He figured me out - JDB (2)

Gabriella har besluttet sig for at holde en kort pause fra alting. Hun tager til hendes forældres gamle sommerhus, som nu tilhører en gammel dame, hvor hun slapper af og prøver at få styr på sit liv. Gabriella kæmper med at lægge fortiden bag sig. Men det vil ikke blive så let som hun tror; en gammel ven dukker nemlig op.. Men også fordi at hendes moster stadig er derude et sted....

51Likes
204Kommentarer
12898Visninger
AA

2. Gabriellas synsvinkel.

Det var så.. uvirkeligt. Jeg plejede altid at se film om et par der kysser i regnen, og jeg står lige her og kysser med en virkelig fantastisk person i regnen. Justin havde begge sine hænder placeret på mine kinder, hvilket jeg godt kunne lide. Lidt efter trak vi os begge ud. Jeg kiggede lidt genert ned i sandet og fik det rigtig varmt, eftersom jeg rødmede. Jeg mærkede Justins hånd i min og jeg kiggede op på ham igen. "Vi.. bliver syge," sagde han og begyndte at gå. Jeg kiggede ligeud og kunne stadig ikke forstå, at jeg havde fået mit første kys. Det var virkelig en ubeskrivelig følelse jeg fik i maven, da han kyssede mig. De læber..

"Er det dét sommerhus længere henne?" spurgte han mig om og kiggede på mig. Jeg nikkede. Jeg kunne ikke snakke. Det var som om min mund var limet fast. Men jeg var ligeglad. Justin var virkelig forelsket i mig. Det var det eneste jeg tænkte på. Han kunne lide mig. Han kunne lide mig. Han kunne lide mig. Han ku.. Jeg skreg - tordenvejr. Hvorfor skulle det absolut tordne lige nu? Justin trak mig ind til sig fordi han vidste, at jeg ikke brød mig om tordenvejr. Jeg gik med hovedet ind mod hans bryst, og sådan gik vi indtil vi nåede sommerhuset.

 

Jeg trak mig ud af hans favn og gik over og låste døren op. Jeg gik ind, og derefter kom Justin som låste døren efter sig. Justins jakke dryppede af vand, så jeg tog den af. Årh, heldigvis var min dagbog ikke særlig våd. Jeg lagde den på skrivebordet og vendte mig om mod Justin. Han kiggede på mig og gav mig et hurtigt elevatorblik. Min gennemsigtige kjole.. "Åh, undskyld.." sagde han hurtigt og vendte sig om. Han tog sin t-shirt af og stod nu i bare overkrop. Åh gud.. Skulle jeg kigge? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op, så vendte mig om så vi stod med ryggen til hinanden. "Har du tilfældigvis noget tøj jeg kan låne?" spurgte han så og kiggede om på mig. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på hans overkrop, hvilket irritrerede mig.

"Eh, jo.. Jeg tror jeg har noget af min fars tøj liggende her.." sagde jeg hurtigt og vendte mig om mod skabet, og fiskede nogle joggingbukser op. Derefter fandt jeg en t-shirt og rakte ham det. "Tak," sagde han og smilede varmt til mig. Jeg rødmede og kiggede hurtigt væk. Jeg kiggede ind i skabet og fik øje på min gamle natkjole. Den var lyserød med en sløjfe der var bundet omkring den. Jeg kunne tydeligt huske den. Den plejede altid at være for lang til mig, men nu var den sikkert for kort. Jeg tog noget undertøj frem og gik ud på badeværelset og skiftede.

Lidt efter kom jeg ud. Natkjolen sad ret løst, hvilket jeg var tilfreds med. Men den var lårkort, så jeg havde taget et par shorts under, da kjoler altid plejede at løfte sig når man sov. Jeg kiggede på Justin der havde fået min fars tøj på. Jeg smilede automatisk; det var virkelig sødt at se ham have min fars tøj på. Det sad perfekt på ham. Ikke for småt, eller for stort. Men tilpas. "Hvad smiler du af?" spurgte han lige pludseligt. Jeg rystede tankerne væk og kiggede op på ham. "Når, eh.. Det bare at du har min fars tøj på.." sagde jeg og kiggede på ham. Han fik et 'undskyld' blik i ansigtet. "Når, undskyld. Jeg skal nok tage det af igen," sagde han og ville tage tøjet af, da jeg stoppede ham. "Nej, Justin. Jeg mente at det er.. sødt.. Ellers ville jeg ikke have givet dig det." Han kiggede på mig og smilede. "Jamen så tak.. tror jeg," grinede han. Jeg smilede og rystede på hovedet.

