He figured me out - JDB (2)

Gabriella har besluttet sig for at holde en kort pause fra alting. Hun tager til hendes forældres gamle sommerhus, som nu tilhører en gammel dame, hvor hun slapper af og prøver at få styr på sit liv. Gabriella kæmper med at lægge fortiden bag sig. Men det vil ikke blive så let som hun tror; en gammel ven dukker nemlig op.. Men også fordi at hendes moster stadig er derude et sted....

51Likes
204Kommentarer
12877Visninger
AA

10. Gabriellas synsvinkel.

Så var det i dag. Jeg skulle endelig være sammen med Justin efter en hel uge. Han havde haft travlt med noget sang, som jeg stadig ikke kunne forstå - dog respekterede jeg det. Jeg savnede ham virkelig meget, og jeg kunne næsten ikke vente med at se ham. Justin havde sagt at han ville arrangere noget stort, men jeg havde bedt ham om at lade være. Jeg var mere til det simple. At sidde i en sofa og bare snakke sammen, var mere end nok. Hvis bare vi var sammen, var alt andet ligegyldigt.

"Halloooo? Gabriella? Hvad tænker du på?" hørte jeg lige pludselig Michayla sige, mens hun kørte sin hånd op og ned foran mit ansigt. Jeg grinede kort. "Undskyld undskyld," mumlede jeg uskyldigt og tog selen langsomt af, da vi nærmede os skolen. Michayla parkerede sin bil og kiggede på mig. "Hvis kællingen bare siger ét ord til dig, ligegyldigt hvad det er, skal jeg nok tæve hende for dig," sagde hun alvorligt og hentydede til Daniella. Wow.. Var det sådan hun tænkte? "Hvor er du ond," mumlede jeg lavt i håb om at Michayla ikke hørte det - men det gjorde hun. Jeg steg hurtigt ud for ikke at høre hendes kommentar. "Kalder du mig for ond? Det er hende der ødelagde dit liv," kom det hurtigt fra hende, da hun steg ud af bilen efter mig. Hun havde ret.

Vi kom ind på skolen og straks mærkede jeg alle blikke hvile på os. Hvorfor var folk vilde med at stirre? Jeg sukkede og gik hurtigt over til mit skab. Biologi bøgerne fandt vi hurtigt - jeg havde time med Michayla, så det skulle nok gå, hvis jeg nu skulle støde ind i upålidelige folk. "Kom nu," sagde jeg og tog fat om Michaylas hånd, og trak hende med hen til biologilokalet. Jeg håbede inderligt ikke på, at jeg havde time med Daniella. Hun var den sidste person på jorden som jeg ønskede at se. Om hun så var min søster eller ej.

Timen gik hurtigt, og inden jeg vidste af det, havde vi allerede frikvarter. Biologilæreren bemærkede vidst ikke, at jeg ikke havde været der til de fleste af hendes timer. Måske lod hun det bare ligge? "For resten, så har min mor skrevet til skolen om hvorfor vi ikke var der," sagde Michayla midt i mine tanker. Vi var på vej over til at sætte os på et bord i kantinen. "Hvad skrev hun?" spurgte jeg hurtigt - havde hendes mor virkelig skrevet om hvorfor vi i virkeligheden ikke havde været i skole? "Bare rolig, min mor vil aldrig kunne finde på at skrive den virkelige grund. Hun skrev bare at der havde været nogle problemer, så.." sagde Michayla og tog en bid af hendes sandwich, da vi havde sat os ned. Egentligt var jeg sulten, men jeg gad ikke spise - der var en masse der stirrede på mig, og jeg ville nødig ligne en der spiste som en gris.

Jeg sad bare og stirrede rundt i kantinen. Jeg betragtede et kærestepar der sad og kyssede et par gange, og mærkede hvordan mit hjerte føltes tomt. Jeg savnede ham virkelig meget. Jeg savnede hvordan han omfavnede mig, hvordan han hviskede i mit øre.. Jeg savnede Justin. Midt i mine tanker, mærkede jeg et svagt twist i hovedet. Alle folk blev lige pludselige helt utydelige, og jeg var lige ved at vælte af balancemangel. Jeg blev svimmel. Hvad i alverden skete der? Jeg fik forfærdelig ondt i hovedet og kiggede hurtigt over på Michayla, da mit syn blev tydeligt igen. "Jeg går lige ud på toilettet," mumlede jeg hurtigt, samtidig med at jeg rejste mig op og satte kursen mod pigetoilettet.

