Håbet båret af sorte vinger - Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2012
  • Opdateret: 31 mar. 2012
  • Status: Færdig
Justina er ikke som nogen anden borger i Panem. Hun har en særlig evne, og derudover er hun medlem af en ligeså særlig familie. Men hendes liv er ikke noget særligt...hun er underkastet Snow's magt, men vil hun bukke under eller stille sig op imod hans vilje? Og vil hun få svar på alle sine spørgsmål, eller skal de forevigt forblive uudtalte i hendes tanker? | En Hunger Games fanfiction. Enjoy!

27Likes
84Kommentarer
3416Visninger
AA

2. Det forsvundne syn

Du kan ej se det min ven, 

Døden den kommer altid igen, 

Din sorg, din smerte hver for sig,

Forenes og sammen knuser dig,

 

Jeg sætter mig op med et ryk. Endnu et mareridtssyn. Med den melodi. Et nyt vers hver gang, nye billeder hver gang. Samme rædselsvækkende melodi. Jeg lægger først nu mærke til, at jeg hyperventilerer og at tårerne strømmer ned ad mine kinder. Træk vejret normalt Tia, beordrer jeg mig selv og forsøger at følge ordren. Det lykkes halvt. Jeg tørrer mine kinder med håndryggen af min højre hånd. Jeg undrer mig over, at jeg reagerer så voldsomt på synet. Det har jeg da aldrig gjort før. Men en fornemmelse i min mave fortæller mig, at dette syn har været.. anderledes. Værre. 

Jeg begynder straks at gennemsøge mine tanker, for at finde ud af hvad der gjorde dette syn så specielt. Jeg finder dog hurtigt et problem. Det er som om, mit sind er blevet blokeret. Jeg kan ikke huske mit syn. Det eneste, jeg kan huske ved det, er hvert et ord i verset. Det kan jeg altid. Og hvorfor? Det er dem, jeg har allermest lyst til at glemme. Jeg ønsker kun at rive dem i tusinde stykker, brænde dem og derefter smide dem ned i en rasende flod. Men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre. De er jo tankespind. Men hvorfor kan jeg ikke huske mit syn? Det har jeg altid kunnet! Det kan ikke være rigtigt Tia, gennemsøg dit sind igen i hver en afkrog, siger min indre stemme til mig. Den lyder beroligende på overfladen, men jeg kan godt høre at den også er i panik. Det samme er min mavefornemmelse. Og næst efter synerne, er mavefornemmelsen den, jeg kan stole mest på. Den har sjældent taget fejl. 

Efter nogle uendelig lange minutter, kan jeg rædselsslagen konstatere, at synet er væk. Som om nogen har været inde og slette det i min hjerne. Noget jeg aldrig havde prøvet før. Det eneste jeg ved om synet, udover hvert et ord fra verset, er, at det har været et fremtidssyn. Det siger min mavefornemmelse mig. 

Døren til mit store værelse bliver slået op med et brag. To mænd i hvide uniformer træder ind i takt. Jeg følger procedurens start og synger verset for dem som altid, mens den ene skriver det ned og den anden optager det med sin armbåndsurslignende M.U.K.A. Det er en forkortelse for multi-udstyrede-kommunikations-apperat. Alle vagterne har sådan en om håndleddet. Jeg har også selv en, men den er slet ikke magen til deres. Den har meget få funktioner.

Efter verset kræver de som sædvanlig, at jeg detaljeret beskriver billederne fra synet. Jeg skal lige til at forklare dem, at jeg ingenting kan huske. Men så føles det som om nogen sparker mig i maven, samtidig med at min stemme stille, men bestemt, hvisker til mig. Fortæl dem det ikke Tia. Sig at du så øjeblikket hvor du blev trukket igen. Lyv. De vil tro dig. Jeg følger altid min stemme, så derfor lyver jeg. Jeg forstår ikke hvorfor, men stoler på, at det er klogest. Når min indre stemme og mavefornemmelse arbejder sammen, så, ja, lad mig bare sige at de aldrig har taget fejl så.

