Det onde, som blev til det gode

Skolen skulle til at starte igen. Det var sidste dag i sommerferien, og jeg var rigtig nervøs for at komme i gang igen.
Jeg hedder Leif, er 14 år gammel, og så går jeg på Vesterlundskolen. Jeg er en spinkel, lyshåret dreng, som altid er blevet mobbet. Jeg er ikke ligesom andre normale 14-årige drenge, som ikke får lavet lektierne eller passer deres skolegang. Tværtimod er jeg blevet kaldt nørd sid

0Likes
0Kommentarer
292Visninger
AA

1. Det onde, som blev til det gode

Det onde, som blev til det gode

Skolen skulle til at starte igen. Det var sidste dag i sommerferien, og jeg var rigtig nervøs for at komme i gang igen.  

Jeg hedder Leif, er 14 år gammel, og så går jeg på Vesterlundskolen. Jeg er en spinkel, lyshåret dreng, som altid er blevet mobbet. Jeg er ikke ligesom andre normale 14-årige drenge, som ikke får lavet lektierne eller passer deres skolegang. Tværtimod er jeg blevet kaldt nørd siden 4. klasse, og det værste er, at de kalder mig Tisseleif. Jeg har altid haft problemer med det. Det blev opdaget sidste sommer til skolefesten i 7. klasse, hvor jeg var blevet inviteret til at sove hjemme hos Marcus. Alle drengene grinede, og der blev mit navn så opfundet, nemlig Tisseleif. Jeg lukkede det bare ude og gjorde, som intet var hændt. Marcus var altid den, som styrede drengene. Han var nærmest førerhunden. Han bestemte altid, hvad de andre skulle grine af, og så havde hans forældre rigtig mange penge. Det gav en vis respekt for ham, for havde man ham som ven, var man godt sikret. Havde man problemer med nogen, han var træt af, så gav han nogle af de store drenge penge for at tæske dem.  

Jeg glædede mig bestemt ikke til at komme i skole igen. Mine forældre vidste ikke, hvordan jeg havde det, heldigvis. Hele sommerferien havde jeg bare siddet indenfor og spillet computer. Jeg lignede slet ikke mig selv mere. Jeg kiggede hen mod Marcus’ hus. De var lige kommet hjem fra Italien i deres nye BMW. Han havde virkelig fået kulør. Nogle gange ville jeg ønske, vi havde lige så mange penge, og at jeg bare kunne være en normal dreng, bare generelt få lov til at være med i flokken. Jeg var træt efter at have været vågen hele natten og ville gerne i seng, sådan at jeg var klar til en lang dag.

Sommerferien var ovre, og det var tid til første skoledag. Mit ur skreg op i hovedet af mig. Jeg bankede så min hånd med fulde kraft ned på den. Jeg sov lige fem minutter mere, tænkte jeg. De fem minutter blev så til et kvarter mere, og så vendte jeg mig forvirret om og kiggede op mod mit store ur. Jeg havde fem minutter til at nå hen på skolen. ”Shit!” tænkte jeg. Jeg for nedenunder, tog mine snavsede bukser på, en hvid T-shirt fyldt med pletter og andet skidt. Jeg kom en klat tandpasta ind i munden, men nåede ikke at få børstet mine tænder. Jeg snuppede tasken, og så var det af sted. Jeg susede med fuld fart hen mod skolen. Jeg kunne utydeligt høre, at klokken ringede, så jeg sprintede alt, hvad jeg kunne. Jeg satte cyklen og flåede døren op. Jeg rev mine sko af og satte dem i gangen. Jeg løb alt, hvad jeg kunne op ad trapperne med dråber af sved, der piskede ned ad panden på mig. Jeg løb fortvivlet hen til døren, hvor vores klasselokale var. Lige i det, jeg nåede derhen, stod Marcus der og smilede. Han lukkede den provokerende lige foran næsen på mig. Jeg tog så fat i håndtaget og åbnede forsigtigt døren. 

