Tidsuret

Shamanen Rimana finder en dag en skriftrulle. Hun læser fremtiden, sit liv. Men to andre navne bliver nævnt, navne hun ikke kender. Den dag kappes hendes Skæbnetråd og spindes sammen med de to fremmedes. Sammen er de nødt til at finde Tidsuret og rede trådene ud, så de atter får deres egen skæbne igen...

0Likes
1Kommentarer
812Visninger

1. Skrifrullen

Irriteret svingede hun sig i lianen og prøvede at indhente hende. Men i trærene var hun en ren abekat hvor imod hun var en slags svingende snegl. Dumme Kimana! Hun gad hverken vente eller lære hende at gøre detordenligt. Hun strammede grebet om den kraftige gevækst og greb fat i den næste med en ynde Kimana kun kunne drømme om. hendes lange lyserøde hår svingede bagud i en hestehale men nåede alligevel ind i hovedet på hende. Hun pustede det væk og fortsatte det pinefulde spil. Hun mærkede energien før Semiana, hendes åndedyr, landede på hende skulder. Åndedyr var nogle små kulderunde pelsbolde i forskellige farver med vinder. De havde enorme øjne og små buttede poter. Den stirrede på hende med sine mørkeblå øjne og hviskede noget. Åndedyr talte ikke, deres stemmer var en slags lav hvisken som ingen anden end den der ejede den kunne forstå. Dyrene var livsnødvendige for dem, de indenholdt en del af deres sjæl og magi."Ki! Stop! Semiana ´har en vigtig ting at sige. Og du ved hvordan hun har det med at svinge sådan!" Råbte hun og begyndte at fire sig ned af lianen. Ki fulgte trop og de satte sig under et træ. Semiana svævede fra hendes skulder og landede på jorden foran dem. dens hviskende stemme strømmede fra den lille kulge og nåde hende øre. Hun stirrede på den. Dens pels var violet, vingerne smukke og falkeagtige, men i en hvid så hvid at den skindede tyrkis blå. Hun oversatte det inde i hovedet og prøvede at omformulere det så det gav mening. Åndedyr sagde bare tilfældige ord uden nogen samenhæng."Hun siger at hun har fundet en skriftrulle begravet på et fremmede sprog, inde i hulen." Oversatte hun og stirrede på Ki."Hvad skal vi bruge det til?" Hvæsede hun og svingede sit gyldne hår over skuldren. Rimana rullede opgivende med øjnene og kradsede Ki på armen med sine lange nelge."Ja hvad tror du selv! Læse den!" Snerrede hun og rejste sig. Ki fulgte hendes opfodring og sammen gik de genne junglen og vidre op af det store bjerg. Solen spredte sine sidste blodrøde stråler og skyerne lyste violet. Shamarin var, sjovt nok, en shaman. En oldgammel indianergruppe, med skørt hår og fantastiske envner. Hun var datter af Jema, en gammel kvinde med skovgrønt hår og sorte øjne. Mange ville mene at det burde være omvendt, altså sort hår og grønne øjne, men det var det ingen af dem der havde. Magien i deres blod farvede deres ydre og gjorde dem let genkendlige. Derfor var de flygtet til Amazonas fjerneste jungle, fordrevet af deres egen landsby. Det var sket for mange hundrede år siden, men de turde ikke rejse tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...