Håbet båret af sorte vinger - Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2012
  • Opdateret: 31 mar. 2012
  • Status: Færdig
Justina er ikke som nogen anden borger i Panem. Hun har en særlig evne, og derudover er hun medlem af en ligeså særlig familie. Men hendes liv er ikke noget særligt...hun er underkastet Snow's magt, men vil hun bukke under eller stille sig op imod hans vilje? Og vil hun få svar på alle sine spørgsmål, eller skal de forevigt forblive uudtalte i hendes tanker? | En Hunger Games fanfiction. Enjoy!

27Likes
84Kommentarer
3418Visninger
AA

9. Epilog: Håbet båret af sorte vinger

 

                      Da jeg åbner øjnene igen, ser jeg hvide skyer sejle hen over en vidunderlig himmel. Jeg sætter mig op og ser, at jeg sidder på en frodig eng dækket af vilde blomster i alle regnbuens farver. Engen strækker sig ud i det uendelige – ligesom himlen.

                      Jeg mærker en hånd i min og ser op på et ansigt, som fylder mig med lykke. Det er Lief. Han er på ingen måde såret. Han ser bare glad ud. ”Jeg har ventet på dig, min elskede.” siger han med sin fantastiske, bløde stemme, som har en behagelig klang. Det kan slet ikke høres, at han nogensinde har haft sin tunge skåret ud.

                      Jeg ser nu op, og jeg kan ikke tro mine egne øjne. Foran mig kommer bedstemor og bedstefar gående hånd i hånd. De slår sig ned foran mig, og jeg omfavner dem længe. Dem alle sammen.

                      Som om det ikke var nok, kommer en mand også gående hen imod mig. En mand med de nøjagtig samme øjne som mig. Jeg ved inden i mig selv, at han er min far. Vi omfavner også hinanden, siger at vi elsker hinanden. Jeg føler mig endelig fuldendt.

                      Jeg ved, at jeg til evig tid skal leve her: lykkelig med min familie og Lief. Min mor vil komme tids nok. Det, der fuldstændig gør øjeblikket perfekt, er fuglen, der flyver over mit hoved og nynner en velkendt melodi på 4 toner. Jeg spørger min bedstemor om, hvilken fugl det er. ”Jamen mit barn, det er sladredroslen.” svarer hun mig med sin varme stemme, der tydeligt udstråler ubrydelig kærlighed. Sladredroslen. Den har været symbolet og dermed motivationen for oprøret. Et oprør, jeg, efter mine glimt på jorden, ved, blev vundet af distrikterne. Denne fugl bar håbet med sig. Et håb båret af sorte vinger.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...