He figured me out - JDB (2)

Gabriella har besluttet sig for at holde en kort pause fra alting. Hun tager til hendes forældres gamle sommerhus, som nu tilhører en gammel dame, hvor hun slapper af og prøver at få styr på sit liv. Gabriella kæmper med at lægge fortiden bag sig. Men det vil ikke blive så let som hun tror; en gammel ven dukker nemlig op.. Men også fordi at hendes moster stadig er derude et sted....

51Likes
204Kommentarer
12892Visninger
AA

5. Gabriellas synsvinkel.

Det er utroligt hvor meget et par læber kan gøre ved en. Selvom det var anden gang han kyssede mig, føltes det som om det som et første kys. Det føltes virkelig uvirkeligt. Det var som om alt forsvandt omkring mig - det var kun ham og mig. Al skyldfølelsen forsvandt på grund af et kys. Det var magisk. Jeg kunne mærke at han snart ville give slip, så jeg kyssede ham en ekstra gang igen. Jeg ville ikke give slip på det dejligste jeg nogensinde havde følt. Det var som om.. Som om han ville forsvinde, hvis hans læber gav slip.

Han trak sig ud. Jeg mærkede tristheden stige op i mig, men på den anden side vidste jeg godt at vi ikke kunne sidde her og kysse i al evighed. Jeg kiggede op på ham igen og fangede hans øjne. Et smil bredte sig på hans læber. "Husk det.." nærmest hviskede han til mig. Jeg nåede ikke at svare, før han vendte sig om og steg ud af bilen. Jeg nikkede en enkelt gang til mig selv og lænede mig skuffet tilbage på sædet. Jeg savnede ham allerede. Kunne han ikke bare lade være med at fylde benzin op? Hvad var det egentligt jeg tænkte på? Selvfølgelig kunne han ikke bare lade være med at fylde benzin op, ellers ville vi ikke komme hjem. Jeg sukkede. Jeg var helt ude af den.

Jeg fik et kæmpe chok, da en tone pludselig spillede højt i bilen. Jeg kiggede rundt og fik øje på Justins mobil der lå på hans sæde. Den ringede! Justin stod stadig udenfor og var ved at fylde benzin. Skulle jeg gå ud til ham og sige at hans mobil ringede? Jeg ville tage telefonen i hånden for at gå ud til Justin, da den stoppede med at ringe. Med det samme satte Justin sig ind i bilen igen. Han kiggede på mig og sendte mig det sødeste smil. Jeg kunne ikke gøre andet end at smile tilbage - det var umuligt at modstå det smil han havde. Derefter tog han fat om mobilen, trykkede lidt på displayet og lagde den tilbage igen. Skulle han ikke ringe tilbage til personen der ringede til ham?

Justin startede bilen og begyndte at køre igen. Jeg var virkelig nysgerrig. Hvem havde ringet til ham? Måske var det hans mor der ville vide hvor han var? Med det samme kiggede jeg lynhurtigt over på ham. Kunne det være.. at han ikke havde fortalt de andre hvor han var? "Justin?" spurgte jeg forsigtigt, mens jeg holdte mit blik på ham. Han kiggede på mig. "Mhm?" smilede han. Hvorfor skulle han absolut smile? "Du ved.. Har du fortalt de andre hvor du har været i de sidste par dage?" fik jeg sagt til ham. Jeg havde ingen idé om hvor jeg skulle starte henne, så jeg sprang direkte til sagen, hvilket også var bedst.

Jeg kiggede på ham. Han ignorerede mig og koncentrerede sig dybt om vejen - jeg vidste det. Han havde ikke fortalt dem det. "Hvorfor ikke, Justin?" spurgte jeg og udstødte et lille suk. Han reagerede ikke i et par sekunder, da han så sukkede. "Vi er alligevel på vej hjem nu.. Vi behøver ikke ringe," sagde han ligegyldigt og drejede til højre med bilen. Så han havde ikke ringet? Men.. Det skulle han have gjort! "Tror du ikke de er dybt bekymrede, Justin? Hvis ikke for mig, så for dig. Michayla ved jeg er væk, men din mor ved ikke hvor du er, og om hvorfor du du overhovedet er væk.. Gider du ikke ringe? Bare til dine forældre.." protesterede jeg med en højere tone og kiggede på ham. Justin kastede et hurtigt blik på mig og sukkede opgivende. "Fint.."

Han tog mobilen, trykkede lidt og rakte mig den så. Jeg vidste ikke hvem 'Pattie' var, men jeg gik ud fra at det var hans mor. Han havde sat den på medhør, så vi begge to kunne høre. Mobilen nåede ikke at bibbe en enkelt gang, da en lille sød pigestemme kunne høres i den anden ende. "Justin, er det dig?!" Det eneste jeg kunne høre var bekymring. Justin havde virkelig ikke ringet til dem i de to dage han havde været væk. "Ja mor, det er mig. Undskyld jeg ikke har ringet.." sagde Justin, mens han mumlede det sidste. "Hvor i alverden har du været?! Er det Justin?! Hvor er han?! Er han okay?! Hvad sker der her?!" En masse stemmer kunne høres i den anden ende af røret. Så.. Det var ikke kun hans mor vi snakkede med. Der var flere! Jeg kiggede over på Justin og sendte ham et spørgende blik, som han forstod. "Det er min manager, venner og alle de andre.." mimede han til mig. Når ja. Jeg nikkede.

