Nothing in common

Jay er en simpel pige, som slet ikke kan udstå One Direction drengene. Hendes bedste veninde Molly er helt vild med Louis Tomlinson. Kan Jay glemme sit had til drengene? Og hvad vil der mon ske når Harry Styles forelsker sig i hende? Er følelserne gengældt?

- Undskyld for en nederen lille 'om historien'

9Likes
23Kommentarer
3040Visninger
AA

6. 5 - Hvorfor er du overhovedet så nysgerrig? Jeg troede du hadede os.

Jeg havde trukket Molly ind på Louis' værelse. Hun satte sig undrende på sengen, og sendte mig et spørgende blik. Frustreret, gik jeg frem og tilbage. Det gjorde jeg altid, når jeg var i de her situationer. ''Hvad er det helt præcist det er du vil?,, Molly måtte have samlet mod til at sige det. Hun var egentlig aldrig typen der bare gik ligefrem og på. Egentlig var hun mere den generte og stille type, der bare ventede på at noget skulle ske. Sådan havde det været lige siden vi var små. Jeg var hjernen, og Molly.. Tja, Molly hun var der egentlig bare. ''Jay!,, hvæsede hun. Hurtigt rystede jeg på hovedet og kiggede ind i hendes blå øjne. ''Hvad ville du?,, tilføjede hun. Hendes stemme lød lidt vred. Sikkert fordi jeg havde trukket hende væk fra Louis. ''Bliv nu ikke vred på mig, men jeg vil altså gerne hjem,, sukkede jeg og satte mig ved siden af hende. Hun kiggede på mig og rynkede panden. ''Hvorfor?,, spurgte hun koldt. Hvorfor? Hvor var det dumt at spørge om. Jeg ville jo slet ikke med fra starten af, men alligevel trak jeg på skuldrene som svar. ''Jeg kan vel spørge nogen om de ikke vil køre dig hjem,, sagde hun og rejste sig op, med et smil på læben. ''Undskyld hvad? Skal du ikke med mig?,, spurgte jeg irriteret, og rejste mig med hende. ''Nej. Jeg ser ingen grund til det. Desuden vil jeg hellere blive her. Misforstå mig nu ikke,, sagde hun og gik ud af døren. ''Misforstå mig nu ikke,, efterabede jeg på en flabet måde og skar en grimasse.

Jeg kæmpede mig op i den store sorte bil. ''Tak fordi du vil køre mig,, sagde jeg og trak noget hår om bag øret. Harry kiggede hen på mig og smilede et skævt smil. ''Det var... vel så lidt,, sagde han og startede bilen, for at sørge for vi ikke behøvede at snakke sammen. Jeg accepterede det, og kiggede ud af vinduet. Der var ikke rigtig noget spændende at se på. Alt var kulsort, og kun et par enkle gange kunne man se nogle lygter lyse op. Faktisk havde jeg regnet med at Harry i det mindste ville have tændt for musikken, men det gjorde han ikke. Der var bare stilhed mellem os. En stilhed der stille åd mig op indeni, og jeg blev nød til at få svar. ''Hvorfor blev du så sur da jeg så billedet af dig og pigen?,, spurgte jeg, og ventede på det værst tænkelige svar. Men det jeg havde i tankerne, var ikke nær så slemt som hvad Harry gjorde. Han drejede bilen skarpt. Den svingede lidt med bagdelen. Pludselig holdte vi stille, inde til siden. Ingen biler var på vejen, så vi risikerede ikke at komme til skade. Mine vejrtrækninger blev hurtigere, mens jeg kiggede forskrækket og overrasket på Harry. Han lød også helt forpustet. Noget inde i mig sprang pludselig som en bobbel og et raserianfald startede. ''HVAD FANDEN HAR DU GANG I DIN STORE IDIOT? ER DU UDE PÅ AT FÅ OS DRÆBT?,, skreg jeg og hev efter vejret ind imellem. Han kiggede hen på mig. ''Lad være med at råbe. Det er der ingen grund til,, hans stemme lød helt rolig og stille. ''Vi kunne .. Vi kunne .. Ha kørt galt ! Kommet virkelig til skade! Er du syg i hovedet?,, halvhviskede jeg og lænede mig hen mod ham. ''Undskyld,, sagde han, og kiggede undrende på mig da jeg klikkede min sele op. ''Ved du hvad? Jeg går hjem,, sagde jeg irriteret og åbnede døren. ''Gå hjem? Der er halvanden kørsel med bil! Sæt dig nu ind i bilen igen. Jeg lover ikke at gøre som før,, sagde han og kiggede bedende på mig. Min vejrtrækning var blevet rolig, og havde fundet sin egen rytme igen, men mit hjerte galoperede stadig derud af. ''Fint. Men jeg sætter mig bagi, for at sove. Og under hele turen skal der ikke være nogen snak, OVERHOVEDET!,, hvæsede jeg og lukkede bildøren til op foran, og gik om bagi og sad der i stedet. Han gav et nik på hovedet og startede bilen. Hurtigt lod jeg skoene glide af mine fødder, og trak mine ben op til mig. Mens Harry fokuserede på vejen, kiggede jeg op i det lille spejl der hang. Spejlet viste Harry's øjne. De grønne øjne så helt rolige ud..