”Det var intet særligt. Bare Høstfesten igen. Det behøver jeg vel ikke uddybe?” spørger jeg håbefuldt, for jeg hader at lyve.

”Beskriv det og sørg for at få enhver detalje med. Husk nu” begynder den ene vagt i en streng tone, som tydeligt fortæller mig, at det er ham der bestemmer. Jeg afbryder ham.

”At hver en detalje kan gemme på et tegn om Capitols fald. Jeg ved det.” Jeg sukker opgivende og forbereder mig mentalt på at fortælle historien igen. ”Jeg er 15 år gammel. Jeg stiller mig foran spejlet efter at have skiftet tøj....” mens jeg fortæller, bliver jeg ligesom suget tilbage til dagen, hvor det hele begyndte. Billederne i mit hoved bliver til en urørlig virkelighed, og jeg ved, at jeg ikke kommer til mig selv igen, før synet slukker det lysshow af billeder, der kører rundt i mit hoved. Det er ikke unormalt. Det sker ofte, når jeg fortæller om et syn.

”Mine øjne flakker hen over min kjole. Jeg føler mig for en gangs skyld smuk. Kjolen er hvid men har en sart violet farve, som kun kommer frem i stoffet, når jeg bevæger mig. I taljen sidder et lyselilla bånd med en fin mellemstørrelse sløjfe i siden. Fra taljen falder stoffet blødt ned som et lille vandfald og stopper cirka 5 centimeter over knæene. Jeg har selv syet den af det stof, jeg fik i 15 års fødselsdagsgave af min bedstefar og min mor.

Mit hår har naturlige slangekrøller, som jeg i år har besluttet mig for at lade hænge løst. Det vil sige, det er faktisk min mor, der har overtalt mig til det. Normalt hænger det altid i en hestehale. For lige at sætte fokus på mit, for en gangs skyld, løsthængende hår, har min mor lavet et hårbånd til mig, ud af det samme bånd der sidder i livet på kjolen. Hun har broderet en hvid galonie på det, fordi det er min yndlingsfugl. Jeg tænker på den dag, en vild galonie kom hen og stillede sig ved min side, da jeg var i sorg efter bedstemors død. Om den var intelligent nok til, at det var et forsøg på at trøste mig, eller om den bare var komplet dum, ved jeg ikke, men den muntrede mig op, og lige siden har jeg elsket fuglen. Desuden er den utrolig smuk med sine grå/hvide prægtige fjer, pjuskede hoveddusk, lange elegante hale og korte buede næb. At der er en galonie på mit hårbånd, er nærmest et ”held-symbol” for mig.

Jeg hører bedstefar kalde og ved, at det er tid til at gå. Jeg smutter ud i gangen og hopper i mine slidte fine sko. Det er de fineste sko, jeg har, men de er efterhånden blev for små og trykker så forfærdeligt på mine storetæer. Vi havde ikke råd til at købe nye – stoffet til min kjole havde været ret dyrt.

Mor og bedstefar går ud ad døren lige foran mig. Jeg vender mig om og ser på huset. Jeg ved, at jeg vil vende tilbage til det om nogle timer, men alligevel kan jeg ikke lade være. Huset har en rimelig lille størrelse af et byhus at være. Men det gør ikke noget. Jeg mindes at bedstemor altid sagde: ”Det er et småt hus, men det er et godt hus!” Hun var altid så positiv. Huset har en afskallet gul maling, og vinduer og dør er malet røde. Taget er også rødt.

Jeg vender huset ryggen og løber op til bedstefar og mor. Jeg tager dem i en hånd hver. Bedstefar giver mig et beroligende tryk i hånden. Jeg kigger op og smiler til ham. Han smiler igen, men ikke rigtig med øjnene. Jeg kan se, at han er nervøs. På mine vegne. For, om jeg skal blive trukket. Jeg forstår ham godt. Men hans bekymringer er alligevel formålsløse.

