My Wonderland

Ronnies bedste veninde viste ham en hel verden af vidundere. Langsomt forsvinder verden omkring ham, og han bliver optaget af sine fantasier. Men han ønsker at hans kæreste skal være en del af dem. Akira er dog ikke så glad for Ronnies verden ...

0Likes
3Kommentarer
1088Visninger

1. 1

Den smukke stemme strømmede igennem rummet, og et lille blondt hoved vippede frem og tilbage i takt med musikken. Den lille lyshårede havde et behov for at slippe af med sine følelser, og musikken var bestemt den allerbedste metode. Han kunne ikke skade sig selv. Det kunne ikke gå mere. Han kunne heller ikke slippe af med energien og fustrationerne i slåskampe mere, for efter han var fyldt de femten år, kunne han blive sagsøgt for at slå nogen.

Han vidste ikke selv, hvad der var galt med ham. Der var bare noget i ham, der ville ud, ville fri. Når musikken ikke kunne hjælpe, endte han altid med hovedet begravet i sin pude, mens han græd til hans krop rystede sengen. Men når gråden startede, var det som en kædereaktion og før han kunne nå at stoppe det, borede hans negle ned i hans hovedbund mens han vred sig i psykiske smerter og kæmpede for ikke at flå i sin hud.

Der var noget inde i ham, der ikke var på sin plads. Han vidste det. Men han vidste ikke hvad. Han sukkede dybt og så ud af vinduet. Det var midt om natten, men græsplænen udenfor var oplyst af sneen. Der havde ikke gået nogen derude, så sneen var et uberørt landskab. I et øjeblik forsvandt hans bevidsthed fra hans krop og han var i en lyksagelig følelsesløshed. Han blev brutalt revet tilbage til virkeligheden, da hans lillebror lagde en hånd på hans skulder og ruskede i den. Storebroren tog høretelefonerne ud af ørene og så spørgende på hans lillebror. Så mod uret. Klokken var næsten fem om morgenen. Det var weekend og de måtte sådan set blive så langt tid oppe, de ville, men de vidste begge, at de burde komme i seng rimelig hurtigt.

Efter at have trukket i nattøjet og sagt godnat, lå han i sin seng og stirrede ud i det mørke værelse. Som lille havde han altid set syner, og selv nu, hvor han var blevet et godt stykke ældre, måtte han passe på, hvad han forestillede sig, for ellers ville det dukke op.

Og han slap heller ikke denne nat. En sort hårklump rejste sig fra gulvet, hen over hans sengekant. Personen havde ikke noget ansigt. Men der var et stort, gabende hul, hvor munden skulle have været, og håret lå tungt og vådt, som om personen lige havde trukket sig selv op af en mose.

Drengen pressede sin bamse mod brystet – den, han havde fået af sin kæreste. Han følte sig en smule mere i sikkerhed, men måtte alligevel trække dynen over hovedet i frygt. Han følte sig ynkelig. En femtenårrig dreng burde ikke lade sig skræmme af fantasifostre, når han udemærket vidste, at det han så, kun var luft. Men han kunne mærke det ... Han kunne mærke den fæle ånde og håret, der stak som nåle ned i hans arm. Han ville væk. Men han kunne ikke gøre noget. Ikke andet end at tage sig til hovedet og presse neglene i hovedbunden til  smerten var det eneste, han tænkte på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...