He figured me out - JDB (2)

Gabriella har besluttet sig for at holde en kort pause fra alting. Hun tager til hendes forældres gamle sommerhus, som nu tilhører en gammel dame, hvor hun slapper af og prøver at få styr på sit liv. Gabriella kæmper med at lægge fortiden bag sig. Men det vil ikke blive så let som hun tror; en gammel ven dukker nemlig op.. Men også fordi at hendes moster stadig er derude et sted....

51Likes
204Kommentarer
12898Visninger
AA

13. Gabriellas synsvinkel.

Sandheder & Løgne. En god bog. En virkelig fantastisk bog. Hovedpersonen prøvede også på at komme videre i livet, efter hendes forældres død. Jeg kunne virkelig relatere til den. Jeg sad og læste i den i to timer nu, og jeg kunne ikke stoppe. Det var en virkelig fangende bog, hvilket gjorde, at jeg ikke havde rejst mig op fra sofaen i stuen i de sidste to timer. Jeg vidste egentligt ikke hvorfor jeg egentligt startede med at læse en bog - men nu ville jeg ikke stoppe, siden jeg er kommet i gang. Måske skulle jeg begynde på at læse bøger? De eneste bøger jeg nogensinde læser i, er skolebøgerne. Jeg havde aldrig syntes, at kærlighed og alle de opdigtede historier som forekommer i bøger var spændende. Men det var de virkelig.

"Gabriella skat, tager du ikke lige ned og handler ind?" kunne jeg høre Michaylas mor sige inde fra køkkenet. Jeg fjernede for første gang hovedet væk fra bogen, og kiggede op. Jeg kunne se køkkenet herfra, så Karin og Michayla kunne jeg tydeligt se. De var vidst ved at lave mad. "Jo, selvfølgelig," svarede jeg og rejste mig hurtigt op. Siden de sad og knoklede med maden, mens jeg sad her og hyggede mig, burde jeg gøre noget for dem. Jeg lagde bogen fra mig og skyndte mig ud til dem. Karin vendte sit blik om og så smilende på mig. "Jeg skriver lige tingene ned.." sagde hun idet hun fandt et stykke papir frem. Hun tog en kuglepen og skrev alle de ting ned, som hun havde brug for.

"Fuck, du er egentligt pisse tynd, Gabriella," sagde Michayla lige pludseligt. Jeg kiggede over på hende og rynkede hurtigt på panden. Det var virkelig pludseligt at hun fortalte mig det. Og hvorfor bragte hun det på banen nu? Jeg så over på Michaylas mor igen, der var færdig med at skrive tingene ned. Hun smilede til mig, gav mig nogle penge og vendte sig om igen. Jeg så ned på papiret; Æg, Iceberg, kartofler.. Tja, fødevarer. "Hvis du har brug for noget til dig selv, kan du bare købe det," forsikrede Karin mig med et varmt smil på læben. Jeg nikkede taknemmelig og gik ud i entréen. Skoene fik jeg hurtigt på, og da jeg rejste mig op fra gulvet, fik jeg øje på en smilende Michayla. "Køb mig lige en yoghurt," sagde hun. En youghurt? Hun plejede altid at bede mig om at købe chokoladebarer til hende.

"Jeg ved hvad du tænker. Jeg er på slankekur," svarede hun igen. Slankekur?! Jeg lavede store øjne og gav hende et hurtigt elevatorblik. Hun var jo virkelig tynd! "Arh, hold op. Du har jo en virkelig perfekt krop," stønnede jeg irriteret. Hun rystede ivrigt på hovedet. Men det havde hun. Hun havde en af de lækreste kroppe jeg nogensinde havde set. Ikke fordi jeg kigger på hendes krop, men når hun går med stramt tøj - som hun stort set altid gør - så ser det virkelig godt ud på hende. Og hun har i det mindste former, i modsætning til mig! "Jamen jeg synes mit tøj ser bedre ud på dig, så jeg vil tabe mig for at have samme vægt som dig," sagde hun og kiggede på mig. Sidst jeg havde vejet mig, vejede jeg 76 af en alder af 13. Gad vide hvor meget jeg egentligt  vejede nu..

