He figured me out - JDB (2)

Gabriella har besluttet sig for at holde en kort pause fra alting. Hun tager til hendes forældres gamle sommerhus, som nu tilhører en gammel dame, hvor hun slapper af og prøver at få styr på sit liv. Gabriella kæmper med at lægge fortiden bag sig. Men det vil ikke blive så let som hun tror; en gammel ven dukker nemlig op.. Men også fordi at hendes moster stadig er derude et sted....

51Likes
204Kommentarer
12905Visninger
AA

9. Justins synsvinkel.

"Kan jeg lige snakke med jer i et kort øjeblik?" hørte jeg min mor sige midt i det hele. Jeg nikkede - Gabriella var virkelig påvirket af det her, hvilket jo var forståeligt. At få at vide, at ens fjende faktisk er ens søster, måtte være virkelig.. overraskende. Alfredo, Michayla og jeg gik efter min mor og ud til køkkenet. Jeg var virkelig bekymret for Gabriella, men jeg regnede med at hun hellere ville være alene, så det faktum at vi var gået ud i køkkenet, ville ikke genere hende.

"Jeg kan se på hende, at hun har fundet ud af det." Min mor kiggede skiftevis på alle os tre, og hentydede til Gabriella der næsten ikke kunne bevæge sig før. "Hør her, jeg ved godt det ikke var meningen hun skulle få det at vide her og nu, men i må være forsigtige.." sagde min mor og kiggede på mig. Nok fordi jeg var hendes kæreste - jeg havde et ansvar, hvilket jeg forstod og respekterede fuldt ud. Jeg ville gøre alt for Gabriella. "Gabriella er meget sårbar, og det vil være for hårdt for hende, at få sådanne ting at vide lige efter hinanden," sagde mor med en lille stemme og så på os alle tre. Jeg nikkede. Gabriella havde brug for en ferie, hvor hun ikke skulle tænke på ting, men bare nyde livet. Hendes liv var virkelig et stort rod.

"Så i skal være forsigtige med hvad i gør eller siger, også dig Justin," kom det fra min mor lige pludseligt. Jeg kiggede på hende. "Jo selvfølgelig," nikkede jeg bestemt. Jeg fik virkelig en stor trang til at gå hen til Gabriella og give hende et kram, hvor jeg aldrig ville give slip på hende. Jeg kom ud af mine egne tanker, og vendte mig om. Jeg håbede ikke hun stadig var helt ude af den. Jeg ville gå hen til Gabriella da jeg trådte ind i stuen, da jeg ikke fik øje på hende. Hun var der ikke. Hvor var hun? Jeg så lidt rundt. Hun var der ikke. Jeg begyndte stille og roligt med at gå i panik. "Hvor er hun?" hørte jeg en stemme sige bag fra. Jeg vendte mig om og fik øje på Michayla. Jeg så stift på hende og skyndte mig at lede alle steder.

 

Jeg havde kigget i stuen, i køkkenet, på mit værelse og i hele huset. Hun var der ikke. Jeg håbede ikke hun var smuttet, hvilket hun godt kunne finde på. Jeg sukkede og stod som fortabt i den lange gang. "Hun er heller ikke her," sagde min mor, samtidig med at hun kom gående inde fra sit værelse af. Jeg kiggede bekymret rundt, da mit blik blev fanget af en åbnet terrassedør. Kunne hun være derude? Men hvis hun var derude ville vi have bemærket at hun gik ud i haven? "Se om hun er derude, skat," sagde mor og gav mig et lille skub. Jeg håbede hun var der. Jeg ville ikke miste hende igen. Det ville gøre alt for ondt. Jeg gik over til døren, med håb om at Gabriella ville være der.

Idet jeg trådte helt hen til døren, fik jeg øje på hende. Hun stod med ryggen til mig, men jeg kunne sagtens se at hun havde armene over kors. Jeg pustede lettet ud. Åh gud, hun var her. Jeg kiggede om på min mor og nikkede, som i at Gabriella var her. Hun sendte mig et forsigtigt smil og gav mig tegn til at gå ud til hende. Jeg vendte blikket om på Gabriella og trådte ud i haven. Jeg gættede på hun stod og tænkte - hvilket hun havde brug for. Jeg sukkede lydløst og gik tættere på hende. "Gabriella.." sagde jeg forsigtigt og tog et skridt frem igen. Hun reagerede ikke.