Jeg gik ind og fortsatte hen til vasken, hvorefter jeg hurtigt vaskede mit ansigt. Det var ikke første gang jeg var blevet svimmel - det var sket mange gange i løbet af de sidste dage. Det var sikkert fordi jeg ikke havde fået så meget mad på det seneste. Hvis jeg skulle spise, spiste jeg kun et æble eller flere frugter. Jeg fik en virkelig ubehagelig kvalme hver gang jeg skulle spise noget, hvilket jeg ikke anede hvorfor. Jeg sukkede. Efter at have vasket mit ansigt, vendte jeg mig om. Og hvor Gud jeg frygtede at møde hende, stod hun lige foran mig. Daniella. Med et stort smil på læben. Med de samme gener som jeg. Vi var søstre. Hende som havde ødelagt mit liv.

"Heeej, længe siden!" smilede hun og åbnede armene for at kramme mig, da jeg hurtigt gik over til døren. "Er der noget galt?" spurgte hun hurtigt og kom dumpende efter mig. Jeg ville ikke snakke med hende - ikke engang kigge på hende! "Fortæl mig søde, hvad er der galt?" blev hun ved og tog fat om min håndled, da jeg ville fortsætte min vej over til kantinen. Det var utroligt hvor god hun var til skuespil. Jeg vendte mig sukkende om mod hende. Skulle jeg fortælle hende hvad jeg vidste? Jeg tøvede lidt, men kunne ikke holde det inde længere: "Jeg ved godt du er min søster, Daniella. Jeg har fundet ud af at du har stået bag alle de dårlige ting der er sket mig. Jeg ved godt at du har prøvet på at ødelægge mig liv," remsede jeg tingene op i hendes ansigt. Hun så stift på mig, men tog hårdt fat om min hånd og rev mig over i et hjørne.

"Nå, kælling, hvem har fortalt dig det?" sagde hun og lagde straks armene over kors. Inde i mig var jeg blevet en smule bange, men udenpå ville jeg ikke vise hende det. "Det er ikke relevant for dig at vide, Daniella. Jeg har bare et spørgsmål som jeg gerne vil have opklaret; Hvorfor er du sådan over for mig? Jeg er din søster," jeg mumlede det sidste, dog hørte hun det. Hun begyndte at grine - jeg var ikke sikker på hvorfor hun stod og grinte, for det her var ikke spor sjovt. "Du skal aldrig tænke på at kalde mig din søster. Jeg vil aldrig kendes ved dig. Du skal nok få betalt en dag.. Morder.." sagde hun, efter hun var færdig med at grine. Hun gik forbi mig, og gav mig et hårdt skub med hendes skulder. M.. Morder?

Jeg tog mig sammen og gik hurtigt over til kantinen. "Det tog dig godt nok lang tid. Sig mig, er du tyndskid eller hvad?" grinede Michayla og trykkede løs på displayet til hendes mobil. Jeg sukkede indvendigt og satte mig ned. Hvorfor kaldte Daniella mig for en morder? Jeg fik øje på hende længere henne, hvor hun sad sammen med Miranda og de andre piger. Jeg fattede det virkelig ikke - min egen søster, mit kød og blod, havde ødelagt mit liv. Min egen søster tænkte på at skade mig bogstaveligt. "Gabriella?" afbrød Michayla mig i at tænke. Jeg kiggede på hende. Vi sagde ikke noget, men kiggede bare på hinanden. "Har bitchen sagt noget til dig?" Michayla forstod mig.

 

 

Efter skoletid var jeg virkelig udmattet - på den psykiske måde. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på noget mere. Det eneste der stadig havde holdt mit humør en smule oppe, var tanken om at jeg skulle mødes med Justin i aften. Det var alt det jeg havde brug for lige nu. "Glemte jeg at fortælle dig at vi skal over og møde Scooter, Justins manager, i dag?" kom det pludseligt fra Michayla. Jeg så lynhurtigt over på hende. Skulle vi det? Jeg rystede kort på hovedet som et nej. "Nå, men det skal vi....." Hun fiskede sin mobil op og kiggede på displayet. "..Om et kvarter," sagde hun og smilede. "Skal Justin være der?" var det eneste jeg kunne sige. Jeg længdes virkelig efter Justin. Jeg havde brug for hans kram. Hans trøstende ord.