"Gabriella?! Er du der?!" hørte jeg lige pludseligt en grædefærdig stemme sige. Hendes stemme. Den stemme jeg havde savnet. Den stemme jeg havde forladt helt alene. Stemmen af en veninde jeg længdes efter. Michayla. Jeg fik tårer i øjnene og kiggede ned på mobilen. "Jeg er her.." fik jeg sagt besværligt - jeg var ved at græde. Jeg kunne mærke hvor knust hun var. Jeg kunne føle hendes smerte. "Årh! Gudskelov! Kom hjem, Gabriella!" råbte hun i røret. Jeg var ved at bryde ud i gråd, men bed tårerne i mig igen. Jeg havde virkelig såret hende efter jeg havde gået min vej. Jeg mærkede Justins hånd på min, hvilket fik mig til at kigge op på ham. Han sendte mig et trøstende smil. "Vi er på vej," sagde Justin til dem og styrede rattet med en hånd. Hans berøring gjorde mig helt blød i knæene.

Det eneste jeg kunne høre fra den anden ende var råb og rystende stemmer. De havde virkelig været bekymret for Justin. Michayla og hendes mor var hjemme hos Justin - så bekymrede var de! Jeg kunne virkelig ikke forstå at det var mig der havde skabt al den uro. Det hele var min skyld. "Justin skat, skynd dig hjem!" Hans mor var den mest bekymrede af dem alle. Hvad havde jeg gjort? Jeg kiggede over på ham. "Tag det roligt, mor. Vi er der om en halv time," sagde Justin og prøvede at berolige hende. Han lagde på og kiggede over på mig. Jeg sendte ham et undskyldende blik. Jeg var skylden i alt det her.

"Undskyld, Justin.." mumlede jeg og kiggede væk fra ham. Hans søde grin rungede i bilen, mens han blidt nussede mig på hånden. Hvorfor grinede han? Det var ikke spor sjovt. "Årh hold op, du må indrømme de lød ret sjove i røret," grinede han. Sjove i røret? De var dybt bekymrede for ham og så grinede han? "Justin, de lød virkelig bekymrede for dig.. Det er ikke sjovt.." sagde jeg og fjernede min hånd fra hans. Jeg kunne ikke forstå det. Hans mor brød næsten ud i gråd af angst for at hendes synd var sket ham noget, og så griner han. Jeg sukkede.

Jeg kunne mærke hans forvirret blik hvile på mig. "Det er nu heller ikke fordi de er ved at dø.." kunne jeg høre ham sige til sig selv. Jeg kiggede hurtigt over på ham. Hvad i alverden var det han stod og sagde? "Din mor græd næsten i røret, Justin. Du siger selv at din manager og alle de andre også var med til at råbe i røret.. Tror du de vil have været samlet hjemme ved dig, hvis de var ligeglade?" Min stemme var blevet hårdere efterhånden - men jeg var ligeglad. Det hele var min skyld og han sad og grinede. Det måtte være virkelig fedt for ham, hva? For mig var det ikke specielt sjovt. Justin kiggede på mig, det kunne jeg mærke. "Men deres bekymring var ret overdrevet.." svarede han. Hvad vrøvlede den knægt om? Jeg havde lyst til at slå ham i hovedet, men lod være, da jeg vidste at det ikke var den bedste løsning. "Du kunne også bare have ringet fra starten af.."

Og tavsheden greb ind.

 

Vi var stille resten af vejen. Ingen af os sagde noget. Vi kiggede ikke engang på hinanden. Jeg havde det dårligt med at jeg havde stået og råbt af ham, men på den anden side skulle han ikke sidde og grine af noget der var alvorligt. Men.. Jeg havde vidst overreageret, det turde jeg indrømme. Efter en lang køretur, havde Justin endelig parkeret sin bil foran i garagen ved siden af hans kæmpe store hus. Jeg sagde ikke noget, men tog fat om min dagbog og steg bare ud. "Gabriella!" var der lige pludselig en stemme der råbte. Jeg nåede ikke at finde ud af hvem det var, da jeg mærkede et par arme rundt om mig. Jeg genkendte straks parfumen. Den alt for pigede og klamme parfume. Michayla! Jeg lagde uden tøver armene om hende og krammede hende hårdt. Lidt efter mærkede jeg Michaylas mors arme rundt om os begge. Nøj hvor jeg havde savnet dem!

