Pas på de faldne

Saku er (uden at vide det) en falden engel, som fik hukommelsestab.
Så han tror at han er lige så menneskelig som alle andre, men da han i forsvar bruger magi, begynder hukommelsen at komme tilbage og han har ikke meget tid! Han må redde de andre engle.

Jeg har ikke kunnet lave afsnit, men det kan jeg nu, så jeg er begyndt på det, går måske lige en dag og så fin puser jeg lige;)

5Likes
0Kommentarer
1766Visninger
AA

4. Mødet med de høje

Jeg kunne se at lyset voksede i min hånd og jeg hørte en stemme i mig: ''Du ved hvad du skal gøre.'' Og BANG!
Jeg fyrrede det af imod ham.
Jeg kunne ikke se ham bagefter, jeg troede at han var blevet kastet væk af lyset, men han var væk. VIRKELIG væk!
Jeg gik omkring og kiggede efter ham.
Han var ikke til at se i miles omkreds. Jeg begyndte at spekulere over hvad der var sket og gik måske en anelse i panik.
For helt ærligt, lyset og stemmen? 
Jeg kiggede mig tilbage over skulderen, mine øjne ledte og fandt hvad de ledte efter:
Sofia stod stivnet, skræmt over hvad hun havde set.
Jeg gik imod hende, men hun begyndte at bakke bagud, hun så ud til at ville flygte fra mig.
''Jeg kan forklare!'' Eller det kunne jeg jo ikke, og hun var allerede forsvundet ud i gadernes skumle gader, før jeg fik sagt mere.
Så der stod jeg. Hun havde forladt mig.
Jeg vidste ikke hvad jeg havde gjordt, eller hvordan! 
Ellers ville jeg have forklaret mig selv det.
For jeg forstod ikke hvordan fanden jeg kunne gøre det, hvorfor lige mig?
Jeg begyndte slå mig selv i hovedet, frustreret over at have mistet noget af det der var mest værd for mig.

Imens jeg slog mig selv til blods, mærkede jeg et vindstød.
Det var ikke helt som et vindstød, og det var det heller ikke, for da jeg kiggede op, så jeg engle?
Nu måtte jeg kraft edme styre mig, men jeg så rent fakrisk engle, for de stod der.
Selv alle personerne i området kom gående og stirrede på de befjerede mennesker.
''Er du klar til at tage med Saku? De andre har brug for din hjælp. VI har brug for din hjælp.'' Han var høj, brun hår, øjne?
Det var fo mørkt til at se en skid. 
Jeg kunne ikke bare gå væk fra dem, så jeg gik hen til manden og da han tog om mig.
Ja... Så lod jeg ham gøre det, for der var noget som fik mig til at give ham min lid.
Så der fløj vi afsted, jeg mærkede jorden forsvinde under mine ben, så menneskerne blive små myrer og mærkede den kolde luft suse i høj fart forbi mig.
Alle englene fløj i en række bag os.
Med os mener jeg ham englen og så jeg, ik?
Men jeg ventede på at vi skulle lande, for jeg frøs af helvedes til og jeg vil gerne have lov at snakke med dem, og det er svært oppe i luften, jeg kan knap få vejret.
Jeg kunne se at vi var begyndt at flyve lavere, vi fløj bag huse og skjulte os.
Han tog de sidste vingeslag, og så hente vi så her jo.
Ja i parken, altså! Spil nu ikke dum bag skærmen, der! 
 Så var vi altså i parken, jeg står og kigger på de flotte væsner.
De er så kønne, men jeg føler mig godt nok lidt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...