Jeg gik helt hen til hende. Jeg tøvede lidt med at ligge mine arme om hende, men gjorde det alligevel. Jeg holdte om hende bagfra. Hun reagerede ikke. "Er du okay?" spurgte jeg roligt igen. Jeg så på hende og fik øje på at hun stod og græd. Åh nej. Jeg sukkede trist - det gjorde virkelig ondt at se hende sådan. Hun stod helt stille og græd. Jeg slap langsomt mit greb om hende. "Gabriella, se på mig." Jeg stod bag hende og ventede på at hun skulle vende sig om. Jeg kunne høre et lille snøft fra hende, og lidt efter havde hun drejet helt om, så vi stod krop mod krop og ansigt til ansigt. Hun trak vejret dybt og rystede på hovedet for at få tårerne væk. "I hvor lang tid har du.. vidst det?" Hendes stemme dirrede fuldstændig. Jeg havde mest af alt lyst til at kramme hende, men jeg vidste at hun hellere ville snakke. "Siden den dag du tog afsted," sagde jeg roligt - jeg ville helst ikke have det her skulle foregå i råb.

Jeg nåede ikke at opsuge hvad der lige skete, da jeg pludselig mærkede Gabriellas svage knytnæver hamre løs på mit bryst. "Hvorfor sagde du det ikke?!" græd hun, mens hun slog på mig. "Hvorfor har alle vidst det undtagen mig?! Hvorfor sker der kun dårlige ting med mig?!.." Hendes gråd gik fra lydløst til højlydt. ".. Hvad har jeg nogensinde gjort jer alle sammen?! Er der noget andet i skjuler for mig, som i at I i virkeligheden vil af med mig?!" Jeg blev helt ødelagt indeni af at se hende sådan, og fik tårer i øjnene. Jeg lagde mine arme om hende og prøvede at forhindre hende i at slå mig, men hun blev ved. "Jeg vil ikke leve mere! Jeg ville ønske jeg kunne dø her og nu! Jeg er træt af livet, Justin! Jeg vil ikke mere.." græd hun og opgivede at slå på mig. I stedet for hvilede hun sit hoved på mit bryst og græd. Jeg puttede hende helt ind til mig og lod hende græde i fred.

"Jeg kan ikke mere, Justin.." græd hun ned i min trøje. Jeg kørte min hånd blidt op og ned af hendes ryg. "Shh.." hviskede jeg forsigtigt i hendes øre. Det gjorde virkelig ondt at se hende sådan - jeg ville ønske jeg kunne skrue tiden tilbage for hendes skyld. Hun har været igennem en masse, og på et eller andet tidspunkt måtte hun ud med de tårer hun har holdt tilbage i mange år. Og det måtte gerne være nu. Jeg ville altid støtte hende lige meget hvad. Gabriellas snøften fik mig revet ud af mine tanker. Jeg kiggede på hende og trak hende blidt ud af min favn. Hendes øjne viste håbløshed da hun kiggede op på mig. Jeg placerede blidt mine hænder på hendes kinder, og tørrede hendes tårer. "Jus..." - "Shh.." indskød jeg hurtigt. Jeg kunne tydeligt høre at hendes stemme var ved at knække over igen. Jeg så hende i øjnene. De grønne øjne.

"Hør på mig, Gabriella.. Jeg ved godt jeg ikke kan helbrede smerten, og at jeg kan ikke erstatte dine forældre.. Jeg vil aldrig kunne bringe dem tilbage til verdenen igen, men jeg vil altid være her for dig. Hører du?" sagde jeg til hende. Hun så stift på mig. "Du er en virkelig stærk pige, og det beundre jeg dig for. Jeg ved ikke hvordan det føles at være dig, men jeg vil altid være her for dig, når du har brug for mig. Du kan altid regne med mig. Jeg vil altid være her, om så alle folk har vendt ryggen til dig," fortsatte jeg mens jeg holdte fast i hendes blik. Hun sagde ikke noget, men krammede mig hurtigt. "T..Tak.." snøftede hun og kiggede op på mig. "Tusind tak."

"Og nu vil jeg gerne se et smil på dine læber," sagde jeg og smilede til hende. Hun trak sig ud af krammet og kiggede på mig. "Hvorfor?.." spurgte hun uforstående. Jeg grinede kort af hende. Hvorfor jeg ville se hende smile? Tja, jeg ville i hvert fald ikke se hende græde. Desuden elskede jeg at se hende smile - jeg kunne stirre på det dagen lang uden at kede mig. "Fordi jeg elsker at se dig smile, og der er ingen grund til at være trist hele dagen," svarede jeg så. Hun kiggede på mig og nikkede lidt. "Og fordi når du smiler, smiler jeg også," fik jeg sagt igen og hentydede til min sang, men begyndte så at synge et lille stykke af den, da det gik op for mig at hun ikke havde hørt mine sange før. Faktisk havde jeg stadig ikke vænnet mig til, at hun ikke vidste hvem jeg var. Men det var dejligt. "When you smile, I smile," sang jeg for hende. Et lille smil kunne ses på hendes læber, hvilket gjorde mig inderligt lykkelig. "Cuz when you smile, I smiileee."

