He figured me out - JDB (2)

Gabriella har besluttet sig for at holde en kort pause fra alting. Hun tager til hendes forældres gamle sommerhus, som nu tilhører en gammel dame, hvor hun slapper af og prøver at få styr på sit liv. Gabriella kæmper med at lægge fortiden bag sig. Men det vil ikke blive så let som hun tror; en gammel ven dukker nemlig op.. Men også fordi at hendes moster stadig er derude et sted....

51Likes
204Kommentarer
12729Visninger
AA

1. Gabriellas synsvinkel.

Jeg vendte mig om og fik øje på den person jeg frygtede det ville være. Det var ham. Det var virkelig ham. Hans øjne viste en sorg. De øjne jeg ville have forsvundet i, hvis det ikke var for den situation jeg stod i nu. Hvad lavede han her? Jeg mærkede tårerne presse sig på - jeg havde virkelig savnet ham. Men han skulle ikke være her! Han måtte ikke. Jeg havde skrevet til ham, at han ikke skulle lede efter mig. Men han var her. Justin var her. Jeg rejste mig hurtigt op og kiggede på ham. Jeg havde lyst til at hoppe i armene på ham, men jeg lod være.

"Hvad laver du her?!" spurgte jeg hurtigt og lukkede panisk min dagbog. Jeg fumlede lidt med den. Jeg fattede ikke, at han havde stået og læst det jeg havde skrevet. Argh, den gad ikke lukke! Jeg lignede sikkert en idiot lige nu. Jeg prøvede og prøvede, da jeg pludselig mærkede nogle arme om mig. Hans arme.. Hans favn.. Jeg tabte min dagbog. Den tryghed jeg havde ledt efter i mange år, kunne jeg føle. Jeg lukkede mine øjne og tøvede lidt med at kramme igen. Jeg ville egentligt gerne, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Til sidst gav jeg op, og lagde armene om ham. Jeg følte hans dejlige nærvær.

Jeg trak mig hurtigt ud og tørrede de enkelte tårer der var faldet ned af min kind. "Du svarede mig ikke.." mumlede jeg lavt, så han ikke kunne høre det. Jeg turde ikke kigge op på ham, så jeg kiggede bare ned i sandet. "Hvad laver du her, Gabriella?!" spurgte han hurtigt. Hans stemme dirrede lidt - han var bekymret. Jeg sukkede og kiggede modvilligt op på ham. "Jeg spurgte først," sagde jeg. Han lagde hovedet på skrå og fik et trist blik. "Hvad tror du selv?" Jeg svarede ikke, så han fortsatte: "Jeg er her for at hente dig." Hente mig? Hvad i alverden? Jeg kiggede op på ham og rystede på hovedet. "Nej, jeg vil ikke tilbage," fastlog jeg. Han sukkede.

"Du har fået alle til at bekymre sig om dig, du har efterladt os.. Og så vil du ikke engang tilbage?" spurgte han en anelse vredt, tog fat om min hånd og trak mig med. "Lad være Justin.." sagde jeg og prøvede at tage min hånd til mig igen, men han holdte godt fast i den. Han bevægede sig ret hurtigt og ignorerede mig. "Justin, stop!" råbte jeg så og hev min arm til mig igen. Han skulle ikke bestemme hvor jeg skulle være! Jeg vendte mig om og gik hen til min dagbog der lå et par meter væk fra mig.

"Hvorfor vil du ikke med, for helvede?!" råbte han igen og stod lige pludseligt foran mig igen. Jeg samlede irriteret min dagbog op og kiggede op på ham. "Hvordan vil du have jeg skal tilbage til det sted?! Hvor skal jeg bo?! Hos Michayla?! Når ja, det er også helt fint, når hun ikke engang gider snakke til mig, og jeg ikke engang ved hvorfor!" råbte jeg højt. Jeg mærkede klumpen vokse i min hals. Jeg ville ikke græde. Justin kiggede på mig og sukkede. "Daniella.." sagde han lige pludseligt. Hvad?

