt mere Capitol-agtig ud end kvinden. Han har tydeligvis botox i ansigtet, og hans hår er farvet lilla. Det er dog det ”eneste”. Kvinden siger noget og peger på mig, hvorefter hun bare drejer om på hælen og iskoldt går sin vej uden at sige et ord til mig. Heldigvis smiler manden og vinker mig hen til sig. ”Goddag frøken Snow” lægger manden ud med at sige, så på trods af det okay indtryk jeg faktisk havde fået af ham på grund af hans smil, føler jeg en væmmelse ved ham. ”Jeg er Doktor Maltæus. Jeg hører at det er Deres lår, den er gal med?” spørger han venligt. Jeg trækker væmmelsen tilbage, så godt som det nu er muligt. Det er jo ikke hans skyld. Han har fået besked på at tiltale mig ”frøken Snow”. Jeg nikker, og han beder mig vente et øjeblik.

Da han kommer tilbage, har han en stor tube i den ene hånd og en sprøjte, med en klar blå væske i, i den anden. ”Hvis De lige gider sætte sig et øjeblik” siger han, og jeg følger ordren. Han stikker sprøjten lige ind i mit lår, hvor jeg har ondt, men jeg er ikke sart. Jeg har prøvet det, der er meget værre. ”Sådan” siger han glad, da der ikke er mere væske i sprøjten. ”Nu burde du ingen smerter have. Virker det?” spørger han. Jeg sidder bare og kigger dumt på mit lår. For selvom jeg er blevet behandlet før, er det altså ret vildt, når et enkelt stik kan fjerne en skarp smerte så hurtigt. ”Frøken Snow? Har Klarifynen den ønskede og lindrende virkning på deres lår?” gentager han. Han lyder ikke irriteret. Han er faktisk meget flink af en Capitolborger at være. Jeg vil huske ham og bede om at blive behandlet af ham, næste gang jeg laver ulykker, der går ud over mig selv. Doktor Maltæus. ”J-ja, det har den” stammer jeg, og selvom jeg ved, at det ikke vil være velset af mange, tilføjer jeg: ”Og du skal ikke kalde mig..æhh.. du kan bare kalde mig Tia.” ”Tia,” siger han betænksomt, mens han stirrer åndsfraværende ud i luften. Han færdiggør aldrig det, der ellers lød som starten på en sætning. ”Hvad skal tuben bruges til?” spørger jeg, da jeg føler, at tavsheden bliver lidt akavet. ”Nå ja, den!” udbryder han. ”Det skal påføres den ømme hud 2 gange dagligt i 2 dage. Så burde dit lår blive så godt som nyt.” instruerer han mig.

Jeg tager tuben frem fra skabet på mit badeværelse. Sprøjtens effekt er ved at aftage, og jeg har endnu ikke smurt det på. Det føles køligt på min hud, og trænger ind i den på få sekunder. Derefter er smerterne væk, men huden er stadig rød. Jeg sætter den tilbage og børster tænder. Derefter hopper jeg i en dunpyjamas og lægger mig i sengen. Avox-pigen fra tidligere kommer ind og putter mig godt ind i dyne og puder. Derefter smider hun mit snavsede tøj i vaskeskakten og samler brugte tallerkner og kopper sammen på et fad og tager det med sig, da hun kort efter går. Så ligger jeg alene tilbage i mørket fuldstændig klar til at sove.

Det går hurtigt op for mig, at det ikke er så let, som jeg havde håbet på. Jeg ved, det er fordi, der er for mange uopklarede spørgsmål. Så jeg vælger bare at tage dem en for en. Ligesom når man tæller får nærmest. Så kan jeg jo håbe på at kunne falde i søvn efterhånden.

Spørgsmål nummer 1: Hvilken fejl må jeg ikke begå igen, som jeg begik ved synet før Høstfesten. Jeg tænker et øjeblik, og så går det allerede op for mig, hvilken fejl det er. Og jeg var lige ved at begå den. Jeg må ikke glemme, at jeg har haft det syn, som jeg ikke ved hvad handler om. Jeg må ikke ignorere det. Hvis det virkelig er så forfærdeligt som sidst… Med ét bliver jeg ramt af en lammende frygt. Jeg havde ikke rigtig overvejet, hvor slemt det kunne være før nu. Derfor bliver jeg bange, men jeg ved, at det intet nytter, så jeg forsøger at holde frygten lidt på afstand. Men jeg ved, at den vil hænge over mit hoved, til jeg finder ud af, hvad synet omhandlede.

