...


1Likes
0Kommentarer
455Visninger
AA

1. Søskendehævn

Uden at have tænkt videre over det, trampede jeg i pedalerne, drejede skarpt til venstre, cyklede videre ligeud, i håb om, at hun stadig ville snakke med mig. Vinden rev vildt i mit lyse hår, som om det var den eneste del af mig, der ikke måtte møde hende. En dyster buldren lød oppefra, de mørke skyer, som helt sikkert skulle forsvinde, hang stadig tungt over byen og truede nu med regnvejr og torden. Panikken greb mig, fik mine fødder til at trampe endnu mere, til jeg til sidst nåede klimaks og blev nød til at stoppe, for ikke at drætte om af udmattelse. Jeg satte mig på kantstenen og hev efter vejret, både af udmattelse og af skræk for at lyn vil spide mig. Jeg måtte snakke med hende, om hun så ville åbne eller ej, hun skulle have alt at vide. Hun ville sikkert smække døren i, med det samme hun så mig – selvom jeg ville forklare mig med det samme. Jeg tog en sidste dyb indånding, satte mig i sadlen igen og hamrede videre derud ad. En dråbe ramte min næse, en anden ramte mine fingre, flere og flere dråber dryppede ned over mig, indtil det til sidst virkelig regnede. Jeg strammede grebet om styret, anstrengte mig mere end nødvendigt og drejede igen til venstre, for så at smide cyklen på fortovet. Jeg løb op ad havegangen, hamrede hårdt på hendes dør, velvidende at hendes forældre måske var hjemme og ville blive stiktossede. Et lyn slog ned ikke ret langt derfra, det løb mig koldt ned ad ryggen. Stift og skræmt åbnede jeg døren, trådte ind, smed min jakke og sko, for så at løbe op ad trappen, ind på hendes værelse. En let hulken kom fra den lukkede dør, der var dækket af dystre billeder. Jeg sukkede dybt og følte, hvordan smerten og skyldfølelsen vred sig i mig. Her var jeg, drivvåd, forpustet og latterlig; hvordan har du det selv, Jonas? Jeg løftede forsigtigt hånden og bankede stille på dørkarmen, der var malet hvid. Hulkeriet derinde fra stoppede brat og hidsige, larmende skridt kom nærmere. Hun flåede døren op og borede ind i mig, med det ondeste blik, nogensinde set på en så smuk pige. Hendes øjne var røde og hævede, hendes hår var ikke glat og fint, som det plejede, hun stod med en kniv. En kniv?! Hun ville vel ikke dræbe mig?! ”Hør nu, Pay, lad mig lige komme ind..” sagde jeg og kiggede skrægslagent på kniven, der var på størrelse med mit hoved. Hendes blik brændte vildt og vredt, hvilket fik mig til at føle mig lille bitte. Det skræmte mig alligevel, at hun var så vred. Nu manglede jeg bare grunden til hendes vrede og pludselige had til mig. Hun sank blikket, lod kniven falde og begyndte at græde. Hun skjulte ansigtet i hænderne, det mørke, krøllede hår, dækkede hendes åbne ansigt fuldstændigt, som et gardin. Forsigtigt gik jeg tættere på hende og lagde den ene hånd på hendes skulder. ”Pay, lad mig nu lige-” sagde jeg, men hun afbrød mig, hurtigere end jeg havde forventet. Afbrydelsen plejede først at komme i fjerde sætning. ”Jonas, gå din vej.” sagde hun, stadigt hulkende, men med et truende tonefald, der kunne få en morder til at løbe skrigende bort – men ikke mig. Jeg gibbede kort med øjnene og løftede hendes ansigt en smule med den frie hånd. ”Pay, se på mig. Hvad e-” ”Gå din vej!” Hun slog min hånd væk og løb nedenunder. Jeg kunne høre, hvordan hun fumlede med jakker og sko – sikkert min jakke og sko. Hoveddøren blev åbnet, smækket igen og så var der stille. Lidt usikkert gik jeg ned ad trappen og kiggede forsigtigt over gelænderet, for at se om hun var gået. Det var hun. ”Pay, jeg..” hviskede jeg stille for mig selv, uden nogen grund. Det var nok at tænke det hele, men at bruge ord overfor mig selv, satte mere forståelse i det. Man kan jo heller ikke læse andres tanker, så hvorfor skulle man kunne læse sine egne? En høj, bred skygge nærmede sig bag mig, og en smule overrumplet vendte jeg mig, for at møde et par store, veltrænede overarme i den samme mokka farve, som Pay havde. Jeg hævede blikket en smule og genkendte straks broderens ansigt. Så kunne det da heller ikke blive værre, kunne det? Et ødelagt pigebarn, gennemblødt tøj, en skræk for torden og nu også en vred og hævngerrig storebror. Jeg sukkede og lod blikket falde på hans sokker, der fik ham til at se utrolig uskyldig ud. ”Hør Dragee, jeg-” sagde jeg, men blev igen afbrudt. ”Jon, den eneste grund til at du måtte se hende,” sagde han, uden at fortrænge en mine. ”var, at jeg er din eneste ven – eller var. Det er slut nu, det forstår du vel?” Han kiggede ned på mig, det kunne jeg fornemme. Mine 175 cm var ingenting i forhold til hans 193, så for ham var jeg bare et bræt, man kunne knække uden videre. Tanken skræmte mig, så jeg skubbede den hurtigt fra mig og kiggede alvorligt op på ham. ”Dragee, jeg har intet gjort!” sagde jeg opgivende og trak på skuldrene, men uden grund. Han skubbede til mig, som tegn til, at jeg skulle pakke sammen og skride. Jeg ville ikke hugges til pindebrænde, så jeg tog mine sko, min jakke og gik ud til min cykel. Jeg kunne mærke hvordan hans blik fulgte mig, som jeg gik ned ad havegangen og det var bestemt ikke rart, taget i betragtning af, at han rent faktisk var min eneste ven. En ny smerte vred sig i mig smerten af tab.