Jeg kiggede på ham og ignorerede det han lige sagde. "Tænk hvis det var dig, Justin. Ville du have vendt tilbage igen, når det hele bare er et lorteliv for dig?" spurgte jeg lidt roligere. Hans øjne borrede sig ind i mine, så jeg kiggede væk. "Daniella.." gentog han igen, hvilket fik mig til at kigge på ham. Hvorfor blev han ved med at sige hendes navn? Bare fordi hun var hans elskede kæreste, behøvede han ikke sige hendes navn konstant. Jeg sukkede. "Jeg vil ikke tilbage," sagde jeg bestemt. "Det er Daniella.." blev han ved.

"Hvad snakker du om?" spurgte jeg irriteret. Var det en eller anden joke? For det var ikke spor sjovt at joke lige nu. "Daniella. Det er hende." Jeg sukkede irriteret og kiggede på ham. "Hold så op med at sige hendes navn!" udbrød jeg vredt. Jeg ved ikke om det var en form for jalousi jeg lige viste her, men jeg var ihvertfald sur. Og virkelig ked af det.. "Det er hendes skyld, det hele," fortsatte Justin. Jeg kiggede på ham. Hvis' skyld? Daniellas? "Det billede der hang på skolen.. Det var hende," sagde han. Hvad? Hvad mente han med det?

"Hun svarede på mine beskeder. Jeg skrev nemlig til dig, men hun var den eneste der så dem, og slettede dem derefter." Han kiggede på mig med et trist blik, der fik mig til at få ondt af ham. Men.. Havde Justin virkelig skrevet til mig den dag? "Hun fik ødelagt dit og Michaylas venskab. Hun ødelagde vores forho.. venskab. Hun ydmygede dig," forklarede han mig og sukkede en enkelt gang. Det var ikke rigtigt. Det ville jeg ikke tro på. "Hvem sagde det?" spurgte jeg skeptisk og kiggede på ham. "Michayla."

Jeg fik tårer i øjnene. Daniella havde virkelig brugt mig. Hun havde udnyttet mig. Og jeg som troede hun var en ægte veninde. "Og kysset i parken, for en måned siden.. Det var hende der kyssede mig," sagde han trist. Jeg kiggede bare stift på ham. Jeg var mundlam. Endnu en gang havde en person bare udnyttet mig. Tårerne begyndte at trille automatisk ned af mine kinder. Hvor var jeg dog bare et naivt fjols. Jeg var en kæmpe idiot. Det skulle jeg have set. Jeg havde for travlt med at hænge ud med Daniella, at jeg bare skubbede Michayla væk. Og Michayla havde altid sagt, at Daniella var en.. ikke så rar type.

"Kom her," hviskede han og trak mig ind i et kram. Jeg lagde armene om han og tørrede mine tårer ned i hans jakke. Jeg forstod det ikke. Havde Daniella virkelig gjort alt det her mod mig? Men.. Hvorfor? Hun virkede så sød, rar og venlig. Jeg havde ikke gjort hende noget, siden hun skulle gøre det her mod mig. Jeg sukkede lavt og trak mig ud af Justins kram. Han kiggede på mig og smilede trøstende. "Vi blev også virkelige overraskede over det.. Men du ved hvad man siger; den man forventer mindst af, viser mest." Den sætning plejede min mor altid at sige til mig. Jeg kiggede op på ham og smilede svagt.

"Tak.. Tak fordi du sagde det til mig.." mumlede jeg og kiggede på ham. Han skar en hurtigt grimasse og smilede. "Narh, jeg ville egentligt hellere holde det hemmeligt for dig," sagde han ironisk og grinede. Jeg kunne ikke holde facaden og grinede. Jeg slog ham blidt på armen. "Hold op.." smilede jeg. Jeg hadede at grine eller smile, mens jeg var sur eller ked af det. Det var virkelig en irriterende følelse, men nu føltes den egentlig bare dejligt. Vi stoppede langsomt med at grine. Der blev stille - vi sagde intet begge to. Jeg kiggede lidt rundt, og opdagede at det var ved at blive mørkt.

