Caelata (Jaget)

Mark og Melanie er to vidt forskellige individer, som opdager en ting de har til fælles. Omkring deres 20 års fødselsdag begynder symptomerne at komme, de starter ud som en hed feber, hvor de er døden nær. Men i stedet for det hvide lys, ser de et drømmesyn. De lærer deres evner at kende og mødes flere steder. Oberst Gregory Sanders og hans lille gruppe, bruger deres liv på at udrydde "Hybrider". (Ved ikke, om denne historie bliver færdiggjort - desværre)

12Likes
12Kommentarer
2818Visninger
AA

4. Melanie

Hun slog hænderne mod hinanden og undersøgte sit armbåndsur igen.

"Okay, der er en time til at de kommer."  Maden var i ovnen, bordet var dækket og håret og makeuppen var sat.

Nu skulle hun bare hoppe i den nye kjole. Inde i soveværelset betragtede hun kjolen, der hang på garderobeskabets låge. De smalle stropper og det silkebløde stof, som sad tæt omkring livet, og som prikken over i'et: de nye sorte stiletter. 

Tiden gik, maden blev færdig og det endte med, at hun stod og trippede i entreen. Sally var den første der ankom. Melanie blev overfaldet af røde slangekrøller, da hun åbnede døren. Derefter kom Lizzie og Kevin. De satte sig alle hen til bordet efter, at de havde lykønsket hende med de 20 år og overdynget hende med gaver. Sally var selvfølgelig interesseret i, at få at vide hvad hun havde fået indtil nu. 

Hun gik ud i køkkenet med et stort smil om læberne. En pludselig trang til at klø sig på hoften, gjorde hende uopmærksom, og det endte med at hun væltede er glas ned på gulvet. Kevin står fluks i døren. Mørk i hovedet begyndte hun at samle glasskårende sammen, Kevin hjalp hende. Med hjælp fra Kevin serverede hun middagen, som de andre roste til skyerne. 

De spiste, lo og drak - bortset fra den irriterende kløe, havde hun det perfekt. Det var faktisk først da Lizzie gav hende et uventet kram, at hun opdagede hvor varm hun var, og Lizzie opdagede det også. "Du er jo helt varm, Mel. Er du ved at blive syg?"

Kevin lagde sin ene hånd på hendes pande. "Wow Mel, du er ikke bare varm, du er glohed."

Inden hun nåede at indvende noget, havde de alle tre trukket hende ind i seng. Kevin hentede et termometer, mens Lizzie og Sally hjalp hende af med tøjet. Det var så den fødselsdag...

Hun kunne godt lide, at de nussede sådan om hende, deres bekymrede blikke og de blide ord. Det var først da hun kom ned og ligge, at hun opdagede, hvor slemt hun faktisk havde det. Motorikken havde svigtet flere gange i løbet af aftenen og den irriterende kløe havde været en pestilens - hvilket den stadigvæk var.

Kevin stak termometret ind i hendes mund. De bekymrede blikke blev ved med at stirre på hende, og som tiden gik fik hun det faktisk værre. Det var Lizzie der trak termometret ud. Hun stirrede fikseret på den røde streg, og hendes mund formede sig til et lille o.

"Den er jo tårnhøj! Du har 42 i feber." udbrød Lizzie.

Kevin og Sally tabte begge underkæben. "Vi må have fat i en læge og det med det samme!" Kevin hev telefonen op af lommen.

"Nej, jeg tror bare, at jeg trænger til søvn. Jeg har det ikke så slemt." Hun sendte dem et lille smil.

Faktisk havde hun det slemt, men hun hadede når andre mennesker så hende ligge syg, hun ville hellere klare det selv.

"Men Mel... Hvis feberen stiger og kommer op på 44, så vil dit nervesystem stå af... Vi bliver nødt til at ringe efter en læge." sagde Kevin bekymret.

Tanken om at det kunne gå så vidt fik hende til at tænke sig om en ekstra gang. Måske hun skulle lade dem ringe efter en læge. Hun sukkede opgivende, og Kevin tog det som en form for samtykke. Han ringede op.

Da lægen ankom, var hun allerede så langt væk, at hun kun kunne huske en masse farver og noget lyd der skrattede. Mærket kløede ulideligt, men hendes arme var så tunge, at hun ikke orkede at flytte dem. Det var der, at drømmen kom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...