"Hvad er det her sted egentligt?" spurgte han og satte sig ned på stolen foran skrivebordet. Jeg tog vores våde tøj og gik ud for at hænge det op på tøjstativet ude på balkonen. Derefter gik jeg ind igen og kiggede på Justin. Han havde et billede i hånden og kiggede på det. "Hvad kigger du på?" spurgte jeg og gik hen til ham. Han så på et billede af mine forældre, Daniella og jeg. Jeg smilede automatisk og kiggede længe på det. "Er det dine forældre?" spurgte Justin og kiggede op på mig. Jeg nikkede og satte mig op på skrivebordet. Justin kiggede på det, og flyttede så blikket hen på mig. "Du ligner din mor," sagde han og smilede. Gjorde jeg? Ingen havde nogensinde sammenlignet mig med mine forældre.

"Så smuk som din mor.." hørte jeg ham lige pludseligt sige. Jeg fik nogle tårer i øjnene - jeg savnede hende mere end noget andet. Jeg ville ønske jeg kunne skrue tiden tilbage. Eller bare kunne se hende igen. Om det så var fem sekunder eller et milisekund. Bare se hende. Jeg bed mig lidt i inderkinden. "Savner du hende?" spurgte Justin så og lagde en hånd oven på min. Jeg så på ham og nikkede lidt. "Nogle gange føltes det tomt indeni.." sagde jeg med en knækket stemme. Jeg tog en dyb indånding for ikke at græde. Jeg ville ikke græde - det var det eneste jeg havde gjort i de sidste uger. Justin aede min overarm og smilede opmuntrende til mig.

"Du forstår det ikke.." mumlede jeg og mærkede den første tåre trille nedad mine kinder. Jeg tørrede den hurtigt og holdte mit blik nede. Jeg turde ikke se ham i øjnene - det vil være pinligt at græde foran ham. Selvom jeg havde gjort det før, føltes det alligevel ydmygende. "Du har ret.. Jeg tror ikke jeg ved hvordan du har det.." sagde han og løftede min hage op, så jeg kiggede ham i øjnene. "Men ved du hvad jeg ellers ved?" fortsatte han. Jeg så på ham og rystede tårerne væk. "Jeg ved du er en af de stærkeste personer jeg nogensinde har mødt." Justin smilede varmt til mig, hvilket jeg gengældte. "Og du skal fortsætte med at kæmpe videre.. Never say never, ved du nok?" smilede han. Jeg kiggede undrende på ham. Never say never? Godt ordsprog, men var det noget jeg skulle vide?

Justins grin ekkoede i sommerhuset. Det søde grin. Jeg smilede. "Det er en sang jeg har skrevet. Jeg er kendt, husker du nok." Han kørte en hånd frem og tilbage foran mit ansigt, hvilket fik mig til at grine. Jeg slog ham blidt på overarmen. "Hold op, du ved jeg ikke kan huske du er kendt. Jeg ser dig som en almindelig dreng," sagde jeg og smilede. Han nikkede smilende og så på mig. "Og det er det jeg kan lide ved dig." Han så mig i øjnene og jeg rødmede. Hvorfor rødmede jeg så meget idag? Hans smil blev større. "Du er sød når du rødmer," grinede han sødt. Jeg rystede på hovedet og hoppede af skrivebordet.

 

"Hvad er klokken?" spurgte jeg og så på ham. Han tog sin mobil op og kiggede lidt på displayet. "Lidt over ti," svarede han og rejste sig op. Jeg kiggede på ham. Skulle han blive her? "Skal du.. hjem?" Han kiggede på mig og så ud af vinduet. Jeg fulgte hans blik - det øsede stadig ned. Seriøst, ville de regne hele natten eller hvad? Så vil vi blive oversvømmet. "Jeg vil ikke tage hjem uden dig. Og desuden regner det stadig meget," svarede han og kiggede på mig. Jeg nikkede. "Du må gerne blive her," fortalte jeg genert. Han smilede stort og nikkede. "Men hvad med dine forældre? Og Michayla?" spurgte jeg hurtigt da jeg kom i tanke om det. Dem havde jeg jo helt glemt!

