To Young To Die?

Dette er historien om hvordan man kan forandre sit liv på en enkelt dag - og dø af det. Jeg skriver historien om Michele Nacady der døde af anoreksi, i år 2001.

9Likes
17Kommentarer
1715Visninger
AA

3. Anoreksi

Jeg besluttede mig for at skære ned på slikket, og begynde at motionere noget mere. Jeg ville blive smuk og slank, ligesom de andre piger i klassen. Jeg prøvede det de første par uger, men der skete ikke noget. Når jeg havde motioneret var min mave tom, så jeg fyldte mad i mig, selvom jeg viste at jeg ikke skulle gøre det. Da jeg ikke kunne styre mig selv når jeg var sulten, gik det i kaj. Jeg begyndte derfor at banke mig selv når jeg spiste imellem måtiderne. Til sidst blev jeg så bange for mig selv, at jeg ikke ture spise andet end de måltider der blev stillet foran mig. Problemet var bare, at det var fed mad der blev stillet frem til mig. Det viste jeg godt, men jeg ture ikke begynde at slå mig selv efter for meget mad. Jeg blev derfor enig med mig selv om at lade hver med at spise noget slik overhovedet, og holde mig i god form, samt ikke spise morgenmad. Efter det gik det 'godt'. Mine deller forsvandt langsomt ud, men ikke hurtigt nok. Jeg ville ha' at det skulle gå hurtigere, så da jeg var 11 år begyndte jeg kun at spise halvdelen af maden der blev serveret, samt slette morgenmaden. Hver gang jeg kom hjem fra skole, blev jeg så tiltrukket af bare at gå hen til køleskabet og æde os ud af huset. Nogengange kunne jeg slet ikke holde mig selv tilbage. Min mave begyndte at gøre ondt dagen lang, og jeg begyndte at blive mere svimmel, og træt end normalt. Men jeg var glad. Jeg blev tyndere og tyndere, for hver måned der gik. Men det var stadig ikke nok. Jeg spiste mere end jeg måtte for mig selv. Jeg viste godt at jeg af og til ikke kunne lade hver med at tage noget fra køleskabet. Det blev så slemt at jeg begyndte at brænde min arm når jeg havde taget noget mad jeg ikke måtte - for mig selv.

  Mine plegeforældre begyndte at blive bange for hvad der skete med mig. Somregel kunne jeg få dem til at tro at jeg havde spist morgenmad når de kom ned, men til sidst kunne de hvist regne ud at jeg ikke spiste noget.

  "Er du syg?" blev min mormor ved med at spørge, men jeg rystede bare på hovedet og lukkede øjnene for ikke at begynde at græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...