"Nej, det skal han ikke," sagde Michayla samtidig med at hun satte sig ind i hendes bil. Jeg satte mig ind efter hende, og lukkede døren. "Hvorfor skal vi så møde ham?" spurgte jeg - hvilket kom til at lyde en smule ondt. Jeg var bare virkelig trist, hvilket påvirkede det jeg ville sige. "Wow, is på, Gabriella. Hvad er der galt? Lad være med at fortælle mig, at du stadig tænker på Daniella. Glem hende!" nærmest råbte hun i hovedet på mig. Glemme hende? Hvordan skal jeg nogensinde glemme min egen søster? "Hvis du havde sagt det til mig noget tidligere, ville jeg seriøst have dræbt hende. Nu lader du være med at tænke på hende, for vi kan ikke have dig surmulende foran din kærestes manager," smilede hun opmuntrende til mig. I et kort øjeblik følte jeg mig glad - hun opmuntrede mig nøjagtigt som Justin ville have gjort.

"Hvor skal vi egentligt hen?" kunne jeg endelig sige, efter næsten et kvarters stilhed. Michayla kørte stadig, hvilket undrede mig. Var stedet så langt væk herfra? "Vi skal over til en café," svarede Michayla mig med et smil på læben. Det har bare at være en ordentlig café, hvis vi skulle køre i så lang tid. Jeg nikkede lidt til hende og kiggede ud af det åbne vindue. Vinden blæste mit lange brune hår tilbage - det var som om mine tanker også blev blæst væk. Jeg smilede, lukkede øjnene og nød det dejlige vejr. Jeg vidste nemlig, at når jeg ville stige ud af den bil, at tristheden ville vende tilbage. Nu ville jeg smile. Bare for en gangs skyld.

Vi ankom efter lidt tid. Michayla og jeg steg ud, hvorefter jeg gav mig til at følge efter Michayla, som navigerede mig. Folk på gaden, som vi gik forbi, stod og kiggede helt vildt underligt på os. Var 'at glo' på mode lige nu, siden de gik og nedstirrede en hver person? Jeg sukkede og forholdte mit blik i jorden. "Så er vi her," sagde Michayla endelig, efter en pænt lang gåtur. Jeg løftede blikket og fik med det samme øje på Justins manager derinde. Han sad og trykkede løs på sin telefon - han ventede vidst på os. Vi trådte ind i caféen, og straks gik vi over til ham. "Hej!" sagde Michayla, som den lalleglade pige hun var. "Jamen hej!" smilede han og rejste sig op. I stedet for at give ham hånden, som vi ellers gjorde første gang vi mødte ham, krammede vi denne her gang. Det var mere behageligt med et kram. Det føltes nemlig ikke akavet.

Vi satte os ned og Justins manager kiggede på mig. "Har din veninde fortalt dig hvorfor du er her?" sagde han med et stort smil på læberne. Jeg kiggede kort over på Michayla, men tilbage på ham igen. Så hun havde vidst hvad vi skulle? "Æhm.. Nej, hvorfor?" sagde jeg en smule lavt. Han grinede kort og rystede på hovedet. Derefter kiggede han alvorligt på mig, som om der var sket noget dårligt. Vent.. Var der sket noget dårligt? Jeg begyndte at kigge skiftevis på dem begge. Var der sket noget med Justin?! Min frygt voksede sig større i maven på mig. "Hvad er der galt? Hvorfor kigger i sådan på mig?" spurgte jeg nervøst. Det kunne tydeligt ses, at jeg var begyndt at ryste af angst. Justin...

 

De sad begge to tavse, hvilket var virkelig nervepirrende. Hvad foregik der?! Efter et par sekunder begyndte de begge at grine. Jeg kiggede uforstående på dem. Hvorfor grinede de? Jeg havde mest af alt lyst til at skrige dem op i hovedet, men jeg lod være, da jeg vidste at jeg ville få alle folks opmærksomhed - det var det jeg helst ville undgå. "Tag det nu bare roligt, det er ikke noget alvorligt," sagde Justins manager og smilede venligt til mig. Hvad var det så? "Det er bare en lille ting," begyndte han og foldede sine hænder sammen, mens hans albuer hvilede på bordet. Jeg så afventende på ham. "Vi har alle sammen besluttet os for at straffe både dig og Justin, da i efterlod os bekymrede og uopdaterede sidste dag," sagde han og hentydede Justin og jeg som ikke havde kontaktet dem, da vi var i sommerhuset i flere dage. Tydeligt huskede jeg episoden.

