Stay - One Direction

Det er svært, når man skal sige farvel til én, som betød alt. Men livet er aldrig let. Dét skal Bella have bekræftet et par gange, men hvodan? Hun havde kun én hun elskede og stolede på, og det var hendes eks Harry Styles.

36Likes
86Kommentarer
6000Visninger
AA

14. 13.- The reason why

Dette foregår 3 uger efter, hvor Bella er flyttet ind i hendes lejlighed.

En høj klingende, skærende lyd skar igennem mine ører. Et suk slap mine læber, før jeg irriteret svang mine ben over sengekanten. Uden én tøven, tog jeg min store t-shirt over hovedet, og gik dernæst mod hoveddøren. Hvem bankede på, på den her tid af døgnet? Før jeg var ved hoveddøren, lod jeg mit blik søge min ovn, da mit digitale ur var placeret på den. Klokken havde nærmet sig de 8 stykker. Enhver idiot måtte da vide, at det var uhøfligt at møde udenfor ens dør klokken otte? Jeg låste med besvær døren op, trak ned i håndtaget og stak mit hoved ud. Jeg havde jo kun trukket mig i en t-shirt, og jeg havde aldeles ikke lyst til at vise mig i den beklædning. Synet overraskede mig. Et stort smil plantede sig hurtigt på mine læber og tårene pressede sig på. Var det virkelig ham? Jeg bed mig nervøst i læben. Hans perfekte sorte hår, hans tøj, smilet alt! Med ét gled alle følelserne tilbage. Alle de tanker om, hvor meget jeg savnede ham. Men mest dét, at det var gået op for mig, at jeg var forelsket, i ham. Min mave trak sig sammen, sommerfuglene kørte rundt og smilet sad klistret på mine læber. "Zayn?" spurgte jeg rystet, mens tårene langsomt gled ned ad mine kinder. Jeg lod ham ikke svarer, og lagde mine arme om hans hals. Jeg lod mit hoved falde ned i hans skulder, mens jeg strammede grebet om ham. Hans arme lagde sig hurtigt om mit liv, som også lå stramt. "Jeg har savnet dig." hviskede jeg i hans øre, mens jeg prøvede at holde de truende tårer tilbage. "I lige måde." kunne jeg høre ham hviske. Stille trak jeg mit ud af vores kram, kiggede ham i øjnene og indså det endnu engang. Hans øjne i mine gjorde mine knæ bløde, så jeg hvert sekund kunne falde sammen. Det varmede dybt i hjertet, da jeg så hans smil. Hans tiltrækkende læber, som jeg mere end gerne ville have skulle mødes med mine. Jeg kiggede mig kort over skulderen, uden grund, men det var nok ved at blive en vane. Alt så ødet ud, når man kiggede ind i huset - rettere sagt lejligheden. "Zayn, vi skal snakke!" sagde jeg, tog hans hånd og trak ham med ind i stuen. "Hvad skal vi snakke om?" spurgte han, da vi havde sat os. "Hør," sagde jeg til ham, sendte ham et smil og lod min hånd stryge igennem mit hår. Han nikkede kort og kiggede dernæst afventende på mig. "Zayn, der er noget, som er gået op for mig." sagde jeg usikkert. Mit blik sad fast på mine spinkle ben, som tit blev kommenteret. Dog på en god måde. "Ja?" sagde han. "Du ved, jeg har faktisk gennem langtid været," sagde jeg, tog en dyb indånding og fortsatte så. "Jeg har gennem langtid været forelsket i en." Han rørte lidt på sig, hvilket fik mit blik til at flytte sig over på ham. En undrende nysgerrighed steg op i mig, da jeg så Zayns ansigt. Et nedtrykt, uroligt og tragisk et. "Zayn? Er du okay?" spurgte jeg usikkert. Han sukkede dybt, "Hvad hedder han så?" sagde han, og ignorerede tydeligvis mit spørgsmål. Forvirret og en smule irriteret kiggede jeg på ham, "Hvad mener du? Lad mig nu lige snakke ud!" sagde jeg en anelse højere. Et fnøs kom fra ham, "Hvad er der at snakke om, hvis du allerede har din såkaldte nye kæreste at snakke med?" han lød irriteret, det kunne man umuligt undgå at hører. Hvad gik der af ham? "Zayn, jeg har ikke nogen kæreste! Du vil måske kunne forstå det, hvis du lod mig tale ud!" svarede jeg mindst ligeså irriteret. Han havde gået mig på med bare de få sætninger, som alligevel kunne pisse mig af. "Nå, hvorfor kiggede du dig så over skulderen, før du lod mig komme ind. Er du nu bange for at tale med mig?" hans blik borrede sig hårdt ind i mit. De brune øjne, som var umulig at læse. Det eneste man kunne tyde var irritation, ellers var det et hårdt og koldt blik. Aldrig havde jeg set ham sådan, aldrig havde jeg troet at jeg ville se ham sådan. Det sårede mig. Dét, at se Zayn i den tilstand, som han havde valgt at besætte sig i, var sårende. Hans blik, hans kropssprog i det hele taget bare den måde han var på, var skræmmende! På 4 uger har jeg formået, at finde ud af at jeg kunne lide Zayn. Og det her er hvad jeg får? Et fucking hårdt og koldt blik? "Zayn, det er en vane, jeg sværger! Jeg har ikke nogen kæreste, og eftersom du åbenlyst er jaloux over noget, som jeg ikke har, så kan du enten lade mig tale ud eller skride ad helvedes til." ordene fløj ud ad min mund, mens sandheden talte for sig selv. I et kort øjeblik kunne jeg se et såret udtryk i hans øjne, mens det lignede tårene pressede på i hans øjenkrog. Han var målløs, det næsten skreg ud ad hans øjne. Jeg fortrød det, de ord som var strømmet ud. "Undskyld, Zayn. Men lad mig nu tale ud. Jeg kan godt lide en, og du kender ham." Fuck, forkert formuleret. Nu troede han at det var enten Niall, Liam eller Louis. Hvorfor ikke Harry blev nævnt? Jo, ham har jeg ikke hørt til de sidste 3 uger. Zayn rejste sig med en irriteret bevægelse op, mumlede noget utydeligt og vendte sig mod mig. "Jeg går." sagde han hårdt og vendte sig om. Med en hurtigt bevægelse greb jeg fat i hans arm, de ord skulle ud nu. "Det dig jeg kan lide." sagde jeg, sjovt nok, højt og tydeligt. Zayn spærrede øjnene op, borrede endnu engang chokeret sine øjne ind i mine og foretrak ikke en mine. 

 

 

 

Undskyld for den lange ventetid og de korte kapitler, men er desværre løbet lidt tør for idéer, og derfor ender historien nok også snart. Vi undskylder meget til alle dem, som læser den :-) Og tak til jer som læser! I har swaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaag! :-D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...