Kærlighedens kolde fodspor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 1 jul. 2012
  • Status: Færdig
Lillian har en hverdag fyldt med problemer. Lige fra mobberi i skolen, til de normale teenager-problemer. Men da hun møder barndomsvennen Derek, som har været forsvundet i flere måneder, helt til år nu, fordobler hendes problemer sig. Især fordi Derek rummer en stor hemmelighed...

10Likes
24Kommentarer
3852Visninger
AA

3. Dereks synsvinkel:

Jeg løfter vækkeuret op med min trætte, og forholdsvis svage hånd. Mine muskler anstrenger sig, da jeg kyler den mod væggen i den anden ende af rummet. Trods min svaghed lige fra morgenstunden, laver vækkeuret et hak i den tynde gipsvæg. Jeg lænder opgivende hoved tilbage på hovedpuden, for den hylende tone fra det lille ur er endnu ikke stoppet. Efter lidt tid hvor mine ører har besluttet sig for at de ikke kan holde det ud længere, springer jeg op af sengen i ét løft fra den fjedrede madras. Med hurtige og tunge skridt går jeg hen mod det klodsede klædeskab cirka en meter væk. Jeg trækker en sort t-shirt over hovedet, og strækker mig.

Min mave rumler. Højt og ubehageligt. Det gør den altid. Altid sulten. Det er ikke mere end et døgn siden jeg har fodret den. Det var da jeg kaprede den hytte jeg har sovet i natten over. Ejeren fik sig en lille overraskelse ude ved fordøren, hvor jeg ventede på hende. Det er et hyggeligt sted. Stille og roligt, ja så stille at et pumpende hjerte ville kunne høres på lang afstand, for andet var der ikke rigtig at lytte efter. Jeg gik ind i det store opholdsrum med både stue, køkken og spisestue, hvor den nordlige side bare var tre store vinduer som dækkede fra gulv til loft. Himmelen så grå og kedelig ud. Al, al for kedelig. Til gengæld betyder dårligt vejr at folk opholder sig inden døre. Okay, igen jagt i dag, men det går nok. Jeg tager en let forårsjakke på, og smækker den slidte trædør i bag mig. Jeg smiler skævt og forsvinder ud i bag træerne. Byen er fyldt med mennesker. Duftende, blodpumpende og levende mennesker. Alt virkede som en helt normal by. Det er første gang jeg er her, og det skal fejres.

Jeg maser mig gennem mængden af dansende teenagers og halvdrukne festaber, og når endelig hen til baren. Jeg skynder mig at kapre en barstol, og bestiller en drink hos en mandagssur bartender. Jeg får et skulende blik fra endnu en fuld teenager, som sidder stift ovre på en barstol skubbet op af en væg. Han ser mistænkelig ud, men også et let bytte, hvis det nu skulle være. Min mave rumler endnu en gang, men høj musik overdøver alt andet. Det banker i mine trommehinder. Jeg masere mine tindinger med fingerspidserne og sukker. Jeg kigger over mod væggen, hvor den fulde dreng fra før ikke længere sidder. Han er væk. Jeg rejser mig, og forlader min kedelige samtale med bartenderen, det halvt fyldte glas af alkoholisk væske og mine trommehinder sætter pris på at komme udenfor. Jeg ser drengen gå over mod en sidegade. Han vender sig om og sender mig et ondt blik. Han vil slås. Fint nok. Lad ham da prøve. Jeg smiler kækt, og følger efter ham. Jeg kender typen. De vil bare slås. Ikke andet. Jeg ville lidt mere end det; jeg vil drikke. Vi ender op i en sidegade af en sidegade, som jeg egentlig ikke kunne se noget formål med, men der var da nogle rækkehuse og fyldte tørresnore, så nogen må jo bo her. Han rejser hans hænder og knytter dem. Jeg smiler og udstøder et lille grin. Okay, da. Jeg tager et skridt til højre og det samme gør han. Han vælter lidt rundt, fra side til side, fuld det var han. Han slår ud efter mig, og jeg flytter mig så hurtigt at min skygge næsten ikke kan følge med. Jeg står placeret bag ham og det har han selvfølgelig ikke opdaget endnu. Jeg holder om hans hals og fører munden hen til den bare hud. Han dukker sig, og rammer mig i maven med en knytnæve. Jeg går over mod ham. Som en hund ville rejse sine børster og en kat ville skyde ryg, behøvede jeg kun at blotte mine hugtænder mod ham. Han var lige ved at skrige, men jeg nåede lige at holde om hans strube.

Jeg vil gerne. Jeg vil. Jeg kan. Jeg gør det. Blodet smager sødt og gavmildt. Jeg bider hårdere og længere ind i hans hals. Han trækker sig ud af mit greb og jeg slår ham ud i et hug. Blodet flyder fra hans sår, hvilket tydeligvis skræmmer ham. Han ligger op af muren med lukkede øjne. Jeg kunne ikke længere se frygten. Er han død? Nej, ikke endnu. Jeg bøjer mig ind over ham, og det øjeblik udnytter han til at slå mig svagt i maven. Der er ikke flere kræfter tilbage i ham.

Pludselig hører jeg noget pusle. Som knitrende plastik, men mere blødt. Jeg kigger over mod en stor affaldscontainer, hvor en forholdsvis tynd skikkelse kunne gemme sig. Mon ikke der også gør det? Jeg skuler over mod mørket, og håber det vil trække personen ud af dens skjul. Men nej, ikke så let åbenbart. Jeg slikker en smule blod af mine tænder og får igen et kick af energi. Jeg gik tættere mod affaldscontaineren. Jo der sidder nogen. En eller anden. Og hun skriger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...