Kærlighedens kolde fodspor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 1 jul. 2012
  • Status: Færdig
Lillian har en hverdag fyldt med problemer. Lige fra mobberi i skolen, til de normale teenager-problemer. Men da hun møder barndomsvennen Derek, som har været forsvundet i flere måneder, helt til år nu, fordobler hendes problemer sig. Især fordi Derek rummer en stor hemmelighed...

10Likes
24Kommentarer
3845Visninger
AA

16. Dereks synsvinkel:

Jeg bliver i hytten lidt. Sidder i et nedslidt hjørne med en kold blodpose i mine hænder. Den har en åbning hvor en slangelignende tingest stikker ud. Den skal selvfølgelig bruges til at putte i maskinen på hospitalet, men jeg flår den bare op med et ryk og bruger den som et sugerør. Den røde væske smager sødt, men alligevel bittert. Vi har vel alle sammen prøvet at tabe en tand eller få en rift på tungen, hvor et par dråber blod forekommer. Det smager klamt, kan jeg huske at jeg sagde.

Hvor ironisk.

Jeg trykker det sidste blod ud af posen og smider den fra mig. Den lander på gulvet sammen med de andre. Jeg udstøder et underligt grynt da jeg tager endnu en slurk fra en anden blodpose. Lyden minder mig om ord. Bloddryppende ord som jeg aldrig vil kunne løbe fra.

Rovdyr

Morder

Monster

Det er den jeg er. Chancen for at noget menneskeligt gemmer sig et sted inden i mig er lille. For jeg vil altid drikke blod. Jeg vil altid føle tørsten. Mere end noget andet. Mere end sorg. Mere end begær. Mere end kærlighed. Blodet vil altid komme først.

Men blodet er ikke alene på min liste. Skyldfølelse, vrede, hævn … Det fylder alt sammen mit hoved op.

Jeg holder en pause, men afstanden fra blodet og mit ansigt er næsten ulideligt. Smagen mangler i min mund, ruset mangler i mine årer, hele følelsen af at give slip mangler, og hvis ikke snart den kommer igen… Før jeg når at svare mit eget spørgsmål, tager jeg igen en slurk.

Blodpletterne på mine hænder og en del af gulvet minder mig om hvor langt væk Derek egentlig er. Ham jeg engang var. Ham som jeg er ved at drukne i blod.

Hvorfor skulle hun også lige kysse ham? Eller omvendt…

Vreden koger i mig som en gryde på komfuret. Låget hopper let på overfladen når det varme vand kilder undersiden af metallåget. Og det bliver varmere og varmere.

To blodposer senere er jeg stadig ikke kommet til fornuft. Stadig den samme vrede og tørst. Mit hoved kan ikke nå at følge med i mine handlinger. Blodige håndaftryk bliver akavet støttet op af væggen, og hver gang jeg ser på det for det mig til at knytte hænderne.

Det der skræmmer mig mest er at Lilian og … drengen måske har noget sammen. Et ord, en tanke, en oplevelse, en følelse, et blik mere end hvad jeg havde med hende dengang.

Men jeg er vampyr, ikke tankelæser, så jeg kan lige så godt bare drikke videre i stedet for at bryde mit lille hoved med sådanne tanker. Det må jeg lade dem om. Jeg kan lige så godt drikke videre.

Jeg efterlader hytten i et rod. Som et gerningssted fra et angreb. Et blodtørstigt dyr som dræber.

 

Byen er fredelig og tør. Det passer overhoved ikke til mit humør.

Jeg når ikke engang at træde ind i en humorforladt bar, før mit måltid er valgt. Et par blå øjne, to knyttede hænder, en rynket pande, sammentrukne muskler og pumpende blod står og venter op af en mur. Det er alt for nemt, men det er lige meget. Jeg er jo rasende.

Før jeg ved af det er det blå øjne frosset fast, de knyttede hænder slappe, den rynkede pande glat, de sammentrukne muskler døde og det pumpende blod er væk.

Mens jeg trækker liget væk går de samme spørgsmål gennem mit hoved.

Var jeg ikke nok for hende?

Var vores venskab ikke godt nok?

Var jeg bare en plage?

En plage hun nu havde sluppet af med, og erstattet?

Den tomme plads jeg efterlod, har han taget. Tillader hun det?

Hun har betroet sig til en anden. Kommet tæt på. Snakker med ham… Tror jeg. Hun graver måske endda fortiden frem og deler det sørgelige sladder om mig. Hvordan jeg forlod hende.

Hemmelighederne er ikke længere sikre hos hende. Hun kan måske ikke stoles på længere.

Det er hårdt at tænke på at jeg måske - hvis jeg krydser grænsen – er nødt til at knuse hendes hjerte… igen. Hvis ikke jeg kan klare ham som har taget min plads. Hvis ikke han forstår min situation.

Da jeg kommer tilbage, springer lugten af blod på mig som et overfald. Jeg ryster den af mig, og vakler over mod køleskbaet-  Jeg tager hul på endnu en blodpose. Det er alt sammen for hårdt at tænke på. Så hårdt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...