 

"Jeg vil også have en kæreste!!" udbrød en stemme lige pludseligt bag fra. Jeg vendte mig om og som jeg forventede, stod Michayla og Alfredo og lyttede. Og min mor? Stod de virkelig og lyttede til alt hvad vi sagde? "Så så Michayla, det skal nok komme," grinede min mor og aede hende blidt på kinden. Jeg smilede og vendte blikket om på Gabriella igen. "Husk det, okay?" sagde jeg samtidig med jeg blinkede til hende. Hun nikkede og smilede til mig. "Tak for alt, Justin.. Du er den bedste," sagde hun så. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det varmede mig virkelig at hun sagde sådan noget.

"Kys kys kys kys kys!" blev der råbt bag fra. Mor, Michayla og Alfredo stod og hoppede, som cheerleadere der heppede på et hold. "Gå mor! Vi skal altså kysse i fred," sagde jeg til dem med en irriteret tone for sjov. Jeg hørte et lille grin fra Gabriellas mund, hvilket fik mig til at vende blikket om på hende. Se, dét grin ville jeg gerne høre! Hun smilede mens hun så på mine læber. "M..Må jeg gerne?" spurgte hun forsigtigt og hentydede til om hun måtte kysse mig. Jeg grinede. Det behøvede hun ikke spørge om! "Du behøver ikke spørge," svarede jeg hurtigt. Efter et par små sekunder, mærkede jeg hendes læber på mine. Mhmmm, hendes kys.

Lidt efter trak vi os ud. Jeg kiggede smilende på Gabriella. Hendes læber var de dejligste jeg nogensinde havde følt. Mor, Michayla og Alfredo hujede i baggrunden. Egentligt havde jeg lyst til at få dem hevet væk herfra, men jeg ville ikke spolere Gabriellas og min øjenkontakt, så jeg prøvede så godt som muligt at ignorere dem. Jeg mærkede hendes blide arme omkring mig. Jeg krammede med. Hvis der ikke var noget jeg skulle tage mig til, ville jeg have hende i min favn for evigt. Jeg kyssede hende blidt på hovedet og kørte langsomt min ene hånd op og ned af hendes ryg. "Tak, Justin.. Jeg skylder dig så meget.." kunne jeg høre hende mumle. Skylde mig? Hun skyldte mig intet. Jeg så ned på hende samtidig med jeg rystede på hovedet. "Det må du aldrig sige igen."

Lige pludselig kunne jeg høre min iPhone ringe ned i lommen på mig. Hvem i alverden ringede nu? Det var et dårligt tidspunkt - jeg skulle jo kramme Gabriella færdig! Jeg trak mig undskyldende væk fra hende og fiskede hurtigt mobilen op af lommen. Scooter. Åh gud, jeg skulle jo over til studiet i dag! Jeg tog den. "Justin, hvor er du?" kunne jeg høre ham sige med det samme. Ja, også hej til dig Scooter, tænkte jeg. Jeg mener, det er jo uhøfligt bare at ringe og spørge om hvor man var? Tænk hvis man var ude på toilettet? Eller stod og krammede sin kæreste, hvilket jo var tilfældet her? "Jeg kommer nu," sagde jeg så til ham. Jeg havde ikke lyst til at tage afsted, men det var jo vigtigt. Jeg kunne høre et suk fra den anden side af røret. "Skynd dig." Det var typisk Scooter at ringe, hvis man bare var ét minut forsinket. Jeg kiggede på displayet - tja, det var jo en time siden jeg skulle møde op, så jeg gav ham fuldstændig ret.

"Hvem er det?" spurgte Gabriella da jeg lagde mobilen i lommen. Jeg kiggede på hende og fik pludselig en idé. Hey.. Jeg kunne også bare tage hende med mig? Så kunne hun tænke på noget andet end Daniella. Jeg nikkede til mig selv, tog hurtigt fat om hendes hånd og trak hende med ind i huset. "Hvor skal vi hen?.." spurgte hun forsigtigt. Jeg stoppede op foran køkkenet hvor de andre tre sad. "Mor, vi tager lige på en lille tur," sagde jeg samtidig med at jeg sendte hende et par blikke, så hun kunne forstå, at vi tog over til studiet - og jeg gættede på hun forstod det, da hun nikkede smilende. "Hey.. Hvorfor veksler i blikke på denne måde? Hvor tager du Gabriella hen?" kom det pludseligt fra Michayla, hvilket ikke overraskede mig. Den pige var virkelig nysgerrig.

