Russian Roulette

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2012
  • Opdateret: 20 jul. 2012
  • Status: Færdig
Christy´s far begik selvmord¨da hun var 6 år gammel. 10 år efter sørger hun stadig og er i den overbevisning om at det er hendes skyld han skød sig selv. Hun er freaken i skolen, men den dag en ny dreng kommer til skolen og er den ´første der er sød ved hende i flere år, der bliver hele hendes verden god igen. Men kan den lille lykke varer evigt?

4Likes
15Kommentarer
3196Visninger
AA

14. Skænderi

Louis og jeg gik i stilhed hjem fra byen, det var blevet lidt tåget så bilerne havde tændt deres lys og alle lamperne var også tændt.

"Hun var da mega underlig!" Sagde Louis og tørte sin mund igen. Jeg nikkede enigt.

"Hvor er det trist at der er nogen der ikke tror der er en anden løsning på problemer end døden." Sagde jeg og snøftede lidt fordi jeg kom til at mindedes min far der lå der på gulvet med en kæmpe blodpøl nedenunder sig.

"Jeg vil aldrig nogensinde vælge den løsning!" Sagde Louis. Jeg nikkede. Louis stoppede op og så alvorligt på mig.

"Hvad er der?" Spurgte jeg, Louis lagde sine hænde på min hals.

"Lover du at du aldrig nogensinde vil vælge den løsning!" Spurgte han alvorligt. Jeg kiggede ham forvirret i øjnene.

"Ja da, tror du da at jeg ville vælge det?" Spurgte jeg, Louis trak på skuldrene.

"Måske, der var jo alt det med din far og hvis det nu blev værre...."

"Så ville jeg da for alt i hele verden ikke vælge den løsning, helt ærligt det burde du da vide!" Sagde jeg irriteret. Louis trak på skuldrene.

"Tror du virkelig at jeg vil gå ind og skyde mig selv i fjæset hvis jeg fik det skidt?" Spurgte jeg. Louis så ned i jorden.

"Det gør du sgu!" Sagde jeg forbavset og slap hans hånd og gik et par skridt væk fra ham.

"Nej selvfølgelig ikke søde skat, jeg tror jo på dig og jeg har stor tillid til at du ikke ville..."

"Men du har du jo så ikke hvis du tror at ville gøre det!" Sagde jeg surt, tænk at han virkelig troede det om mig, hvor var han ond!

"Tag det nu roligt Christy, jeg stoler selvfølgelig på dig." Sagde han og bukkede sig ned for at kysse mig, men jeg skubbede ham bare væk.

"Jeg vil aldrig nogensinde vælge den løsning, jeg vil dø naturligt. Ikke ligesom det store røvhul til min far!" Sagde jeg og snøftede lidt mere og kunne mærke hvordan mine øjne blev mere og mere våde. Louis så bedrøvet på mig.

"Christiana, hør nu på mig, jeg mente det jo ikke på den måde. Jeg mener bare at.."

"At hvad? At jeg vil følge i min fars fodspor.. Fandme Nej!" Sagde jeg vredt og vendte så om på hælen  og gik væk fra Louis. Louis løb efter mig og tog min hånd.

"Christiana, please... hør på mig." sagde han helt bedrøvet og vendte mig om mod ham. Han tog mit ansigt imellem sine hænder og kyssede mig blidt. Men jeg var pisse vred så jeg kom til at slå ham.

"Åhh nej!" Sagde jeg da det jo ikke var meningen at give ham en kæmpe lussing lige på kinden. Louis så forskrækket på mig. Jeg begyndte at tude helt vildt.

"Louis, jeg er så ked af det! Undskyld!" Sagde jeg og lagde min hånd forsigtigt på hans kind men han smaskede den bare væk.

"Louis, du må ikke være sur... det var jo ikke min mening at..."

"Vi to Christy.... jeg ved ikke.."

"Nej sig ikke sådan!" Tudede jeg og tog forsigtigt hans hånd i min, men han hev den bare til sig igen og så vredt på mig.

"Farvel!" sagde han og gik forbi mig. Jeg løb efter ham.

"Louis du må ikke gå... jeg kan ikke leve uden dig... jeg havde det lige så god.."

"Så det du siger er at du kun brugte mig til at gøre dig glad?" Sagde han vredt. Jeg tudede endnu mere.

"Louis, det var jo ikke det jeg mente. Jeg ELSKER dig jo!" Græd jeg og tog fat i hans hånd. Han vendte sig mod mig og kiggede mig dybt i øjnene, men øjnene var ikke venlige, men tværtimod barskeog onde.

"Hvis du elsker mig sådan som du siger burde du nok have tænkt sig om før du slog mig!" Sagde han og klemte grebet om min hånd. Jeg stønnede af chok.

"Jeg er ked af det." Sagde jeg stille. Louis slap min hånd og vendte sig forsigtigt om.

"Det er jeg også.... Farvel Christy!" Sagde han og gik videre. Jeg faldt ned på knæ mens jeg stortudede.

"DU MÅ IKKE GÅ.... LOUIS... NEJ!  GÅ IKKE.....LOUIS!" Skreg jeg efter ham, men ikke på noget tidspunkt vendte han sig om, og inden længe var han blevet væk i tågen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...