"Jeg skriver til dem senere." Justin lagde sin mobil ned i lommen igen og kiggede på mig. "Det er faktisk ret hyggeligt at være her," smilede han og så rundt i sommerhuset. Jeg smilede. Og det var det faktisk. Det her sted var virkelig rart at være i. Man kan sidde og slappe af, uden at bekymre sig om noget. Og så havde det en masse gode minder. Eller jeg havde ihvertfald en masse gode minder her. Det her sommerhus ville jeg aldrig glemme. Hvis jeg havde pengene ville jeg købe det tilbage igen. Men det havde jeg ikke, så jeg måtte nøjes med at låne det - hvilket jeg var taknemmelig for at jeg måtte!

Jeg satte mig ned på en lille sofa og kiggede rundt. "Hvad tænker du på?" Jeg kiggede over på Justin og smilede. "Bare på.. det her sommerhus," svarede jeg. Han smilede og kom over til mig. Derefter satte han sig ned ved siden af mig. Forholdet mellem os var en lille smule akavet, da vi havde kysset lige før. Vi sagde ikke noget, men kiggede bare rundt. På et tidspunkt sad Justin og jeg og kiggede på hinanden. Jeg vidste ikke hvorfor, men det gjorde vi bare. Vi sagde heller ikke rigtig noget. Nu jeg tænker over det, var hans øjne virkelig smukke. Brune og store. Jeg ville ønske jeg havde brune øjne - jeg elskede brune øjne.

Justin gabede lige pludseligt og smittede af på mig. Jeg kiggede på ham. "Er du træt?" spurgte jeg ham om. Han nikkede og gned sine øjne. "Tja, dagen idag har været ret lang.." sagde han og så på mig. Jeg nikkede og rejste mig op. "Så kom," sagde jeg og tog hans hånd. Jeg hev ham op af sofaen og trak ham med ind på værelset. Der var en kæmpe dobbeltseng og så en madras på gulvet. Skulle vi.. sove i samme seng, eller ikke? Justin kiggede på mig og smilede. "Bare rolig, jeg sover på gulvet," sagde han, som om jeg var bange for at ligge ved siden af ham. Jeg smilede lidt flovt og gav ham så en dyne han kunne ligge med. Derefter fandt jeg en dyne til mig selv og lagde mig på sengen.

 

Jeg lå og stirrede ind i væggen. Jeg kunne høre regnen udenfor. Hvis jeg hørte rigtigt, øsede det stadig ned. Jeg sukkede lydløst og vendte mig om på den anden side. Jeg kunne ikke sove. Det eneste jeg kunne, var at tænke på det kys. Det føltes virkelig.. dejligt. Og nu sover Justin sikkert og tænker ikke mere på det. Jeg sukkede igen og vendte mig om på den anden side. Enten frøs jeg, eller så fik jeg det varmt. Sådan lå jeg når jeg ikke kunne sove. Jeg satte mig forsigtigt op i sengen for at se på Justin. Fedt! Han lå med ryggen til mig. Hvordan skulle jeg så kunne se på ham? Jeg følte at jeg var afhængig af ham - det var som om at han havde fortryllet mig. Jeg var rent faktisk forelsket. Sådan.. virkelig. Jeg elskede følelsen, men jeg hadede at jeg ikke kunne sove.

Jeg lagde mig forsigtigt ned på sengen igen og kiggede op på loftet. Det orangefarvede loft. Det var faktisk ret spændende at kigge på - men jeg kunne stadig ikke sove. Lige pludselig lød der et brag og jeg udbrød et lille skrig. Åh gud! Tordenvejr! For satan. Nu havde jeg sikkert vækket Justin, som garanteret lå og sov! Jeg sukkede og lagde dynen over mig. Jeg lå i fosterstilling og krummede mig ind til dynen. Ikke fordi jeg frøs, men fordi jeg var bange. Jeg afskyede tordenvejr. Kunne det ikke bare lade være med at tordne? Lige da jeg tænkte det, lød der et brag igen. Denne her gang fortsatte braget og stoppede ikke. Jeg blev urolig og satte mig op.