''Jay,, sagde en stemme. En svag rusken kom i min krop. Jeg åbnede mine øjne langsomt og så direkte ind i Harry's grønne. ''OMG!,, skreg jeg og farede sammen af ren og skær skræk. Han grinede af mig og kravlede ud fra bagsædet. ''Vi er her,, fik han sagt i sit grin. Jeg nikkede og tog selen af. Han lukkede bildøren efter mig, og fulgte mig op til min dør. Jeg satte nøglen i, men drejede den ikke om. I stedet vendte jeg mig mod Harry og kiggede alvorligt på ham. ''Nu kan du hverken slå mig i gulvet eller køre galt med mig. Hvorfor?,, spurgte jeg. Han sukkede højlydt og satte sig på det lille trin foran hoveddøren. Stille trak han hænderne op på sit ansigt, og lod dem køre fast i hans hår. Jeg satte mig ved siden af ham og lagde min hånd på hans skulder. Harry var ikke så slem som jeg havde regnet med. Måske havde jeg fejlbedømt dem alle? ''Det var min kæreste. Vi var sammen i flere år, og vi havde endda klaret denne her langdistance, men... Hun var mig utro,, sagde han og sukkede. Pludselig fik jeg det helt dårligt med mig selv. ''Undskyld Harry.. jeg,, stammede jeg og sank en klump i halsen. ''Hvorfor er du overhovedet så nysgerrig? Jeg troede du hadede os,, sagde han og kiggede på mig. Hurtigt kiggede jeg ned og undgik øjenkontakten. ''Det gjorde jeg... Jeg mener, det gør jeg. Men...,, sagde jeg og rynkede panden. Det kunne jeg nemt mærke. Harry betragtede mig, og kunne se jeg var forvirret. Han valgte ikke at spørge mere ind til det. ''Jeg må hellere tage hjem nu,, sagde han og rejste sig op. ''Jeg må også se at komme ind,, svarede jeg og trak på skuldrene. Han smilede, vinkede og gik sin vej. Jeg smilede da han havde vendt sig om, og drejede nøglen til døren. Inden jeg trådte ind, hev Harry fat i mig. Han drejede mig rundt, og pressede sine læber mod mine. Jeg havde øjnene åbne under kysset, og var helt forvirret. Han trak sig væk fra mig, og gik. Uden at sige et ord overhovedet. Uden en forklaring, uden jeg nåede at stille spørgsmål. Han gik bare, uden at se sig tilbage..

 

- Håber ikke i synes det blev for langt, eller at jeg er gået for hurtigt frem med Jay og Harry ! OGSÅ HÅBER JEG VIRKELIG AT I KAN LIDE DEN ! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...