I wish - One Direction

En forfærdelig ulykke sker i Maya's familie og derfor bliver hun nødt til at flytte til England. Hun føler sig mere alene, end hun nogensinde har gjort før. Men det stopper dog, da hun møder en pige ved navn Leah Horan. Det Maya ikke ved er at Leah's bror er med i et kendt boy band. Et boy band Maya hader og ikke kan fordrage. Nemlig One Direction...

Håber at I nyder novellen!

6Likes
10Kommentarer
1721Visninger
AA

2. Drengen fra iskiosken og Leah

Der var nu gået en uge efter jeg var kommet til England. Lad os sige det sådan, at det var nok den længste uge i hele mit liv. Min moster Charlotte havde taget godt imod og prøvet at få mig til at føle mig hjemme. Men det var bare ikke det samme. Jeg savnede Danmark. Jeg savnede alle mine skønne venner, som jeg blev nødt til at forlade. Men på en måde var jeg glad for at flytte. Min gamle by mindede mig om min familie og det var umuligt at komme videre i livet, når man boede der. Heldigvis gik jeg ikke i skole lige nu, da det var sommerferie. Kan slet ikke overskue at jeg skal til at lære nye mennesker at kende og lade som intet er sket. Jeg vil bare helst ligge og glo ind i en væg, som jeg har gjort den sidste uge her.

Det bankede stille på min dør, men mit blik var stadig vendt mod væggen. Døren blev åbnet og jeg kunne høre et langt trist suk. ”Maya skat, jeg er ked af at se dig sådan her. Jeg ved det er hårdt og jeg savner dem også så meget, men du kan ikke ligge her for evigt,” sagde min bekymrede moster. ”Jo,” svarede jeg stille. Charlotte komme tættere på og satte sig blidt på min seng. Hun aede mig stille gennem håret. ”Søde, jeg ved det er svært. Men i dag skal du udenfor og gå en tur. Det er ikke til diskussion. Du kan gå ned og købe dig selv en is, så du kan få noget ilt til hjernen. Også i aften kan vi hygge os og se en film, okay?” spurgte hun. Men det var ikke helt et spørgsmål kunne man høre.

Jeg nikkede stille og satte mig op. Charlotte rejste sig fra sengen og var på vej ud fra værelset. ”Og Maya, du skal nok ringe til din farmor. Hun savner dig og hun er altså lidt bekymret for dig,” sagde hun også var hun ude af værelset. Min søde farmor. Hvor jeg dog savnede hende. Hun var den eneste bedsteforælder jeg havde tilbage. Vi har altid haft sådan et godt bånd til hinanden og jeg kunne altid komme til hende. Jeg sukkede og rejste mig fra sengen. Nu skal jeg videre i livet, sagde jeg til mig selv…

Jeg stod nu ved min yndlings iskiosk. Jeg kiggede på de mange varianter der var at vælge i mellem og inden jeg så mig om, var det min tur. Jeg kiggede op på drengen der stod bag isbaren. Han havde nogle varme brune øjne og et dejligt beroligende tandpasta smil. Han var nok 17, så et år ældre end mig. ”Hvad skulle det være?” spurgte han. Han havde et lille glimt i øjet, der var utroligt charmerende. ”Ehm, hindbær og chokolade,” svarede jeg og gav ham et kort smil. ”Det bliver 4 pund,” sagde han. Jeg kiggede ned på pengene min moster havde givet mig med. Hun havde kun givet mig 3 pund, da det var det normale de tog for isen. ”Jeg har altså kun 3 pund med. Er det ikke den normale pris?” spurgte jeg. ”Jo, men vi har sat priserne op. Men det gør ikke noget, bare giv mig de 3 pund og så giver iskiosken resten,” sagde han og gav mig et smil. Jeg smilte taknemmeligt, men så hørte jeg en vred stemme. ”Nej, da kan du lige tage fejl, unge mand. Hun betaler selv. Hvis hun ingen penge har, kan hun heller ikke få,” sagde en mand der stod ved siden af drengen.

Jeg ville nok tro at det var hans far eller chef. ”Ej, come on far, det er et pund,” sagde han. ”Nej!” sagde faderen strengt. Drengen gav mig et undskyldende blik. Jeg kunne mærke pludselig mærke en der prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig hurtigt om også en  pige på min alder. Hun havde det smukkeste lange lyse hår og nogle smukke blå øjne. Hun gav mig et varmt smil og rakte noget frem til og sagde: ”Her, du kan bare få en af mig. Det gør ikke noget”. Jeg smilte venligt og tog imod hendes penge. Derefter betalte jeg min is og gik ud af køen. Jeg stod ved siden af kiosken for at vente på pigen. Efter 2 minutter kom hun ud. Jeg gav hende et smil og hun kom gående imod mig.

”Tusind tak for pundet. Jeg skal skam nok betale dig tilbage. Det lover jeg!” sagde jeg til hende. ”Ej, det behøver du virkelig ikke. For resten er mit navn Leah Horan. Du må være Maya, den nye pige i byen,” sagde hun og jeg hun gav mig hånden. Hendes efternavn mindede mig dog om et eller andet, men hvad vidste jeg ikke. ”Ja, det er jeg. Hvordan kendte du mit navn?” spurgte jeg. Hun hav et lille grin. ”Maya, du er ankommet til den mindste by nogensinde. Alle kender hinanden her og alle ved hvem du er. Du er ligesom nyt ’slik’ til byen. Der sker aldrig noget her, så når der flytter nye til byen, går folk helt amok.” Jeg kiggede overrasket på hende og vi begyndte begge at grine.

Vi smilte begge til hinanden. ”Maya, jeg ved at det lyder skørt. Men jeg tænkte på om de godt kunne tænke dig at komme med hjem til mig? Du ved hænge lidt ud. Jeg ved hvor svært det er at flytte til en ny by, hvor man ingen kender. Så har du lyst?” spurgte hun og kiggede håbefuldt på mig. Jeg var lidt usikker. Vi havde lige mødt hinanden, men jeg havde jo sagt til mig selv at jeg skulle videre i livet. Jeg gav hende et smil og svarede: ” Ja, det vil jeg da godt.” ”Super!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...