Spørgsmål nummer 2: Hvad handlede synet om? Det er simpelthen for svært. Jeg ved på forhånd, at jeg ikke vil finde svaret på det. Alligevel søger jeg i min hjerne et kvarters tid, før jeg ser realiteten i øjnene og giver op.

Spørgsmål nummer 3: Hvem er drengen fra mit syn, som er deltager i det Dødsspil, der kører lige nu, og hvilken stor forskel er det, det at han vinder, vil gøre? Jeg ved ikke engang hvad drengen hedder. Pokkers! Jeg skulle bare lige have tjekket højre hjørne på skærmen, og jeg ville have fået svaret. Men så klog var jeg ikke. Spillet kører godt nok døgnet rundt, så jeg ville sagtens kunne se det i TV’et nu, men det ville virke meget mistænkeligt, hvis jeg lige pludselig fik interesse i det blodige spil, der nær kostede mig livet. Nej, jeg må vente med at undersøge det til opsummeringen i morgen. Et andet spørgsmål, der medfølger med dette, er dog, om det overhovedet vil gøre nogen forskel, at han vinder. Det var jo kun en mavefornemmelse, der fortalte mig det. Ja Tia! Og siden hvornår er du begyndt at tvivle på den? Den er din intuition! Hav nu lidt tillid! udbryder min indre stemme og lyder faktisk lidt gal. Men den taler vel også på min mavefornemmelses vegne, så det er egentlig fair nok. Min mavefornemmelse har jo næsten altid ret. Jeg må bare vælge at tro den. Nå, men jeg kan ikke svare på, hvilken forskel det vil gøre heller. Det spørgsmål må også sættes på standby, og så kan jeg kun håbe, at tiden vil vise mig svaret.

Spørgsmål 4: Hvorfor får jeg pludselig så mange syn og flashbacks? Og hvorfor har jeg fået et godt syn? Tja, jeg aner ikke hvorfor, jeg får så mange. Men det med, at jeg har fået det gode syn, er nu det mest mærkelige. Jeg har haft syner så længe, jeg kan huske. Alle sammen rædselsfulde. Hver og en. Og det her…det gav mig en rar følelse. En følelse af håb. Drengen fra synet har en sammenhæng med noget større. Det gode, eller i hvert fald ikke dårlige, syn må jeg have fået, fordi noget stort er ved at ske. Noget godt. Men samtidig, siger en lille stemme i mig, så har jeg jo sandsynligvis også fået det værste syn nogensinde. Jeg kan bare ikke huske det.

Det er mange ting at skulle forholde sig til på én gang. Jeg sukker og regner ikke med at kunne falde i søvn, da jeg lægger mig på siden og lukker øjnene. Men noget må jeg da have fået afklaret af denne gennemgang, for få minutter senere lægger jeg i en dyb drømmeløs søvn.

Jeg mærker solstråler danse på mit ansigt. Jeg åbner ivrigt øjnene og ser på de klare stråler hvori støv hvirvler rundt. Jeg er lidt døsig og kigger derfor fascineret på det i næsten et minut, før jeg kommer i tanker om, at jeg ingen vinduer har på mit værelse. Jeg følger lysstrålen op i loftet, hvor en af mine ”projektør-lamper” sidder. Den avox, der oftest betjener mig, står og ser lidt befippet ud ovre ved mit bord. Hun er ved at lægge mine piller på det. De står der altid hver morgen, jeg har aldrig tænkt over, hvem der lagde dem der. Men selvfølgelig er det hende, og det er meningen, at jeg ikke skal se hende gøre det, for hun må jo ikke forstyrre min søvn. Jeg kan se, at hun er kommet til at læne sig op ad stikkontakten til projektørerne. Hun følger mit blik og vender sig om. Hun slukker lyset og kigger flov ned i gulvet. Jeg ved, at hvis jeg begynder at fortælle hende, er det da er helt i orden, som jeg har lyst til, vil nogen komme og tage ”snakken” med mig. Snakken om hvordan avoxer skal behandles. Og at det er okay, fordi de fortjener det. Jeg har fået den et par gange, og jeg vil gerne undgå den fra nu af, så derfor siger jeg bare: ”Gider du komme op med rene håndklæder til mig senere? Det mangler jeg virkelig.” Jeg mangler overhovedet ikke håndklæder, og det ved hun også godt. Alligevel nikker hun lettet. Udfra måden, jeg sagde det på, og måden, jeg så på hende, ved hun, at jeg ikke er vred. Hun ved, at jeg ikke må sige noget særligt til hende, og hvis jeg havde været vred, havde jeg bare skældt hende ud. Havde jeg været sur, havde jeg vendt mig om. I stedet bad jeg bare pænt om en tjeneste. Det er hun vist glad for. Jeg tør heller ikke engang tænke på, hvordan hendes overordnede vil behandle hende, hvis de hører klager fra mig. Pigen færdiggør sit ærinde og lister så forsigtigt ud ad døren, som lydløst glider i bag hende.

