Russian Roulette

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2012
  • Opdateret: 20 jul. 2012
  • Status: Færdig
Christy´s far begik selvmord¨da hun var 6 år gammel. 10 år efter sørger hun stadig og er i den overbevisning om at det er hendes skyld han skød sig selv. Hun er freaken i skolen, men den dag en ny dreng kommer til skolen og er den ´første der er sød ved hende i flere år, der bliver hele hendes verden god igen. Men kan den lille lykke varer evigt?

4Likes
15Kommentarer
3208Visninger
AA

5. Tilståelse

" Det passer! "

" Vel gør det ej! Du lyver jo røven ud af bukserne."

" Nej jeg taler altså sandt! " sagde jeg på vej hjem fra skole med Louis. Der var godt nok 7 kilometer hjem til mig, men jeg kunne bare tage en bus når vi havde afleveret Louis. Vi gik og talte om vores særheder ( eller mest mine ) I sær den med løj at jeg kun kunne spise tærte på en porcelænstallerken, det var en af de 1000 vis af sære tanker der fløj rundt i mit hovede.

" Men hvorfor af en porcelænstallerken... det er jo mega sært! " Grinede Louis. Jeg trak på skuldrene.

" Det er bare det jeg er vant til, jeg tror dog selv jeg har.... hvad hedder det? " Stammede jeg og tænkte på ordet der var gået ind i mit hovede de sidste 10 år. Jeg kunne godt huske det. Men det var nok bare sværere at sige det højt. Louis klappede mig på skulderen. Et gys skød igennem mig igen, lige som tideligere.

" Sindssyg? "

" Tvangstanker! " Sagde vi begge i kor. Louis så på mig. Jeg troede faktisk han ville grine, men hans ansigt var stift og han så meget bekymret ud. Vi stoppede op og så hinanden i øjnene.

" Tror du virkelig du har OCD? " Spurgte han og klemte min arm lige så forsigtigt. Jeg rystede på hovedet.

" Nej jeg tor bare jeg er en dum, lille pige med sære tanker og ideer og med et stort virvar af forvirring i en kaotisk hverdag" Tilstod jeg og gik videre. Jeg havde egentig aldrig sagt hvad jeg følte inderst inde til nogen i hele verden. jeg vidste nok at jeg ville sige det en dag, men ikke at jeg ville sige det til en dreng jeg ige havde mødt. Måske var jeg sindssyg? Midt i mine egene tanker tog Louis min hånd og flettede sine fingre ind i mine. Jeg kiggede på ham. Han lavede sit charmerende smil igen.

" Du virker helt normal for mig! " smilede han og lavede et lille blink med det ene øje. Jeg kunne mærke flovheden over den søde kompliment. Men jeg slap bare hans hånd.

" Jeg tror ikke det er godt hvis du kender mig Louis, jeg er en unormal freak der fortjener at blive holdt uden for af alle. Også dig! Jeg går resten af vejen selv..... jeg tror jeg har peneg til en bus, du kan stadig nå at kontakte Zarah som du så inderst gerne vil og så bare sig at det var mig der havde irriteret dig hele eftermiddagen og at jeg var ved at slå dig ihjel! bare hold dig væk fra mig... Ok!" Sagde jeg og kunne mærke tårene presse på IGEN! Louis kiggede i det øjeblik på mig og smed sin taske. Han greb fat om mig og trak mig ind til ham. Vi stod der, midt på et fortorv og bare krammede hinanden. Det var rart og trygt. Han kyssede mig på kinden og tog min hånd.

" Jeg er ligeglad med den model-freak, jeg syntes du er spændende, sød og klog og du er interresant. Du er nede på jorden og er ligeglad med hvad andre tænker om dig... du er..."

" Det er jo forkert, alt det du siger om mig er forkert! Helt ærgligt Louis, der er absolut intet spændende eller interresant over mig. Jeg er snot dum og jeg tænker over hvad andre tænker om mig. Og jeg HADER det! jeg hader at folk syntes jeg er en freak bare fordi min far skød sig selv i hovedet. Jeg hader at de tror jeg er mærkelig bare fordi jeg inderst inde... inderst inde savner nogen! Eller bare savner noget. " Vrissede jeg og indså at jeg tilstod næsten alle mine sørgelige tanker der havde strejfet mit sind de sidste 10 år. Louis så igen bekymret på mig.

" Ok, søde ven prøv at hør her! Du er heldig du har mødt mig for vi står i samme situation. På min gamle skole var jeg også freaken der helst bare satte sig for sig selv med en tyk bog eller var den som alle snakkede ondt om. Så jeg forstår dig godt og du er ikke alene. Du må meget gerne dele dine problemer med mig, for jeg vil gerne være din ven. Og Det kan være jeg bliver din eneste ven. Måske og det kan være hvis du vil at du nok også bliver min eneste ven jeg har haft i snart 5 år. Så alt hvad jeg beder om er at du bare giver mig en change! Bare en´" Idet han sagde det fandt jeg ud af at jeg efter 10 år i ensomhed og sorg endelig havde fundet en der gerne ville være min ven og måske gerne ville hjælpe mig med min sorg. Louis så ventende på mig. Og det eneste jeg gjorde var at jeg lod tårene strømme ud af øjnene, slog armene om ham i et stort bjørnekram og sagde: " Tusind tak! "

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...