En hel time efter, da jeg kom trækkende med min cykel, så jeg en pige under et af træerne i parken, helt sammenkrøllet og gennemblødt. Jeg satte cyklen fra mig, ved det nærmeste hegn og gik hen til pigen, der tilsyneladende græd, for små ulykkelige hulk kom fra hende. Jeg satte mig på hug foran hende, men rørte hende ikke. Pay. Håret var krøllet, sort som natten mulm og mørke, huden var mokka farvet, rigtig brun og lækker. ”Pay, hør nu på mig.” Hviskede jeg og rykkede hen ved siden af hende, så hun ikke blev nødt til at se mig i øjnene – og omvendt. Hulkene stoppede ikke, men blev sagte og mere kontrollerede. Forsigtigt lagde jeg en hånd på ryggen, og kunne med det samme mærke rygsøjlen, der krummede hendes ryg. ”Pay, jeg.. jeg ved ikke hvad der gik af mig..” nærmest hviskede jeg, i tvivl om, hvad jeg så skulle sige. Langsomt hævede hun blikket og kiggede mig i øjnene, stadig med helt våde, grønne øjne. Hendes blik var forvirret og såret, ikke vredt som før. Hun snøftede kort og tørrede øjnene, så mascara og eyeliner blev tværet ud på kinderne. ”Hvordan.. hvordan kunne du?” sagde hun, med en tydelig sårbarhed i stemmen. Jeg havde virkelig ødelagt hende. Brutalt havde jeg flået hjertet ud af hende, smidt det på jorden og trampet det i stykker. Ikke bare såret hende, nej nej, jeg havde knust hendes hjerte, det forstod jeg nu, hvor det var sket. Det prikkede og stak bag øjnene, jeg kunne mærke hvordan tårer samledes ved vådelinjen. Græde ville jeg ikke, men smerten vred sig så voldsomt, som en vild kobra, der prøver at slippe løs, så jeg havde ikke rigtig noget valg længere. Én, varm, salt tåre smøg sig ned ad kinden, dryppede fra hagen ned på mine fingre, jeg havde lagt i skødet. Hvordan jeg kunne? Det forstod jeg heller ikke selv, jeg havde bare gjort det. Jeg følte mig som verdens største røvhul, havde bare lyst til at sige 'glem det' og skride, for så at forsvinde for altid. Jeg trak min hånd til mig og lænede mig mod træets kolde og våde bark. Hvad ville hun have jeg skulle sige? Jeg kunne ikke svare på sådan et spørgsmål, jeg havde ikke engang et svar for mig selv. Det stak i mig, hvorfor havde jeg dog ikke tænkt det her igennem, i stedet for bare at haste hen til hende. ”Jeg.. jeg kan ikke svare på det spørgsmål, Pay..” Ordene tegnede sig langsomt på tungen og gled roligt ud i mørket. ”Så har vi ikke mere at snakke om..” sagde hun og rejste sig. Jeg havde været så optaget af mine tanker, at jeg slet ikke havde bemærket, at hun var holdt op med at græde. Med et blev mit blik rettet mod pigen, der dryppede foran mig. Pigen, der havde været alting i mit liv. Rædslen for evig ensomhed slog over mig. Uden denne pige, ville mit liv ikke betyde noget, ville det? Jeg fangede hendes hånd, inden hun vendte sig og trak hende mod mig. Hun kæmpede imod, dog uden at skrige, men jeg var jo ikke svag, det vidste hun godt. Hun satte sig på knæ foran mig og slog blikket mod jorden, mens jeg stadig holdt hendes hånd og stirrede intenst på hende. ”Jonas, jeg mener det. Var du blevet her, var det ikke sket.” sagde hun og rystede på hovedet. ”Du var her ikke, da jeg havde aller mest brug for dig, Jonas. Du var her ikke.” Hun trak hånden til sig og gik. Tilbage sad jeg, med brændende øjne, dryppende tøj, og ingenting ellers. Hun.. havde forladt mig? Tårene, der havde hobet sig op, vælede ned af mine kinder, ynkelige hulk undslap mine læber, mit hjerte.. Det hamrede så hurtigt, at det føltes som om, der intet slog. Smerten skar gennem mig, vrængede, vendte, vred sig i mig, i mit hjerte. Floden af tårer stoppede ikke, blev bare ved og ved, strømmede uhæmmet ned af mine kinder, dryppede hensynsløst ned af hagen, ned på bukserne, der var våde nok i forvejen. Jeg knugede næverne, så knoerne blev hvide, hamrede ind i træet, igen og igen. Hvordan kunne jeg? Hvad fanden var det jeg havde gjort?! Alting var ødelagt, alting! Bang, igen, bang, igen, knæk.. Ikke mere.. En ny smerte skar i mig, i min hånd, som ikke længere dryppede af regnvand, men af blod. Mine knoer var revet op, ikke et eneste sted, var der hud tilbage, og nu var min finger også brækket. Jeg skreg og vred mig på det våde græs, græd og hulkede, skreg igen, hamrede den raske hånd i jorden. Alting var væk, alting...