Marcus sad og grinte af mig, da jeg åbnede døren. Jeg kiggede ud over klasselokalet, det så ud som det altid havde det var ikke gjort. Der var ikke gjort ordentlig rent, og det lugtede forfærdeligt. Jeg tog små forsigtige skridt ned til det bagerste bord i klassen. Jeg valgte at sidde ned, ved det gamle ridsede og slidte bord.  Lige pludselig kom vores klasselærer, Hr. Hansen, så ind. Han havde altid været forvirret, så folk kunne sagtens bilde ham ind, at deres hund havde spist deres lektier. Han havde en gammel krøllet skjorte på med blå tern, og man kunne godt se, han havde haft travlt fra morgen. Hans blå ternede skjorte var fyldt med tandpasta rester, og hans hår var helt vindblæst. Hans bukser var en anelse for korte, og der havde han også spildt tandpasta. Han sagde velkommen til os alle sammen, og begyndte så timen. Jeg glædede mig bestemt ikke til endnu et år med mobning, så jeg havde bestemt mig for at gøre et bedre indtryk på de andre. Jeg havde bestemt mig for, at jeg ville hjælpe Marcus med alt, hvad han ønskede.

Det ringede ud til frikvarter, Marcus skyndte sig op fra stolen, han løb hen til sin jakke og greb så fat i den. Jeg kiggede så på de andre i klassen. Folk var i rigtig godt humør og stod i små grupper og fnisede. Jeg plejede bare at blive holdt udenfor. Jeg valgte at gå hen til Victoria, den pæneste og mest søde pige i klassen. Hun havde tidligere været kærester med Marcus, og hun havde nu fået en masse gode veninder. Jeg tog forsigtige skridt hen mod den lille gruppe blandede med piger og drenge. Jeg hilste forsigtigt. Jeg blev meget nervøs og begyndte helt at stamme og rødmede. Victoria fniste lidt og smilte til mig, så jeg fik en helt vild mærkelig følelse i maven, men den var god. Den var god, lige, indtil jeg fik at vide, jeg skulle skride. Jeg gik igen min vej, jeg ved virkelig ikke, hvorfor Victoria fniste ad mig. Det føltes helt vild underligt. Jeg tog min jakke på og gik så ud i skolegården. Marcus var fuld i gang med at vælge hold til hockey, så jeg bestemte mig for at være med, for at prøve at komme med i gruppen. Jeg råbte, at jeg også ville være med, og fik så at vide, at jeg skulle stille mig ind til de andre, der var i gang med at blive valgt. Der blev færre og færre, som man kunne vælge i mellem, og det endte selvfølgelig, med jeg stod til sidst. Marcus råbte ”Lad spillet gå i gang!”, Jeg gjorde mig tydelig og råbte så, at jeg ikke var blevet valgt. Marcus sendte dræberøjnene til mig og råbte til modstander holdet i kan få ”Tisse-Leif!”. Min selvtillid var helt i bund for tiden, jeg havde absolut ingen venner.

