Skuffelsens Tid

Sakira var et helt normalt barn. Som alle andre børn var hun bange. Bange for at hendes forældre skulle tage beslutningen om at blive skilt. Historien er skrevet på egne erfaringer om selve emnet skilsmisse. Der er kun ét kapitel af historien :D

0Likes
0Kommentarer
1003Visninger
AA

1. Skuffelsens Tid (Første og sidste kapitel)

,,Man tænker ikke rigtig over det. Men det er bare så skuffende og hårdt. Man kan bare ikke rigtig dele det med nogen. De kender jo ikke til det…”

Før boede jeg i et hyggeligt hus. Huset var stort. Alt for stort - men perfekt for et enebarn som mig. Der var kun mig, Suki, far og mor. I det hyggelige hus på Kastanjevej. Der var flotte potteplanter foran vores dør. De var i gule og blå farver. Der var smukke blomster, der kravlede op af vores mur. De var meget specielle. Så var der mig. Mig, den lille japanske pige, ved navn Sakira. Langt, mørkebrunt og glat hår. Små smalle øjne der havde farven brun. Jeg elskede mine øjne. Jeg har altid syntes, de var pæne.

,,Det er bare så…Så.. Så hårdt.. Skuffende.. Alt hvad der ikke må ske for et lille barn..”

Jeg husker det tydeligt. Jeg sad på mit rolige værelse og læste. Der var helt stille. Kun lyden af min, og Suki’s, vejrtrækning kunne høres. Min var hurtig, men Suki’s var jævn og langsom. Mine øjne skimtede nervøst siderne igemmen. Jeg læste ikke. Jeg kunne ikke engang huske ét ord af bogen. Mit ellers så rolige hjerte pumpede blodet hurtigere og hurtigere rundt. Jeg gispede lidt ind imellem. Jeg løftede hovedet en anelse op, og fik øje på det mellemstore akvarium. Fiskene svømmede lige så stille rundt. De vidste ikke, hvad jeg var bange for – det gjorde jeg heller ikke.. Hvert fald ikke før det bankede på døren til mit værelse. Min hund Suki reagerede lynhurtigt på de dybe lyde ved døren. Han farede op, og gøede uafbrudt. Håndtaget blev forsigtigt og langsomt trukket ned, og min mor stak hovedet ind af døren. Hun smilede det der skæve smil.

,,Hun anstrengte sig virkelig. Hun var så tæt på at begynde at græde. Jeg kunne se det i hendes smalle øjne. De var helt blanke..”

Jeg trykkede håndfladerne sammen, og gik ind i stuen, som hun bad om. Jeg kunne fornemme, hvad hun – eller de ville fortælle. Jeg snøftede kort, og tørrede en tåre væk fra kinden. Jeg havde en kæmpe knude i maven, der lavede store smerter.. Jeg satte mig roligt og forsigtigt på sofaen. Mit liv lå i deres hænder. Ville de ødelægge det kunne jeg aldrig tilgive dem – aldrig! Min far mumlede et eller andet. Jeg rynkede mine øjenbryn ,,Kom nu til sagen!!” Min mor trykkede sine læber hårdt mod hinanden. Hun kiggede nervøst over på min far, som lænede sig frem. Han støttede sine arme på hans ben, og kiggede mig direkte i øjnene. Hans øjne gjorde ondt, og jeg måtte kigge ned. Så kom det. De der hårde ord et barn aldrig burde høre ,,Vi skal skilles..” Hans stemme var dyb. Der lå noget skyldfølelse i den. Men han skjulte den så godt, at jeg næsten ikke kunne fornemme den. Et stød gik igemmen min krop. Min knude i maven blev større. Den bredte sig hurtigt og gav mig kvalme. Tårerne prikkede i øjnene og kæmpede for at kunne trille ned af mine blege kinder. Jeg snøftede kort. Jeg var vred, og inde under vreden lå tristheden, og inde under den lå skuffelsen. En dyb skuffelse der smadrede min drøm om at få den ønskede kernefamilie. Jeg tørrede tårerne væk fra mine kinder, og tog en dyb indånding. ,,Nej..” Hviskede jeg næsten lydløst. Klumpen i halsen havde ødelagt min stemme. Den var væk, min stemme var væk..

,,Familien.. Den er jo ødelagt?.. Hvorfor mig? Hvorfor mig ud af de mio. af børn der findes? Hvorfor? Jeg forstår det bare ikke..”

Drømmen om at have en familie der vokser og vokser. Både i kærlighed og med familiemedlemmer.. Jah.. Den var ødelagt. Aldrig nogensinde har jeg villet give mine børn sådan en oplevelse. De skulle aldrig ende med at blive så skuffede som jeg blev.. Men man ligner jo sikkert sine forældre. Gør man ik? Er det en undskyldning for, at jeg lige har gjort det samme?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...