"Hvorfor er du egentligt så tynd? Jeg mener, du spiser.. Man skulle tro du slet ikke fik noget mad," sagde Michayla lige pludseligt og vækkede mig ud af mine tanker. Hvad mente hun med det? Jeg rynkede panden og åbnede munden for at sige noget, da hun var hurtigere: "Måske virker det stødende at jeg spørger om sådan noget.. Men jeg ved godt du ikke har spist i flere år. Men du har jo fået mad i de sidste par måneder, og du har ikke taget på endnu? Tværtimod faktisk.. Jeg synes du taber dig mere og mere.." Michayla mumlede det sidste, hvilket fik mig til at se ned af mig selv. Jeg spiste da ret normalt? Jeg fik morgenmad, frokost, middagsmad og aftensmad.. Og sukkerrige mellemmåltider! "Det kan vi snakke om når jeg kommer tilbage, jeg skal altså ned og købe de ting til din mor," sagde jeg hurtigt, da det gik op for mig, at vi havde stået og snakket sammen i et kvarter. Hun kiggede på mig og nikkede. "Skynd dig, så."

Jeg fik jakke på og pakkede mig godt ind. Jeg frøs egentligt ret meget her for tiden og min hud skællede virkelig meget. Det var virkelig klamt og ubehageligt. Jeg kløede mig hele tiden og min hud føltes tør overalt. Jeg vidste ikke hvorfor, men det måtte vel bare være fordi jeg ikke smører mig ind i noget godt bodylotion. "Jakke på? Seriøst? Det er jo varmt udenfor," kommenterede Michayla forvirret. Jeg så på hende og trak undskyldende på skuldrene. "Jeg fryser bare," fortalte jeg og puttede mig godt ind i jakken. "Fryser?! Det er 36 graders varme derude, og du fryser?!" spurgte hun og kiggede på mig. Jeg nikkede. "Jeg kan jo ikke gøre for det.." sagde jeg og åbnede hoveddøren for at gå ud. "Måske fordi du er så tynd.." var det sidste jeg kunne høre Michayla sige.

Idet Michayla lukkede hoveddøren efter mig, ringede min mobil. Jeg gik med hastige skridt ned til købmanden, da Karin skulle bruge varerne nu. Jeg fumlede lidt med mine lommer, da jeg endelig fik mobilen i mine hænder. Justin. Da jeg læste hans navn, slog mit hjerte et hurtigt dobbeltslag. Jeg sukkede. Jeg håbede virkelig ikke han ville sige noget dårligt.. Jeg tog den modvilligt. "Gabriella?" hørte jeg Justin sige i den anden ende af røret. Jeg skar en hurtigt grimasse; han havde ringet til mit nummer, og så spørger han om det er mig? Jeg nikkede, og skyndte mig hurtigt at svare, da jeg vidste at han ikke kunne se mig. "Ja, hvem ellers?" sagde jeg lidt koldt - det var egentligt ikke meningen, men jeg var virkelig i en humørsvingningsperiode lige for tiden.

"Jeg havde jo forventet at det var Michayla, siden hun nu har taget din telefon alle de gange jeg havde ringet til dig her for tiden," svarede han i en hård tone, hvilket kunne få mig til at bryde ud i gråd, hvis det ikke havde været for mit eget kolde svar. Jeg sukkede - og han hørte det. "Undskyld.." skyndte han sig at sige i et suk, og fortsatte: "Men kan du være sammen i dag? Jeg har arbejdet hele denne her uge, og jeg har virkelig lyst til at se dig. Jeg savner dig," sagde han med en trist stemme. Jeg savner også dig.. Jeg sukkede. Jeg havde mest af alt lyst til at tage over til ham, kysse og kramme ham for evigt, men jeg måtte holde facaden oppe. "Eh.. Det er virkelig sødt af dig, men jeg kan ikke.. Michayla og jeg skal hjælpe hendes mor Karin med maden og sådan.." svarede jeg hurtigt og kneb mine øjne hårdt i. Jeg ville ikke høre hans svar, da jeg vidste, at det ville udstråle skuffelse.

