Kærlighedens kolde fodspor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 1 jul. 2012
  • Status: Færdig
Lillian har en hverdag fyldt med problemer. Lige fra mobberi i skolen, til de normale teenager-problemer. Men da hun møder barndomsvennen Derek, som har været forsvundet i flere måneder, helt til år nu, fordobler hendes problemer sig. Især fordi Derek rummer en stor hemmelighed...

10Likes
24Kommentarer
3841Visninger
AA

2. Lillians synsvinkel:

Jeg går gennem de smalle mørke gader. Her er klamt, fugtigt og fyldt med rotter. Her er dunkelt og uhyggeligt, her er øde. Ingen der griner. Ingen der peger. Ingen der hvisker om en, mens de tror man ikke hører dem. Men det gør man. Man hører alle de fede løgne de siger om en. Alle de stygge ting. Man hører ting man ville ønske man aldrig nogensinde havde hørt. Man hører ting som kan få tårene til at løbe ned af ens kinder. Det kan få en til at gøre vanvittige ting. Ting man ellers aldrig havde troet man kunne gøre.

Det kan få en til at se syner. Til at opdigte personer, så man ikke bliver ensom. Føle at nogen holder øje med en selvom der ikke er nogen i nærheden. Føle at nogen følger efter mig. At der hver sekund kan komme en springende og dræbe mig. Det er stressende hele tiden at være bange. At være så hadefyldt. Det kan gøre en mærkelig oppe i hovedet.

Det kan få en til at høre stemmer. Stemmer der siger de samme ting, men her er det sandt. Det er sandt at jeg er fed. At jeg er irreterende. At jeg er ulækker. At jeg er underlig, skør. At jeg er sindssyg. At jeg er vanvigtig. At jeg er så syg at jeg går til psykolog. At jeg skræmmer folk. Ordene hænger ved. De forfølger mig, og vil ikke forsvinde igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Rygsækken er tung, og jeg fortryder lidt at jeg går den lange vej hjem. Men alligevel kan jeg ikke holde ud at høre på deres grin, især da det er over mig. Jeg ved ikke hvorfor de gør det. Hvorfor det lige blev mig. Måske er jeg bare uheldig. Meget uheldig.

Jeg sparker til en tilfældig sten. Den ryger et par meter længere hen. Jeg løber efter den, og sparker den længere hen af gaden. Jeg sparker ud efter den igen, men rammer ved siden af og min fod lander i en vandpyt. Vandet siver igennem skoen, og gør min strømpe gennemblødt. Jeg bander lavmælt for mig selv. Typisk mig, at gøre sådan noget. Jeg prøver at tørre den lidt ved at gnide den mod jorden. Den bliver i stedet beskidt, og er lige så våd som før. Tyisk mig!

Jeg trasker videre, og drejer af et hjørne. Gaden her er mørkere og mere uhyggelig. Jeg skal lige til at gå videre, da jeg ser dem. En mand og en anden mand. Jeg skynder mig i skjul bag en affaldscontainer. Dem der bor her er ikke søde mennesker. Man skal hellere holde sig fra dem, og helst prøve slet ikke at blive set af dem. Jeg vil helst bare løbe min vej, men jeg er bange for at jeg gør opmærksomhed på mig selv, og en af dem løber efter mig. Jeg vil aldrig kunne løbe fra dem, med den tunge hvåde sko og alt i alt er jeg ikke så hurtig. Så den ide er spoleret.

Jeg læner mig frem, og smugkigger. Den ene mand ser forslået ud, og ligger op af den bare mur. Han har lukket øjne – tror jeg. Det er svært at se rigtigt i tågen der hænger som et slør omkring mig. Han ser træt, udmattet og gammel ud. Ikke fysisk, men han har det samme udtryk i ansigtet som gamle mænd. Som om de lige så godt kan opgive, og dø. De har alligevel levet livet. Men manden – eller en teenager er han nærmere – er nok kun mellem sytten – tyve. Han har stadig mange år foran sig.

Den anden – teenager, er han vist også – står bøjet over han, og jeg kan ikke se hvad han laver. Han er ikke særlig muskuløs, men ser alligevel meget stærkere ud en den anden, som har et par store overarme. Jeg ved ikke hvad der gør det, men jeg kan ikke lade være med at blive en smule bange for ham. Der er noget vildt og rovdyrs agtigt i hans blik, som får mig til at tisse i bukserne – altså ikke bogstavelig talt.. Han er ikke en man skal komme overens med. Det er sikkert.

Jeg tænker igen på at løbe, og overvejer næsten at gøre det, da teenageren der ligger ned pludselig slår ud efter den anden. Det er et halvhjertet forsøg, og det ser ikke engang ud som om ham den anden mærker det, da hånden rammer ham i maven. Det ser ikke ud som om det gør det mindste ondt. Ikke engang en lille smule. Sådan et slag kunne sikkert godt slå en mand til jorden. Alligevel står han urokkelig, og endnu mere skræmmende.

Han ser pludselig over mod mig, og jeg skynder mig at gemme mig bag containeren igen. Alligevel føltes det som om han ser direkte på mig. Mit hjerte banker afsted, og jeg kan slet ikke få min puls ned. Jeg trækker vejret urelmæssigt, og føler mig udsat. Udsat og skræmt. Virkelig skræmt.

Jeg kigger forsigtig ud af mit skjul, da jeg tror han ser væk igen. Men det gør han ikke. jeg ser lige ind i hans ansigt – som man ikke kan se særlig tydeligt pågrund af tågen. Hans øjne ser vilde og farlige ud, og hans hvide tænder nærmest lyser op. Så ser jeg det. Blodet.

Der er blod ved hans mund, og ovre ved muren ligger den anden teenager. Han er bevidstløs, og ser rimelig uskadt ud. Men alligevel er jeg ikke den mindste i tvivl om at blodet kommer derfra. Jeg skriger...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...