Snow White

En ny udgave af den kendte fortælling om Sne hvide hvor jeg har prøvet at gøre den mere moderne og måske også lidt mere realistisk. Men på samme tid vil jeg holde mig til idéen bag Snow White.

6Likes
2Kommentarer
1138Visninger

1. Prolog

Et skrig skar igennem luften. Lyden af mit skrig. Et skrig som indebar smerte, frygt og gråd. En klump samlede sig i halsen og blokerede for det næste skrig. Jeg mærkede en tåre flyde fra mit øje ned over min kind for at ramme mit øre. Mit faste greb i puden blev endnu fastere. Nu kunne jeg tydeligt se knoerne som var helt hvide, så meget som jeg klemte hånden om den lyseblå pude. Hele min krop spændtes kort, for derefter at slappes fuldkommen. En af sygeplejerskerne smilte nervøst til mig. Det virkede irriterende. Hvordan kunne hun stå helt rolig og smile, når jeg lå her og følte at hele min krop var ved at knuses? En knækkende lyd ramte mine ører samme tid som den ulidelige smerte. Jeg skreg igen. Sorte pletter samledes for øjnene af mig, og lyden af de mange sygeplejerskers stemmer blev fjernere for hvert sekund. Jeg opfangede svagt at min mand, Daniel, kom ind i det hvide rum jeg lå i. Hans gang var hurtig og jeg kunne skimte en tåre som sad i hans øjenkrog. Jeg undrede mig over hvad det betød, det var jo mig det gjorde ondt på, så hvad var der med ham? Jeg løftede hånden og rakte ud efter ham. Ville røre ham og mærke hans varme hud under min ellers så kolde hånd. Han rystede på hovedet, tog min hånd og knælede ved sengen. Noget varmt omgav min hånd og jeg løftede den let for at se hvad. Et syn jeg nok aldrig vil kunne glemme mødte mig, min hånd dækket af blod. Jeg gispede ved synet og lagde den med det samme igen. En volsom hosten undslap min hals. "Damelzae kan du høre mig?" Hans stemme var bukket under for gråden, og jeg kunne uden tvivl høre hulkene der sneg sig ind mellem ordene. Flere sorte pletter samlede sig for mine øjne, og jeg kan nu kun se omridset af det mørkebrune hår, som sidder rodet på hovedet af Daniel. Jeg ønsker at se den dybblå farve i hans øjne men kan ikke. Mine øjne glider i og jeg kæmper for at slå dem op igen. Forgæves. De er og bliver lukkede. Og det bliver de ved med selvom Daniel kalder på mig og siger jeg skal åbne dem igen. Jeg ønsker at åbne dem. Ønsker at rejse mig tage hans hånd og gå. Men jeg kan ikke! Kan ikke åbne øjnene, kan ikke rejse mig. Det er som et af de mareridt hvor man ved man bare skal åbne øjnene og så er det forbi men man kan ikke. Jeg kan ikke. Den sidste energi som er ladt tilbage i min krop er langsomt sevet ud af min sjæl. Jeg kan ikke mere. Jeg giver op! 

Der bliver sort og stille. Helt mørkt. Der er ingenting. Ingenting overhovedet, kun tomrum og mørke. Stilheden er på samme tid dejlig og skræmmende. Min krop gør ikke ondt mere, jeg kan gå, jeg kan løbe for første gang i hvad der har føltes som en evighed. Siden ulykke har jeg ikke kunnet røre mine ben. Jeg kan løbe! Glæden eksploderer i mig og jeg vil grine af glæde og fryd. Jeg åbner munden men siger ingenting, da det går op for mig hvad der er sket. Dette er ikke bare en af de drømme hvor jeg kan løbe. Det er slut, og jeg kommer aldrig til at vågne igen. Kommer aldrig til at se Daniel, se hans smil og hans solbrune hud igen. Kommer aldrig til at se den datter jeg lige har bragt til livet. En pludselig gråd rammer mig og jeg synker sammen på hvad der måtte være jorden. Hvad nu? Skal jeg være fanget her i dette mørke ingenting resten af evigheden? Hvad med Daniel? Hvad med min datter? Mit barn. Og jeg vil aldrig få hende at se. Vil aldrig kunne tale med hende, røre hende, se hende. Noget borer sig ind i mit hjerte og jeg skammer mig over glæden ved at kunne gå og løbe. Det går op for mig at jeg har ofret dem jeg elsker mest, har ofret mig selv for blot at kunne gå igen. Hvorfor kunne jeg ikke holde ud? Jeg skriger. Denne gang af vrede og sorg. En helt ny slags smerte som jeg aldrig har oplevet før. Daniel græder. Jeg kan mærke det. Kan føle hvordan han også mærker den usynlige kniv der drejer i hjertet på os. Vi har begge lige mistet den vi elsker mest. Vi var som skabt for hinanden men nu er det slut og det er alt sammen på grund af mig. Jeg skriger igen og river mig i håret. Slår ud i luften, sparker og råber. Stadig ingen lyde. Intet lys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...