Kærlighedens kolde fodspor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 1 jul. 2012
  • Status: Færdig
Lillian har en hverdag fyldt med problemer. Lige fra mobberi i skolen, til de normale teenager-problemer. Men da hun møder barndomsvennen Derek, som har været forsvundet i flere måneder, helt til år nu, fordobler hendes problemer sig. Især fordi Derek rummer en stor hemmelighed...

10Likes
24Kommentarer
3826Visninger
AA

17. Lillians synsvinkel:

Vinden slår mod mig, da jeg træder udenfor i skolegården. Regner styrter ned, og jeg løber mod cykelskuret. Vejret vil åbenbart gerne have jeg skynder mig hjem og det har jeg ikke noget i mod, men skæbnen vil det vist anderledes.

”Der er du!” hører jeg ham råbe bag mig. Jeg stivner. Åh nej... Hvorfor i dag? ”Har du savnet os?!”

Han griner selvsikkert, og når nu helt op bag mig. Jeg kan ikke se ham, men jeg kan mærke det. Det kribler underligt i fingrene. Jeg har lyst til at smadre noget. Jeg har lyst til at smadre hans fjæs.

”Det har du ikke også... Tudefjæs?” hvisker han i mit øre, og jeg kan mærke hvordan hårene rejser sig på mine arme. Tudefjæs... Deres kælenavn til mig. Det er ikke fordi jeg noensinde har grædt over for dem, i hvertfald ikke bevidst, men grædt, det har jeg. Tudefjæs, det er som skapt for mig. Totalt ironisk...

Pludselig griber han fadt i mit hår, og river den bagud. Det gør ondt, og jeg har egentlig lyst til at skrige, men  jeg ved det ikke hjælper. Der er alligevel aldrig nogen der hører mig.

Han holder munden helt henne til mit øre, og løsner ikke grebet et sekund. Det gør så ondt. Så forfærdelig ondt.

”Du tror du er noget, ikke? Men nu skal jeg sige dig noget. Du er ikke spor special. Ingen bekymrer sig om dig. Alle er ligeglade med dig. Hører du mig? Ligeglade. Du er ligegyldig for dem. Ingen... Ingen vil nogensinde holde af dig. Forstår du det?! du er et nul!” væser han ind i mit øre. Jeg kan ikke gøre andet end at høre på hans ord. Jeg gør intet for at stritte i mod, for jeg ved det ikke nytter. Jeg ved det godt. Jeg ved det... ”Men det ved du jo godt, ik’ tudefjæs?”

Så spytter han mig i ansigtet, og smider mig fra sig. Jeg lander på den våde astfalt, og slår mig på hænderne. Det bløder svagt, og det svier af helvede til. De griner selvsikkert, og smiler ved synet af mig. Jeg rejser mig tøvende, og håber det var underholdning nok for dem. Så kan jeg måske få ro.

Jeg går hen mod min cykel - da jeg finder ud at de vist er færdige med mig for i dag, eller det troede jeg lige indtil jeg ser den - men standser så brat op. Jeg glor på den. Stirrer bare. Det er som om jeg er frosset til is, og ingen har lyst til at tø mig op igen. Jeg er som stivnet... Nej, jeg er stivnet. Hvordan kan de gøre det mod mig? Det er svært at lade være med at stirre på den, og endnu svære at holde tårene tilbage. Hvorfor gør de det her? Hvorfor gør de det?

Min cykel er mildest talt et mareridt. Den er skrækkeligere end skrækkelig. Den er... malet orange. Skrigende orange. Altså VIRKELIG orange. Og som en prik over i’et, har de skrevet med store bogstaver: ”TABER!” overalt på den. Det er en cykel man ikke kan holde øjnene fra. Jeg kan mærke en tåre løber ned af min kind, men jeg lader den være, håber på at de bare tror det er en regndråbe, jeg bilder mig det selv ind, alligevel er jeg sikker på de ser den. Hvorfor? Hvorfor mig? Jeg kan høre dem grine bag mig. Smile selvsikkert, og syntes det hele er så sjovt. Det er det også for dem, bare ikke for mig.

Jeg er lige ved at løbe væk, gemme mig et sted og tudebrøle, drukne i min egen elendighed, da jeg hører ham. Han er som altid den som redder mig. Han er min frelser:

”HEY! Lad hende være!”

Jeg vender hovedet, og jeg kan mærke hvordan mit hjerte begynder at banke hurtigere. Min frelser. Han er kommet. Han er kommet for at hjælpe mig. Hjælpe mig op af afgrunden jeg er faldet ned i. Han er min helt. Han er min frelser. Lucas...