Da vi ankommer til Bymidten, efter den tavse gåtur, bliver vi registreret. Høstfesten er en oplagt mulighed for Capitol til at foretage en folkeoptælling. Nogle af fredsvogterne, der skal foretage registreringerne, er blevet erstattet af store metalmaskiner. Jeg har ikke selv betjent sådan en tidligere, selvom de har været der i et par år. Heldigvis kommer jeg i tanker om, at vi fik et lille kursus i skolen sidste år, så jeg går hen til den uden at tøve, da det bliver min tur. ”Tia Jeparlin”, jeg siger mit navn højt ind i den indbyggede mikrofon, der sidder over maskinens kontrolpanel. Fejl, fejl, fejl. Ordet blinker med røde bogstaver på en sort skærm, igen og igen. Så mærker jeg en hånd, der trækker i min skulder. Et øjeblik frygter jeg, at jeg har gjort noget forkert og vil blive straffet offentligt med pisk eller andet. Men det sker selvfølgelig ikke. Det er bare en fredsvogter, der trækker mig til side for at tilse maskinen. Efter et par tryk på kontrolpanelet sender han mig ligeglad hen til en anden fredsvogter, der virker ligeså ligeglad og bare vifter mig videre uden overhovedet at høre mit navn. Der bliver jeg registreret uden problemer, og da jeg kommer igennem lågerne og ind på Pladsen, sender både min mor og bedstefar mig lettede blikke. Jeg løber ind i mors favn. Hun skjuler det meget godt, men jeg ved, at hun er mindst lige så bekymret som bedstefar. Derfor giver jeg hende et godt klem og hurtigt kys på kinden, inden jeg går over og krammer bedstefar. Det er jo ikke rigtigt en afsked, så det ingen af os græder eller noget, selvom nervøsiteten sitrer i luften.

”Skat, du må hellere gå hen til de andre. Vi ses efter lodtrækningen. Du skal ikke være bange..” hvisker min mor til mig. Jeg gør, hvad hun siger og løber over mod min afdeling. Vi er delt op i piger og drenge, og piger og drenge er så delt op i aldersgrupper. De ældste står forrest og de yngste bagerst. Da alle, der har en risiko for at blive trukket ved Høstfesten, er mellem 12 og 18 år, er jeg nogenlunde i midten.

Pladsen er enorm. Eller ret stor i hvert fald. Og den er propfyldt. Alle indbyggerne i 8 kan lige være her, men også kun lige akkurat. Vi børn og unge er skilt fra hinanden i aldersgrupper og køn med røde bånd, og forældrene er skilt fra os med blå. Vi er virkelig mange her i 8. Alligevel er her foruroligende stille. Ikke fordi her er stille, for her er jo støj. Men i betragtning af at vi er så mange mennesker, er der stille. Frygt, nervøsitet og bekymring afspejles i alles øjne. Børn af frygt for deres eget liv, venners liv, søskendes liv, og forældre af frygt for børnenes. Nogle er stadig ved at tage afsked over båndene, men det er de færreste, der ikke allerede har indtaget deres markerede plads. Jeg føler med dem, de stakkels familier. At være deltager i Dødsspillet må være forfærdelig, men jeg er sikker på, at frygten for det er ligeså slem. Jeg ved om nogen, hvordan det er at gå og frygte, at noget sker. Som om en bjørn sidder og kradser langsomt i din mave, og laver sår der senere bliver til uhelbredelige ar, hvis det utænkelige faktisk sker.

Pladsen ligger i det nordlige Distrikt 8. I Bymidten kalder vi den. Jeg bor meget tæt på, hvilket er rart, da jeg så slipper for at blive transporteret rundt i vogne trukket af underernærede geder, der lider indtil de dør midt under køreturen. Så bliver de bare skiftet ud, og vognene fortsætter som var intet hændt. De der bor ude på landet, med langt imellem landsbyerne, har det sværest. De er fattigst, arbejder hårdest og har længst til Pladsen. De der bor i byen, som mig, har dog bedre forhold. Men stadig elendige forhold. Vi syr, væver, spinder osv. også fra tidlig morgen til sen aften. Vi tjener bare mere på det og kan derfor også tillade os at holde pauser, når det er virkelig slemt. Min familie er, på trods af at vi bor i et lille byhus, en af de rigeste i det nordlige 8. Min mor er nemlig en af distriktets dygtigste syersker, så hun syr en gang imellem specialbestillinger fra Capitol. Jeg undrer mig over Capitolmoden gang på gang, når jeg ser Capitolborgere på tv, men når min mor laver en Capitolkjole, gør hun den..rigtig. Selvom det tydeligvis er en Capitolkjole, gør hun den på en eller anden måde helt unik og vidunderlig.