"Bare en lille tur," sagde jeg igen. Michayla kiggede på mig med et skeptisk blik, som om hun stod og udforskede en teori. Lidt efter nikkede hun opgivende. "Fint, men hun er min fra i morgen af og resten af ugen, mester! I har brugt så meget tid sammen," sagde hun surt. Jeg kiggede over på Gabriella og grinede kort. Hun kiggede bare uforstående på mig, samtidig med at hun smilede. "Nå nå, der er vidst nogen der er jaloux her?" indskød Alfredo som kom gående hen mod os. Jeg grinede og klemmede blidt Gabriellas hånd. Jeg mærkede hendes blik hvile på mig. "Vi ses," sagde jeg hurtigt og trak Gabriella med mig. Nu håbede jeg ikke at Scooter havde noget imod at jeg tog hende med. Hvor ville det dog være pinligt - men jeg vidste at Scooter ikke sagde noget til sådanne ting.

 

På vej hen blev Gabriella ved med at spørge om hvor vi skulle hen, og som den irriterende dreng jeg var, havde jeg ikke sagt et ord til hende. Jeg ville helst overraske hende, selvom jeg godt vidste at en tur i studiet ikke var en kæmpe fed overraskelse, men jeg vidste at hun ville kunne lide det. "Årh, hvor er du bare ... arg!" brokkede hun sig, hver eneste gang jeg ikke svarede. Jeg havde selvfølgelig grint af hende, og det var det der havde irriteret hende mest. "Hav dog lidt tålmodighed!" hånede jeg hende og smilede. Og selvfølgelig havde hun givet mig et dræberblik. Jeg grinede igen. Hvor var hun sød når hun var sur.

Jeg parkerede bilen og kiggede over på hende. "Så er vi her," sagde jeg og blinkede til hende. Hun rullede med øjnene og tog selen af. "Fint, kan du nu fortælle mig hvor vi skal hen?" spurgte hun mens hun åbnede døren, og steg ud. Jeg så smilende efter hende og steg derefter ud. "Hey, vent på mig!" grinede jeg og småløb over til hende. Selvom hun bare var gået i en tilfældig retning, var det faktisk den rigtige. "Aww, er du sur?" drillede jeg og lagde min arm rundt om hendes liv. "Lad være.." mumlede hun irriteret, mens hun prøvede at skjule et smil. Hun kunne ikke modstå mig - forståeligt! "Skal Justin nu til at kilde lille Gabby? Hva?" blev jeg ved. Armen som jeg havde rundt om hendes liv, fik jeg til at kilde hende lidt på hoften. Hun fnisede. "Stop det, Justin.." nærmest hviskede hun. Jeg kyssede hende på kinden. "Hvis du siger det."

Vi kom ind i studiet og Gabriella kiggede ivrigt rundt. "Ej hvor er her stort!" sagde hun og drejede rundt for at se det hele. Jeg smilede helt automatisk. Lige pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder, og fik øje på Scooter. "Var det derfor du kom for sent?" hviskede han til mig, og hentydede til Gabriella der stod længere henne. "Tja.. Jep," svarede jeg. Scooter kiggede lidt på hende, og vendte så blikket om på mig igen. "Og forresten, så er Jaden her," afsluttede han og forsvandt hurtigt. Var Jaden her? Det var længe siden jeg havde set knægten! Sidst jeg så ham var i bowlingcenteret. Gabriella måtte også huske ham! Jeg gik over til Gabriella og tog hendes hånd.

"Kan du huske Jaden?" spurgte jeg hende, da vi var begyndt at gå over til de andre. Der gik et par minutter før hun svarede: "Ham den nuttede som vi bowlede med engang?" Jeg grinede kort og nikkede. I det mindste vidste hun godt hvem han var. "Han står derover," sagde jeg og kiggede over på Jaden. Han fik øje på os og kom hurtigt løbende over til os. "Ej hvor længe siden.." nåede Gabriella at hviske til mig. Og hun havde ret. Det var faktisk længe siden vi havde set ham.

Det fremkaldte både gode - og dårlige minder..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...