"Hvad.. er straffen?" spurgte jeg lidt tøvende - egentligt ville jeg gerne vide hvilken straf han havde besluttet sig for at give os, men på den anden side var jeg bange for at det ville påvirke Justins og mit møde i aften. Det måtte det bare ikke! "Tjo.. Det er en lille straf, så du kan bare slappe af." Han grinede kort, men fortsatte: "Vi kan jo ikke give knægten stuearrest, da du jo nok ved, at det har alvorlige konsekvenser," lagde han langsomt ud. Jeg nikkede afventende. "Så vi har valgt en nem straf." Jeg begyndte at ryste lidt med det ene ben. Gud, hvor var det her langtrukkent! Kunne han ikke bare komme til sagen?!?! "Vi ved jo alle sammen hvor højt Justin elsker dig, hvor meget han kysser dig eller holder om dig til dagligdag," fortsatte han endelig. Det her føltes virkelig som en evighed. "Han kan stort set ikke holde sig fra dig!" sagde han og lavede store øjne, hvilket så sjovt ud. Men jeg grinede ikke. Jeg kunne ikke grine. Jeg ville vide hvad han havde tænkt sig!

"Det er ikke kun dig det går ud over. Alle har fået en lille ting som de skal gøre. Selv Justins egen mor," blev han ved. Hvorfor skulle have hive den så langt ud? Jeg havde virkelig lyst til at binde ham og sende ham ud i rummet lige nu. Hvor var han dog nervepirrende at høre på! "Undtagen Alfredo selvfølgelig. Han kan ikke holde på en hemmelighed, så ham skal du ikke fortælle noget til." Åh Gud. Hvis han virkelig trak den længere ud end det her, ville jeg officielt melde ham til politiet! Selvom det slet ikke hang sammen, ville jeg stadig melde ham! Jeg var seriøst ved at blive kugleskør af det her! "Men som sagt, så er det en lille nem straf, som ikke er særlig svær at lide af," sagde han langsomt. Jeg havde på fornemmelsen, at han gjorde det med vilje. Jeg blev virkelig sur! "Kan du ikke bare komme til sagen?!" råbte jeg irriteret og kiggede på ham. Han stirrede på mig og lidt efter begyndte han at grine sammen med Michayla. Idioter.

"Okay okay, jeg må indrømme at jeg gik lidt over stregen," sagde manageren så og grinede færdigt. "Lidt?!" gentog jeg irriteret som aldrig før. Hvor var han dog belastende. Han grinede igen, dog stoppede han hurtigt. "Det må du undskylde så," sagde han og tog en dyb indånding. Jeg kiggede bare afventende på ham. "Men straffen går altså ud på, at dig og Justin hverken må kramme, kysse, holde i hånd og generelt bare være mere end 2 centimeter tætte på hinanden," fik endelig sagt efter så lang tid! Hey vent.. "Hvad?!" udbrød jeg hurtigt. Han nikkede, som om han bekræftede det han lige havde sagt. "Jeg er ikke færdig," sagde han drillende og grinede kort. Hvor var den mand dog ondsindet! "Hvis Justin mener noget, skal du mene det modsatte," afsluttede han. Hvis jeg havde vidst at straffen var så barsk, ville jeg hellere have at han skulle have trukket den længere ud!

"Og du siger det er en nem straf?!" brokkede jeg mig og kiggede måbende på ham. Jeg kunne ikke fatte, at han ville have mig til at skubbe Justin væk fra mig. Det ville jeg ikke gøre! Og det kunne jeg heller ikke gøre! Jeg var selv afhængig af hans nærvær. For helvede. Justins manager havde ramt mit svageste punkt. Jeg kunne sætte mig til at tude lige nu. "Og det er nemlig ikke kun det, Gabriella. Hr. Scooter her vil have du skal gøre det i fire dage!" indskød Michayla, hvilket jeg ønskede ikke hun gjorde. I fire dage?! Jeg kiggede målløst over på ham og følte mig pludselig stum. Jamen.. Det.. Argh! Han var så ond! "Og jeg skal udspionere dig, hvis du nu ikke overholder reglerne," grinede Michayla. Når, fedt. Jeg skulle endda overvåges.