Spillet gik i gang og udviklede sig mere og mere voldsomt. Marcus begyndte at blive aggressiv i spillet og ville gøre alt for at vinde kampen. Hans motto var altid ”Det handler ikke om at vinde, det handler om at vinde stort!”. Jeg fik bolden for første gang, og jeg sendte det hårdeste skud jeg overhovedet kunne mod af sted mod målet. Målmanden tog den sikkert og skød den så igen op til Marcus, som lavede sit første mål. Pigerne, som kiggede på, råbte og skreg. Vores hold gjorde alt, hvad vi kunne, og den kun 12-årige hockey stjerne Casper Jensen satte den lige op i krydset. Alle kiggede forskrækket på Marcus’ reaktion. Han sendte Casper dræberblikket, men Casper var fuldstændig kold. Han havde altid været en hård ishockeydreng, som sagtens kunne holde til nogle tæsk. Alle kæmpede videre, og det blev vildere og vildere. Sveden løb forvildet ned ad Marcus lange brede pande. Casper Jensen fløj i en tackling, og hans stav ramte med fulde knald ind i Marcus’ skinneben. Staven knækkede. Marcus’ skreg af fulde kraft fra sine lunger. En ro sænkede sig ikke kun over hockeybanen, over hele skolegården. Nu vidste alle, hvad der ville ske. Marcus’ ville gå fuldstændig amok. Han rejste sig op med tåre i øjnene haltede hen mod Casper. Marcus og Casper stod nu direkte ansigt til ansigt. Marcus trak stille sin højre arm tilbage og slog Casper i jorden. Alle var målløse, og Casper lå livløs på jorden uden at sige en lyd. Hans øjne åbnede sig langsom igen. Han var helt rundt på gulvet. Han rejste sig op, og ingen turde sige noget, men det gjorde Casper. Han var blevet ramt lige i hovedet, og der løb blod ned fra hans næse. Roen blev pludselig til hvisken og utydelig støj. Over hele skolegården sænkede sig nogle mørke skyer, og det begyndte at fosse ned med regn. Alle begyndte at slå stavene ned i jorden og råbe ”Fight, fight, fight!”. Casper sprang på Marcus igen, han havde blod ned ad T-shirten over det hele. Jeg kunne pludselig mærke og se, hvor uretfærdig Marcus altid havde været ved mig. Jeg fik et voldsomt sus op gennem hele kroppen, mens de to sloges. Jeg fik det mere og mere dårligt med at se Casper blive banket gul og blå. Marcus var umulig at stoppe nu, og han slog hårdere og hårdere. Jeg løb alt hvad, jeg kunne hen mod Marcus, trak hånden bagfra og bankede ham med fuld kraft i jorden. Regnen skyllede ned, mit tøj var gennemblødt, og min lange hår gik ned i øjnene på mig. Jeg var rasende, jeg var aggressiv og ustyrlig for første gang i lang tid. Man kunne høre utydelige stemmer, der sagde: ”Hvad tænker han dog på?!”. Marcus’ øje var blevet blåt. Han rejste sig og sprang på mig. Casper løb indenfor, mens jeg skreg om hjælp. Om det var for at hente en lærer eller bare flygte, det ved jeg ikke. Jeg fik den ene knytnæve efter den anden, så jeg troede, at jeg skulle dø. Det hele var slut nu. Jeg gav alt, hvad jeg havde i mig, men det var ikke nok, Marcus blev ved som en uovervindelig galning. Han ramte plet, så det gav et lysglimt igennem hele knolden på mig. Jeg kunne se blod på hans hænder. Jeg hævede langsom mine hænder op til næsen. Det fossede med blod ud over det hele nu. Han skulle til at give mig det sidste og afgørende slag. Nu vidste jeg, det var forbi. Jeg havde intet at stille op mod ham. Han trak igen armen tilbage, og han skreg af fulde kraft op mod de regn våde skyer. Lige idet han skulle, slå råbte en pige stemme: ”STOP!”. Det var Victoria. Den hævede arm fald så ned langs siderne på Marcus. Jeg var fuldstændig forvirret nu. Hvad lavede Victoria nu. Jeg vidste ikke om jeg drømte og var død, eller om det rent faktisk var virkelighed. Det hele svimlede nu, og det sidste, jeg husker, var Victoria, som skældte Marcus ud. Jeg var så fortumlet, og kunne mærke, min krop havde fået rigtig mange slag, så jeg faldt om på stedet.

Jeg vågnede, og alt var meget utydeligt. Jeg gnubbede mig i mine øjne, og jeg fik frit udsyn igen. Jeg hørte nogle sjove lyde, som hele tiden kom i takt. Jeg vendte mig om, og jeg kunne se at jeg var på sygehuset, nu gik det hele lige pludselig op for mig. Victoria’ stemme var ude på gangen, hun åbnede døren og kom gående stille hen mod mig. Det var meget uvirkelig nu. Jeg fik det samme sus, som første gang hun smilte til mig. Hun spurgte mig om jeg havde det bedre, jeg svarede usikkert: ”Jeg har det skam helt fint”, enlig havde jeg rimelig store smerter, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle have sagt. Det at en pige snakkede til mig, var noget helt nyt, også at det lige var den smukkeste og sødeste af alle, var fuldstændig surrealistisk. Hun fortalte om, hvad der var sket med Marcus. Han var gået grædende hjem, alle gik i mod ham. Jeg snakkede kort videre med Victoria, hun smilte til mig, og sagde at hun også snart skulle hjem. Jeg følte mig meget træt, men havde alligevel ikke rigtig lyst til at sove. Jeg tænkte meget på det, som var sket i skolegården. Egentligt havde jeg meget ondt af Marcus, selvom han havde mobbet mig i mange år. Jeg forstod heller ikke rigtig hvorfor Victoria lige pludselig, kunne lide mig det føltes i hvert fald sådan. Jeg glædede mig meget til at komme hjem fra hospitalet. Lægen var flere gange inde og måle nogle mærkelig tal, fra de bippende apparater, som målte blodtryk og meget andet. Jeg fik af vide, jeg kunne trække i mit normale tøj, og tage hjem nu. Jeg var træt, og da jeg åbnede døren til mit hus, og gik langsom op af trapperne til mit værelse, trak jeg gardinerne for. Jeg kunne se Marcus sad og græd inde på hans værelse, jeg havde virkelig ondt af ham. Jeg var virkelig træt, jeg stod og kiggede på min seng overvejende, og valgte så at ligge mig til at sove. Jeg faldt så i søvn.