Pladsen er omringet af høje grå huse, som der er blevet gjort et meget nærigt forsøg på at dekorere i anledning af Høstfesten. Mod syd er indgangen, mod vest står forældrene og mod nord er en scene blevet anlagt. Det er egentlig bare vores rådhus eller byrets terrasse, som er blevet pyntet gevaldigt op og har fået sat nogle podier og den slags ligegyldige ting. I hvert fald er folkene deroppe hævet over os andre. Det evige magtsymbol som Capitol har behov for at vise.

Jeg ser mig omkring – eller nærmere lytter – og opdager først nu, at alle er stille. Selv gråden fra de mest fortvivlede 12-årige er forstummet. Jeg ser op til højre for mig på de store skærme (da folkene på scenen er meget langt væk fra de fleste, er store skærme og højtalere blevet sat op på hele pladsen), hvor borgmester Paylor II står og ser lidt tøvende ud. Bag ham sidder dette års mentor, Distrikt 8's vært og nogle andre mere eller mindre vigtige folk.

Igen har jeg lidt langsomme reflekser, for jeg opdager først nu, at jeg er den eneste, der ikke står og klapper hysterisk. Jeg gætter på at borgmesteren har færdiggjort den lange kedelige tale om distritets vindere, distriktets katastrofer og selvfølgelig De Mørke Dage. Dem der har startet hele dette mareridt. Mareridtet med Dødsspillet.

Borgmesteren sætter sig ned og Keyna Liberyit træder entusiastisk frem. Denne dag, som enhver distriktsindbygger frygter hvert eneste år, er en glædesdag for hende. Starten på den nye ultimative underholdning som hun får æren af at være en del af. Tænk at være stolt over at tage del i at skabe et spil, der ikke gør andet end at flå folks hjerter ud i både overført betydning, men skam også i bogstaveligste forstand. 

”Sikke mange mennesker her er endnu i år!” råber Keyna begejstret ud over forsamlingen, som giver hende et bifald, udelukkende efter Capitols instrukser. Keyna ser endnu mere spøjs ud i år, end hun plejer at gøre. Hendes tøj består af en guldkåbe. Eller hvad man nu skal kalde det, hun har på. Det er ligesom et par bukser og en bluse, der er blevet sat sammen til ét stykke. Om maven har hun et dybrødt bælte. Dragten er meget stram og afslører derfor, at hun har fået en operation. Hun er klart tyndere, end hun plejer at være, og hun var ikke engang tyk tidligere. Bare en smule kraftig. Men det anses for meget grimt i Capitol at være buttet, så det er helt normalt at få den slags operationer. Dog er denne vist lidt mislykket. Man ser tydeligt hud, der hænger og slasker i ansigt og på arme. Hendes hår er blevet barberet helt af og erstattet med…tja, hvem ved? Det ligner røde metalpigge, men det er svært at se.

”Lad os køre bowlerne ind!” skriger hun med sin atypiske Capitolstemme. Hun har selvfølgelig samme Capitolaccent som alle andre Capitolborgere, men de flestes stemmer er meget skingre, hvorimod Keynas er lidt dybere. Dybere end min i hvert fald, men der skal heller ikke så meget til.

Et lysshow i forskellige grønne farver bliver lavet på scenen, mens 2 store bowler køres ind, og får Keyna og de andre på scenen til at ligne monstre. Det ser faktisk så komisk ud, at jeg er lige ved at bryde ud i grin. Men så dum er jeg ikke, jeg ved at fredsvogterne ville se det som respektløst og sørge for ”at give mig en omgang”.

