med ryggen mod træstammen

om en pige i 8. klasse der har mistet sin elskede bror, som også var hendes bedsteven.

1Likes
1Kommentarer
449Visninger
AA

1. med ryggen mod træstammen

 

Hun gisper, hendes hjerte hamrer i hendes bryst. Hun sætter sig op og, prøver at få kontrol over sin vejrtrækning. Hun klør sig i håret der er helt fugtigt af sved. Hun tænder lyset.

Klokken ringer. Hun hører det godt, men at skynde sig, var måske også for meget at bede om. Hun overvejer en sidste gang, om det er det værd, hun ser hendes mors bekymrede ansigt for sig. Nu er det for sent, nu er der ingen vej tilbage. Hun overvejer om det bare er den samme formaning hun skal høre fra lærerinden denne gang, hun trygger dørhåndtaget ned, kigger forsigtigt ind af den lille sprække mellem døren og dørkarmen. Det er dette tidspunkt der er det værste. Hun undviger alle blikkene, og sætter sig ned bagerst i klassen. Hun ser på lærerinden, hun ser at hendes mund bevæger sig, med en meget alvorlig mine, men hun hører overhovedet ikke hvad hun siger.

Hun plejer faktisk ikke at være sådan her, hun plejer faktisk at være en god pige der var for-holdsvis flittig i skolen. Men det var åbenbart dén gang, ingen ting er som dén gang længere. Al-ting virker bare så uvirkeligt, som om hun ikke længere… som om hun ikke længere er i live, men bare overlever, som om hun er på den anden side og bare er tilskuer til sit eget liv.

Det ringer ud. Der går en følelse af lettelse igennem kroppen på hende. På vej ud møder hun en del blikke fyldt med medlidenhed, det er næsten en kvalm fornemmelse. Den kolde, friske luft rammer hendes ansigt da hun åbner døren og går ud i skolegården, hvilken befrielse. Hun har sin slidte skoletaske på ryggen, hun begynder at gå. Hun finder hullet i hegnet, som hun smutter ud igennem, hvilket fører hende ind i skoven, som er skolens nærmeste nabo. Hun finder det sted bag det store egetræ bag busken med de røde bær, hvor hun plejer at sætte sig når hun trænger til at tænke. Hun sætter sig med ryggen op mod træstammen, og kigger op på den klare blå himmel.

Vinden piber, hun går forbi en lygtepæl der blinker i mørket. Det er tåget, og koldt. Hun er nervøs, hun har det som om hun bliver forfulgt. Hun går forbi en række huse, der alle er mørke og kolde, hun går forbi et lille kælder vindue, med et lille spinkelt lys, det er for lille til at være en lampe der var tændt, der var mere en lille flamme. Det kunne være et stearinlys, ja det måtte det være, et lille bitte stearinlys. Døren til huset står åben, hun kigger forsigtigt ind. Der er ingen. Hun lister ind. Indenfor døren er der en trappe, som hun følger. Den fører ned til kælderen, og ganske rigtigt står der et lillebitte stearinlys med en lille flamme. Der går et sug igennem hendes krop, der står en skikkelse bag hende. Af en eller anden grund bliver hun ikke skræmt, hun står bare og kigger. Der lyder en stemme i hendes hoved: ”Jeg har det godt, jeg savner jer, men vi ses på den anden side”

Hun vågner med et sæt, hun er helt våd af sved, og hendes hjerte sidder oppe i hendes hals. Hun rejser sig op, og tager nogle grannåle ud af håret. Det er ved at blive mørkt. Hvor længe har hun mon sovet. For tiden har hun det med at falde i søvn alle mulige steder, forståeligt nok da hun ikke får lukket et øjet om natten, pga. den drøm, det er altid den samme der forfølger hende. Hun kigger på uret. Hun må nok se at komme hjem.

Hun tænker på drømmen. Lige siden hendes elskede bror gik bort, har hun drømt den drøm, hver eneste nat, og får den sags skyld dag, stort set hver eneste gang hun er faldet i søvn. Hun husker hvor glad hun er i starten, hvor glad hun er får at se hans ansigt igen, det er så levende for hende, men også i samme sekund husker hun også det store tab af at miste ham igen, at miste hendes bedste ven igen hver eneste nat, og i ren frustration gå fuldstendig i panik, fordi det bare gør så ondt, så ondt hver eneste gang. Det var sådan det startede, det var sådan de søvnløse næt-ter begyndte.

