Caelata (Jaget)

Mark og Melanie er to vidt forskellige individer, som opdager en ting de har til fælles. Omkring deres 20 års fødselsdag begynder symptomerne at komme, de starter ud som en hed feber, hvor de er døden nær. Men i stedet for det hvide lys, ser de et drømmesyn. De lærer deres evner at kende og mødes flere steder. Oberst Gregory Sanders og hans lille gruppe, bruger deres liv på at udrydde "Hybrider". (Ved ikke, om denne historie bliver færdiggjort - desværre)

12Likes
12Kommentarer
2816Visninger
AA

9. Mark

Mark gik ned ad gaden, med tårerne ned af kinderne. Gaden var svulmet op og folk opløstes i hinanden. Flere gange stødte han ind i tilfældige mennesker, der gav ham et puf tilbage. Han havde ingen steder at gå hen og tøffede rundt i gaderne. Den første nat sov han under en bro sammen med nogle hjemløse, og den anden på en bænk i parken, indtil politiet smed ham væk. Rastløst gik han gennem gaderne indtil han kom til en lille gade, hvor døren til opgangen var åben. Forsigtigt og med stivfrosne lemmer puttede han sig under trappen ved siden af en dør.

Han svævede mellem bevidsthed i en drømmeløs søvn og syntes at have hørt og set mennesker komme op i opgangen. "Måske er det bare noget jeg har drømt", tænkte han og rystede benene, der var prikkende af at have ligget sammenkrøbet for længe, i gang. Noget langsomt fik han stablet sig på benene og bevæget sig hen mod udgangen. Døren smækkede op i Marks ansigt og han væltede, med et rasende stød, på albuerne ned på betongulvet. "AAAV! My.... FFff!!..", udbrød han og efter smerten dulmede kiggede han rundt på gulvet og op på personen, der lige var kommet ind. En ung kvinde med sort hår der faldt ned til midten af ryggen. Kvinden var en smule mørk i huden og havde varme brune øjne. Hun satte sig på hug og undskyldte og spurgte til hans tilstand. Hendes fingre fandt et lommetørklæde i tasken og hun satte det op over Marks øje: "Gør det ondt når jeg presser her?" Han rystede på hovedet og afviste med et svagt "Nej-nej, jeg skal nok klare mig". Mindst af alt lige nu var at hun skulle tro han var skrøbelig, indtil hun pressede på: "Det sår er slemt, det har allerede gennemblødt mit lommetørklæde. Jeg bor lige heroppe, kom så går vi", sagde hun med en bestemt tone i stemmen. 

Hun tog sin taske og viste vej, mens Mark med begge hænder holdt lommetørklædet fastpresset mod øjenbrynet, og stavrede efter hende. Hun var hurtigere og mere let til bens end hans 85 kg kampvægt. Hurtigt låste hun døren til lejligheden op og de to unge stavrede ind. Mark vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv indtil kvinden pegede mod en stol i det lille varme køkken og sagde han skulle sætte sig ved det lille rodede spisebord. Hun åbnede en af skufferne, rodede den igennem et par gange og fandt endelig førstehjælpskittet. Stemmen var varm og rolig, men hænderne iskolde og nervøse: "Jeg ved ikke, hvor god jeg er til at lægge bandage, men det her skulle vist kunne klare det..." Da deres øjne mødtes, var det som om tiden stod stille og Mark lagde en hånd på kvindens lænd og trak hende længere ind til sig. Læberne var bløde og smagte friskt. Det var som om de var frosset fast i den stilling, indtil Marks albue væltede nogle papirer, der lå på spisebordet ned på gulvet, og pludselig kom kvinden til live igen. "Nej-nej.. Jeg kan ikke det her" udbrød hun vristede sig fri af hans greb og kiggede ned i køkkenbordet med ryggen til ham. Mark var ivrig efter hende, og spurgte forsigtigt mens han nærmede sig hende igen: "Er der en anden?". Forsigtigt kyssede han hendes skulder. Hun skimtede hans læber på sin skulder, vendte hovedet hurtigt væk igen, fortrød og kiggede på sin venstre skulder, hvor Marks læber havde været et kort sekund: "Nej, det er ikke det. Jeg er bare ikke den type, der vil se noget sammen med dig. Du bliver nødt til at gå nu. Tag det ikke ilde op".  "Men..", prøvede Mark, men hendes beslutning var bestemt og det stædige blik i hendes øjne, røbede om ingen diskussion.

Hun bukkede sig ned og samlede papirerne op og de lavtaljede bukser afslørede et sort mærke over lænden. Blikket frøs fast på hendes lænd, og blev mere og mere sulten efter at se resten af dette detaljerede mærke, der snirklede videre under tøjet. "Jeg har set det der mærke før. Det virker så fremmed og dog velkendt". Hun rejste sig op og stemmen blev skarp: "Du skal gå nu". Han besluttede sig for at følge ordren og glemme pigen og mærket, lige som han trådte ud af døren.

Dette var ikke tilfældet, og selvom han burde tænke på vitale nødvendigheder som mad, penge og søvn, rejste de samme spørgsmål sig i hans hoved, dag for dag: "Hvor har jeg set hende før? Vil jeg nogensinde se hende igen?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...