He figured me out - JDB (2)

Gabriella har besluttet sig for at holde en kort pause fra alting. Hun tager til hendes forældres gamle sommerhus, som nu tilhører en gammel dame, hvor hun slapper af og prøver at få styr på sit liv. Gabriella kæmper med at lægge fortiden bag sig. Men det vil ikke blive så let som hun tror; en gammel ven dukker nemlig op.. Men også fordi at hendes moster stadig er derude et sted....

51Likes
204Kommentarer
12893Visninger
AA

14. Justins synsvinkel.

Fire dage.. Fire dage med Gabriellas ignorance. Jeg savnede hende forfærdelig meget, og det gjorde virkelig ondt på mig, at hun behandlede mig på denne måde. Kunne hun ikke bare sige at hun ikke gad mig længere? Det ville være meget lettere for mig, end at se hende knuse mit hjerte. Hun havde slet ikke tid til mig. Hver gang jeg spurgte hende om vi kunne ses, havde hun altid sagt at hun var sammen med Michayla, på grund af noget vigtigt. Det var langsomt begyndt at irritere mig, at hun kun havde tid til Michayla. Var jeg da ikke vigtig for hende?

Lige pludselig slog en tanke mig psykisk ned. Vent.. Gabriella kunne ikke være til piger? Jeg mener, hun havde kun tid til Michayla og hver gang jeg snakkede med hende i telefon, kunne jeg høre Michayla kalde Gabriella for noget kærestesødt. Skat, smukke, søde og meget mere. Men det kunne ikke passe - ellers ville hun ikke have kommet sammen med mig i starten. Og jeg vidste, at Gabriella havde følelser for mig. Det kunne ikke være sandt, det kunne det bare ikke. Jeg skubbede tanken væk og sukkede. Mine tanker var sikkert bare ved at køre over i underlighed, efter den nedtrykkelse jeg har haft disse dage.

Jeg åbnede døren til lydrummet og gik ud. Jeg kunne ikke koncentrere mig om musikken, hvilket jeg ikke havde kunnet i de sidste dage. Men det blev bare værre og værre for mig. Gabriella kunne da ikke have påvirket mig så meget? Jeg vidste, at når jeg først blev forelsket og derefter afvist, at jeg ville være vildt ked af det og helt knust. Og det var jeg. Meget endda. Jeg havde ikke sagt noget til nogen, hvilket gjorde at jeg undrede mig over hvordan Scooter og Kenny vidste det. Man skulle tro de havde noget med sagen at gøre, siden de næsten vidste en hver detalje om hvorfor jeg var så nedtrykt. De må bare kende mig virkelig godt.

 

Jeg satte kursen over mod Alfredo, der sad på sofaen og surfede på nettet med sin iPhone. Han lever vidst livet - men godt for ham da! Jeg satte mig ned på sofaen ved siden af ham, og med det lille bump der opstod, fik jeg Alfredos opmærksomhed. Han kiggede på mig med spørgende øjne, men fandt så hurtigt ud af hvad der var i vejen. Alfredo var også som en bror for mig. Vi vidste alt om hinanden. Ham kunne jeg snakke med om hvad som helst, uden at det bliver for akavet eller for uhøfligt. Vores forhold var virkelig et af de bedste jeg havde. "Årh.. Knust?" kom det fra Alfredo, hvilket fik mig til at komme tilbage til verdenen igen. Jeg så på ham og trak på skuldrene. Jeg vidste ikke om jeg var knust eller vred - eller begge?

"Hey, du Fredos.." startede jeg, da tanken om Gabriellas seksualitet slog mig igen. Han var jo trods alt hendes bedste ven, og de havde kendt hinanden i flere år, så han måtte vide noget om det. Alfredo så afventende på mig. "Du ved.. Du har jo kendt Gabriella i lang tid nu.. Og jeg tænkte at du sikkert ved noget, om noget jeg gerne vil spørge dig om.." lagde jeg langsomt ud. Selvom jeg ikke havde noget at være bange for, da Alfredo var den person der forstod mig mest, tøvede jeg lidt med at sige det. Det var jo også noget stødende og underligt at spørge om. Men.. hvad hvis Gabriella virkelig var til piger? Det måtte jeg vide.

