Ulykkelig

Aviaya har mistet sin datter, Liv, i en ulykke. Hun er så ulykkelig at hun glemmer at leve sit liv og lader alt passerer. Inderst inde ved hun godt at noget må gøres, men hun har ikke styrken til at komme ud af sin ulykkeligheds-koma. Hun har brug for hjælp..

1Likes
3Kommentarer
1181Visninger
AA

5. Valget

Vi stod helt stille og kiggede på hinanden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men på en eller anden måde blev stilheden mellem os ikke akavet. Tværtimod havde stilheden en beroligende effekt på mig og for første gang i lang tid, følte jeg mig ikke fuldstændig opløst af sorg.

Englen kunne nok mærke at jeg havde fundet ud af hvem hun var, for lige pludselig sagde hun, med den smukkeste, blideste og mest melodiske stemme man nogensinde kunne forestille sig: ”Sødeste Aviaya, tag dig sammen! Du kan ikke leve dit liv på denne måde!” Englens stemme var blid, men bekymret, som om hun var bange for, hvad der ville ske med mig.

Jeg havde det som om jeg havde kendt englen her, hele mit liv, men at jeg bare havde glemt at hun fandtes.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hun havde jo ret. Jeg kunne ikke blive ved med at stirre ind i en væg, og lade mit liv passere uden at leve det. Men lige meget hvor meget jeg end havde lyst til at starte forfra med mit liv, så vidste jeg jo godt at jeg ikke kunne. Det var for sent. Den sorg der var blevet plantet i mig siden ulykken kunne man ikke fjerne. Den havde sat rod i mig og rødderne stak for dybt, til at man kunne fjerne dem igen. Jeg kiggede ind i englens dybblå øjne og svarede med grødet, rystende og hæs stemme: ”Jeg ved det godt. Men jeg kan ikke. Efter Andreas døde af den blodprop i hjernen for 9 år siden, var Liv den eneste grund til at jeg levede mit liv, klogt, sundt, ja, faktisk var hun den eneste grund til at jeg overhovedet levede.. Og nu hvor hun er væk, er mit liv ikke værd at leve.. Jeg har mistet de to mennesker der betød mest for mig i hele verden. Jeg forstår slet ikke hvorfor jeg overhovedet stadig lever, når jeg kunne være sammen med dem!” Andreas, Livs far, døde, da Liv bare var 3 år gammel.

Mens jeg talte begyndte tårerne at glide ned af kinderne på englen, og også på mig. ”Sig ikke sådan! Der er altid en grund til at leve.” Englen så på mig med store bedrøvede øjne. ”Men er det virkelig sådan du tænker om dit liv? Eller er det bare nu hvor minderne blusser op?” fortsatte englen og så på mig med store undersøgende øjne. Før jeg kunne nå at svarer fortsatte englen: ”Jeg har set dig i din hverdag.. Og jeg må indrømme at det ryster mig at se dig på den måde, med det tomme blik i øjnene og uden at røre dig i flere timer. Jeg ved ikke hvad det bedste ville være? Sende dig hen til dine elskede som du har mistet, eller prøve at se om du kunne starte forfra med et dit liv..? Du er jo endnu ung, kun 30 år.” Englen stod lidt og tænkte og det samme gjorde jeg. Vi stod helt stille i lang tid, uden at sige noget og tænkte på det svære spørgsmål som ikke var så ligetil at svare på. Tanken om at blive forenet med Andreas og Liv, var meget fristende. Men på den anden side, var jeg bange. Bange for det store mysterium med spørgsmålet, som kun døde, kan svare på, nemlig ’Hvad kommer efter livet?’- spørgsmålet. Og det var derfor jeg ikke bare bad englen sende mig hen til Liv og Andreas.. På grund af min menneskelige frygt for det ukendte. Og jeg må indrømme at jeg hadede mig selv for denne dumme frygt. Den gav jo ingen mening! I hvert fald ikke i mit tilfælde.

Endelig, efter en tavshed der føltes uendelig, sagde englen noget. ”Jeg vil ikke gøre noget du ikke vil have, men jeg tror, at dette er det bedste at gøre: Det er jo, 7½ måned siden, at det skete, og det lader til, at lige meget hvor lang tid du får, vil du ikke få det bedre. Det er ikke normalt, at man efter så mange måneder stadig ikke..  Øh.. Du opfører dig som om du ikke har en sjæl. Og det er farligt, for hvis du bliver ved med det, så vil din sjæl til sidst helt forsvinde. Og det er det værste der kan ske for et menneske!”. Englen tog en dyb indånding, inden hun fortsatte sin lange tale. ”Nu skal jeg nok komme til sagen. Min mening er, at det bedste ville være at.. at..” Det virkede som om hun kæmpede for at få ordene frem. Endelig fik hun fremstammet: ”Hvis jeg skal sige det på den nemme og hurtige måde: Dræbe dig.”

Jeg havde ventet, hun ville sige det, men ordene fik mig alligevel til at gispe og rykke et skridt tilbage. Endnu en tavshed sænkede sig over os. Jeg ville sige noget, men min mund var helt tør. Til sidst sagde jeg, med en stemme der var så svag, at jeg knap nok selv kunne høre den: ”Hvordan skulle jeg så dø?” Englen svarede med en blid stemme: ”Søde Aviaya. Du har ikke noget at være bekymret for. Jeg ville.. Jeg ville på en måde trække al kraft ud af dig. Men ikke på den måde. Jeg kan ikke forklare det. Men det ville ikke gøre ondt, og du ville ikke opdage noget.”

Jeg følte mig straks meget mere sikker. Det var som om, at denne lille dumme bemærkning, gav mig styrke og kraft, og vilje til at gennemføre det, der nu skulle til, for at blive genforenet med mine elskede.

”Jeg er klar” svarede jeg, med en let rystende stemme. Det var det eneste jeg kunne sige.  Men det var også nok. Jeg lukkede øjnene og gjorde mig klar til at blive genforenet med de eneste to personer, der nogensinde havde betydet noget for mig. Jeg var klar.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...