”Skat? Skal du ikke op?” lød det muntert fra køkkenet, selvom solen ikke engang var begyndt at stå op. Den skingre stemme skar gennem mit hoved, jeg vendte mig og viftede afværgende med hånden, velvidende at ingen så det. Dynen var varm og hyggelig, to timer ville ikke skade nogen – og dog. Med det samme jeg vendte mig, lød et lille piv under dynen, og den lille forvirrede hund sprang panisk op og bjæffede. Jeg sukkede og sparkede den ned af sengen, så jeg ikke skulle ligge mig på den igen. Den kradsede lidt i døren, indtil nogen åbnede og løftede den op. ”Altså Jonas, du skal ikke tage hende med i seng, hvis du lukker døren. Så tisser den på tæppet, det ved du da godt.” sagde en søvndrukken stemme. Hunden blev sat ned, og det søvnige, sovne menneske, der havde åbnet døren, satte sig på senge kanten. ”Linda, hvad nu?” spurgte jeg fraværende og vendte mig, så jeg også kunne sparke hende ud. Hun strakte sig og gabte stort. ”Sikke et åbent ansigt..” sagde jeg ironisk og satte mig op, så man kunne se min solbrændte overkrop. Hun grinede falsk og rystede på hovedet. ”Hva', går du slet ikke i skole mere?” spurgte hun og trak min dyne omkring sig, inden hun igen gabte og lagde sig halvt ned. Jeg rystede på hovedet og trak dynen tilbage over underhylderne. ”Jo jeg gør.. Bare ikke i dag..” sagde jeg og sparkede hende ned på gulvet med et bump. Hun opfattede det vidst ikke, for hun gabte og strakte sig stadig, som en kattekilling, der lige var vågnet. Hun lignede faktisk lidt en kat; kort, strittende, rødt hår, store, runde, nærmest gule øjne, og den spinkelste krop i hele verden. Hun manglede bare en hale og nogle ører, så var den lille kat installeret. Hun smaskede lidt og kravlede så ud på gangen, sikkert for doven til at rejse sig. ”Heldige kartoffel.. Nogen af os bliver tvunget i skole, din nar..” mumlede hun for sig selv og forsatte videre ned ad trappen. Jeg gabte og strakte mig, præcis som hun havde gjort, bare mere maskulint, hvis jeg selv skulle sige det. Selvom der ingen skole, stod på programmet i dag, kunne man vel godt stå op, nu man alligevel var vækket. Jeg svingede benene ud over sengekanten og stak i et par natbukser, der lå krøllet sammen på gulvet. De var stribede i blåt og hvidt, men jeg gik aldrig med skjorten dertil, så lignede jeg jo bananer i pyjamas, B1 og B2. Uden at åbne øjnene eller famle rundt med armene, styrede jeg direkte ud på toilettet, for at tisse. Det var en rutine; vågne, stå op, stik i natbukser og gå ud og tisse. Jeg kørte hånden gennem de gyldne lokker og vræltede nedenunder, hvor jeg dovent smed mig på en af spisebordsstolene, mor havde købt sidste jul. ”I ved jo hvor mange vi altid bliver” havde hun sagt. Ja, med far, mor, Linda, onkel Benny, faster Ulrikke, mormor og morfar, Kaj og Andrea, så kunne den lille stue godt virke lidt mindre, end den egentlig var. Jeg stak hånden i skridtet og kløede ivrigt, mens jeg forsigtigt prøvede at åbne øjnene, uden at blive blændet af lysstofsrøret i loftet. For sent, jeg var hermed blind. ”Skat, du skal altså til at op!” råbte min mor opad trappen, da hun tilsyneladende ikke havde opdaget, at jeg allerede var kommet ned. Jeg