"Hvad er der, mand?" sagde han. Han rettede al sin opmærksomhed mod mig og glemte at han havde sin iPhone i hånden. Jeg kløede mig lidt på næsen og så derefter over på ham. "Altså.. Jeg var bare lidt i tvivl om Gabriella overhovedet er vild med drenge." Jeg sørgede for at snakke så lavt som muligt, dog så han kunne høre det - jeg ville helst ikke have andre skulle høre det her. Det ville være ret pinligt. "Eh.. Jo? Altså en hver pige er vild med drenge.. Især Gabriella. Hun er jo sammen med dig?" Alfredo så ikke ud til at forstå hvad jeg mente med mit spørgsmål, men han havde lidt ret. Hvis Gabriella var til piger, ville hun ikke være sammen med mig. Men hvorfor vil hun så ikke have kontakt til mig?

"Nej, jeg tænkte bare.. Mere seksualitet," sagde jeg i en roligere tone. Han kiggede på mig. Først var hans blik blankt. Derefter så han spørgende på mig og forstod stadig ikke hvad jeg mente, men til sidst ændrede hans blik sig til en smiley. En grinende smiley. Han brød lige pludselig ud i grin og kunne ikke stoppe. Var det her sjovt? Det var jo bare et spørgsmål. Jeg rødmede lidt, og skjulede det ved at lade som om at jeg kiggede rundt i studiet. "Ej helt ærligt, mand.. Siger du, at Gabriella er til piger?" spurgte han og begyndte at grine igen. Jeg kiggede på ham og trak uskyldigt på skuldrene. "Altså, hun er jo hele tiden sammen med Michayla!" forsvarede jeg mig selv - og det var sandt. Hun var kun sammen med Michayla. Ingen andre.

Efter næsten ti minutters høren på Alfredos grin, stoppede han endelig og kiggede på mig. "Nej.. Seriøst?" spurgte han. Han havde tydeligvis ikke fattet at jeg virkelig mente det her. Jeg nikkede. "Hvad tror du selv? Jeg ville ikke have spurgt for sjov, vel?" vrissede jeg lidt af ham. Det irriterede mig virkelig - og her på det seneste havde jeg selv været ret irritabel. "Wow, chill bro.. Men nej, det er hun ikke. Hun er til drenge, bare rolig," forsikrede Alfredo mig hurtigt, da han så hvor irriteret jeg blev. Og det var det jeg elskede ved ham - han kunne holde mig ud. Selv i mit værste humør.

"Du må altså virkelig være påvirket af at hun ignorerer dig sådan, Justin." Han skiftede emne. Jeg så over på ham og nikkede. "Ja.. Hun har aldrig været sådan overfor mig.." sagde jeg mens jeg så lidt ned på mine fingre. Og det var rigtigt. Gabriella havde altid været så dejlig og vidunderlig at være sammen med. Derfor er jeg blevet ret ked af hendes opførsel her på det seneste. Hun gad ikke snakke til mig, skrive med mig eller bare røre mig. Man skulle tro jeg var giftig. "Måske er det bare hendes månedlige cyklus? Jeg mener, hun blev altid virkelig mærkelig og overraskende sur, hver gang hun fik sit 'lort' som hun kaldte det," fortalte Alfredo. Årh, ja.. Det kunne det jo også være? Hvor pinligt af mig - det skulle jeg have tænkt på!