"Du er en ondsindet lille mand," sagde jeg og kiggede hævnrigt på ham. Troede han virkelig på at jeg ville gøre som han sagde? Så kunne han tro om igen! "Jeg vil aldrig gøre det her mod Justin. Hvad får dig til at tro at jeg nogensinde ville acceptere sådan en straf?" sagde jeg bestemt og kiggede selvsikkert på ham. Hans grin rungede i luften. "Tja.. Jeg tænkte bare, at siden du nu var skyld i de laaange dage han havde været væk, i aaalle de dage han var kommet for sent, aaaalle de gange hans mor havde været bekymret.." og han fortsatte med at give mig skyldfølelse - hvilket han gjorde perfekt. Min selvsikkerhed var stille ved at forsvinde. Det var jo mig som havde skabt en masse problemer for Justin. Det hele er rent faktisk min skyld. "Så tænkte jeg jo at du kunne få din straf som du har fortjent," afsluttede han og trak på skuldrene, som om han var helt uskyldig i det her. Jeg sukkede. Han havde fuldstændig ret. "Fint."

Han smilede og hurtigt high-fivede han Michayla. Jeg kiggede fornærmet på dem begge to. Min egen veninde stod på en ondsindet mands side. Jeg sukkede endnu engang. Så var Justins og min date i aften spoleret. Hvordan ville jeg nogensinde kunne klare det? "Og glem ikke: Fire dage," blev han ved, som den hjerteløse mand han var. Jeg sendte ham et dræberblik. "Jeg glæder mig til de fire dage er gået, hvor jeg kan fortælle ham om din plan. Så kan han forhåbentligt pakke dig ind i en kasse og sende dig til månen!" sagde jeg irriteret og truede ham med min pegefinger. "Kom Michayla, så smutter vi!" Jeg hev hende op af stolen og bevægede mig hastigt ud af caféen. "Det var ikke for at give dig skyldfølelse, jeg sagde bare sandheden!" lød det bag fra mig. Justins manager. Og som skyldfølelsen han snakkede om, dukkede den op i mig igen. Jeg måtte gøre det, for at få min straf.

 

 

Eftermiddagen gik, og jeg skulle allerede mødes med Justin om et kvarter. Jeg havde egentligt glædet mig, indtil det følelsesløse mutant havde spoleret vores dag. Ja, jeg var virkelig sur på ham. Hvordan kunne han straffe mig på denne måde? På den anden side havde han ret. Jeg var egentligt enig med ham i, at straffen skulle være så hård, men jeg ville bare ikke såre Justin. Det er jo ham det hele vil komme til at gå ud over. Jeg sukkede og satte mig i sofaen. Nu hvor jeg alligevel ikke måtte røre ham, ville jeg ikke gøre en ting ud af mig selv. Jeg ville ikke engang bare skifte mine lidt beskidte bukser ud. "Han er kommet," lød det fra Karin, Michaylas mor. Jeg rejste mig hurtigt op, for at automatisk løbe ud til ham og omfavne ham, da jeg kom i tanke om snakken med hans manager. Jeg sukkede opgivende.

"Hvor er Michayla?" spurgte hendes mor og kom gående ud til mig. Jeg stod og fumlede med skoene. "Hun er nede i parken, tror jeg," sagde jeg og kiggede op på hende. Michayla var i parken, fordi Justin og jeg skulle gå en tur i parken - hun skulle holde øje med os. Virkelig fedt, ikke? Så havde jeg slet ingen chance. Jeg sukkede. "Held og lykke, søde," sagde Karin og krammede mig blidt. Jeg smilede og åbnede døren. Og der stod han. Så smuk som altid. Det ansigt jeg havde længdes efter i virkelig lang tid. De læber som jeg ville kysse, de kinder som jeg ville kysse.. Den krop jeg ville omfavne.. Jeg smilede lidt og kom gående ned til ham. "Jeg har savnet dig," sagde hans blide, men stadig stærke stemme. Han åbnede armene for at kramme mig, men jeg trak mig hurtigt væk. Jeg hostede falsk. "Ehm undskyld, det er bare fordi jeg er syg.. Du skulle nødig smittes," sagde jeg og kiggede på ham. Han kiggede på mig med et forvirret blik. "Skal vi ikke til at køre?" spurgte jeg hurtigt og satte mig med det samme ind i hans bil.

 

Jeg havde det virkelig dårligt med det. Virkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...