Det grønne lysshow forsvinder og erstattes af et enkelt hvidt spotlight, der følger Keyna. ”Lad os trække!” siger hun begejstret, idet hun bevæger sig hen imod den ene bowle. Den er mere fyldt end den anden. Jeg ved, at det er pigernes bowle, for som sædvanlig siger Keyna ”damerne først!”. Vi er blevet flere piger end drenge her i distriktet. Da kvinder og piger er mest fingernemme og kreative, er det dem, Capitol ønsker at få mest af alt. Jo mere produktion der er af stof og tøj, jo bedre for Capitol. To epidemier har med 4 års mellemrum ramt vores distrikt og dræbt mange drengebørn. Capitol fortalte os i nyhederne at den kun ramte drenge at nogle tekniske grunde. De sørgede for at bruge godt med videnskabelige ord, så ingen af de knapt så faglærte distriktsborgere forstod noget som helst. Og faglærte, ja, de findes ikke rigtigt i et distrikt, hvor hovedproduktionen består af stoffer, tekstiler og tøj. Capitol ville gøre, alt hvad de kunne for at finde en form for medicin, sagde de. Men rygterne lød, at Capitol havde lavet og udsendt disse epidemier for at få lavet finere klæder. Altså af ren selviske grunde. Men det er alt, hvad Capitol gør jo. Selvisk.

Keyna roder rundt dybt nede i bowlen med den ene arm. Så hiver hun den op og tager bare en seddel på overfladen med en langsom og tøvende bevægelse, som om hun ombestemte sig i sidste øjeblik, men ikke er tilfreds med sedlen hun har trukket. Hun står lidt og bare kigger ned på sedlen. Trækker tiden ud mens folk holder vejret i spænding. Eller nærmere frygt.

”Tia Jeparlin!” Det lyder, som om hun hvisker, men alligevel kan jeg høre, at hun udtaler mit efternavn forkert. Hun trækker a’et ud, og bare måden hun siger det på, irriterer mig gevaldigt. Det er den eneste tanke, der flyver gennem mit hoved til at starte med. Og så slår sandheden ned i mig som en stålhammer. Jeg havde været så uforberedt på dette øjeblik, at jeg ikke engang tænkte over, hvad det indebar, da hun oplæste mit navn. Det er umuligt, er det sidste, jeg når at tænke, før mit syn sløres til og lyset i verdenen slukkes omkring mig.

 

Jeg ser en dreng og en pige. De er nogenlunde på min alder - måske lidt ældre. Pigen ser stærk ud, i forhold til at hun er en pige, men sammenlignet med drengen ved siden af, er hun ingenting. Han er høj og ser enormt stærk ud. Han har blondt pjusket hår, der falder ham ned i panden. Han er virkelig flot.

Drengen og pigen giver hinanden hånden, hvorefter pigen løber væk fra drengen og ind i en skov. Det ligner ikke en almindelig skov: den ser mere frodig og spændende ud med flere farver og frugter. Jeg følger hende, som en fugl oppe fra luften. Og det er ikke engang løgn, for da jeg følger efter hende i et sving, ser jeg en sort fuglevinge, der drejer mod højre, og ved, at det er min arm. Sådan flyver jeg rundt i en tid. Der sker ikke noget, før pigen finder et vandhul, som hun sætter sig ned og grådigt drikker af. Så flyver en enorm fugl med et uhyggeligt og unaturligt udseende ned og starter en kamp med hende om vandhullet. Hun kæmper imod med en kniv med et langt skarpt knivsblad, men fuglen tager overhånd og dræber hende langsomt og smertefuldt. Prikker hendes øjne ud med næbbet, kradser hendes hud af med kløerne og skratter hende ind i hovedet, med et skrig der næsten lyder menneskeligt. Til sidst er der intet andet tilbage af hende end en slimet masse på jorden omkranset af en stor rød blodpøl. Den skræmmende melodi har kørt rundt hele tiden, men mens jeg ser på den livløse pige, kommer der et nyt vers, som gentager sig selv hele tiden.