 

"Justin. Du på igen," sagde en stemme, der afbrød min samtale med Alfredo. Jeg kiggede op og fik øje på Scooter. Egentligt havde jeg mest af alt lyst til at blive siddende, men jeg rejste mig op - det var jo trods alt mit arbejde, og jeg kunne ikke bare tillade mig at gøre andet. Jeg gik over til lydrummet og gik ind. Jeg trak vejret dybt og lukkede kort mine øjne. Nu håbede jeg på jeg kunne koncentrere mig, hvilket jeg ikke havde kunnet i de sidste par dage. Jeg var for ufokuseret. Nogle gange glemte jeg teksten, som jeg aldrig plejede at gøre, nogle gange kunne jeg bare ikke synge og nogle gange var jeg ved at græde. Selvfølgelig havde jeg bedt om en pause før jeg var begyndt at græde, så jeg havde efterhånden fået en masse pauser. En melodi blev spillet, og jeg prøvede så godt som jeg kunne.

Men nej. Jeg kunne bare ikke. Gabriella kørte uafbrudt rundt i mit hoved - jeg ønskede bare at glemme hende i et kort øjeblik, men det var som at flytte bjerge. Det var fuldkommen umuligt. Jeg sukkede og så undskyldende på Scooter gennem glasruden. "Okay knægt, vi tager en kort pause," sagde han til mig. Jeg hørte at han sukkede og sukkede selv. Jeg var bange for at skuffe dem alle, men jeg kunne virkelig ikke gøre for det. Jeg tog hørebøfferne af, og gik ud af lydrummet. Jeg kunne ikke fortsætte sådan her. Jeg måtte vide hvad der skete med Gabriella - jeg ville vide hvorfor hun behandlede mig på denne måde. Jeg havde godt nok spurgt ind til hende én gang, og for ikke at lyde som en desperat kæreste, havde jeg bare ladet det ligge. Men jeg kunne bare ikke fortsætte sådan her. Og hvis det virkelig var for hendes månedlige cyklus, havde hun da sagt til mig at jeg ikke skulle bekymre mig om det. Men hun havde sagt intet - og derfor bekymrede jeg mig.

Jeg tog hurtigt fat om telefonen og så over på Alfredo. "Nå, ringer du til hende?" spurgte han. Jeg nikkede kort, fandt hendes nummer i mine kontakter og ringede hende op. Nu skulle det her mareridt overstås. Jeg trippede lidt med foden, da jeg pludselig hørte en stemme i den anden ende af røret: "Hey, Justin!" En glad og ivrig stemme hørte jeg - Michayla. Jeg blev faktisk en smule skuffet over at Gabriella ikke selv havde taget sin telefon, da jeg virkelig havde brug for at høre hendes stemme. Michayla var altid hende der tog telefonen eller svarede tilbage på beskeder fra Gabriellas mobil. Det var efterhånden virkelig ved at gå mig på nerverne.

"Hey.. Du, har du Gabriella ved dig et sted?" spurgte jeg og lød ikke særlig begejstret for at snakke med hende, hvilket jeg heller ikke var. Men måske var det en smule for ondt? "Jo, selvfølgelig," svarede hun hurtigt. .. Hvad? Jeg havde forventet en afvisning eller en venten, men.. Jeg kunne virkelig snakke med Gabriella? Det havde jeg ikke haft muligheden for i de sidste par dage, så det kom som en overraskelse. "Hej Justin," lød hendes dejlige blide stemme. Den stemme jeg havde længdes efter at høre i tre hele døgn. Jeg åndede kort lettet op og smilede. Jeg smilede rent faktisk! Hvor var jeg glad for at høre hendes stemme. "Hey," skyndte jeg mig at svare, da jeg opdagede at hun ventede på et svar i røret. Jeg så over på Alfredo, der kiggede på mig som om jeg var en film. Han var vidst også lige så spændt som jeg var.

"Hm, jeg ved godt du har haft ret travlt her for tiden, men jeg har virkelig brug for at snakke med dig. Det er ret alvorligt," sagde jeg direkte, uden at tøve. Jeg ville ikke køre for meget rundt i sætningerne, så jeg sagde det som det var. Hun skulle også vide, at jeg ville snakke med hende. Måske ville hun indse at hun havde såret mig. "Ehm.. jo," kom det fra hende lige efter. Hun lød ret nervøs, som om jeg skulle til at gøre hende noget. Jeg så over på Alfredo igen og lavede en tommelfinger-op til ham, som tegn på at Gabriella gerne ville møde op her. "Men.. Hvor er du henne?" spurgte hun igen. Alfredo sad og fægtede med hele kroppen, og ikke kun armene. Jeg vidste ikke hvad han havde gang i, så jeg ignorerede ham. "I studiet. Det studie jeg... tog dig med til sidste gang.. Husker du?"

