An Illness of Death

En sygdom har spredt sig. Mange mener, at den er værre end både kolera og pest. Engang kunne man udskyde sygdommen, men i dag kan man ikke længere gøre noget mod denne skrækkelige sygdom. En gruppe mennesker besluttede engang at sende folk med sygdommen ud i ødemarken.
Pigen, Shelly, lever et normalt liv inde i en af de sikre byer. Men en dag får hun at vide, at hun er smittet.

0Likes
4Kommentarer
561Visninger

1. Muren

 Vinden fik det hele til at knirke og knage. Den ruskede i de skæve træer og de små ensomme græspletter. Det hele så øde og forladt ud herfra. Hun skuttede sig, selv om hun ikke selv kunne mærke den kolde blæst. Herinde kunne man kun vide, at det blæste ved at se ud, og det var noget, de færreste gav sig i kast med. Det var både ulovligt og farligt at befinde sig herude i kanten. Alligevel sad hun lige nu oppe på muren, der advarede om faren. Hun tænkte end ikke på, at hun kunne blive taget for dette. Vinden var det, der optog hendes tanker lige nu.

 Hun lod sine ben dingle ud over kanten. Af og til bumpede de ind i den kolde, tykke mur af stål, men hun forstod at lade dem stoppe lige før. Det var noget, hun havde lært sig selv med tiden, da det gjorde ondt at bumpe dem ind i muren.

 Hendes vejrtrækning var afslappet og tydede på, at hun slappede af. Men inden i var hun i oprør. Skolen var for længst steget hende til hovedet, og hun ville nok alligevel aldrig blive forsker, som hun drømte om. Nyhederne mente, at sygdommen var ved at tage af igen, men det tvivlede hun nu på. Det kunne da ikke passe, at alle udenfor var døde. Nogle kunne finde sammen og overleve. Det burde ikke være så svært. Men samtidig var hun bevidst om, at forskere jævnligt tog ud og tjekkede, om alle nu også var døde. Indtil videre tydede det på, at der kun levede omkring femtusinde udenfor i Europa.

 Hun smed tankerne om dem udenfor væk. Hvad skulle hun dog bruge sådanne bekymringer til, når hun alligevel bare ville leve i denne by de næste mange år? Hvis hun ikke levede her, var det enten fordi, hun var død, fordi man havde fundet en kur, eller fordi hun var blevet smittet selv.

 ”Shelly? Shelly, for pokker. Hvor mange gange skal jeg sige, at du ikke må være her?” hvislede en lav stemme et par meter bag hende. Hun vendte hovedet og så på hendes mor, der så bekymret ud. Det lyse hår, som hun selv havde arvet, var lidt uglet efter natten. Men moderen så ud til at være helt frisk. Shelly vidste, at det var på grund af hende. Hendes mor blev altid så bekymret, når hun ikke var hjemme om morgenen, selv om Shelly blev ved med at minde hende om, at hun godt kunne tage vare på sig selv.  ”Undskyld mor,” Shelly svang benene over muren, så hun nu sad med fronten mod sin mor.  ”Kan du så komme ned, inden nogen ser dig!” hendes mor viftede energisk med armene som tegn på, at det skulle være nu. Shelly sukkede og lod sig glide ned fra den høje mur. Hendes mor mumlede et eller andet uhørligt og tog fat i armen på Shelly.  ”Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre, hvis det bliver ved på den her måde,” hendes stemme var højere nu, hvor Shelly ikke sad oppe på muren mere. Shelly lyttede ikke rigtigt efter. Hendes mor mente det ikke så alvorligt, hun var bare bekymret. Det kunne Shelly mærke på den måde, hun holdte om hendes arm. Grebet var hverken blidt eller hårdt. Hendes mor stoppede op og vente hende rundt, så de stod og så på hinanden.  ”Lov mig, at det ikke sker igen,” sagde hendes mor lavt og bedende. Shelly krympede sig men sagde intet, ”Lov mig det.”  ”Jeg lover dig, at jeg aldrig mere vil være her,” sagde Shelly langsomt.  ”Og heller ingen andre steder på muren,” rettede hendes mor. Shelly tøvede men nikkede så. Hun kunne ikke gøre andet i denne situation, og hun ønskede ikke at gøre hendes mor vred eller såret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...