Russian Roulette

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2012
  • Opdateret: 20 jul. 2012
  • Status: Færdig
Christy´s far begik selvmord¨da hun var 6 år gammel. 10 år efter sørger hun stadig og er i den overbevisning om at det er hendes skyld han skød sig selv. Hun er freaken i skolen, men den dag en ny dreng kommer til skolen og er den ´første der er sød ved hende i flere år, der bliver hele hendes verden god igen. Men kan den lille lykke varer evigt?

4Likes
15Kommentarer
3215Visninger
AA

15. Smerte

Torsdag sen eftermiddag lå jeg i min seng og snøftede. Jeg var blevet hjemme dagen før fordi jeg ikke ville møde Louis nede i skolen. Jeg tørte mine kinder og kunne mærke hvr meget de og mine øjne var våde og at de sved mega meget. Mine øjne var hævede, og det føltes bedst hvis de var lukkede. Jeg havde dynen trukket helt op over mig. Jeg holdt mine arme helt ind til mig. De havde sår over det hele efter at jeg havde måtte fjerne hjertesorgen fra mit hjerte for at tænke på noget andet dagen før. De gjorde stadig meget ondt og jeg skulle passe på med ikke at pille i dem, for ellers begyndte det bare at bløde. Jeg havde íkke sagt et ord til min mor om det med Louis, jeg gad ikke blande hende ind i mine problemer, plus hun nok havde en masse andet i tankerne, så det hele kunne jo bare være ligemeget. Jeg kiggede lidt ud af dynen, min mor sad ude på den anden side ved sit kontor. Jeg var kommet hjem med feber i tirsdags og løj så om at det føltes værre igår, så hun ikke fattede mistanke. Jeg vendte mig om mod hende og betragtede hende fra den lille afstand der var. Hun havde farvet sit hår helt mørkt. Det plejede ellers at være rødt. Den røde farve var hendes naturlige hårfarve. Jeg savnede den lidt, den mindede mig om de gode gamle tider. Jeg kom til at tænke på den første måned efter fars død.

Mor sad nede i stuen og sad bare der og stirrede på fjernsynet der ikke engang var tændt, jeg troede dengang at hun lavede en stirrekonkurrence med fars spøgelse. Jeg var jo kun 6 år gammel. Så jeg forstod jo ikke det største. Jeg kan huske at det var dagen før jeg skulle starte i skole. Mor gjorde meget ud af den morgen at jeg kom glad i skole. HUn havde købt mig en helt ny kjole, lavet min ynglingsmorgenmad til mig, flettet mit hår og fået fri fra sit arbejde så hun kunne køre mig i skole så jeg ikke skulle tage skolebussen. Jeg kan huske at jeg havde protesteret om at blive hjemme med mor den dag. Men hun havde bare opmuntret mig til at tage af sted alligevel.

"Lille skattemus, nu har vi sørget længe nok, det er på tide at komme videre. Så nu tager du i skole og får en masse nye venner du kan lege med.. Vil du love mig det min lille pige?" Sagde hun, jeg nikkede med hovedet og blev så kysset af mor på panden og så tog vi i skole.

Jeg savner de tider... men kun en lille smule. De tider hvor jeg var kun var en lille bette pige der sov inde hos sin mor indtil hun blev 10. Men alligevel så savnede jeg ikke helt de tider, for selvom jeg så ud som om jeg var en glad og sund lille pige, så var mit sande jeg et rent og skær helvede. Jeg blev mobbet nede i skolen af de andre piger fordi jeg holdt mig for mig selv og bare ville sidde og snakke med mig selv i frikvarterene. Min mor har vel nok regnet det hele ud på et eller andet tidspunkt, hun har bare aldrig gjort noget ved det. Måske fordi hun ikke ville vide noget og tænkte at jeg nok selv skulle klarer den, men se mig nu! 10 år efter min fars "beslutning" Der er jeg stadig et stort kæmpe rod. Og et eller andet sted burde jeg slet ikke leve, jeg er på randen til et sammenbrud. Jeg savner glade tider. Den sidste uge sammen med Louis har været det lykkeligste punkt i hele mit liv, og nu har jeg fucket det hele op, bare fordi at Louis var lidt bekymret for mig g så dum som jer er, var stædig og på tværs nok til at ødelægge det hele. Jeg satte mig forsigtigt op i min seng. Jeg kiggede ud af vinduet. Det var stadig meget tåget udenfor. Jeg snøftede lidt igen. Hvad nu hvis jeg på en eller anden måde kunne komme ud med al min frustation og smerte. Måske var det det der kunne være med til at hjælpe mig med at komme videre. Jeg rejste mig forsigtigt fra sengen og gik over til min kommode. Jeg hev en blok og en blyant frem. Nu skulle den her smerte væk.... For evigt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...