Der var lidt stille i røret, hvilket pinte mig. Huskede hun det ikke? Jeg mærkede et stik i hjertet, men prøvede at skubbe det til side. "Ehm.. Okay.. Vi ses," sluttede hun hurtigt, og inden jeg nåede at svare, havde hun allerede lagt på. Jeg sukkede og lagde mobilen ned i lommen igen. Nervøsiteten var allerede ved at stige mig til hovedet. Hvad skulle jeg sige? Hvordan skulle jeg starte? "Hvad sagde hun?" afbrød Alfredo mig, som den typiske nysgerrige dude han var. "Hun er på vej." Jeg rejste mig op og gik over til Scooter, for at fortælle ham at Gabriella ville være her. Forhåbentligt havde han ikke noget imod det. Jeg håbede heller ikke på, at han troede at jeg lod som om jeg havde det dårligt, for at være sammen med Gabriella. Men han vidste jo at jeg var ret.. nede her for tiden. Så han forstod det nok.

 

 

Det føltes som om der kun var gået et sekund, siden jeg snakkede med Gabriella. Nu var hun her allerede. Hendes blik, som jeg havde savnet. Hendes krop, som jeg savnede at omfavne. Jeg ville smile, da jeg fik øje på Michayla der kom gående efter hende. Hvad lavede hun her? Og igen blev jeg irriteret. Det her skulle have været mit og Gabriellas øjeblik. Det skulle have været kun os to der snakkede om tingene. Og så tager hun Michayla med. Ikke at jeg ikke brød mig om Michayla, tværtimod. Michayla var en god veninde. Men her for tiden havde jeg været ret irriteret på hende, da det kun var hende der tilbragte tid sammen med Gabriella. Hun var bare.. overalt sammen med Gabriella. Kunne hun ikke have kommet uden Michayla?

Jeg sagde intet, men bevægede mig hurtigt over mod dem. Jeg så hvordan Gabriellas blik ændrede sig fra neutral til nervøs. Jeg fangede hendes øjne og stoppede op foran hende, uden at afbryde vores øjenkontakt. Vi stod længe og bare kiggede hinanden i øjnene - det havde jeg virkelig savnet. Jeg havde en trang til at kramme hende, men lod være, da jeg vidste at hun sikkert ville skubbe mig væk. Jeg ville helst ikke ydmyge mig selv foran en masse mennesker her i studiet. "Nå.. Hvad var det så du ville snakke med mig om?" sagde hun og afbrød hurtigt øjenkontakten, ved at se rundt. Jeg blev ved med at kigge på hende; Hun virkede ikke særlig glad. Faktisk, så så det ud som om hun grædt. Det var nok bare mig der var noget galt med.

"Kom med," sagde jeg og ville automatisk tage fat om hendes hånd, men skyndte mig at lade være. Hun nikkede forsigtigt, og derefter fulgte hun efter mig. Egentligt var der ikke et privat rum som vi kunne bruge, så jeg tog hende med ind i lydrummet. Scooter, mor, Alfredo og alle de andre var derude og havde travlt med noget andet. Lyden var også slukket, så de ikke kunne høre os herinde fra. Her kunne vi snakke frit og privat. Jeg vendte mig om mod hende og så ind i hendes grønne øjne. Hvor jeg dog havde savnet at se ind i dem. Jeg havde generelt bare savnet hende, hvilket gjorde ondt på mig at se hende lige foran mig, men stadig vide at jeg ikke kunne kysse hende. Jeg sukkede kort og låste mit blik fast i hendes. Nu måtte hun bare lytte til mig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...