Der var stilhed i røret. En virkelig ubehagelig og nervepirrende stilhed. Jeg havde lyst til at skrige, råbe og sige jeg elskede ham. Men jeg vidste, at jeg ikke kunne. Det var som om jeg var bundet helt fast til en stol og kunne ikke bevæge mig. Sådan føltes det virkelig at lide under denne her straf som Scooter og Michayla havde valgt. Jeg sukkede. "Jeg må gå nu, ses.." skyndte jeg mig at sige for at afbryde stilheden. Hvis jeg hørte Justins skuffede ord lige nu, ville jeg bryde ud i gråd, hvilket fik mig til at lægge på hurtigt, så han ikke nåede at sige farvel. Årh, for helvede.. Jeg havde virkelig en dårlig følelse med alt det her. Hvorfor skulle det også være lige præcis denne her straf? Jeg ville hellere sidde på værelset og være indelukket i flere år. Der kan Justin i det mindste komme og besøge mig. Suk..

Jeg ringede hurtigt Scooter op, for at spørge ham om hvornår denne her straf egentligt skulle ende. Der var gået tre dage, og jeg kunne virkelig ikke klare det længere. Justins og mit forhold var ved at gå ned af bakke, og hvis vi ikke snart afslørede at det hele bare var en straf, ville Justin helt klart komme videre. Jeg var så dødforelsket i ham, og jeg kunne ikke bare lade ham gå. Det gjorde så fandens ondt.. "Det Scooter," hørte jeg hans pludselige stemme sige, hvilket gav mig et lille chok. Jeg skulle altså virkelig lære at stoppe med at komme for langt ind i min egen verden. "Hej Scooter, det er Gabriella," sagde jeg, og blev ved: "Du ved.. Justin har ringet til mig lige nu.. Jeg kan høre på ham at han virkelig er træt af mig, og det hader jeg.. Må jeg ikke nok fortælle ham, at det hele bare er en straf så han også kan forstå det?" fik jeg sagt ret besværligt - for jeg ville ikke høre Scooters svar, men også fordi at det virkelig var svært at fortælle ham det her, uden at bryde ud i gråd.

"Jeg forstår hvad du mener, Gabriella," hørte jeg Scooter sige i den anden ende af røret. Årh, en god start på et svar. Jeg åndede lettet op. "Justin vil nok ikke kontakte dig mere i dag, så du kan vente til i morgen. Hvis han ringer i morgen, er jeg hundrede procent sikker på, at han vil være skidesur. Og hvis du føler at han snart vil gøre det slut med jer to, må du gerne afsløre det," sagde han på en gang. I morgen?! Men.. Jeg kunne jo bare ringe til ham i dag og fortælle ham om straffen.. Lige pludselig mærkede jeg et bump og jeg faldt ned på gulvet. Hvad skete der? "Gabriella?.." hørte jeg Scooter sige i telefonen, der lå ved siden af mig. Jeg tog den hurtigt. "Jeg ringere senere, Scooter.. Og tak for svar.." sagde jeg hurtigt og lagde derefter på. Jeg kiggede op for at se hvad jeg var stødt ind i, da jeg mødte et blik jeg havde prøvet at undgå i lang tid. Daniella..

"Dan.. Daniella? Hvad laver du her?" spurgte jeg og rejste mig op på 0,5. Hun så på mig, himlede med øjnene og gik. "Morder.." hørte jeg hende sige mens hun gik. Morder? Hvad mente hun med det? Hun havde kaldt mig for morder hver gang hun havde gået forbi mig, hvilket jeg ikke forstod. Jeg vendte mig om. "Vent!" sagde jeg hurtigt - jeg ville have det opklaret. Hvorfor kaldte hun mig morder? Og hvorfor var hun i det hele taget sur på mig? Jeg havde virkelig lyst til at vide, hvorfor hun behandlede mig på denne måde. Justin og Michayla havde sagt at de ville fortælle mig det senere, hvilket de ikke havde gjort. Justin og jeg havde heller ikke ret meget kontakt med hinanden her på det seneste, og Michayla havde sikkert glemt det.

