Man skal ikke kaste med stiletter hvis man selv går i sneakers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 18 apr. 2012
  • Status: Færdig
Jessica er en normal stræbende elev fra Ohios stats universitet. Hun prøver at bryde rollen som skolen nørd, hvilket aldrig er lykkes.
En dag ruller nogle store sorte busser med tonede vinduer ind på skolen. Designeren Juliene Force er på jagt efter nye tallenter til at fremvise sine fremtidige kollektioner.
Den afdankede model Abby vil gøre alt for at Jessica bliver kasseret til fordel for hende

18Likes
17Kommentarer
4050Visninger
AA

12. TOLV

 

Jeg sad i makeup stolen og fik smurt lilla læbestift på læberne af Marcel, mens jeg holdte øje med Abby i spejlet. Hun stod et stykke bag mig med fuld makeup og var ved at blive klædt i en fjerklædt kjole og et par ræderlige stilletter der lignede en påfuglebag med alle de farver. Hun sagde noget fornærmende til damen der klædte hende på der fik damens mund stil at snerpe sig sammen. Det så ud som om hun havde lyst til at råbe Abby op i ansigtet, men det er ikke det hun er ansat til. Desværre.

Jeg løftede et øjenbryn da Damien kom ind i rummet. Abby rettede sig med det samme op og viftede ham over til sig. Hun lod som om hun ikke kunne holde balancen i hendes stilletter, så hun greb fat om hans skuldre og smilede sødt til ham. Hvis jeg var rigtig ond, var det nu jeg skulle ødelægge øjeblikket. Jeg kiggede mig i spejlet og så mit ansigt eksplodere i farver. Jeg ved ikke om Juliene Force havde siddet i en zoo et sted i USA og studeret fuglenes fjerpragt, men jeg lignede jeg havde fået tæsk og var blevet symmetrisk blå, lilla og rød i begge sider af hovedet. Hvis hun endte med at flyve på mig, ville ingen opdage det. Great!

Jeg rejste mig op og gik målrettet over til Damien og prøvede at ignorere Abbys ansigt der blev mere og mere arrig jo tættere på Damien jeg kom. ”hey.” Sagde jeg bare til ham da jeg stoppede op ikke engang en halv meter fra ham. Jeg kunne mærke jeg blev flammerød i hovedet under makeuppen, men jeg prøvede at bevare fatningen og ikke lade mig gå på af min generthed. Damien smilede bare skævt til mig og beholdte øjenkontakten. ”Hvaaa’, vil du ikke komme med ud og se mig gå? Give mig noget respons på min første catwalk?” Spurgte jeg og gik lidt tættere på Damien. Han gik også tættere på, hvilket ikke var en del af min plan, men det virkede perfekt. ”Jeg kan da se på i stedet. Du ville have bedre af at få noget konstruktiv kritik fra en professionel som mig.” Sagde Abby som prøvede at ligge sig i mellem mig og Damien, hvilket ikke lykkes så godt. ”Tak men nej tak, Abby. Jeg har været har længe nok til at kunne gennemskue talent, og jeg tror Damien er den perfekte til at give mig den respons jeg ønsker.” Sagde jeg til Abby, men stadig med øjenkantakt til Damien. Jeg blinkede en enkel gang til ham for at forsegle mine ord, og det fik ham til at vende ryggen til Abby og løfte sin arm mod mig, så han kunne fører mig ud til podiet jeg snart skulle gå på for første gang. ”Jeg vil være lige bag gardinet til højre.” Sagde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...