Vi trak os ud efter et ret langt kram og hurtigt fik jeg øje på en hel flok der stod og så på Justin og jeg. Der var en mand som ca. var i 30'erne, der stod foran Justin. Jeg gættede på det var hans manager, da han ikke så specielt glad ud. Fedt. Justin ville få skældt ud på grund af mig, og jeg havde lige stået og skældt ham ud selv. Hvad havde jeg gjort? Måske skulle jeg bare lære at holde min kæft. "Hvordan har du det skat? Er du okay? Hvor i alverden har du været?" spurgte hans mor og stod med armene rundt om ham. Jeg fik tårer i øjnene - hans mor græd virkelig. Hun kyssede ham flere gange på kinden, indtil han skubbede hende væk. "Mor, slap af.. Jeg har det fint," stønnede han irriteret, men trak hende så ind i et kram.

Jeg stod og kiggede på. Justins manager lagde en hånd på Justins skulder, som tegnede på noget dårligt. Justin ville få en masse negative ord smidt op i ansigtet på ham, på grund af mig. "Jeg er virkelig skuffet, unge mand. Hvad tænkte du på? Hvordan kan du bare forsvinde sådan her, uden nogen besked?" sagde manageren med en skuffet stemme. Jeg mærkede hvordan skyldfølelsen overtog min krop, og greb hurtigt ind: "Det er ikke hans skyld.. Det er min skyld. Jeg havde bare stukket af og han kom for at lede efter mig.." Jeg hørte hvor pinligt det lød - at jeg var stukket af. Hvad havde jeg egentligt tænkt på? Jeg skulle aldrig have efterladt dem helt alene. Nu var der skabt en masse bekymring, og Justins mor ville nok få et dårligt indblik i mig. Jeg havde ødelagt alt.

"Han ville ikke have at jeg bare var forsvundet.. Undskyld, jeg skulle aldrig have gået min vej.." fortsatte jeg mumlende og så ned. Jeg var blevet ret flov over det hele. Justin kiggede på mig og jeg kiggede på ham. Jeg håbede bare de kunne tilgive mig - og mest af alt håbede jeg på at de kunne tilgive Justin. Det var absolut ikke hans skyld, og det måtte de ikke tvivle på. Endnu en gang fik Justin et klap på skulderen. "Ved du hvad?" lagde hans manager ud. "Jeg har aldrig troet jeg skulle sige det her, men hvor er jeg dog stolt af at du forsvandt i flere dage.." afsluttede han med et smil på læben. En masse grin kunne høres nu. Selv jeg grinede. Det lød virkelig mærkeligt, det hans manager lige havde sagt. "Og på grund af en pige jeg går ud fra du ikke vil miste." Hans manager lyste op i et smil, og derefter stod han og krammede Justin. Jeg smilede automatisk.

"Men vi hævner os stadig, for du skræmte livet af os alle!" kom det lige pludseligt fra en bekendt mand. Det var ham jeg gav brevet til og fortalte at han skulle give det videre til Justin, inden jeg tog afsted! Med det samme mærkede jeg en hånd i min. Jeg kiggede til højere og fik øje på Justin der stod og smilede. Jeg smilede hurtigt tilbage og kiggede væk igen. Det her var virkelig pinligt - de andre kiggede på os. Jeg havde lyst til at forsvinde og skamme mig over det jeg havde gjort, men også fordi at jeg ikke kunne lide når en masse folk kiggede på mig. Jeg slap hurtigt Justins hånd. "I har vel ikke et badeværelse jeg må låne?" prøvede jeg så. Jeg havde egentligt ikke behov for at gå på toilettet, men jeg ville bare slippe væk fra det her akavede øjeblik. "Nej, Justin fortalte mig engang at de 'lavede' udenfor," grinede hans manager. Jeg kunne ikke lade være med at grine med, selvom jeg faktisk ikke havde lyst til at grine. "Badeværelset er til højre for gangen." Justins mor sendte mig et varmt smil.

Jeg skyndte mig over til hoveddøren og trådte ind. Til højre for gangen, til højre for gangen, til højr... Jeg nåede ikke at opfatte hvad der skete, da jeg pludselig lå på gulvet. Jeg kiggede op og fik øje på en dreng som jeg aldrig havde set før. Hvem var det? Og hvad lavede han her? Jeg rejste mig hurtigt op og mødte hans blik. Jeg fik et ubehageligt stik i maven, da jeg så ham i øjnene. Min krop føltes pludselig helt ubekvem og underlig. Hvad skete der lige for mig? Jeg ville tage mig sammen for at fortsætte over til toilettet, men jeg kunne ikke. Jeg følte at jeg var limet fast til gulvet. Jeg følte mig helt stiv. Hvad foregik der? "Ehm.." fik han sagt efter et ret langt øjeblik. Idet jeg hørte hans stemme, kunne jeg lige pludseligt bevæge mig igen. Jeg tog en dyb indånding og skyndte mig over til badeværelset.

Hvor var det mærkeligt..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...