 

Tab, sorg og panikslagne skrig, 

Høres til denne smertens melodi, 

Endnu et lys er slukket nu, 

Intet lys er forude lille du,

 

Jeg mærker noget ruske i mig. Jeg ved ikke, om det er i verdenen med drengen og pigen, som jeg går ud fra er et syn, eller om det er den virkelige verden. Jeg åbner øjnene og ser lige ind i en fredsvogters. Jeg ved ikke hvor lang tid, jeg har været væk. Et døgn? En time? Så husker jeg, hvor jeg er, og hvad der lige er sket, og idet jeg blot ligger her, mens folk ser på mig og kameraer zoomer ind, ved jeg, at der ikke er gået mere end nogle sekunder.

Jeg er som i en tåge indtil min medsoners navn trækkes op ad bowlen. Det kan ikke passe! Det er umuligt! Hvordan kan jeg være blevet trukket? Hvorfor har jeg ikke set det? Jeg ser jo kun de onde ting, og hvad kan være værre, end at jeg skal være deltager i Dødsspillet? Det er de tanker, der flyver gennem mit hoved. Mit sind er i oprør, fordi det ikke har set, at jeg ville ende i denne situation, og min mavefornemmelse er forfærdelig, fordi den slet ikke var forberedt på dette. Og alt imens min krop bliver revet itu indefra, ser jeg ganske rolig ud udenpå. Eller, mit ansigtsudtryk er godt nok helt roligt, og jeg går stille og rolig op igennem den vej, der dannes, fordi folk rykker sig til siden, men tårerne strømmer ned ad mine kinder. Og det kan kameraerne vist lide, for de hviler på mit ansigt, lige indtil de er nødt til at skifte til Keyna, fordi hun begynder at tale igen. ”Hvor spændenenenenende!” udbryder hun og fortsætter ”og så går vi til drengenes bowle!”

Keyna spankulerer hen til den anden og mindre fyldte bowle og alt imens følger spotlightet hende. Denne gang kører hun hånden i en underlig bue ud langs siden og fanger et lod med 2 fingerspidser. Folk er dødsens stille, ligesom de har været siden Keyna kom på scenen. Man ville kunne høre en nål falde til jorden, hvis ikke det var for Keynas irriterende vejrtrækning i mikrofonen. ”Arroe Paradise!” skriger hun. Jeg glor bare helt udtryksløst på den dreng, der selvsikkert går op gennem mængden. Dét kan kameraerne lide, og de zoomer helt ind på hans målbevidste øjne. Først da Arroe træder op på scenen, zoomer kameraerne ud fra hans ansigt og lægger i stedet fokus på både Keyna, ham og mig på én gang. Jeg ligner en zombie og føler mig egentlig også som en. Intet af dette føles som virkelighed.

Så tager jeg, for første gang siden mit navn blev råbt op, og ser ud på de unge foran mig. Altså ser rigtigt på dem. En ad gangen ser jeg ned og kigger dem i øjnene. Jeg når kun lige at se de blandede følelser – glæde, medlidenhed, flovhed – før de drejer hovedet, og pludselig har travlt med at se alle andre steder hen. Jeg leder efter min bedstefar og mor i mængden af forældre, men jeg kan ikke se dem. Det er okay. De kan se mig, og vi får tid til at tage afsked senere.

Jeg ser over på Arroe nu. Han har blondt kort hår. Han er høj og ser endnu højere ud, når man sammenligner ham med Keyna, om står på tæer ved siden af ham bare for at nå mikrofonen. Han er meget muskuløs og har en kraftig knoglestruktur. Hans ansigt er meget markeret, og det får ham til at se lidt uhyggelig ud. Hans øjne er blå og de stirrer lige ind i mine. Jeg tror de ser rædselsslagne ud. Når jeg skal kæmpe mod en som ham, kan jeg jo ligeså godt give op på forhånd.

”Hvor spændenenenenenende! Sonerne, der skal repræ-sentere Distrikt 8 i det femogfyrretyvende Dødsspil, er Arroe Paradise og Tia Jeparlin!” råber Keyna lykkelig ud over forsamlingen. Sikkert fordi der er større sandsynlighed for, at vi får en vinder i år, end der plejer at være. Nu hvor Arroe er her. Ikke fordi vi ikke har vindere jævnligt, men Arroe ligner virkelig én, der er klar til at kæmpe til sidste blodsdråbe. Keyna fortsætter: ”Og husk det nu. Må jeres vej altid være den rigtige!” Alle ”værterne” for distrikterne har et slogan som det. Distrikt 4: Må havets bølger altid bære jer til fast grund, Distrikt 7: Må jeres skarphed altid komme jer til gode, Distrikt 12: Må heldet altid være med jer. Jeg synes, det er åndssvagt. Men sådan er det bare.”

