Love is like a war

Rose har i lang tid haft et godt øje til den populære dreng på skolen ved navn Zayn. - Hvad hun ikke ved er at han også har haft et godt øje til hende, i de sidste dage af skoleåret. - Hvad sker der når romantikken blomstre igennem sommeren? Når Zayn uden varsel bliver kaldt i krig? Når bomben springer?

10Likes
14Kommentarer
1675Visninger
AA

3. Kapitel

 

 

"Du er fantastisk Rose, jeg elsker dig."

 

"Rose?" Musikken overdøvede næsten  Nathalies stemme men alligevel formåede Rose at høre den. Hun trak sig forsigtigt ud af hans, Zayns, favn og fulgte lydigt med sin veninde Nathalie. "Hvorfor har du ikke fortalt mig noget?" Hun var igang med  at trække Rose ud på pigetoilettet, samtidig med hun råbte det over hendes skulder. Rose vidste ikke hvad hun skulle sige. Nathalie var hendes bedste veninde igennem mange år, men hun havde ikke formået at fortælle hende det. Hun var bange for at ødelægge noget. Hendes første rigtige forhold med en dreng. En dreng der rent faktisk kunne lide hende, og ikke bare scorede hende fordi han kedede sig. Hun ville holde det hemmeligt så længe som muligt for ikke at komme i konflikter.

Hun vidste mange af pigerne på hendes skole var vilde med ham. De ville gøre hvad som helst for at score ham, bare for at fortælle deres veninder at de havde scoret den lækreste dreng på skolen. - Og som den lækreste, dermed også mest populære. Hvis det kom ud at de, Zayn og hende havde noget sammen og de fandt ud af det, ville de komme efter hende. Ikke for at tæve hende, hvilket sagtens kunne have været muligt, men nej, for at komme med nedladende kommentarer. 

 

"Du er ikke værdig nok til ham." "Du har ikke en chance hos ham." "Hvad får dig til at tro at han nogensinde ville falde for dig? Skolens grimmeste pige." "Vi ved begge hvem der vinder. Det gør vi."

 

Nathalie bukkede sig ned efter hver toiletbås for at sikre sig at de var alene. Hun smilede tilfreds og satte sig op på vasken. Hendes korte kjole røg længere op når hun sad ned, men det så ikke ud til at hun havde lagt mærke til det og Rose havde ikke tænkt sig at påpege det.  "Undskyld, men jeg var bare så bange for at ødelægge det." Mumlede hun og lænede sig op af vasken ved siden af Nathalie. "Jeg er din bedste veninde, helt ærligt, tror du selv på at jeg kunne finde på at sige det videre? Det ville have været vores lille hemmelighed." Hun smilede overbevisende og straks skyllede skyldfølelsen ind over Rose. Selvfølgelig kunne hun have stolet på sin bedste veninde, de fortalte hinanden alt. Hun kunne aldrig finde på at sige det videre, så hvorfor havde hun pludselig tvivlet? Hun smilede skævt og kiggede undskyldende på Nathalie. "Undskyld, det var bare så nyt. Jeg burde have vist jeg bare kunne have sagt det til dig." Nathalie hoppede ned fra vasken og rettede kort på sin kjole. "Nå, men det var egentligt bare det jeg ville vide." Hun kiggede sig i spejlet, sendte hende selv et charmerende blik og fortsatte så; "Vi skal ikke lade din prins vente for længe, det ender bare med at en af de andre piger napper ham." Rose grinede kort og fulgte med Nathalie ud i den store hal der var pyntet utrolig smukt, igen. 

"Hvad ville hun?" Han tog hende hurtigt i sin favn igen. Han havde bekymret sig for hende, bare i det korte øjeblik hun var væk. Han råbte næsten ordene da musikken spillede højt og overdøvede alt andet. "Hun var bare nysgerrig, ikke noget særligt." Svarede Rose hurtigt og lagde hendes arme om hans skuldre igen. Nøjagtig som inden hun havde forladt ham. Han smilede forstående og de begyndte så stille at danse videre. Aldrig i sit liv havde hun været så glad. Det hele; stemningen, øjeblikket, drengen, dansen, musikken. Alt var perfekt!

 

***

 

"Kom!" hviskede han i hendes ører, tog et fast greb i hendes hånd og førte hende hen mod udgangen. Skulle de allerede gå? Hvad med resten af skoleballet? Skoleballets konge og dronning var ikke engang kronet endnu, en af ballets vigtigste traditioner. "Hvad skal vi?" Tvivlen i Roses stemme var kun blevet større da de allerede var nået et godt stykke væk fra skolen. Han svarede ikke på hendes spørgsmål men trak hende blot videre. "Zayn." Hun stoppede modvilligt op. Nu ville hun ikke mere, hun ville vide hvor de var på vej hjem. Han stoppede straks og kiggede uforstående på hende. "Jeg går ingen steder før jeg får af vide, hvor vi skal hen." Sagde hun bestemt og lade armene over kors. Hendes kjole var stropløs og kort og hun begyndte at fryse af at stå stille. Hun kørte hurtigt hånden over den ene arm for at få fjernet gåsehuden. "Jeg ville være alene med dig, der var ikke ét øjebliks fred derinde. Alle kiggede på os." Han tog sin jakke af og lagde den om hendes bare skuldre. Han var ligeglad om han begyndte at fryse, bare hun havde det godt. Der var intet der skulle gøre hende ondt, det ville han ikke tillade. For alt i verdenen, bare hun havde det godt.

Rose fik det pludselig dårligt. Han ville bare være alene med hende. Hun begyndte at gå videre og han fulgte hurtigt med hende. De stoppede ved et stort træ. Mørket var lige så stille trædet til og et par enkle stjerne var til at spotte på den mørke himmel. En ensom gade lygte var det eneste der oplyste det lille opholdssted under træet. Han tog hans jakke, spredte den ud så de kunne sætte sig på den så deres tøj ikke ville blive beskidt. Han lagde kærligt armen om hende og trak hende ind til sig. Sådan sad de. De talte ikke sammen, udvekslede ikke blikke. De sad bare og nød stilheden og hinanden selskab. 

"Du er fantastisk Rose, jeg elsker dig." Han kyssede hende på panden og et elskeligt smil spillede på hendes læber.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...