"J..Justin?" sagde jeg med en lav stemme, som jeg håbede på at han hørte. Han kiggede om på mig og smilede. "Mhm?" Jeg sukkede og rødmede endnu en gang. Hvordan skulle jeg dog fortælle ham, at han skulle komme herop for at sove ved siden af mig? Det var jeg for genert til - og desuden skulle han ikke vide, at jeg lå uroligt på grund af tordenvejret. "Jeg.. ehm.. Vil du ikke.. Altså.." prøvede jeg panisk. Han kiggede på mig og grinede kort. "Hvad er der?" spurgte han igen. Hvordan kunne han dog tage det roligt, når det tordnede som en krig derude? Jeg sukkede. "Ikke noget.." sagde jeg hurtigt og lagde mig ned på sengen igen. Jo, der var noget. Men jeg turde bare ikke sige det.

Braaaaaaag, lød det igen. Hver gang jeg hørte tordenlyd, fik jeg et lille hjerteanfald. Puha! Jeg satte mig op igen og kiggede ned på Justin. "Okay Justin, vil du ikke komme op og sove ved siden af mig?" spurgte jeg hurtigt. Jeg rystede på grund af tordenvejret. Ja, jeg var virkelig bange for tordenvejr. Sådan virkelig! Justin satte sig op og kiggede dumt på mig. "Hvad er der, da?" spurgte han og smilede. Årh, skulle han absolut smile så sødt?! Jeg kiggede lidt flovt på ham, men sagde: "Jeg er bange for torden.. Vil du ikke nok?" Han kiggede på mig og grinede. Hvorfor grinede han?! Jeg sukkede. "Hvor er du sød," sagde han og rejste sig op. "Med glæde," svarede han så og hentydede til at han altid ville have ligget her på sengen.

Jeg smilede og flyttede på den ene side, så Justin kunne ligge på den anden. Han lagde sig ned og tog sin dyne op over sig. Jeg så på ham. "Tak," mumlede jeg flovt og vendte så ryggen til ham. Nu ville det gå fint. Justin var på min side, så det var ikke så farligt alligevel. Brrrrrr, lød det udefra. Torden. Forpulede tordenvejr! Jeg skreg endnu engang og sprang hurtigt i Justins arme. "Justin!" sagde jeg skræmt og lukkede øjnene. Han grinede og lagde sine arme om mig. "Bare rolig, jeg har dig," hviskede han i mit øre, hvilket fik mig til at føle mig meget roligere end før. Jeg begravede mit hoved i hans bryst og nød at være i hans favn.

Det brummede stadig udenfor og jeg fik et lille chok hvergang det gjorde. Nu brummede det igen, og jeg fik et chok. "Bare slap af.." sagde han og kørte sin hånd op og ned af min ryg. Jeg havde tårer i øjnene - jeg græd på grund af tordenvejret. Ja, det lyder måske skørt, men jeg hadede det virkelig. Jeg kunne finde på at tisse i bukserne, hvis jeg var alene. Tænk hvis Justin ikke havde været her, så var jeg helt klart død lige nu. Jeg snøftede lidt og krummede mig ind til ham. "Træk vejret dybt," hviskede han og kørte sin hånd rundt i mit hår. Jeg gjorde som han sagde. Det var virkelig beroligende.

Heldigvis tordnede det ikke så meget som før, men jeg kunne stadig ikke sove. Jeg lå i Justins arme - hvordan skulle jeg kunne sove? Jeg ville egentligt gerne vide, hvorfor han kyssede mig. Han sagde jo at han kunne lide mig, men.. var vi så kærester nu? Jeg så forsigtigt op på ham. Hans øjne var lukkede, så det betød at han sov. Men jeg ville virkelig gerne vide om vi var kærester. "Justin?" hviskede jeg forsigtigt til ham. Han åbnede sine øjne op og kiggede på mig. Så han sov ikke! "Hvad er der?" smilede han og så mig i øjnene. Jeg rødmede en smule og kiggede ned.

"Du ved.. ehm.. Er vi.." Jeg stammede helt vildt - jeg kunne næsten ikke tale. Jeg kiggede op på ham igen og tog en dyb indånding. Hans øjne lyste i mørket, hvilket gjorde det fortryllende at se ham i øjnene. Han kiggede afventende på mig. "Justin.. Er vi så.. kærester nu?" fik jeg besværligt fremstammet. Jeg mærkede hvor varmt jeg fik det - jeg rødmede igen. Men heldigvis var det mørkt, så det kunne man ikke se. "Det går jeg ud fra," svarede han og smilede charmerende til mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Det hele føltes som en drøm i et kort øjeblik. Jeg var virkelig Justins kæreste. Justin var min kæreste. Vi var kærester.

Jeg var lykkelig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...