De kolde hænder

Hans kolde hænder mødte hendes.
Hun var som lænket til ham, hun kunne intet gøre.
Han havde smedet deres kærlighed sammen, selvom at hendes ikke var ægte kærlighed til ham.
Hans hænder rørte stille hende, hun mærkede at blodet begyndte at dryppe til jorden.
''- Jeg forstår det ikke, hvordan kan du være?
- I live? Det er jeg heller ikke helt. Men skal vi ikke bare være enige om at vi har savnet hinanden.?,, Han kørte hans håndned af hendes overkrop og videre ned til den korte nederdel, hvorefter han trak op i den.
''Nu skal du have det ligesom mig, jeg føler intet. Kun at jeg vil have dig.,, Han satte sig på knæerne og ''flosj!'' han fløj imod hendes lår og satte tænderne i hende.

4Likes
2Kommentarer
1056Visninger
AA

3. Stol blot på mig

Helikopteren svævede over de mange døde, som bare stod og stirrede koldblodigt på dem.
Han vidste at de var overalt.
''Simon! SIMON!'' En hånd klaskede i hovedet på ham.
Det var hans kæreste; Marie som ville have kontakt til ham.
''Vi bliver nød til at lande på Gordins tag, for at få noget væske på flyvetøjet her.'' Han stirrede ned og fik øje på en kæmpe kødklump.
En kæmpe rettere sagt.
Den braste igennem mængden af døde, som prøvede at slå den om kuld.
Den var ligeglad.
Kæmperne kunne ikke blive smittet, pågrund af dens højde, også mængden af deller, kunne ingen død slå den ihjel.
Denne var ikke den første at han havde set, der var mange andre.
De ville gerne hjælpe, men der var intet at hjælpe med.
De var dømt til at flyve over alt, og det kunne ikke vare for evigt, så de ville dø alligevel.
Han begyndte at tænke på selvmord.
Han ville hvertfald hellere begå selvmord, end blive en af dem eller ædt.
Kæmpen brød ufattelig hurtig igennem flokken.
Han begyndte at ænse noget, kunne det være?
Ja, det var endnu en og der kom flere til.
De smadrede alle døde på deres vej, gennem borede dem, så de vidste de var døde, igen. 
Tænk ikke kun på kæmperne.
Nej! Der kom mange flere væsner og han kunne se dem alle sammen, i action.
Imod de døde, for at udryde dem.
''Jeg har en idé!'' Han gik væk fra flyverens dør og satte sig hen til Marie og piloten.
''Vi kæmper med væsnerne, de smadre og det andet de nu gør. Og vi laver ild og skyder.'' Han åbnede sine hænder og sine øjne, for at vise at han synes det var en god idé.
''Vi overlever det aldrig, det er nytteløst.'' Hun grinte let og kiggede frem imod himlen.
''Vi kan ikke flyve for altid, vi styrter nok ned og bliver dræbt. Eller vi kan kæmpe og måske sejre. Hvis vi ikke gør, så har vi i det mindste gjort noget og ikke bare fløjet fra problemerne.'' Han lænte sig tilbage og så utilfreds ud.
''Hvis! Vi gør, hvordan kan vi så stole på dem?'' Hun kiggede tilbage på ham, over sædet.
''Hvordan ved de at de kan stole på os? Det er ganske let, vi sværger ved vores liv.'' Og det var hvad der skulle få hende til at lande.
Hun troede på hans intution, som fortalte at de skulle gå i døden.
Så det gjorde hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...