Udødelig

Stara finder ud af, at hun er udødelig. Det hele går udmærket, indtil to af hendes venner, pludselig forsvinder sporløst. Dog, finder hun og William dem hurtigt. Men det er ikke så let, som det ser ud.

2Likes
3Kommentarer
850Visninger
AA

3. Far

Jeg rejste mig op. Mine ben værkede af, at have været foldet sammen så længe. Jeg børstede snavset af mine bare ben og gik over til sprækken, for at få lidt frisk luft. Jeg vendte mig hurtigt om, da jeg hørte den store dør knage. En lille spinkel kvinde kom ind. Hun kunne ligeså godt have været spærret inde, ligesom mig. For hendes mørke krøller var uredte og hang slapt ned på hendes skuldre. Det var ligesådan med tøjet. Hun havde en enkel råhvid kjole på. Som var snavset ligesom hendes blege hud. Jeg kørte en hånd igennem mit hår, i håb om, at det ville sidde bedre end hendes. Hun rømmede sig og skulle lige til at sige noget, da en mand kom ind. Jeg genkendte ham med det samme. Det var min far. Jeg stivnede og faldt sammen. Jeg kunne høre hans tunge skridt komme imod mig. Han stoppede op lige foran mig. ”Rejs dig, Stara,” hans stemme rungede i det lille rum. Jeg støttede mig på hænderne, og fik rejst mig op. Jeg ville ikke se ham i øjnene. Han rømmede sig for at få min opmærksomhed. Jeg løftede langsomt blikket og så ham i øjnene. Han lignede sig selv. Det samme kulsorte hår, og de samme ar i ansigtet. Jeg så ham løfte en knytnæve mod mit ansigt. Mere huskede jeg ikke.     Jeg mærkede den fugtige klud mod mit ansigt og slog øjnene op. Den spinkle kvinde, sad på knæ, foran mig. Hun var ved at vaske mit ansigt med en fugtig klud. Hun gnubbede kluden lidt ekstra mod min pande, og da hun tog den ned, kunne jeg se blodet. Min far havde slået mig, ligesom han plejede at gøre. Jeg sukkede og rejste mig op. Jeg mumlede et svagt tak til kvinden og gik over i hjørnet. Jeg knælede og samlede håndspejlet op, som lå der. Jeg så forfærdelig ud. Mit lange sorte hår var filtret og hang ned over den ene skulder. Mit ansigt var nogenlunde rent, men jeg havde stadig lidt blod i panden. Mit ene øje var blevet blåt. Jeg sukkede. Jeg var vant til dette. Min far havde slået mig, fra jeg var helt lille. Et held, at han stak af fra min mor og jeg. Jeg sukkede og lagde spejlet forsigtig ned på gulvet. Kvinden var gået. Hun havde ladet døren stå åben, men jeg var sikker på, at hun ville få tæsk, når min far fandt ud af det. Men det var ikke det, der fangede min interesse. Jeg kunne høre en svag vejrtrækning på den anden side af muren. Den mur, der førte ud til verden udenfor. Da jeg lyttede efter, kunne jeg også høre en kalde mit navn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...