"Hvorfor kalder du mig morder? Hvorfor hader du mig, Daniella? Vi er søskende, og sådan burde vi ikke være.." sagde jeg med et svag mumlen til sidst. Jeg hørte et grin fra hende. Det var virkelig ikke sjovt - det var til at græde over. "Burde søskende ikke være sådan her? Siden du er grunden til vores forældres død, vil jeg aldrig omgås med dig," sagde hun. Vent.. Grunden til vores forældres død? Hvad snakkede hun om? Jeg fik et forvirret udtryk i ansigtet, hvilket fik hende til at fortsætte. "Og du kan ikke engang huske det? Nøj, du er da godt nok vild med at de er borte, er du ikke?" spurgte hun mig igen. Jeg forstod ikke hvad hun snakkede om. "Hvad snakker du om?" spurgte jeg hurtigt. Jeg var allerede ved at få et sug i maven. Måske skulle jeg ikke have spurgt hende, for jeg kunne mærke, at jeg ville gå hjem med en virkelig nedtrykt følelse.

"Skal jeg hjælpe dig med at huske? Med glæde. Hvem var det der holdt en kæmpe fest direkte efter vores forældre tog afsted på forretningsrejse?" spurgte hun og så på mig. Straks dukkede scenen op i hovedet på mig. Jeg kunne stadig huske den.. Helt tydeligt..

 

 

Woooow, forældrefrit hjem! Yeah, baby! Nu skulle der festes! Præcis en time efter mine forældre tog afsted, begyndte gæsterne at komme.. Selv Alfredo var med! Vi dansede, og jeg stillede alkoholen på bordet, så folk kunne tage. Denne her fest skulle da være en fest som alle kunne huske, for jeg ville ikke forblive den nørdede fede pige, der ikke kendte en skid til fester. Nu var jeg midtpunktet, og folk kunne gøre hvad jeg sagde til dem. Jeg havde styr på denne her fest. Det var mit eget moment.

"Hvad fanden er det for en larm?!" hørte jeg Daniella sige, da hun kom ned fra sit værelse af. Vidste hun ikke at jeg holdte en kæmpe fest? Nederen for hende, da! "Hvad var det mor og far fortalte dig før de tog afsted? Ingen fester, for fanden Gabriella! Bare vent.. Siden du er så glad for at de forsvandt, så skal der nok ske noget forfærdeligt med dem.. Så kan du bogstavelig talt juble over forældreløshed! Jeg tager over til moster.. Du er sådan en idiot," brokkede hun sig og skyndte sig ud af døren. Wow.. Suremokke. Take a chill pill. Som om der ville ske noget med mine forældre.. Hun var bare virkelig religiøs og troede på at der ville ske noget dårligt, når man gør noget man ikke må.. Tsh..

 

 

Jeg fik tårer i øjnene. Det var jo min skyld. Måske var det rigtigt - Gud ville straffe en hver person der gjorde noget som de ikke måtte. Og Han straffede mig med at miste mine forældre.. Jeg mærkede en tåre trille ned af min kind, og fik den tørret hurtigt. Daniella skulle ikke se mig græde. "Fedt du husker. Og hvem var det der solgte vores hus, tog pengene og stak af?" spurgte hun mig derefter. Mig. Jeg sagde det ind i mig selv, for jeg gad virkelig ikke til at indrømme det her foran hende, selvom hun havde ret. "Og hvem var det der var til drukfest før mor og far tog afsted, lige før du selv holdte en drukfest? Hvem var det der stak af hjemmefra for at føle sig populær til en eller anden fest som du ikke måtte tage til? Og endnu vigtigere, hvem var det der løj for at beskytte dig mod de mange straffe som mor og far sikkert ville have givet dig? Og hvem var det der fik hele skylden for ikke at passe på sin egen lillesøster?! Kan du svare mig?!" Daniella stod og råbte i mit ansigt - men jeg reagerede ikke. Jeg var jo en morder..