 

Jeg kommer til mig selv igen efter at have fortalt vagterne om mit syn. Eller rettere sagt, efter at have løjet overfor vagterne om mit syn. Jeg hader godt nok at lyve, men jeg er god til det, og det ved jeg også godt. Jeg har fortalt om Høstdagen præcis som jeg plejer, selvom jeg intet kan huske fra mit syn. Og jeg ved, at de tror hvert et ord jeg siger. Godt klaret, roser min indre stemme mig. ”Det var det. Det var alt jeg så denne gang.” siger jeg lidt nervøs. Det er lidt forskelligt, hvornår Høstfesten plejer at slutte i mine syn. Nogle gange idet jeg bliver trukket, andre gange først efter den tårevædede afsked med min mor og bedstefar. Ingen af os regnede med, at vi ville se hinanden igen.

Vagten svarer ikke mig, men svarer kun for, at få det han siger med på optagelsen. ”Udmærket. Det er i dag den 24. juli. Det var alt” siger han ind i sin M.U.K.A. Så nikker den anden vagt til mig, og de går ud ad døren igen i takt.

Jeg sidder lidt i nogle minutter og stirrer ud i luften. Men det bliver jeg hurtigt træt af, så jeg rejser mig op og går lidt rundt. Jeg finder det ubehageligt bare at sidde stille, selvom min seng sikkert er en af Capitols blødeste. Min Onkel, hvis navn jeg aldrig nævner, er jo trods alt højt på strå. Og han vil ikke have mig til at modarbejde ham. Derfor har jeg et fantastisk værelse. Ikke fordi det gør nogen forskel på mit had til ham. Men når man trods alt skal være fanget, er det meget rart ikke at være det i en indelukket lille fangekælder.

Jeg ville sådan ønske, at jeg havde et vindue, så jeg kunne se ud på byen. Så jeg bare kunne se noget andet end mit værelse, badeværelse, hans kontor og gangene der fører dertil. Men det synes han åbenbart er for stor en risiko at løbe, så jeg er fanget her – helt isoleret fra omverdenen. De eneste, jeg har snakket med 3 ½ år, er vagterne, ham og maskinen, hvorfra jeg kan bestille mad, på mit værelse. Jeg ser dog også ofte andre mennesker. Men de er avoxer og kan derfor ikke tale. En avox er et menneske der, ifølge Capitol, har begået en forbrydelse, og som straf må tjene en bestemt herre eller familie resten af sit liv. Og så er der lige den detalje, at de får hugget tungen af, således at det aldrig vil være muligt for dem at hverken tale eller synge igen. Det er en af de mest rædselsfulde skæbner, man kan få efter min mening.

Efter at have gået rastløs rundt omgivet af mine luksusmøbler i en times tid, beslutter jeg mig for at tage et varmt beroligende bad. Det trænger jeg til, for tankerne kværner rundt i mit hoved, så jeg får ingen fred.

Mit badeværelse er på den anden side af den eneste dør på mit værelse, som jeg selv har adgang til at bruge. Det består af et toilet (logisk nok), en brusekabine, et boblebad, en håndvask og et akvarium. Det vil sige, det er ikke sådan et fritstående akvarium. Hele min ene væg består af et akvarium med mange mange farvestrålende fisk i. Der er også to skildpadder. Jeg kalder dem Skille og Scottie.

