Russian Roulette

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2012
  • Opdateret: 20 jul. 2012
  • Status: Færdig
Christy´s far begik selvmord¨da hun var 6 år gammel. 10 år efter sørger hun stadig og er i den overbevisning om at det er hendes skyld han skød sig selv. Hun er freaken i skolen, men den dag en ny dreng kommer til skolen og er den ´første der er sød ved hende i flere år, der bliver hele hendes verden god igen. Men kan den lille lykke varer evigt?

4Likes
15Kommentarer
3215Visninger
AA

16. Sandheden kommer frem

Men lige i det jeg satte blyanten på papiret rejste min mor sig fre skrivebordet og gik ind på mit værelse. Jeg smed hurtigt papiret og blokken ned i kommoden igen.

"Hør, lille skat... jeg.. øhhmm.. tænkte på om der er noget... som du gerne... vil snakke om?" Spurgte hun lige pludselig. Jeg så forvirret på hende, ville hun begynde at interessere sig for mit liv nu? Det kunne hun vel ikke mene!

"Øhhm, nej skulle der være det?" Sagde jeg lidt for hurtigt, hvilket fik mig til at lyde ret nervøs.

"Det var bare det at.. siden du fik tideligt fri i tirsdags sammen med Louis, så har du virket ret nedtrykt, og jeg kan ikke lade vær med at tænke på om... i har problemer?" Spurgte hun, jeg lavede et frsigtigt lille grin.

"Problemer?... Nej da... Det hele går strålende. Det har jeg jo sagt!" Sagde jeg forsigtigt mens jeg trak min hættetrøje lidt længere ned af armene.

"Sveder du ikke når du går i de tykke bluser?" Sagde hun og gik tættere på mig. Jeg gik i panik og hoppede hurtigt over i min seng.

"ØHmmmm.... Nej, jeg fryser ret tit.. Det er fint nok!" Sagde jeg og rejste mig op. Min mor rystede på hovedet og tog fat i mit ærme.

"Den er jo helt våd af sved, søde skat tag den nu af, du koger." Sagde hun og hev ærmet længere og længere op.

"NEJ!" Skreg jeg og vred mig ud af hendes greb. Hun så foruroliget på mig.

"Skattemus? Jeg vil dig jo bare det bedste!" Sagde hun og tog fat i min arm igen.

"Det behøver du ikke, jeg kan godt klare mig selv, det har jeg jo altid gjort, så hvorfor ændre det!" Sagde jeg vredt og vred min arm lidt for hurtigt ud af hendes greb, hvilket fik den til at svide helt vildt på grund af sårene. Jeg skreg i smerte.

"Christiana.... din arm, den bløder!" Råbte hun, jeg kiggede ned på det forrevne ærme og min arm der blødte helt vildt. Jeg kiggede nervøst fra min arm til min mor. Hendes sårede og chokerede blik, skræmte mig på en måde.

"Jeg er ked af det mor." Sagde jeg og hev min skoletaske frem og begyndte at fylde den.

"Christiana, nu fortæller du mig hvad der foregår!" Råbte hun. Jeg smadrede min sparegris og tømte den ned i min pung, jeg pakkede tøj og hev også blokken og blyanten med ned i tasken.

"Hvorfor skulle jeg, du interresere dig jo ikke for mig alligevel, så hvorfor spilde din tid?" Sagde jeg vredt, og gik lige forbi hende.

"Er det stoffer, eller er det Louis der har gjort dig gravid, eller værre?" Spurgte hun med en klang af sorg i stemmen.

"Nej mor, Louis har intet med det her at gøre! Det her er ren og skær mig, jeg har ikke brug for dig, jeg kan klare mig selv, jeg behøver ikke blive plyndret om at dig bare fordi du er bange for at jeg skal komme ud i noget rod... ligesom far!" Sagde jeg vredt, det var første gang i 10 år at far var blevet nævnt mellem os, jeg kunne se hvordan det sårede hende.

"Hvad er det du siger?" Spurgte min mor forvirret. Jeg sukkede og smækkede døren i og spurtede nedenunder.

"Christiana,......CHRISTY!" Skreg min mor oppe fra 1. sal. Jeg tørte min øjne og lukkede døren op. Min mor kom løbende ned efter mig.

"Hør her skattemus, det behøver ikke ende sådan her, jeg ved godt at jeg ikke har været så god til at lytte, og at jeg nok har overset dig, hvilket har gjort at du har følt dig forsømt, men..."

"MEN HVAD? Mor, du har ignoreret mig de sidste 10 år, ved du hvordan det føles for mig, det føles forfærdeligt... Jeg har ikke levet i andet end lort og helvede de sidste 10 år! Og hver gang jeg har savnet nogen der kunne omfavne mig og sige at alt nok skulle ordne sig, så var du der IKKE!" Skreg jeg og begyndte at græde. Min mor græd allerede.

"Christy... jeg er så ked af det!" Tudede hun.

"Vel er du RØV. Du er jo ligeglad med mig, og ved du hvad, jeg tror faktisk at du nogen gange heller ville have at det havde skudt mig selv, så du kunne få et nyt og mere perfekt barn med far og på en måde starte forfra! Og ved du hvad... nogengange ønsker jeg det også selv!" Skreg jeg og gik ud i indkørslen. Mor løb efter mig og hev i min arm.

"Men det kan vi ændre på, vi kan tage på ferie... det tror jeg lige er det vi mangler, ikke lille skat.. nu går vi ind og bestiller en lang feríe, kun til os!" Sagde min mor, prøvede hun at finde en løsning på det her rod? For det gik sgu ikke bedere.

"Nej mor... jeg rejser! Jeg rejser væk... Langt væk... Jeg vil væk fra det her rod, og hvis du vil prøve at stoppe mig, så værsogod, jeg vil ikke forhindre dig i det, men du må ikke blive skuffet hvis du en dag ikke er min mor mere!" Sagde jeg og gik videre ned ad indkørslen.

"Du må ikke gå... Jeg har brug for dig!" skreg min mor, jeg vendte mig om mod hende.

"Det har jeg sgu også tænkt mange gange, jeg havde brug for dig... Jeg havde brug for min mor! Jeg havde brug for at du holdt om mig og sagde at det hele nok skulle gå, at vi skulle blive en lykkelig familie igen og at vi ville få det godt, men ved du hvad? Det gjorde du aldrig, du spurgte aldrig videre om mit helbred, du ignorerede mig bare, og til sidst var det næsten  som om vi bare var samboer der bare passerede hinanden morgen og aften, vi har mistet alt mor, og jeg har prøvet at få vores gamle bånd tilbage, men det har aldrig virket. Så derfor kan det vel ikke såre dig at se mig gå?" Sagde jeg og gik videre indtil jeg nåede fortorvet.

"Jeg savner dig... Jeg savner dig Christiana, Jeg savner dig virkelig meget, og du skal vide at jeg elsker dig over alt på hele jorden, og at jeg ville gå under hvis der skete dig noget ondt.. Så bliv hos mig min pige, please min datter, bliv hos mig!" Snøftede hun. Jeg fældede de sidste tårer og fortsatte så hen af fortorvet.

"Farvel...... Mor!" Græd jeg og gik mens jeg kunne høre hendes hjerteskærende skrig efter sin eneste datter der lige havde forladt hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...