Mit store klodsede vækkeur hamrede løs, lige ind i hovedet på mig, jeg gav den et slag som altid. En solstråle kom ind af de halvlukkede gardiner, og ramte mig lige ind i mit blege ansigt. Jeg skyndte mig at gå i bad, få morgen mad og børstet mine tænder. Jeg var klar til endnu en skoledag, men ikke en almindelig skoledag. Jeg gik glad hen til skolen. Jeg gik ind på skolen, og så at Marcus sad oppe på kontoret. Jeg fik af vide, at jeg skulle komme med op på kontoret, jeg gik forsigtig op til skoleinspektøren og Marcus. Jeg åbnede døren som lige stod på klem, en brise ramte mig i hovedet, duften af end masse gammelt papir. Jeg rakte min fugtige hånd frem til skoleinspektøren, og hilste usikkert. Jeg satte mig forsigtig ved siden af Marcus, i den store sorte læder sofa. Vores skoleinspektør, Lars Iversen spurgte indtil hvad der var sket i skolegården, selvom han udmærket vidste hvad der var sket. Han havde fået fortalt historien af andre forældre. Marcus sagde ikke noget som helst, han sad helt lydløs med tåre i øjnene. Jeg svarede heller ikke, for jeg var ikke helt sikker på hvordan det helt præcis var forgået, udover vi havde været oppe i en voldsom slås kamp. Lars hævede stemmen, og sagde endnu engang om ingen af os var interesseret i at fortælle hvordan og hvorledes. Jeg sagde med en stille stemme, at jeg havde slået Marcus. Marcus valgte og kigge op fra sine hænder, man kunne se tårerne trille langsom ned af kinden på ham. Han sagde med en mærkelig rystende stemme, at det slet ikke var min skyld. Jeg var virkelig overrasket over hans svar, jeg troede, at han ville lyve Lars direkte op i ansigtet. Marcus fortalte hvordan han igennem flere år, havde mobbet mig og andre personer på skolen. Han fortalte at det var en god måde for ham at få respekt på. Jeg var fuldstændig målløs. Ordene fra hans mund føltes som en drøm. Efter en lang samtale, fik jeg at vide jeg skulle forlade lokalet, og at Marcus kunne blive. Jeg gik ned mod klassen, jeg bankede på vores gamle slidte klasse dør, og åbnede så indtil klassen. Alt var ved det gamle. Klassen lignede sig selv, og Hr. Hansen var ligeså forvirret som altid. Victoria sad i en vidunderlig flot sommerkjole forrest i klassen. Hun vendte sig om mod mig og fniste. Hun duftede fantastisk af jordbær eller noget andet sødt. Det ringede ud til frikvarter. Jeg kunne se Marcus sad på en sten helt alene, jeg valgte at gå hen til ham. Vi snakkede sammen rigtig for første gang, han sagde undskyld til mig. Han begyndte og fortælle om sine forældre. Hans mor døde for et par år siden, og hans far blev alkoholiker kort efter. Jeg begyndte pludselig at kunne forstå den adfærd Marcus havde haft, der var en grund til det. Jeg snakkede længe med Marcus, det føltes helt mærkelig, at have gået i klasse med en så mange år, også ikke vide at hans liv havde været så dårlig. Jeg spurgte indtil, hvem de to voksne han så var på ferie med i den store BMW var, det var nogle pleje forældre, som han boede hos. Det hele gav pludselig mening.

Jeg valgte at slå en streg over det hele, Marcus var tilgivet, og er i dag min bedsteven. Problemer i et venskab, styrker venskabet. Jeg og Marcus begyndte i slutning af sommeren at få øje på nogle piger. Marcus fandt en sød pige, som hed Isabella, og heldig som jeg var, fik jeg Victoria.

Anders Kjærgaard Tønnesen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...