Jeg smider mit tøj på en stol, velvidende at en avox snart vil komme og hente det. Så vælger jeg at hoppe i badekaret. Et langt karbad er lige, hvad jeg trænger til. Jeg fylder det og damp stiger op og rammer mit ansigt. Så går jeg over i mit skab hvor utrolig mange parfumer, sæber, deodoranter, og så videre, ligger i et stort rod. Jeg trækker en tilfældig flaske ud, men det er en shampoo, så jeg sætter den pænt tilbage og vælger en ny med lidt mere omhu. ”Strawberry Oil – for your dream bath”, står der udenpå den gennemsigtige flaske med rødt indhold, som jeg vælger. Jeg hælder en ordentlig klat i boblebadet, og kan lugte at dampen nu dufter af jordbær præcis ligeså kraftigt, som hvis jeg havde stået med næsen i et ganske nyplukket et. Så træder jeg ned i badet og nyder tanken om bare at slappe lidt af i hovedet.

Mens jeg sidder, og nyder den massage mit boblebad giver mig til fulde, begynder min indre stemme pludselig at tale, hvilket er usædvanligt, da den normalt ikke gør det, når jeg bare slapper af. Hvordan kunne jeg overse det? Synet, Tia, synet! Hvad skete der, før du gik ned til Høstfesten. Tænk Tia, tænk! Stemmen lyder ophidset og ivrig, som den gør, når den får en idé. I starten fatter jeg intet. Men så begynder en klokke at ringe, og som det ofte sker, får jeg et flashback. Det er nok en evne, der medfølger med disse syner.

 

Jeg slår øjnene op og hører et panikslagent skrig. Der går nogle sekunder, før jeg finder ud af, at det er mit eget. Jeg skynder mig at lukke munden. Hvorfor skriger jeg? Der går endnu nogle sekunder, før det går op for mig, at jeg lige har haft et syn. Et fremtidssyn kan jeg mærke. Men om hvad? Hvad fik mig til at skrige på den måde? Jeg tænker mig om et øjeblik, men svaret dukker ikke lige umiddelbart op, som det plejer. Jeg leder lidt inde i mit hoved, det er nogle gange nødvendigt, men finder intet.

 

Det var dér! Der lige før Høstfesten! Jeg havde et syn, der fik mig til at skrige. Et rædselsfuldt fremtidssyn. Lige efter havde jeg ikke kunnet huske det, og inden jeg havde gennemsøgt min hjerne fuldstændig, var min mor kommet ind ad døren, og så havde jeg jo måttet forklare, hvad der var årsag til, at jeg skreg på den måde. Jeg havde selvfølgelig fortalt en løgn. At jeg stak mig på en nål, jeg endnu ikke havde fået taget ud ad kjolen. Og som sædvanlig troede hun på mig – allerede på det tidspunkt havde jeg haft meget øvelse i at lyve. Efter hun var gået, var jeg bare kommet væk fra synet. Havde ikke spekuleret mere over det. Men jeg havde ikke kunnet huske det, og jeg er sikker på, at jeg ikke havde kunnet finde ud af, hvad det handlede om, selvom jeg ledte resten af mit liv. Jeg er sikker på, at det var det der fortalte mig, at jeg ville blive trukket til Høstfesten. Og jeg er sikker på, at det var det samme, der var sket for mig under det syn, jeg ikke kunne huske fra før. Men hvad er sammenhængen? Hvad kan være årsagen til, at jeg ikke kan huske det. Er det ikke indlysende Tia? Synet før Høstfesten, om at du ville blive trukket til Høstfesten, må jo have været den skrækkeligste fremtidsvision, du nogensinde havde fået! Det er klart, eftersom det jo ligesom handlede om, at du gik lige ind i dødens åbne arme. Også selvom du trodsede dem og vred dig fri. For det vidste du jo ikke der. Men altså, så må grunden, til at du ikke kan huske dette syn, være… ”At det er det værste, jeg har haft hidtil” afslutter jeg chokeret, da min indre stemme tøver. Og så skynder jeg mig at slå en hånd for munden. Pis! Jeg skynder mig at fjerne hånden, det var ren refleks at gøre det, for det ser alt for mistænkeligt ud. Bare der ikke var nogen, der aflyttede mikrofonerne på mit badeværelse lige før.. Men sandsynligheden for det er minimal, så jeg forbereder en forklarende og løgnagtig tale, som jeg kan holde for vagterne, inden i mit hoved.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...