Man skal ikke kaste med stiletter hvis man selv går i sneakers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 18 apr. 2012
  • Status: Færdig
Jessica er en normal stræbende elev fra Ohios stats universitet. Hun prøver at bryde rollen som skolen nørd, hvilket aldrig er lykkes.
En dag ruller nogle store sorte busser med tonede vinduer ind på skolen. Designeren Juliene Force er på jagt efter nye tallenter til at fremvise sine fremtidige kollektioner.
Den afdankede model Abby vil gøre alt for at Jessica bliver kasseret til fordel for hende

18Likes
17Kommentarer
4032Visninger
AA

8. OTTE

”JEG ER ET PILETRÆ! JEG ER ET FUCKING YNDIGT PILETRÆ!!” skreg jeg ud over hele den tropiske have. Folk var standset for længe siden, for at glo på mig. Jeg var blevet placeret i en lortebrun-kjole med barkaftegninger og mit ansigt var farvet samme grumme farve og mit hår sad som en trækrone på mit hoved og spraymalet grønt. Ned af mine arme havde de malet brune striber og jeg var snart på grådens rand. Jeg stod med mine arme oppe for at ligne et træ så meget som muligt – hvilket Marcel og den nye kamera mand ikke syntes jeg gjorde. De havde brugt det sidste kvarter på at rette mig mens Abby stod ude i siden med armene lagt over kors og smilte ondskabsfuldt i mængden af andre tilskuere der var samlet rundt omkring fotoshootet efter mit lille vredesudbrud. ”Føl det! Du er træet! Der er ingen følelse i dine arme! Vis dem! Vær stolt af dine grene!” Jeg var så tæt på at eksplodere, gå hen til kameramanden og smadre hans eget kamera i fjæset på ham. ”Selvfølgedig har jeg ikke nogen følelse i mine arme! DER ER INGEN BLODTILFØRELSE TIL DEM NÅR JEG HOLDER DEM OP I LUFTEN!” Skreg jeg tilbage til fotografen og sendte ham et ondt blik. Han lod som ingenting og sagde jeg skulle tage armene op igen. Tilskuerne begyndte at fnise og det gjorde ikke mit humør bedre, men jeg prøvede at bide det i mig og truttede med munden som kameramanden sagde jeg skulle, bare for at få det overstået.

Da jeg kom ud i makeup rummet efter fotoshoot havde jeg virkelig trang til at smadre noget. Jeg tog fat i et bord og skubbede til det alt det jeg kunne, så det kurede et godt stykke hen af det glatte gulv og ramte en person. ”Shit. Hvad fanden laver du?” Sagde Damien. Han tog sig til benet og han havde smadret hans plastikkrus med vand i ren refleks og havde spildt ud over sit tøj. ”Sig ikke du også skal være blomst?” Sagde jeg og satte mig i den første og bedste stol. Nogle blomster piger der havde været inde før mig sad og gloede på mig ovre fra den anden side af rummet. Hvorfor kunne jeg ikke have været en blomst? ”Nej DET skal jeg ikke. Det ville være direkte pinligt. Jeg bor bare i bussen fortiden. Det meget nemmere end at rejse frem og tilbage fra Californien.”

Damien gik over til vandtanken og hældte et glas op til mig. ”Californien? Det skulle være et skønt sted. Sol året rundt.” Sagde jeg og kom til at se mig selv i spejlet bag den ene blomster-pige. Jeg blev pludselig pinligt berørt over at Damien skulle se mig sådan. Eller rettere – alle der ser en reklame for den grimme kjole jeg havde på. Det var vel en del af jobbet at se latterlig ud engang i mellem. ”Du er et flot træ.” Sagde Damien og fulgte mit blik ind i spejlet. Jeg gibbede med øjnene. What? Jeg rørte mit torperede hår med den ene hånd og den grønne maling smittede af på min hånd. ”Det får jeg aldrig ud af mit hår. Det bliver pinligt på vej hjem i bussen. Hvis jeg da kan komme ind i den uden at farvenen smitter af på begge sider af dørkarmen.” Damien grinte mens blomster pigerne bare sad og gloede. Havde ikke brug for nogen respons fra dem af alligevel. Damiens latter var mere end nok og meget beroligende efter sådan en omgang skrigeri ude i haven.

Beklageligvis kom Abby ind i rummet. ”Åh det var jo det jeg sagde til Marcel. Du ville være den bedste til at være træ!” grinte hun og satte sine hænder på hofterne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...