 Hun står ved busstoppestedet og venter på bussen. Det tager en evighed. Hun begynder at blive smånervøs. Kommer den snart? Hun kigger på busplanen, jo der skulle være én bus tilbage, og den skulle gerne komme her om 3 min. Hun venter. Der går 5 min. Hvad mon mor går og tænker, hun husker mors bekymrede ansigt, da hun tog i skole, og at mor spurgte om hun nu var helt sikker på om hun ville af sted, for hun kunne altså sagtens bliver der hjemme ved hende og far, men nej, hun havde brug for at komme lidt væk, lidt væk fra det hele. Der hjemme var alt gået i stå, mor og far går ikke på arbejde længere, de får ingen gæster, og der spises stort set kun take away, fordi der er ingen der laver mad.

Hun kigger ned for enden af vejen, og ser bussen dreje om hjørnet. Endelig! Tænker hun. Bus-turen tager en evighed. Et par sæder længere nede i bussen sidder genboens dreng. Hun ser ham ikke så tit længere. Han var en af Laurits gode venner. Laurits var hendes bror. Genboens dreng, var engang hjemme ved dem hver eneste dag. Hun kan huske nogle af de gode stunder hvor de har været på ferie, hvor han og hans forældre har været med, lige siden de var helt små. Lige siden de var helt små har han og hendes bror været de bedste venner og derfor været meget sammen, hvilket så har betydet at hun også har været meget sammen med ham, men nu ser de aldrig hinanden længere, bortset fra at hun har set ham tage i skole et par gange.

Bussen drejer ned af en vej. Hun skal af næste gang. Hun stiller sig ned til døren og venter på at bussen stopper, og selvfølgelig skal genboens dreng også af her. Han stiller sig ned ved siden af hende, og kigger ud i luften, han har et par poser i hænderne fyldt op med ting. Han kigger på hende. Han kigger på hendes ansigt. ”Hej” siger han meget forsigtigt, og meget stille

. Hun kigger op på ham. Hun står og ser meget forbløffet ud, på en måde som en pige i 8. klasse kan se ud når den hun har været hemmeligt for-elsket i, i flere år, lige har give hende den største kærlighedserklæring. Hun når ikke at svare inden dørene går op og han forsvinder ud.

Hun står ude foran døren til hendes opgang. Hun står bare og står lidt. Pludselig hører hun et kæmpe rabalder, og en drenge stemme, der fyldes med smerte. Hun går hen for enden af kom-plekset og kigger rundt om hjørnet. Det er genboens dreng der ligger og ruller rundt i græsset. Han er tilsyneladende faldet over en af de tåbeligt skrallespande kommunen har sat op for at mindske skovssvineri.

Hun løber over til ham.

”er du kommet noget til” får hun lige knap fremstammet. Selv på denne lille strækning har hun formået at miste pusten fuldstændig. Han vender sig rundt og kigger lidt uvidende på hende. Hun begynder at samle et par af hans ting sammen der har spredt sig rund i græsset. Han rejser sig op, uden helt at støtte på den ene fod.

”Skal jeg ikke hjælpe dig op med dine ting?” Spørger hun meget forsigtigt imens hun får samlet de sidste ting sammen.

”Tak” siger han. Hun sætter tingene ind i køkkenet, og følger med ham ind på hans værelse. Hun har selvfølgelig været her før, men hun har det alligevel som om hun er en lille smule frem-med. Det hele er så forandret, selv om det er en fuldstændig identisk lejlighed med hendes egen kan hun over hovedet ikke kende den.

”Mange tak for hjælpen” siger han, imens han sidder på sin seng og undersøger sin fod.

”Det var så lidt” siger hun, imens hun fniser lidt for sig selv. Der bliver en tavshed imellem dem, en tavshed der på ingen måde er akavet, men som bare er når to mennesker kender hinanden så godt at ord nogen gange er overflødige.

”Hvordan har du det?” drister hun sig til at spørge. Der går et stykke tid, og hun fortryder med det samme at hun spurgte.

”Det går” siger han lidt for sig selv. ”Jeg savner ham meget… jeg er næsten aldrig i skole, og jeg er holdt op med at se mine andre venner, men…” Der løber en tåre ned af hans kind, og han begynder at snøfte. ”det er bare så hårdt!” hun sætter sig over ved siden af ham, og lægger sin hånd på hans skulder.

”jeg… jeg har denne her drøm… den handler om ham… han siger at han…” hun kan mærke at hendes øjne begynder at svie, der løber et par tårer ned af hendes kind. Hun begynder at hulke. Han tager fat rundt om hende og holder hende ind til sig, for at trøste hende, det er præcis på samme måde som hendes bror plejer at trøste hende når hun var ked af det, dén gang. Hun ligger armene rundt om hans hals, og mærker med det samme at han stadig græder. Gråden tager til.

 

”hvad…” han snøfter en sidste gang og tørrer sig under øjnene ” hvad sagde han?”

”Han stod bare og kiggede på mig… med et fredfuldt ansigtsudtryk. Han stod bare og kiggede på mig, imens han sagde Jeg har det godt… jeg savner jer… men vi ses på den anden side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...