 

Lige pludselig tordnede det og jeg skreg virkelig højt. Jeg var bange for torden. Virkelig bange! Jeg sprang hen til Justin og gemte mig ned i hans jakke. Jeg hadede når det tordnede. Det var virkelig en forfærdelig lyd. Jeg sukkede og trak mig hurtigt væk fra ham, da tordenen var stoppet igen. Justin fnisede lidt og kiggede på mig. "Er du bange for torden?" smilede han og hånede mig. Jeg kiggede irriteret på ham og himlede med øjnene. "Nej.. Jeg fik bare et chok fordi.. det kom så pludseligt," sagde jeg - og det var rigtigt. Jeg fik jo et chok fordi det kom pludseligt. Men jeg var også bange for det, så jeg løj en smule.

"Nå.. Jeg troede lige.. " smilede Justin og så på mig. Jeg rystede på hovedet af ham. "Bare rolig, torden er ikke skræ...ARGH!" skreg jeg hurtigt, da et andet torden kom igen. For helvede! Jeg mærkede Justins hænder om mig og jeg klamrede mig nærmest op ad ham. Jeg var virkelig bange for torden. Jeg ville hjem! Jeg sukkede og trak vejret hurtigt. "Slap af," grinede Justin, hvilket irriterede mig lidt. Det var slet ikke sjovt. Jeg slog ham blidt på maven og trak mig ud af hans favn. Jeg skulle nok vise ham hvad det vil sige, at slappe af..

Jeg mærkede flere dråber af vand lande på min bare hud. Jeg kiggede op mod himlen og straks begyndte det at dryppe meget mere. Det var begyndt at regne. Jeg kiggede hen på Justin. Skulle han ikke tage hjem igen? For jeg vil tilbage til sommerhuset inden det begyndte at øse ned. "Justin.." begyndte jeg, men han lod mig ikke fortsætte. "Jeg går ikke uden dig. Jeg har kørt i flere timer, næsten en hel dag.." sagde han så og kiggede på mig med et alvorligt blik. "Men Justin jeg vil ikke tilbage," mumlede jeg. Det var virkelig sødt af ham at køre rundt i al den tid på grund af mig. Men jeg kunne ikke vende tilbage til.. det sted. Og især ikke nu hvor jeg kendte sandheden.

Det var begyndt at øse ned. Justin og jeg stod bare her og sagde intet. "Kom.." sagde han efter et stykke tid, hvor vi var blevet halvvåde. Han tog min hånd og begyndte at løbe. Jeg havde min dagbog i min ene hånd og hans hånd i min anden. Jeg håbede virkelig ikke min dagbog vil blive gennemblødt! Jeg sukkede og løb besværligt med Justin. Min hvide kjole var svær at løbe i, så jeg holdte også fast i den. Jeg trak den også op, fordi den hver gang var ved at glide ned pga. den var stropløs. Justin og jeg var nået hen til klipperne nu. Vi stoppede op og han kiggede lidt på klipperne, som om han var ved at finde på en plan.

Min kjole var gennemblødt. Min hvide kjole var gennemblødt. Og gennemsigtig! Jeg sukkede - et højt suk, da Justin kiggede på mig. Jeg mærkede mine kinder blusse op og kiggede væk. Hvor pinligt. Hvorfor skulle jeg også rødme? Justin gav mig et elevatorblik, hvilket fik mig til at tage mine hænder op og dække for min overkrop. Han så på mig og nikkede som om han forstod hvad der var galt. "Når, eh.." sagde han lavt, men jeg kunne stadig høre det. Han tog sin jakke af og kom over til mig. "Her," sagde han og lagde jakken om mig. Hvad i alverden lavede han? Han havde kun en t-shirt på. Han kunne jo blive forkølet! Selvom jeg havde en stropløs kjole på, skulle han ikke tage sin jakke af.

"Nej, Justin.. Det er fint... Du bliver syg," sagde jeg og ville tage jakken af, da han stoppede mig og tog mine hænder ned. "Det er dig der bliver syg," smilede han til mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Han havde sådan et fantastisk smil. Han tog min hånd og gik helt over til klipperne. Han lod mig klatre op først, så han kunne hjælpe mig nedefra. Derefter kom han selv op. Lidt efter stod vi begge to op på klipperne. Jeg krummede jakken til mig igen fordi det var begyndt regne endnu mere. Ville regnen ikke snart stoppe?