"Ja uhh, livet er så svært for dig, hva'? Jeg ville egentligt gøre meget mere med dig, men jeg blev jo opdaget af dine små venner.. Du fortjener ikke Justins kærlighed til dig.. Du fortjener ikke nogen venner. Du fortjener at dø, og det er der du hører til.. Til døden, din kælling," afsluttede hun med sin hårde tone og vendte sig om og gik. Jeg vidste at hun inderst inde havde lyst til at græde. Hun var min søster, og jeg kendte hende godt. Men hun ville bare ikke vise mig hvor svag hun egentligt godt kunne være. Jeg fik flere tårer i øjnene. Jeg græd, og jeg kunne efterhånden ikke kontrollere mine tårer mere. Min skjorte var for våd til at kunne tørre mere af mine tårer. Jeg havde virkelig brug for et kram lige nu.. Men Daniella havde ret. Jeg fortjente ikke nogen. Alt det jeg havde fortjente jeg ikke. Jeg var bare en byrde for alle sammen.

 

 

Efter en ret deprimerende handel, kom jeg hjem. Jeg havde en pose i hånden med alle de ting som Michaylas mor havde brug for. Til mig selv havde jeg ikke købt noget - jeg fortjente ikke noget. Jeg tog langsomt mine sko og jakke af, og fik fremtvunget et smil på læberne. Jeg ville helst ikke havde de skulle finde ud af at jeg var trist, ellers ville de spørge ind til mig. Jeg havde ikke lyst til at sige et ord. Jeg ville bare sove. Der kunne jeg i det mindste forsvinde i mine egne drømme, hvor der ikke er noget der hedder virkelighed. Hvor alt bare var som jeg ville ønske. Jeg stilte tingene ned på gulvet ved siden af Michaylas mor i køkkenet og så op på hende. Jeg afleverede byttepengene og satte mig ned på spisebordet, da de allerede var ved at dække bord.

Jeg var egentligt ikke sulten, men jeg spiste alligevel et stykke broccoli. Det var det eneste jeg kunne få ned i min mavesæk - jeg var alt for ked af det til at kunne spise. "Når ja, Gabriella! Fortæl videre," sagde hun og hentydede til vores tidligere snak. Jeg så op på hende og trak lidt på skuldrene. Hvad skulle jeg sige? Jeg havde intet at fortælle. Jeg vidste heller ikke hvordan jeg er blevet så tynd. "Det må vel bare være fordi jeg ikke har særlig meget fedt på kroppen," svarede jeg lavt - dog højt nok så de kunne høre det. Jeg fik et lille stykke af en broccoli i munden. Jeg var ikke i humør til mad, men jeg vidste at det ville være uhøfligt hvis jeg ikke sad og spiste sammen med dem, så jeg blev siddende.

"Nu ikke for at virke for nysgerrig eller for at støde dig på nogle måde, søde.. Men har du fået din menstruation? Så vidt jeg kan se, har du ikke nogle former," kom det forsigtigt fra Karin. Egentligt havde jeg ikke noget imod at de spurgte ind til min krop, for jeg vidste godt, at det ikke var særlig normalt at være så tynd af en alder af seksten. "Mhm.. Sidst jeg havde haft min menstruation var fra ca. fire måneder siden.. Den stoppede lige pludseligt, men nogle gange er den jo uregelmæssig," forklarede jeg og tog et andet lille stykke af broccolien i munden. Selvom jeg aldrig rigtig brød mig om broccoli, fik Karin det til at smage overraskende godt. "Hvis det fortsætter sådan, må du snart tage til læge," sagde Michayla så og fangede mit blik.

Menstruationer kunne altså godt være uregelmæssige, så der var ingen grund til en læge..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...