De Forsvundne Breve

En piges hemmelige breve til en håbløs forelskelse ...

20Likes
44Kommentarer
4230Visninger
AA

13. Det syvende brev - Alt for tæt på

Kære dreng ...

Det var den sædvanlige fredag. Min lærer kom ind i kantinen og ligeså din. De kaldte os til sig og begyndte så at snakke sammen. Vi stod begge og trippede lidt, ventede på, at komme ind og spille. Jeg kiggede til siden og det gik op for mig, at du stod lige ved siden af mig. Som i række-ud-og-røre tæt på. Og jeg havde virkelig lyst til at række ud og tage fat i ... ja måske bare dit ærme. Det var første gang vi var så tæt ved siden af hinanden, og det chokerer mig hver gang vi har været det efter. Det er nok tanken om, at have lov til "røre" dig når jeg har lyst, der får mig til at springe et hjerteslag over. For når man kender hinanden, er det jo let at røre hinanden. Sådan ment, at man kan kramme, trykke hånd, lægge en arm om, læne op ad og og og ...

Så helt uskyldigt er det faktisk ment. Ja, jeg skipper et hjerteslag når jeg ser dig lige i øjnene når vores blikke mødes, for det gør de, og de gør det alt for tit. Og på de tidspunkter tænker jeg; vi kunne jo godt. Vi kunne godt snakke sammen, jeg tror endda det ville gå rimelig godt. Men det skal åbenbart forsætte i en helvedes forbandelse, som jeg bare ikke kan komme ud af. Men måske vil jeg heller ikke ud af den. Jeg ved det ikke. Men den cyklus som vi, eller måske bare jeg, er inde i, den går åbenbart kun ud på akavede øjeblikke, akavet stilhed og pludselig og intens øjenkontakt. Sikke noget pis i en tønde!

Jeg gider det jo ikke mere. Efter hver fredag kan jeg mærke, at jeg er på grådens rand. Du giver mig en nedtur og den kan jeg så få lov at gå med hele weekenden. Den er for det meste væk mandag, så har jeg fire gode dage og så, bum, så kommer du der igen, med dit forbandede charmerende smil og dine uskyldige øjne der møder mine. Jo, tak for lort.

Men det værste er, at jeg faktisk glæder mig og er så nervøs, at jeg får kvalme. Det skulle ikke være sådan her. Nu har det sku' varet længe nok. Jeg vil jo ikke have, at vi bare går hver vores vej nu, jeg ville jo gerne være sammen med dig. Og det kræver, at nogen tager initiativet.

Jeg vil bare gerne have et resultat nu. Efter så lang tid er jeg kørt fast. Kørt fast i det samme kedelige spor, som en plade der er gået i hak. Det er ikke ligefrem sjovt at få en nedtur hver uge, som ovenikøbet varer tre dage i alt.

Så jeg har lyst til at råbe: TAG DIG NU SAMMEN! For du møder mit blik, så hvorfor ikke gøre noget!? Du burde være klog nok til at se, at jeg lider under det her. Eller kan du ikke se det? Hvis du ikke kan, så er jeg blevet bedre til at skjule mine følelser. Jeg burde vel give dig et tegn, så du ved, at det er okay at snakke til mig. Hvorfor fanden kan jeg ikke tvinge et smil frem når jeg ser dig? Selvom det så var et handikappet spasser smil, så ville det sikkert være nok. Men det ville være helt ekcepsionelt med hej. Et fucking "heeej", hvorfor kan jeg ikke finde ud af det!?! Hvorfor kan DU ikke finde ud af det!?!

Hvorfor!?!

Hvorfor?

Hvorfor ...

Kærlig hilsnen, mig ... Din pige til evig tid.

P.S. Dette brev kommer aldrig frem til dig. Ikke engang når jeg ligger kold i min grav.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...