"Ulven kommer!"

Jeg kan mærke at jeg er ved at dø af sorg, min søster ligger død foran mig, varulven har drabt hende...
"Vi skal nok få dig dit udyr! Vi skal nok få dig!!" råber manden som man godt kan sige er professionel varulve dræber. Min mor sidder ved min søster og græder imens hun nusser hendes kind...

7Likes
1Kommentarer
1137Visninger

1. Smerten..!

Kirke klokkerne ringede højt og tungt så de kunne høres helt ud i skoven, det var nok også derfor jeg hørte dem for jeg stod nemlig ude i skoven, hvor jeg plukkede blomster til min mor. Jeg kiggede lidt rundt omkring mig ingen jeg løb imod byen i en høj hastighed. Jeg kunne se at det var ved at blive mørkt så jeg havde rigtig travlt, mine ben kunne ikke løbe hurtiger, men jeg var dog hurtig nok til at komme hen til landsbyen. En af  krigerne fik øje på mig og tog mig under armen, han skyndte sig at smide mig i sikkerhed ind i mit hus. Alle i vores lille landsby elskede krigerne for deres mod, krigerne stod nemlig ude hver nat for at beskytte os imod... Varulven.

Min mor så bekymret på mig, hun tog fat i min hånd og tog mig ned i det hemmelige rum. Alle i byen havde et hemligt rum hvor de sad intil at Varulven var væk, min far sad og kiggede ud af det lille hul han havde lavet så han kunne se hvor Varulven var. Jeg trykkede mig helt ind til min mor og min lillesøster på knap 7 år. Min mor havde tårer i øjnene som altid da hun var bange for at det var os som døde. Min far gispede da han kiggede lige ind i siden på Varulven, men hans gisp var så lavt at varulven vist ikke opdagede noget. Min mor prikkede til os som signal på at vi skulle holde vejret, jeg tog en dyb indånding imens jeg lyttede til dens hjerte. "Samantha? Hvor er du... Hvis ikke du kommer frem, vil nogle af dine kæres blod snart flyde i min mund.." var jeg skør eller talte Varulven til mig. Jeg håbede på at jeg bare var skør, men hvordan kunne den tale til mig og vigtigst af alt hvordan kunne jeg forstå den. En af krigerne afbrød mine tanker med et kæmpe råb "Den er der!" Varulven hoppede ind i vores lukkede vindue og smadrede det. Den er i vores hus tænkte jeg for mig selv imens tårende trillede ned af mine kinde, nu finder den mig, nu finder den mig, nu finder den mig, tænkte jeg imens jeg krammede min mor mere og mere. Min lille søster blev så bange at hun skrag højt, der blev helt stille efter hun havde skraget. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtiger og hurtiger, Varulvens skridt kom tættere og tættere på os, men det gjorde krigernes også. Jeg kunne mærke et lille håb spirre da jeg kunne høre Varulven pive over os. "Jeg kommer igen, jeg kommer igen... Samantha!" sagde den inden den flygtede væk.

Jeg skyndte mig op af det hemmelige rum da der nu var fri bane, jeg begyndte at løbe udenfor men jeg blev stoppet af min veninde "Er du okay Samantha?" spurgte hun, de havde set det hele fra deres hemmelige rum. Jeg skulle lige til at sige at jeg talte med Varulven, men fortrød hurtigt da jeg viste at jeg ville blive kaldt for en heks, hvis folk viste at jeg kunne forstå den. "Jaja, den var bare lige over os. Men nu ved den jo hvor vi er?" sagde jeg og kunne pludselig mærke at jeg blev bange. "Bare rolig der sker ikke noget krigerne er her jo?" sagde hun og krammede mig let. Jeg prøvede at kramme igen men det var svært, efter den frygtelige nat. Jeg viste at Varulven ville have mig, men hvorfor viste jeg ikke, det var det der gjorde mig bange. "Er du okay?" råbte Math imens han kom løbende imod mig, "Jaja!" sagde jeg lidt bestemt, men fortrød hurtigt. "Det var godt.." sagde han med en lidt irreteret mine. Han kiggede lidt på min veninde og så på mig igen, "Har du sagt det?" spurgte han og blev pludselig helt glad. Jeg kiggede på ham og rystede så på hoved, jeg vendte blikket hen på min veninde og sagde hurtigt "Vi skal giftes, Math og jeg.." hun jublede skingert og omfagnede mig "Hvor dejligt!" sagde hun og smilte sødt. Jeg smilte tilbage til hende og glemte fuldstændig det der var sket i aftes.

"Er du okay Skat?" råbte min mor efter mig og begyndte at løbe imod mig, "Jaja.." sagde jeg med en overbevisende stemme. Jeg havde lige glemt alt det der var sket igår, men selfølgelig kom min mor og huskede mig på det hele, men det gjorde hun selfølgelig ikke med vilje. Hun kyssede mig blidt på kinden og gik så imod skoven for at hente noget vand. Nogle af krigerne kom hen til mig og sagde "Find dine forældre og gå så ind i kirken. Vi vil snakke med alle i byen!" Jeg blev lidt overrasket over det de sagde men begyndte så med det samme at løbe imod skoven, efter min mor. Da jeg nåde hen til der hvor man henter vand hørte jeg min mor og en ANDEN mand stønne? "Moar?" sagde jeg stille og gik imod lyden. "Hej skat? Det er altså ikke som det ligner!.." sagde hun imens manden hurtigt tog sit tøj og gik bag et træ. "Din idiot! Hvad laver du, hvor er du klam!?" råbte jeg vredt imens jeg kiggede imod manden som nu var kommet frem fra sit skjul, men denne gang havde han tøj på. "Skat!?" sagde min mor og gik imod mig. "Forsvind! Forresten skal alle i byen mødes nede i kirken!" sagde jeg og vendte hurtigt om på hælen. Jeg løb hurtigt ned imod kirken med tåre i øjnene. Min far stod uden for kirken og ventede på mig, skal jeg sige det? Tænkte jeg, men lod dog hver med at gøre det lige her og nu. Jeg gik ind i kirken og prøvede at undgå de blikke som der rettede sig imod mig. "Samantha, her ovre!" sagde Math med et smil, jeg gik over til Math og satte mig ved ham, imens jeg prøvede at se glad ud, men det var lidt svært efter det der lige var sket. Hvordan kunne hun!? Min egen mor, det var da bare for klamt. Og det var ikke med min far, det værste var nok at jeg skulle sige det til min far...

Da min mor var kommet ind i kirken så hun lidt flov ud, jeg syntes at hun havde fortjent den ydmygelse! "Stille!" råbte krigernes chef, Asher. Alle i kirken blev pludselig helt stille, Asher kiggede ud på os alle sammen og sagde så "I ved jo alle sammen at vi ikke kan flygte fra denne forfærdelige by. Men hvis Varulven dør kan vi jo sagtens blive boende her?" Asher prøvede at smile lidt, men det blev bare til et ondt blik. "Varulven må ikke betræde den hellige jord, eller jeg kan også bare sige at den ikke må betræde kirken. Men vi kan jo ikke alle være herinde hver nat, så ville vi jo blive meget trætte af hinanden. Medmindre at vi bare sover her en nat, for i ved jo at ALLE i byen er herinde nu så når månen står op vil en af jer forvandle sig til en varulv!" alle i rummet begyndte at snakke, selv jeg blev forbavset og lidt bange. Hvad nu hvis at Varulven var en jeg kendte?

 

______________________________________________________

 

Der kommer mere snart :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...