Kærlighedens kolde fodspor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 1 jul. 2012
  • Status: Færdig
Lillian har en hverdag fyldt med problemer. Lige fra mobberi i skolen, til de normale teenager-problemer. Men da hun møder barndomsvennen Derek, som har været forsvundet i flere måneder, helt til år nu, fordobler hendes problemer sig. Især fordi Derek rummer en stor hemmelighed...

10Likes
24Kommentarer
3846Visninger
AA

9. Dereks synsvinkel:

Jeg faldt i søvn drømmende… Hendes ansigt, hendes latter, hendes stemme, hendes smil… Jeg vågnede op fra et mareridt… Hendes vrede, hendes tårer, hendes skrig, hendes bange øjne…

Jeg lyttede efter hvilken som helst lyd jeg kan opspore, men der er intet. Vinden pusler en smule i skovkanten, og et par musvitter synger som var det den årlige koncert, men ellers kan jeg kun høre mit eget åndedrag. Græsset er koldt og langt, da det jo plejede at blive slået af hyttens ejer, men nu får det lov til at vokse vildt. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg vil blive her, især ikke i samme by som Lilian, men jeg må holde øje med at hun holder sit løfte… Eller den trussel jeg gav hende. Men så snart jeg er sikker på at hun holder sin mund, er jeg den der er skredet. Jeg kører en hånd gennem mit hår og sukker. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal tro. At jeg hader hende, at jeg savner hende, at jeg… elsker hende? Jeg ved ikke hvad jeg føler for hende længere. Jeg skal bare væk. Væk fra hende, væk fra den her by. Jeg har allerede skabt for meget rod. Måske får jeg aldrig fod på det hele igen. Altså, jeg bliver aldrig som før, det er helt sikkert, men måske kunne tingene bare være en lille smule… anderledes.

Jeg lagde mig ned på jorden. Græsset var fugtigt, og egentlig var der ret køligt. Jeg lukkede øjnene. Kender I det når man tænker så meget, at man bliver så sur fordi man intet kommer frem til? Jeg sætter mig op, og gnider ansigtet med hænderne. Læderjakken ligger ved siden af mig, og jeg skuler mod den. Skal jeg? Ja, jeg gør det sgu. Jeg rejser mig og griber jakken.

Jeg forsvinder ud i skoven og ind i byen. Jeg prøver at passe ind i mængden af mennesker, hvilket var ved at smile, holde armene tæt ind til mig, og undgå problemer. Der stod en masse kurve og beholdere med aviser og bøger, hvilket var lige præcis hvad jeg ledte efter. Jeg tog en tyk telefonbog op og begyndte at bladre. Bingo. Jeg ligger stille bogen tilbage, og går hen af fortovet i en menneskelig fart, så ingen vil få mistanke. Da jeg kommer ud til huset, går jeg et par omgange omkring det. Murstenene er hvide og forholdsvis rene. Jeg stiller mig og lytter. Der er ikke nogen i gaden, derfor er jeg ikke så påpasselig med at gemme mig. Jeg træder et par skridt tilbage og der er udsyn til et værelse oppe ovenpå. Noget bevæger sig. En person henne ved vinduet. Jeg stiller mig ind til muren og kigger op. Jeg rækker armene op og prøver at se hvor svært det vil være at kravle op. Svært, men ikke umuligt. Jeg kigger lidt frem og tilbage på vejen for at navigere. Jo, jeg kan godt finde her hen igen. Jeg løber ind til byen for at snuppe noget at drikke. Indtil jeg så kommer i tanke om at det nok ikke er så smart at drikke menneskeblod. Ikke i den her by.

Så jeg skynder mig ud i skoven og får mig en bid mad. Hvis man kan kalde det det. Jeg venter i hytten indtil klokken bliver cirka midnat, og så sætter jeg kurs mod hendes hus. Jeg vil jo ikke snakke med hende. Hvad skal jeg sige? Jeg står op af husmuren i samme position som før. Selvfølgelig er vinduet lukket. Hvad gør jeg?! Lige rundt om husets hjørne er der en glasdør som er indgangen til stuen fra terrassen. Den står på klem, så de i det fine forårsvejr kan få luft ind i huset. Jeg smiler for mig selv. Jeg åbner døren lydløst og hurtigt. Stuen er mørk og tom. Sådan virker resten af huset også, men jeg ved hun er der. Jeg kan lugte det. Jeg kan høre det. Høre hendes åndedrag. Hendes pumpende hjerte. Det kommer oppe fra rummet med det lukkede vindue. Jeg springer op af trappen så hurtigt at mine fødder knapt nok rører trinene. Jeg tager blidt i håndtaget. Det er koldt og træet er ru da jeg skubber døren op. Jeg lukker den på klem bag mig. Rummet er mørkt, og hun ligger med ryggen til mig, på sin seng. Hendes mørke hår ligger som en hårbold omkring hendes hoved, så jeg kan ikke se hendes ansigt. Hendes åndedrag er tungt, og hun sover dybt. Jeg snuser rundt på hendes værelse og kigger lidt. Det er større end det gamle værelse. Det er faktisk meget mere anderledes end det gamle.

 

Du smiler til mig og læner dig bagover. Du lander på hovedpuden, og jeg ligger mig ved siden af dig. Vi kigger på hinanden. Dit ansigt stråler på den måde som jeg kender dig. Jeg stråler også. Vi er glade. Jeg fjerner mit blik fra dig, og kigger op i loftet. Jeg opdager at jeg måske ikke burde kigge på dig på den måde. Hvad nu hvis du opdagede hvad jeg faktisk tænkte? At jeg ikke kun kan lide dig som ven. At du er mere end det. Du smiler stadigvæk, og begynder at tjatte lidt til mig. Jeg tager din hånd da du forsøger at prikke mig i siden, og du bryder ud i grin. Jeg smiler og holder dine arme fast. Vi småslåser lidt, og griner så meget at vi til sidst ikke kan andet end at ligge på hver vores side af sengen og tage os til maven fordi det gør så ondt. Vi tørrer tårerne af kinderne og ler igen.

 

Jeg går over mod hendes klædeskab hvor skabslågen står lidt åben. Jeg tager i den med den ene hånd, og håber den ikke lige pludselig begynder at knirke. Det gør den heldigvis ikke. Tøjet ligger i et rod af bukser, t-shirts og alt andet. En lille vintage-udseende æske står på øverste hylde og jeg tager den ned. Da jeg åbner den slår det mig. Minder. Billeder. Det vil sige, skyldfølelse fra min side af. Jeg tager et foto op. Vi smiler stort og har panderne mod hinanden. Hun har håret sat op med en stor Hawaiiblomst, og jeg har bare mit hår pjusket og vildt. Jeg ligger det tilbage, da jeg pludselig hører hende vende sig om. Hun ligger på ryggen, men i samme tunge søvn som før. Jeg går hen mod hendes skrivebord, som føles som en lang rejse gennem alt rodet. Ligesom dengang.

Jeg kiggede rundt, og fik øje på den overfyldte papirskurv. Ja, så fyldt at der endda lå papirskugler ved siden af beholderen. Jeg tog en af dem op og foldede den lige så stille ud. Og begyndte at læse. Hej Derek. Det er svært for mig at sige dette, men vi har jo altid vist at livet ikke er let… Jeg læste det færdigt. I vrede. I sorg. I fortvivlelse. I lettelse… Jeg smed hurtigt brevet fra mig, og gik over mod døren. Jeg gav hende et sidste blik. Hun vender sig om på siden, og åbner øjnene. Jeg står helt stille. Hun vågner med et sæt.

"Hej Lilian" siger jeg stille.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...