løftede hånden forstående og viftede lidt med dem. ”Aj aj, sir-inde..” mumlede jeg og gabte endnu engang. Hun grinede kort og rystede på hovedet, så de lyse krøller, dansede vildt om hendes lyse ansigt. Hun trissede rundt i en kontoruniform bestående af høje, sorte hæle, en stram, grå nederdel, en hvid skjorte, en grå blazer og et sort slips. Hun var altid overdænget af make-up og parfume, man fik næsten kvalme af hende på denne tid af dagen, men hun var nu en ganske køn dame. Nydelig og frisk – selvom hun var 42 år gammel. Hun skænkede kaffe, smurte et stykke brød med smør og øsede noget yoghurt op, hvorefter hun satte det foran mig. ”Værs'go.” kurrede hun med et stort smil, inden hun trissede ind i stuen, for at sparke liv i Linda, der sikkert var faldet i søvn igen. Rigtig nok, to sekunder efter mor var gået ind i stuen, hørte man et bump og Linda's piven. ”Mor forhelvede, lad dog vær!” sagde hun og kom ud til mig. Hun dumpede ned foran mig og lavede en grimasse. Jeg hævede et øjenbryn og spiste uhæmmet videre af mors hjemmebagte brød, og skyllede det ned med en sjat kaffe. Morgenlivet i det her hus, var altid det samme. Linda skulle have en diskussion med mor, inden hun trippede i skole. Sådan var reglerne og reglerne blev fulgt. I min idylliske morgenmad, mente Linda, at det var på tide, med sin daglige dosis teenage-brok. ”Mor, jeg vil gerne skifte skole,” sagde hun og lagde armene over kors, netop som mor trådte ind i køkkenet. ”min lærer, Brian, bliver ved med at glo på mine patter. Han er så pervers!” Min mor smilede og lagde hovedet på skrå, mens hun lænede sig ind over bordet, så man kunne se lige ned i kavalergangen. Hun aede kærligt Linda over hårdet og rejste sig så igen. ”Lille skat, så må du jo dække dem til, ellers beder du jo selv om det.” kurrede hun og tog en kop kaffe. Hun satte sig ved siden af mig og strøg mig over kinden. ”Se bare din bror – han tosser ikke rundt med sex og perverse stoddere. Og han er endda ældre.” Hun gav min kind et lille klap, så jeg bed mig selv i tungen. Jeg sendte hende et væsende blik, men spiste så videre, fuldstændig ligeglad med hvad der foregik. ”Jamen mor, han dækker da ikke sine patter! Se selv!” sagde Linda, lænede sig ind over bordet og nev mig i brystvorterne. Jeg sprang op og skreg, som en anden lille tøs, men var så ved at kvæles i en bid brød. ”Din dumme tøs!” vrissede jeg og satte mig ned, denne gang med armen over brystet, så det ikke skulle ske igen. Mor slog en latter op, der fik hende til at virke uhyggelig, men hun stoppede så brat og kiggede alvorligt på Linda. ”Linda, skatter.. Kan du ikke bare bede ham om at lade vær? Jeg gider ikke alt det skolebøvl igen, vel pus?” sagde hun og sippede til kaffen, der dampede som et nyt lokomotiv. Linda kiggede forarget på sin kære mor og rejste sig, for så at stampe i gulvet. ”Jeg må aldrig noget som helst!” hvinede hun og slog opgivende ud med armene, for så at trampe ovenpå, smække med døren og skrue op for musikken, trods klokken kun var.. halv 6?! Jeg hostede og smed brødet fra mig. Hvorfor var mor oppe så tidligt? Hvorfor var jeg oppe så tidligt?! Jeg sukkede og rystede opgivende på hovedet. Mor var ultra a-menneske og jeg var ultra å-menneske, sådan havde det altid været. Linda var sådan en mellem ting, kunne godt stå tidligt op, men kun hvis hun ville og bla bla bla.. Hun snakkede altid sådan, når hun endelig kom i gang, det var slet ikke til at stoppe hende igen. Jeg sukkede og gik op i seng igen uden et ord. Mor stirrede lidt efter mig og spurgte vidst også ind til min morgenmad, men behovet for 23 timers søvn, havde desværre overtaget mig igen. Ba-dam, så sov jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...