Nu eller aldrig


0Likes
0Kommentarer
481Visninger
AA

2. Skænderiet

Josefine havde noget, hun skulle have sagt til sin mor, hun vidste bare ikke, hvordan hun skulle sige det. Alle de andre piger fra den nye klasse brugte make-up, og Josefine ville også gerne prøve.  Hun gik ned ad trappen, mens hun talte hvert trappetrin, der var 26. Da hun kiggede op, kunne hun lige skimte sin mor ude i gangen. Hun ordnede vasketøj og fløjtede en glad melodi. Den var ikke ret lang, og når hun havde fløjtet den en gang, startede hun forfra. Det er nu eller aldrig, tænkte Josefine. ”Hey mor, har du tid et øjeblik,” fik hun sagt, men hun lød meget usikker, og slet ikke som om hun havde lyst til at snakke, men hun blev nødt til det. Josefines mor stoppede med at fløjte, ”er det dig Josefine, jeg kan altså ikke høre, hvad du siger, du må komme ud i gangen!,” og så begyndte hun ellers at fløjte igen. Josefine overvejede, om hun ikke bare kunne løbe op ad trappen igen, og så lade som ingenting. Hun gik ind i gangen, hvor hun så sin mor stå og vrikke blidt med numsen i takt med den melodi, hun fløjtede.”Jeg vil gerne begynde at bruge make-up mor,” sagde Josefine. Hendes mor stoppede straks med at fløjte. Josefine kunne se bekymringen i sin mors øjne. ”Er det fordi, du har fået en kæreste, Josefine?” Josefine kunne ikke rigtig forstå, hvorfor hun troede det. Hun havde aldrig haft en kæreste før. ”Nej mor, det er bare fordi…” ”Du skal ikke ændre på dig selv Josefine! Du er 14 år gammel, du kan ikke bare gå rundt og ligne en dulle!” ”Tror du selv, jeg vil ændre på mig selv!? Det er jo bare fordi, alle de andre piger gør det” Hendes tårer begyndte lige så stille at trille ud af hendes øjenkrog. ”Jeg vil ikke have det Josefine! Du skal ikke gøre dig selv til noget, du ikke er! Koncentrer dig om skolen i stedet, det er vigtigere!” ”Så det er ikke vigtigt, om jeg har venner eller ej?” Josefine begyndte at råbe, hun kunne ikke finde ud af, om hun var ked af det, elle hun var sur. ”Sådan skal du ikke tale til din mor, du skal ikke! Er det forstået!?” Josefine løb så hurtigt, hun kunne ud ad gangen, op af de 26 trappetrin og ind på sit værelse. Uden at tænke sig om pakkede hun sin pung, et buskort, et par strømpebukser, en nederdel, en meget nedringet trøje, og den BH hun havde købt i al hemmelighed, i sin sorte og gule Nike taske. Hun satte sig på sengen, hendes tårer trillede ned af hendes kind og ind i hendes mundvige. Den salte smag af tårer, fik hende til at græde endnu mere. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke måtte bruge make-up, og hvorfor skulle hendes mor altid være så sur, man måtte aldrig prøve noget nyt! Josefine syntes ikke, hun kunne forstå noget som helst, hun var verdens dårligste mor. Hun måtte ikke en gang gøre, hvad hun ville, og så lige efter fars død. Josefine tænkte, at det måtte være nu eller aldrig, hun ville ikke bo hjemme mere, hun havde før hørt om børn, der havde boet på gaden, og havde fundet ly i en kælder natten over. ”Fine, hvorfor græder du?” Det var Josefines søster, der stod i døren til hendes værelse. ”Er dig og mor uvenner” Josefine kiggede ikke op, og hun svarede heller ikke. Hun tog bare sin taske, gik hen til sin søster, kyssede hende på hendes silkebløde pande og gik ned ad trappen. ”Skolen kommer først Josefine, du skal ikke tro, at du bare kan gøre, hvad du vil.” Da Josefine hørte lyden af sin mors stemme, stoppede hun med at græde, hun var ikke ked af det mere, nærmere sur. Hun sagde ikke et ord, hun gik bare ud i gangen, tog sine sko og jakke på og gik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...