Jeg venter omkring 10 minutter, før jeg står op. Jeg vasker mig og tager tøj på. Bestiller en skål Ponelagrød til morgenmad. Og så er det nødvendige ellers gjort. Som alle andre dage har jeg intet at give mig til, bortset fra den eneste hobby jeg har, som jeg gerne må udføre her; nemlig sygning. Jeg sidder indtil op på eftermiddagen og bare syr. Jeg er ganske rastløs, fordi jeg venter på opsummeringen af dagens Dødsspil, så jeg koncentrerer mig ikke rigtigt. Der går timer, før jeg opdager, at det eneste, jeg har udrettet, er at sy galonier spredt ud over et tørklæde. Ikke engang nogle pæne af slagsen. Men det er som regel, det jeg ender med, når jeg tænker for meget, mens jeg syr. For det meste er det bare tidsfordriv for mig, og så har jeg ikke meget andet at tænke på. I dag er det også tidsfordriv. Tidsfordriv der skal gøre den ubarmhjertige ventetid kortere.

Endelig, endelig, hører jeg over mit moderne højtaleranlæg, at jeg bedes tænde TV’et. Det er først dér, jeg kommer i tanker om, at jeg ikke engang har fået nogen frokost. Nå pyt. Frokost er ikke min førsteprioritet lige nu. Mange sonere er døde nu. Det er hårdt, at der er dobbelt så mange liv, der skal gå tabt i år. Som underholdning for Capitols barbarer. For sådan ser jeg på dem. Men jeg kan intet gøre ved det, så jeg forsøger at være helt følelseskold, da jeg ser hvordan en dreng langsomt druknes, og 2 piger kæmper til døden om et sølle brød. Så ser jeg drengen med det blonde hår. Han spiser et dyr, der er grillet over bål. Der sker intet særligt med ham, men jeg fanger, da nogle kommentatorer taler ind imellem, at hans gamle og nu døde allierede hed Maysilee. Hun var fra Distrikt 12 ligesom han selv åbenbart er. Wow, Distrikt 12’s anden vinder nogensinde, vil han så blive. Distrikt 12 har aldrig været særligt udholdende i Dødsspillet. Kun nogle få er endt blandt de sidste 5 stykker.

Jeg fortsætter med at se Spillet, men der sker intet særligt. Dog kommer drengen med det blonde hår op på skærmen endnu en gang. Han sover midt ude i skoven. Et nemt bytte. Det er ikke nat, men han må være træt. Han har sikkert ikke kunnet sove, efter han så Maysilees ansigt på nattehimlen. Det tyder den måde, han hvisker hendes navn i søvne i hvert fald på. Og så hører jeg kommentatorerne igen, imens man ser den sovende unge mand, som blot ligner en lille, skrøbelig og uskyldig dreng, mens han ligger med tårer ned over kinderne.

”Så hvad tror du Meklari? Klarer han den nu, efter han har mistet sin allierede?” spørger den ene kommentator med sin flatterede Capitol-accent.

”Det er ikke, om jeg tror det min ven. Jeg ved det. Han er en overlever, det er han. Haymitch Abernathy vil komme langt i dette spil.” svarer den anden kommentator med en lys stemme. Så der har jeg navnet. Personen bag det navn, som jeg er sikker på, på en eller anden måde vil ændre Panems historie. Kommentatoren ved navn Meklari har ret. Han er en overlever. Haymitch Abernathy.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...