 

Jeg mærkede noget kradse mig lidt i brystet, så jeg tog min hånd indunder jakken og kunne mærke.. et papir? I Justins inderlomme? Hvorfor havde han et papir der? Jeg rynkede brynet og tog den op, da jeg så at det var et brev. "Kom nu Gabri... Ouh.." sagde han hurtigt - han fik vidst øje på det brev han havde. Jeg kiggede op på ham. "Hvad er det for et brev?" spurgte jeg ham om. Han kiggede på mig og trak på skuldrene. "Ikke noget," sagde han og tog det hurtigt. Hvad var der galt? Jeg sukkede og kiggede på ham. Han skjulte helt klart noget. Det kunne man se han gjorde.

"Justin, hvad er det?" spurgte jeg da han var begyndt at gå. Jeg skyndte mig over til ham. Han så ned i jorden mens han gik. "Vi skal skynde os," ignorede han mig og gik hurtigere. Jeg sukkede. Ville han ikke fortælle mig det? Fint. "Hvorfor kom du overhovedet?" spurgte jeg lige pludseligt og opdagede lidt efter, at det lød ondt. Han kiggede på mig og straks fik jeg øje på et trist blik. Hvad fanden havde jeg sagt? Jeg så væk og kiggede ned i jorden, som om jeg mente det jeg sagde. "Jeg kom for din skyld," sagde han med en hård tone i stemmen. "Du kunne bare være ligeglad.." mumlede jeg og og så ned i sandet, der efterhånden havde klistret sig på mine fødder på grund af regnen.

"Hvordan kan jeg være ligeglad med en jeg har været forelsket i, i lang tid nu?" vrissede han og undgik mit blik. Vent hvad? Forelsket? I mig? Var Justin forelsket i mig? Jeg kiggede på ham og mærkede blodet løbe stærkt rundt i mit hoved. Jeg rødmede og så ned på mine fødder. "Er du.. forelsket i mig?" spurgte jeg forsigtigt og kiggede op på ham igen. Han så stift på mig, og viste ikke en enkelt følelse. "Ja, men det kan vi snakke om når vi kommer hjem," sagde han og hentydede til regnen der bare blev værre og værre. Jeg stoppede op og kiggede på ham. Han.. Justin var rent faktisk forelsket i mig.

"Men.. Jeg kan også godt lide dig. Rigtig rigtig meget.." sagde jeg og mumlede det sidste, men jeg var sikker på at han hørte det. Han stoppede med at gå og kiggede langsomt om mod mig. Vi stod et par meter væk fra hinanden, fordi jeg havde stoppet op mens han bare var gået. "Lige siden den dag jeg lærte dig at kende," fortsatte jeg. Jeg ville ud med mine følelser, nu hvor han også var kommet ud med sine. Han trådte et par skridt tættere på. "Det brev.. Det havde jeg skrevet til dig. Jeg skrev det som et svar på dit brev.." sagde han og tog det så op ad lommen. Han kom over til mig og rakte mig det.

Jeg kiggede ned på det, åbnede det og begyndte at læse. Jeg fik tårer i øjnene af hvert ord han havde skrevet. Han kunne virkelig lide mig. Justin kunne lide mig. Han var forelsket i mig. I mig. Jeg læste det sidste: Jeg elsker dig. Jeg kiggede op på ham med tårer i øjnene. Han så mig i øjnene og nikkede. "Hvis du bare vidste.." hviskede han til mig. Han placerede sine fingre på min hage og rykkede tættere på. Lige pludselig blev jeg nervøs. Var det her han ville kysse mig? Men.. Man kyssede da ikke hvis man ikke var kærester? Jeg havde aldrig kysset en dreng, og jeg var bange for at gøre noget forkert. Justins hoved var et par enkelte centimeter væk fra mit. "Justin, jeg.."

Jeg blev afbrudt af nogle fantastiske bløde læder, der plantede sig som et kys på min mund..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...