Pas på de faldne

Saku er (uden at vide det) en falden engel, som fik hukommelsestab.
Så han tror at han er lige så menneskelig som alle andre, men da han i forsvar bruger magi, begynder hukommelsen at komme tilbage og han har ikke meget tid! Han må redde de andre engle.

Jeg har ikke kunnet lave afsnit, men det kan jeg nu, så jeg er begyndt på det, går måske lige en dag og så fin puser jeg lige;)

5Likes
0Kommentarer
1764Visninger
AA

5. En ny bror! Eller var det far?

Mørket blev mørkere.
For jeg fik hvis lukket mine øjne i et øjeblik.
For da jeg vågnede, lagde jeg i min seng, og tænkte bare: WHAT THE FUCK!
Så hvad tror du lige at min første tanke var?
Ja, selvfølgelig var den, var det en drøm?
Mit vindue stod åben, og sådan noget ville jeg aldrig gøre. For jeg hader at fryse når jeg skal sove.
Og så havde jeg oven i købet alt mit tøj på.
Jeg kunne mærke at jeg havde fået suget, ALT min energi. For da jeg prøvede at rejse mig, faldt jeg bagover og landede på min pude IGEN!

Da det endelig lykkedes mig at få mig rejst, gik jeg hen til vinduet og kiggede ud.
''Hallo! Er i der ude?!'' Selvfølgelig var der ingen der svarede.
Jeg følte at noget baskede på min skulder, jeg tog min hånd på det for at mærke hvad det var.
Det var blødt og FJERRET!
Jeg kiggede op og min krop silrede af frygt og glæde.
For over mig hang en vinge fast.
Det var den ene af englene, jeg kunne godt nok ikke genkende ham, for jeg var lidt lost da jeg mødte dem.
Han kendte hvertfald mig da...
''Så du er endelig vågen?'' Han kiggede ned på mig og lod sig falde lidt, hvorefter han tog fat i vindueskammen og hev sig ind.
Og væk var vingerne! Hvad skete der for det?
Jeg havde forlængst flyttet mig og da jeg så hans vinger forsvinde, blev jeg altså LIGE nød til at sidde ned. Så jeg satte mig i sengen og stirrede grænseløst på ham.
''Nej, jeg tror stadig at jeg sover. For dine vinger forsvandt lige,'' jeg grinte lidt af mig selv, men da jeg så at han ikke gjorde, var det ikke så komisk mere.
''Hvad mener du med det? Du gør da det samme, ik?'' Han kiggede på mig undrende og så SERIØS ud. Jeg kiggede ned i mine hænder, som var fyldt med blod. Hvor det kom fra? Det ved jeg ikke helt.
''Nej, hvorfor skulle jeg kunne det? Jeg er bare normal,'' sagde jeg og kiggede ham ind i øjnene.
Han havde grønne øjne, de mindede mig lidt om mine egne.
''Helt ærligt brormand, det er ikke sjovt.'' Sjovt? Skulle det være det.
Og hvad FANDEN mente han med bror?
''Bror? Hvad snakker du om!'' Jeg rejste mig for hurtigt og skulle til at falde om, men han tog fat i min arm og holdte mig oppe.
''Ja, du er jo min bror, ik? Du er vel Saku, Heinz Saku?'' Jeg fik skubbet hans hånd af mig.
''Det kan ikke lade sig gøre. Min mor er normal. Hun er nedenunder!
Min far var også normal, men han er forsvundet.'' Han kiggede mere seriøst, som om han troede at jeg løj for ham.

Jeg sagde hvad jeg vidste, det som jeg har fået af vide hele mit liv!
''Har du ikke fået noget af vide om os? Og hun er heller ikke din rigtige mor. Du er adobteret.'' Han satte sig ved siden af mig og tog armen over min skulder.
''Nu synes jeg at du skal gå! Eller flyve. Hvad end du vil. Men det skal være NU!'' Jeg rejste mig og pegede ud af vinduet.
''SKRID!''  Jeg tog fat i ham og skulle lige til....
Et lys blændede mig. Like WHAT THE FUCK just happent?
Da jeg igen kunne begynde at skimte verden, så jeg nogen flyve.
En engel selvfølgelig.
''Hvad gjorde du lige?'' Jeg blinkede mindst 100 gange i sekundtet, imens jeg prøvede at se hvem det var.
Lige som jeg troede var det selvfølgelig ham den høje engel.
''Hvorfor gjorde du det?'' Jeg gik imod vinduet og tog fat i ham.
''ROLIG! Rolig nu. Der er ikke nogen grund til at skade dit egen kød og blod.'' Nu var det kraft edme nok! Hvad mente han med det?
Var han en fjern fætter?!
''Lad mig gætte, du er vel min fjerne fætter, fra Øst Europa?'' Jeg begyndte at kunne se normalt og kiggede ind i hans øjne.
Jeg blev fanget, der var noget der fik mine tanker igang. Om hvad? Det ved jeg ikke helt selv, men der var noget ved ham som gjorde det.
Han havde øjnene.
De var så blide, glade, omsorgsfulde og fuld af kærlighed.
Det var en vild underlig følelse, men han fik mine øjne til at falde i vandfald, da jeg hørte hans ord.
''Du er min søn, Saku.'' Jeg kunne intet sige.
Jeg stor tudede bare og kiggede ind i hans fængslende øjne.
''Far? Er du virkelig min far?'' Jeg kiggede ned i den bare luft, der hvor han stod og slappede af i vingerne. Det var nærmest som om at han stod på luften, for han brugte ikke sine vinger til at holde sig oppe.
''Ja, jeg er din far. Fik du ikke fortalt om din mor af kvinden på børnehjemmet?
Hun blev be't om at fortælle om os.'' Jeg nikkede og kiggede ham ind i øjnene.
''Du aner ikke hvor meget jeg har haft brug for dig.''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...