”Bland dig udenom!” råber Thomas, lederen af den lille gruppe, nok nærmere end bande. De andre fjolser griner, og Thomas smiler selvsikkert... som altid. Lucas ignorer dem bare, og skynder sig hen til mig.

”Er du okay?” spørg han bekymret, og hentyder vist til sårene på mine hænder. Det bløder stadig, og svier en smule. Jeg nikker, og prøver at smile, men det bliver kun til en underlig grimasse.

”Kom, vi går hjem til mig og får det renset,” tilbyder han, og smiler bekymret til mig. Han stryger forsigtigt tåren væk fra min kind. Fanget!

”Men min cykel...” mumler jeg genert, og ikke mindst usikker. Overvældet over han sådan bekymrer sig over mig. Betyder jeg virkelig så meget?

”Den tager vi da bare med. Den trænger alligevel til at blive vasket...” Han skæver til den spraymalede cykel, tænk den engang var sort. ”...meget.”

Jeg griner. Mest af alt fordi det alt sammen er så underligt. Stemningen er så trykket, og alligevel så fjollet. Så her står jeg i øsregnvejr, med en orange spraymalet cykel, sår på hænderne og griner. Ja, jeg ved det. Jeg er mærkelig.

Lucas griner med, selvom jeg ikke er sikker på han ved hvorfor. Det er også ligemeget. Han er her for mig, og det er det der betyder noget.

Jeg går hen og låser min cykel op. Selv de helt små detaljer er malet orange. Hvordan skal jeg nogensinde få det af igen? Måske skal jeg bare opgive og købe en ny? Men en cykel er dyr, og min familie er ikke den rigeste. Vi har stadig svært ved at betale huslejen, hvordan skal jeg nogensinde få råd til en cykel. Min mor vil helt sikkert også spørge hvad jeg skal bruge pengene til, og hvad skal jeg så svare? Min mor kender jo ikke til drillerierne i skolen. Hvis jeg siger sandheden, og fortæller den er malet orange, vil hun helt sikkert spørge hvordan den er blevet det – en cykel bliver jo ikke orange af sig selv – og hvem der har gjordt det? også er jeg nød til at fortælle hele sandheden. Tanken skræmmer mig faktisk lidt. Jeg har levet så længe med den hemmelighed, og så pludselig fortælle alt. Det er uoverskueligt... og skræmmende. Alt for skræmmende. Jeg håber det kan gå af...

”Tak,” siger jeg, og smiler. Et ægte smil. Måske er den her dag alligevel ikke så slem. Altså hvis man ikke medregner den orange malet cykel.

”Det var så lidt,” siger han, og smiler forsigtigt til mig. Vi begynder at gå mod udgangen, men Thomas vil åbenbart ikke slippe os så let. Eller det kan hans ry ikke klare. Jeg tror ligefrem han panikker. Går simpelhen i chok.

”Øh... Uuuh, er i kærester!?” råber han og prøver vist at lyde hård, men det lykkes ikke. Man kan tydelig høre at han panikker, alligevel griner hans bande med. Først usikkert, men så mere sikkert. Ja, de har været rigtig strenge. Rigtig onde. Rigtig hårde. Rigtig modbydelige, fordi de har sagt at vi er kærester. Uuuh... så skræmmende. Sarkasmen er tyk. Alle bliver kærester nu. At vi er sammen – hvilket vi ikke er – er ikke noget stort. Det er ikke noget specialt, og det ved de. Det er ikke en saftig sladderhistorie. Nej, han panikker. Han har taget et spring, hvor han er sikker på at falde ogslå sig. Kraftigt.

Vi ignorer ham og fortsætter bare med at gå, men mine tanker flyver et andet sted hen. Et sted hen der er forbudt område. Jeg skæver til Lucas. Ligner vi et kærestepar? Og er vi det egentlig? Altså vi har jo kysset, men... betyder det egentlig noget? Betyder det noget for ham? Betyder det noget for mig? Jeg er ikke sikker. Det var jo bare et kys... ik’?

”Vi skal den vej,” siger Lucas, og afbryder min tanker. Han peger mod nogle huse, som egentlig kun er nogle utydelige skygger i horisonten. Det tager sikkert vildt lang tid at gå derhen, men vi begynder at gå. I mens kører spørgsmålet igennem mit hoved, igen og igen: Kan man elske to?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...