Udødelig

Stara finder ud af, at hun er udødelig. Det hele går udmærket, indtil to af hendes venner, pludselig forsvinder sporløst. Dog, finder hun og William dem hurtigt. Men det er ikke så let, som det ser ud.

2Likes
3Kommentarer
814Visninger
AA

1. En besynderlig aften

En kold vind ramte mine bare ben, og bragte mig tilbage til virkeligheden. Det var en lille sprække i muren, lige overfor mig, som lukkede luften ind.  Jeg havde siddet i dette lille, indelukkede fangehul, et par døgn nu, uden mad eller drikke. Der var et lille vindue højt oppe på væggen. Ellers kun grå, kedelige stenmure, og en stor dør. Ovre i hjørnet af rummet, lå et lille sølv håndspejl. Dette mareridt startede fredag aften, da jeg skulle ned i byen med min bedste ven. Jeg måtte ikke tage derhen for min mor, men vi var unge, og vi gjorde det alligevel. Køen udenfor klubben var ikke specielt lang. Der stod et par piger, og en enkelt dreng. Vi stillede os bagest i køen og ventede. Ryan, min ven sagde pludselig: ”Stara, tror du nogensinde, at jeg finder en kæreste?” Jeg kiggede forvirret på ham, men smilte så: ”Selvfølgelig får du det, Ryan. Du skal bare vente, og finde den rette.”    Ryan nævnte ikke mere, om hans pludselige spekulationer, yderligere den aften. Vi dansede, snakkede og havde en hyggelig aften. Men det hele blev anderledes, da jeg så dem. De stod i et hjørne af klubben, elegante og smukke. De var fem. To piger og tre drenge. Den ene af drengene kiggede på mig. Hans sorte hår hang sjusket, men stadig perfekt ned over hans isblå øjne. Han havde en løs råhvid T-shirt på, og et par mørke cowboybukser. Han var smuk. Jeg følte mig draget mod den smukke dreng.. Jeg måtte have stirret, for pludselig begyndte drengen at smile og grine stille. Jeg rettede mig op og kiggede over på Ryan. Han var fuldstændig fortabt i nogle piger, som han dansede med. Jeg rystede på hovedet og kiggede over på drengen igen. Jeg veg forskrækket et lille skridt tilbage, da jeg så han var gået hen til mig, og nu stod lige ved siden af mig. Jeg blussede op i mine kinder, ved den pludselige bevægelse jeg gjorde. Han grinede og rystede på hovedet, så det sorte hår blev rystet på en ny plads. ”Jeg hedder William, og du?” han rakte hånden frem som en formel gestus. Jeg tog den og sagde stille: ”Jeg hedder Stara,” jeg smilte venligt til ham i håb om, at han ville kunne lide mig. Det så sådan ud, for han smilte stort og ruskede kærligt i min hånd. ”Det er et smukt navn, Stara,” jeg grinte af hans kommentar. Jeg havde altid hadet navnet. ”Jo, tak,” jeg kiggede på hans smukke øjne, da han vendte sig mod den gruppe, han kom fra. Jeg kunne se at de lavede nogle håndtegn og mumlede lidt, idet han vendte sig om igen. ”Du, Stara. Kunne du ikke lige komme med mig, om bagved?” han vendte hurtigt hovedet igen, og kiggede derefter sukkersødt på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Han virkede lidt ivrig, sådan at spørge mig. Jeg tøvede og vendte blikket mod Ryan, men svarede så: ”Jo, okay.” Han lagde sin hånd på min skulder, og jeg kiggede efter Ryan, da vi gik mod det lille baglokale. De andre i gruppen fulgte tilsyneladende med os. Da vi i tavshed havde åbnet den tunge dør og var gået ind i rummet, stillede gruppen sig på række. Pigerne stod som supermodeller, med hænderne i hoften, mens de to drenge stod med armene over kors. William stod ved siden af mig, han havde stadig hånden på min skulder.    ”Stara,” begyndte en af drengene. Jeg undrede mig over, hvor han kendte mit navn fra, men lod være med at nævne det.  Jeg følte alles blikke hvile på mig. En af pigerne, som havde glat lyst hår til taljen, kiggede olmt på mig. Jeg så hendes blik flakke mod Williams hånd, og hun kiggede derefter ned i jorden. Derefter løftede William hånden, og lod den falde ned langs siden. ”Ved du, hvem du er?” han tog et skridt frem mod mig, og kiggede indgående på mig. ”Altså, det regner jeg da med,” jeg kiggede spørgende på drengen, da blondinen svarede: ”Stara, du synes sikkert det lyder underligt, men du må tro på os,” jeg vendte blikket op mod William. Han vendte sig mod mig, lagde sine hænder på mine skuldre og sagde: ”Du er udødelig, Stara,” et stort smil, bredte sig langsomt i hans kønne ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...